Dansk tryghed er en kamphund med læbestift på

Tryghed – men for hvem? Mens Inger Støjberg beskylder indvandrere for at undergrave samfundet, tager hun i ledtog med sine politiske kolleger magten ud af hænderne på befolkningen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Esben Søvang Maaløe

Inger Støjberg er nu ude at markere sig i MeToo-debatten med synspunktet, “man skal ikke skære alle over en kam”. Det er nemlig det princip, hun selv så flot skider på, så snart talen falder på alle, der ikke er født med sylte i sutteflasken; alt andet ville jo være et knæfald for normalbegavelsen, og er der noget, der kan true den danske højrenationale gærkultur, er det netop det: Normalbegavelsen.

Samtidig er der et par opportune sidegevinster for Venstres svar på en sur Bloody Mary: At hun er ude og fedte for de magtfulde mænd, der ved gud ikke kan se behovet for det dér MeToo pjat, og som finder, at kvinderne er hysteriske. Der er jo det ved den slags mænd, at de er magtfulde. Hun har meget af den støtte i forvejen, men man kan jo altid altid klistre noget bedre fast.  Derudover er det mindst lige så vigtigt, eller måske vigtigere med en god gang omtale – hvor hun kan virke stærk og provokerende, og som ikke handler om de kyniske ulovligheder, hun har begået som indehaver af en af landets højest betroede poster. Ulovligheder med forfærdelige konsekvenser for de unge kvinder, et par af dem gravide og fødedygtige, som hun påstår var små piger, og som hun påstår, hun ville “redde”.

De kunne da rende hende, kunne de, og det er jo i øvrigt hele landets flygtningepolitik i en nøddeskal: De kan i virkeligheden rende os, kan de. Men nederen EU – som de normalt elsker – rester af dansk lovgivning og en række møgirriterende landsforrædere, som insisterer på menneskerettigheder, står alligevel i vejen. Det yderste højre fabler om at afskaffe menneskerettighederne simpelthen, og de har jo haft en imponerende effekt på alle de andre partier. Bortset fra neoliberalisterne i banker, i finansministerium og i en tænketank, der altid spørges om alt af medierne, har DF været den væsentligste ideologiske strømning i Danmark i …  15-20 år? Mere..?

Det er det rene Trump, bortset fra at Støjberg målt på en række objektive parametre er betydeligt mere velfungerende end ham. Når Trump spiller pressen, så er det ikke en snedig bevidsthed, man er vidne til. Det er en så forvirrende, patologisk inkoherens, at man faktisk ikke rigtigt véd, hvordan man skal dække det. Faktatjek efter faktatjek gør intet indtryk. Med Støjberg er det mere overlagt, selvom en god del af det kommer indefra, fra en eller anden malfunktion af en art. Men vi har set, at den ene fakta-udredning efter den anden ikke gør noget indtryk, hverken på hendes parti eller på en lang række vælgere til højre for den såkaldte midte.

Skinkegate

Men Støjberg trækker en løgn tilbage, når den bliver for tyk. Skinkegate er et eksempel. Her løj hun om, at en børnehave i Aalborg ikke tillod børnene at spise grisekød i den hellige multikulturs navn. Da den blev afsløret, kaldte pressen den en “falsk anekdote” – for Støjberg opfandt (min påstand, men jeg er jo heller ikke afhængig af noget), at hun havde hørt den ved et middagsselskab og var løbet videre med den, uden at indse at det altså var løgn. Spørgsmålet er, “hvordan i alverden kan en dansk minister løbe videre med sådan en historie, uden lige at tjekke den først?” Det er jo oprørende, også for mig som venstrefløjser.

Støjberg tog heller aldrig initiativ til at få det lavet om – og kan man tro på den? Støjberg “ved”, at i Aalborg er der en børnehave, hvor børnene er nægtet svinekød, og hendes eneste reaktion er at fise rundt og fortælle det på vælgermøder? Ikke nogen presse? Ikke nogen forarget tale fra folketingets talerstol? Ikke nogen konkrete initiativer til at få den uskik standset med det samme? Så vidt jeg ved, stillede ingen de spørgsmål, ikke eet medlem af pressekorpset. Og hvis det skete alligevel, så var der intet medie, som gjorde et stort nummer ud af vinklen? De kaldte det bare alle sammen for “en falsk anekdote” og hyggede sig med de mange klik og visninger, historien gav? Enten er det tordnende absurd, eller også er der noget jeg overser – og det må jeg jo indrømme, det sker tit.

Men altså: Noget rationelt kan man genkende i Støjberg. Der er mening med løgnene, og når de bliver afsløret, er der et klart mål med dem, og klare handlinger fra hendes side for at neutralisere dem.

Jeg finder hende langt mere uhyggelig end blot hendes egne løgne og egne misgerninger, for vi har faktisk været vidne til, at en hel halvdel af vores parlament har beskyttet hende. Ikke at den anden halvdel ikke ku’ gøre det samme, hvis det var én af deres det gjaldt – og det bliver det jo ikke en skid mindre uhyggeligt af.

Det er også en klokkeklar illustration af, at vi ikke har tredeling af magten. I en tredeling af magten kan en del ikke beskytte en anden del eller sig selv, uden at den tredje kan tage affære. I Danmark kan parlamentet beskytte den udøvende (ministeren), så længe der er flertal for. Støjberg er i sig selv en national krise, men … hun afdækker en endnu større krise, en fejl vi har levet med siden første grundlov, og som mig bekendt endnu ikke har vist sig katastrofal for hele konstitutionen – men altså ved et par lejligheder har vist sig katastrofal for mennesker af kød og blod.

Vi er slet ikke så sikre, som vi bilder os selv og hinanden ind, og vi er slet ikke så sikre, som de hele tiden bilder os ind.

Magten manipuleres væk

Der er terrorlove som gør, at politi/PET kan endevende dig, evt. uden du ved det. Næsten endnu værre de kan hive dig ind – uden skyggen af en reel domstol er involveret. Det betyder jo, at med en rådden minister (som f.eks. Støjberg), et parlament der beskytter vedkommende, og så et voldsmonopol fordelt på to “værn” der heller ikke lider under overdreven etik – så kan de sgu faktisk hente, hvem de vil.

Tvangsfjernelser og ydmygelser af folk på plejehjem og jobcentre foregår allerede uden retssikkerhed af nogen nævneværdig art, det skal i fjernsynet, før det bliver ryddet op. Man så endog hvor langmodig Aarhus Kommune var, selv efter at optagelserne af Else havde oprørt nationen. Hende taler vi ikke om længere. Mon noget andet end plejecenter Kongsgaarden har forandret sig til det bedre? Jeg er sikker på, at nogle kommuner vil kunne fremvise planer og initiativer, der nominelt godtgør det, men jeg har ikke tillid til, at det kommer til at virke.

Vi har afgivet meget magt som befolkning. Terrorpakkerne er befolkningen, der afgiver personlig suverænitet til myndigheder, selvom historien jo er, at det har ingen gjort, det er blevet vedtaget uden et reelt spørgsmål til os først. Magten er blevet manipuleret fra os. Uanset om vi synes om EU eller ej, så er det også et faktum, at her er meget national suverænitet afgivet, også uden at spørge os først. F.eks. er Lissabon-traktaten en krasbørstig én på det punkt. Regeringens jurister hævdede, at den ikke nødvendiggjorde folkeafstemninger, men et hav af uvildige jurister var lodret uenige.

Regeringens jurister har ingen objektivitets- eller neutralitets-pligt, de har pligt til at være regeringens advokater. Det regeringen vil, skal kunne berettes lovligt. Som en sagfører i en retssag: Det er hendes opgave at tolke lovgivningen til hans klients fordel, ikke at udfinde den objektive lovfortolkning der skal afgøre sagen uanset udfaldet. Altså må man sige, at regeringsjuristernes vurdering var et rent partsindlæg. Et partsindlæg, som Højesteret endte med at ophæve til gældende ret, og store lunser af vores suverænitet kunne afgives til Lissabon uden at spørge os.

Vi fik til gengæld lov til at stemme om tronarvefølgen – kunne en førstefødt datter simpelthen også arve førstefødselsretten til kronen – og det emne er til at forstå, til at lave fjernsyn, radio og artikler om, og naturligvis stemte vi JA – en prinsesse kan naturligvis førstefødes som tronarving, også selv om næste barn blev en dreng. Vi følte os gode, ligestillingsmindede, varme om hjertet og al det andet, som royale begivenheder kan fylde en befolkning med. I mellemtiden fik vi altså ikke lov at stemme om Lissabon, men vi havde faktisk heller ikke rigtig tid til at tænke på det, der var jo det her med prinsesser, der kunne fødes som tronarvinger.

Dummebøde-tryghed

Mettes tryghed handler om mere politi, strengere nedslag på ungdomskriminalitet, nedrivninger af udmærkede, betalelige boliger og stramninger af loven. SF har for tiden en fantastisk ide: Hvis der er social kontrol (kun brun social kontrol – det er dén, de vil fokusere på), så kan man løse problemet ved at fratage familien penge, og det ved vi jo alle sammen godt: Hvis der er en slags krise eller problem enten i vort liv eller vore hoveder, så hjælper det altid at få et lille budget beskåret kraftigt. I underverdenen hedder princippet “dummebøder” – men i oververdenen hedder det altså “tryghed”. Jeg føler mig sgu ikke særlig tryg.  Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at underverdenen har et mere reelt navn til deres dummebøder, end stat, regering og kommune har.

Dansk tryghed er en kamphund med læbestift på – jeg er sgu bange.