Danske kommunister opgiver at danne ét parti

Det var ikke noget, han havde planlagt. Men pludselig orkede formanden for Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD), Arne Cheller, det bare ikke mere. Nok var nok.

Som 64-årig folkepensionist og tidligere bygningsmaler var Arne Cheller på KPiD’s kongres i 2015 blevet valgt som formand og havde de seneste tre år arbejdet for en sammenslutning med et andet af de danske kommunistiske partier, nemlig Kommunistisk Parti (KP). »Med det mål at kommunisterne i Danmark samles i ét kommunistisk parti, arbejder partiet for at styrke samarbejdet mellem de eksisterende kommunistiske partier om fælles formål og fælles politiske sager lokalt og på landsplan,« havde partiets kongres dengang besluttet, uden at der dog kunne blive enighed om nogen tidsplan.

Nu var Arne Cheller ganske vist blevet genvalgt på den netop afholdte 2018-kongres i fagforeningen 3F BJMF’s lokaler i Valby, og de delegerede havde vedtaget formelt at undersøge muligheden for sammenslutningen med KP.  Men formanden opfattede sit eget valg som en taktisk manøvre og vedtagelsen som en afledningsmanøvre. Han skulle køres ned, og beslutningen om en sammenslutning var endnu engang blevet udskudt. Denne gang til en ekstraordinær kongres i foråret 2019. Forud skulle gå en proces med møder med KP og diskussioner i lokalafdelingerne.

Det har altid været en glansbilled-paragraf, at man skulle arbejde for at samle de kommunistiske partier

Arne Cheller, KP

Sammen med et par håndfulde andre medlemmer af KPiD kom Arne Cheller partibogen og nøglerne i en brun A3-kuvert, hvorefter de kørte ind til partikontoret på Frederikssundsvej 82 i Københavns Nordvestkvarter og smed kuverten ind ad brevsprækken. Det var så det!

Efter et kvart århundredes forsøg på at samle de kommunistiske partier i Danmark var det seneste og – skulle det vise sig – sidste også mislykket.  

»Glansbilled-paragraf«

»Det har altid været en glansbilled-paragraf, at man skulle arbejde for at samle de kommunistiske partier,« fortæller Arne Cheller i dag, halvandet år senere. »Det skulle bare være der, for det lød jo meget godt. Men da jeg blev formand for KPiD, tog jeg og andre det alvorligt – fordi det er en vanvittig situation, at vi er tre mindre kommunistiske partier med den samme politik. Vi er jo hverken uenige politisk eller ideologisk, men der er visse kulturelle og historiske forskelle. Der er mange i KPiD, som har været ude for et traume med DKP og måske er blevet lidt mærkelige. De gik meget op i, at man kun drak urtete i KP, og at man også skulle kunne drikke øl og vodka, når man var til møder. Det var et af argumenterne – og et rigtig dårligt argument, da der jo ikke er nogen politik i det. Man kan vælge at prøve at blive et større parti som KP, og arbejde hen mod en samling. Eller man kan vælge at blive en sekt, som har nok i sig selv, og hvor man sidder og mindes de gode, gamle dage i 1970’erne og tidligere – og hvor dejligt Sovjetunionen var og husker de gode rejser, man fik derovre. Det kan godt være, at rejserne var gode – og det synes jeg også, for jeg var med på nogle af dem – men det har bare ikke noget at gøre med politik, som landet ligger i dag. Det fører ikke noget nyt med sig og slet ikke i den nuværende situation, hvor det fandeme er nødvendigt, at de revolutionære kræfter kommer meget mere på banen«.

I stedet meldte Arne Cheller og flere af de andre udmeldte sig ind i netop KP, som den tidligere formand beskriver som et mere »effektiv« parti end KPiD. Efter udmeldelserne besluttede KPiD endegyldigt på den ekstraordinære kongres tidligere på året at sige nej til at gå sammen med KP i ét parti.

KP – som udgiver netavisen Arbejderen – blev stiftet i 2006 som en samling af ‘Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister’ (DKP/ml) og Kommunistisk Samling, som var en udbrydergruppe fra netop KPiD.

»Der drikker vi kaffe og te og sodavand, og så kan vi bagefter godt tage et glas vin, hvis vi har fest,« fortæller Arne Cheller. »Men sådan foregik det ikke i KPiD. Der kunne man godt starte med vodka og øl eller Gammel Dansk, hvis man havde lyst, og så kunne man jo trække møderne ud i det uendelige, for der kom det ene gode forslag efter det andet – men som ikke var særlig gode dagen efter, når folk vågnede og var klare i hjernen. Det er morsomt, men det er jo også sørgeligt«

Skiftende kommunistiske konstellationer

Nogle vil sikkert også mene, at Danmark er for lille et land til ikke bare tre – KPiD, KP og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) – men faktisk fire partier, som kalder sig kommunister, hvis man medregner Arbejderpartiet Kommunisterne (APK). Sidstnævnte har dog ikke været en del af samlingsbestræbelserne. I en kommentar skriver APK’s formand, Jonas Ørting: »APK ønsker en samling på et revolutionært grundlag, et reelt opgør med kapitalismen. Det er nødvendigt. Forsøgene på samling mellem DKP, KPiD og KP gør ikke op med den socialdemokratiske strategi for klassesamarbejde. De står som støttepartier for Enhedslisten og deres parlamentariske strategi, og processen har indtil nu kun ført til yderligere splittelser. APK er ikke en del af denne samling.«

Mens DKP og KPiD oplyser, at de har henholdsvis 160 og 100 medlemmer, ønsker KP ikke at sige andet om medlemstallet end, at “det tælles i hundreder, ikke tusinder.” Et antal medlemmer som står i kontrast til DKP’s bedste dage i 1945, efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor partiets deltagelse i modstandskampen blev belønnet med 60.000 medlemmer, 18 mandater i Folketinget og tre ministre i befrielsesregeringen – samt forhandlinger med Socialdemokratiet om en sammenlægning af de to arbejderpartier.

Af samme årsag har skiftende konstellationer af kommunistiske partier og grupper, med skiftende navne, siden 1990’erne diskuteret behovet for en samling af de danske kommunister, som ikke føler sig repræsenteret af – eller kun af – Enhedslisten. Men selv om de kommunistiske partier ofte har kunnet optræde samlet i forbindelse med demonstrationer, eller vedtage fælles udtalelser, er det blevet ved dette. Kun én ting er KPiD, KP og DKP enige om: Nu gider de ikke længere forsøge at blive enige om en sammenslutning.

Måske er det ikke overraskende, at de tre partier har forskellige forklaringer på, hvis skyld det er – afhængigt af, hvem jeg spørger.

Prisen for fusioner

»Fuck, vi har ingen formand!«. Det var den første tanke, som gik gennem Rikke Carlssons hoved, efter at have åbnet konvolutten med Arne Chellers og de andres partibøger den dag sidste år. Det er en grå og regnfuld eftermiddag i december, og KPiD’s nuværende formand har sat sig ind i mødelokalet i partikontoret på Frederikssundsvej. Der hænger moderne kunst på væggene. Røde faner samt portrætter af Lenin og andre kommunistiske koryfæer glimrer ved deres fravær. »Det skulle gerne være sådan, at politik er det, man gør, og ikke hvordan man ser ud,« forklarer Rikke Carlsson.

Jeg er sådan set pisseligeglad med, hvor folk er medlem, bare de er aktive. Men det triste er bare, at folk går hjem og bygger carporte og ikke laver politik længere.

Rikke Carlsson, formand for KPiD

At det endte med at blive den 51-årige fodterapeut, der afløste Arne Cheller som formand, var måske kun naturligt. Rikke Carlssons mor, Betty, havde ikke bare været formand for KPiD før Arne. Betty Carlsson havde været det lige siden, at KPiD blev dannet i 1993 af en udbrydergruppe fra DKP. Et brud som skyldtes det ideologiske opgør i DKP efter Murens fald og Sovjetunionens opløsning – samt ikke mindst dannelsen af Enhedslisten. Formelt var Enhedslisten det afgørende for bruddet, men reelt skyldtes det, at udbryderne ikke ønskede noget ideologisk opgør med fortiden. De ønskede at fastholde den politiske linje og identitet, som havde kendetegnet DKP i de forudgående årtier.

I dag skjuler Rikke Carlsson heller ikke, at hun var – og er – modstander af en sammenslutning med KP. Modstanden skyldes, at det måske på papiret lyder som en god idé for de kommunistiske partier at slå pjalterne sammen. Men prisen har bare vist sig at være for høj.

Partiformanden sammenligner det med de mange fusioner gennem årene i fagbevægelsen: Det har ikke forhindret medlemmerne i at sive. Tværtimod. De siver.

»Man pakker det ind i, at så bliver man en stærkere organisation og alt muligt andet,« siger Rikke Carlsson. »Men det er jo mennesker. Der er en grund til, at folk har meldt sig ind i det ene eller andet parti. Jeg er godt klar over, at det mange gange også kan være fuldstændig tilfældigt, hvem man har kysset eller mødt på sin arbejdsplads eller andet. Men det skal man sgu tage seriøst. Jeg er sådan set pisseligeglad med, hvor folk er medlem, bare de er aktive. Men det triste er bare, at folk går hjem og bygger carporte og ikke laver politik længere. Og det er den konklusion, vi nu er nået frem til: Nu har vi ikke mere råd til det. Kan vi ikke bare samarbejde om det, vi er enige om?«

Græsk-katolsk

Rikke Carlsson tænder en cigaret efter først at have spurgt om lov. »I princippet har vi rygeforbud,« siger formanden og forklarer, at princippet ikke er mere fast, end at det kan blive brudt. Hvis ingen ellers føler sig generet af rygningen.

»Det er jo lidt politisk ukorrekt, må man sige,« erkender Rikke Carlsson.

Formanden er også græskkatolsk, når det i dag handler om DKP’s medlemskab af Enhedslisten (selv om ingen partier i dag længere kan være kollektivt medlem af Liste Ø, tillader DKP sine medlemmer at have partibog til begge partier). Og ikke bare det. Rikke Carlsson mener endda, at spørgsmålet om dobbeltmedlemskabet fik mange i KPiD til at takke nej til at gå sammen med KP: Det ville nemlig en engang for alle have lukket døren til DKP, fordi KP står stejlt på princippet om, at man ikke kan være medlem af to partier.

»Vi har selvfølgelig mange i KPiD, som ikke vil røre ved Enhedslisten,« siger Rikke Carlsson. »Men vi har faktisk i forbindelse med tidligere snakke om sammenslutninger talt om, at vi kunne lave en overgangsordning, for hvem kan kontrollere det? Om du er medlem af Dansk Naturfredningsforening eller Enhedslisten, det kan man jo ikke se i alle situationer«.

Én ting har Rikke Carlsson dog aldrig overvejet: At nedlægge KPiD. Senest nedlagde VS sig selv efter i en årrække ikke at have haft nogen aktivitet af betydning. Og et andet af Enhedslistens stiftende partier, Socialistisk Arbejderparti (SAP), har skiftet navn til Socialistisk Arbejderpolitik.

»Nej, det står ikke i manifestet«.

Det kommunistiske manifest?

»Ja, det er ikke det, man har skrevet under på. Tværtimod. Det er bare at gå fremad. Ellers kunne man jo bare have meldt sig ind i Enhedslisten. Jeg husker, hvordan jeg som ung holdt en tale til en elevdemonstration inde på Christiansborg Slotsplads. Bagefter kom der en eller anden socialdemokrat og sagde, at jeg talte sgu godt. Havde jeg ikke lyst til at blive medlem af Socialdemokratiet? Jeg var bare sådan: ”Har du slet ikke hørt, hvad jeg har sagt?” Men det var lige meget. Det var bare detaljer. Det kunne jeg sagtens have valgt dengang, men det gør man bare ikke. Men mange har selvfølgelig givet op og valgt noget, som er mere karriere-sikkert. Hvis man kan kalde det sådan. Det er altid sjovest at være med, hvor vinden blæser den rigtige vej«.

Hvad får dig til at tro, at vinden nok skal vende en dag?

»Samfundet,« svarer Rikke Carlsson. Hun griner.

Men hvad i samfundet?

»Der er ikke andre løsninger på problemerne end socialisme. I gamle dage var der trods alt forskel på Socialdemokratiet og højrefløjen, hvor de havde John Maynard Keynes og de andre Milton Friedman. Der kunne man mærke forskellen på den økonomiske politik. Det kan man ikke i dag. Der er der kun én økonomisk politik. I dag er der bare frit spil, når det handler om fattigdom, forurening og krige. Det går bare den forkerte vej, så der skal være et alternativ.«

Løkkes AK47-gevær

Uden for KP og Arbejderens lokaler, på Nørrebro, er 300 gulklædte stilladsarbejdere denne formiddag samlet for at udtrykke deres utilfredshed med forholdene på en nærliggende byggeplads. Her arbejder håndværkerne fra Litauen angiveligt under overenskomststridige løn- og arbejdsvilkår, og situationen udvikler sig efterfølgende til voldelige sammenstød.

»Der er en arbejdskamp lige uden for døren,« bemærker KP’s formand og driftsleder for Arbejderen, Jørgen Petersen, inden han viser mig ind på sit kontor.

På den ene væg hænger et litografi med Laila Khaled, som er signeret af den tidligere palæstinensiske flykaprer og nuværende talsperson for PFLP, mens den anden væg er fyldt op af indrammede plakater fra Arbejderen. En af plakaterne er med det berømte/berygtede billede af Lars Løkke Rasmussen under sit besøg i Afghanistan i 1988. Den senere statsminister står med et AK47-gevær i hånden, flankeret af afghanske mujahedinere. Teksten på plakaten hedder: »Lars Løkke er klar til lønkamp. Er du?«

Hvis vi er enige, hvorfor så opretholde to partier? Det er Danmark for lille til, og det er den kommunistiske bevægelse for lille til.

Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti

Stod det til Jørgen Petersen var de tre kommunistiske partier for længst fusioneret. Ja, det er endda tidligere blevet sagt, at KP havde gjort det til sin levevej at være dem, der snarrådigt vidste, at kommunister skulle samles i ét parti.

»Status er ikke, at vi ikke kan blive enige,« siger den 64-årige Jørgen Petersen. »Status er, at vi er enige. Vi er enige om principperne og det teoretiske grundlag, kommunister bør stå på, nemlig et marxistisk-leninistisk grundlag, samt alle hovedelementerne i politikken. Det har vi sagt var status i 25 år – og derfor har vores afsæt været, at så burde vi fusionere til ét parti. Hvilket vi har kæmpet for i 25 år. Men i løbet af de år har DKP konkluderet, at deres politiske arbejde – og kamp – bør ligge i Enhedslisten, og de tillader, at man kan være medlem af to partier.

KPiD havde vi til gengæld store forventninger til, at de ville gå sammen med os om at danne et nyt parti. Men de besluttede på deres ekstraordinære kongres, at det vil de ikke. Hvilket vi har svært ved at forstå. Hvis vi er enige, hvorfor så opretholde to partier? Det er Danmark for lille til, og det er den kommunistiske bevægelse for lille til. Det er både uforståeligt og uansvarligt. Uforståeligt, for man deler sig jo efter anskuelser – og de, som mener det samme, bør stå sammen og i samme parti. Og uansvarligt, fordi det er storkapitalen, der er i offensiven, hvorimod arbejderklassen er presset på alle hylder. Derfor vil det være relevant med et stærkt, eller i hvert fald stærkere, kommunistisk parti«.

KP har derfor »trukket en streg i sandet« og bruger nu kræfterne på partiet i håb om, at det – som det største og mest velorganiserede af de tre partier – vil kunne tiltrække de kommunister, som måtte have afventet en samling. Eller de, af de to andre partiers medlemmer, som er enige i ønsket om en sådan samling. Samtidig er KP det parti, som har haft mest held med at tiltrække unge eller yngre medlemmer.

Ambitionen er at udfordre Enhedslistens plads på stemmesedlen som repræsentant for den yderste venstrefløj. Hidtil har alle tre kommunistiske partier ved folketingsvalgene ellers anbefalet deres medlemmer at sætte krydset ved Liste Ø.

Frygt for stemmespild

»Det er vores mål at stille op til Folketinget,« siger Jørgen Petersen. »Og det bliver mere og mere nødvendigt. I en situation hvor Enhedslisten går til højre, bliver det stadig sværere at opfordre til at stemme på Liste Ø. Der er brug for os i det daglige parlamentariske arbejde: At kommunisternes stemme bliver hørt i Folketinget. Vi er stadig for små, men vi bruger tid på at udbygge vores lokale rodfæste og udvikle politik i de byer, hvor vi er. Det er den rigtige vej frem mod at få et parlamentarisk rodfæste.«

Skuldrene er sænkede, og albuerne hviler på bordet, mens forarmene og hænderne arbejder: Kaffekruset drejer rundt og rundt, mens Jørgen Petersen fortæller om fremtiden for KP. Den 64-årige formand og tidligere specialarbejder på skibsværftet Burmeister & Wain, på Refshaleøen, var med til at danne DKP/ml tilbage i 1978 – og har om nogen gennem tiden været med til samlinger – og splittelser – på netop den yderste venstrefløj.

»Vi har ikke sat os noget mål for, at der skal være så og så meget, før vi stiller op,« siger Jørgen Petersen. »Men vi skal være mere synlige, mere rodfæstede og have flere medlemmer. Vi skal med andre ord opfattes som en seriøs mulighed. For os er spørgsmålet om at skabe enighed i arbejderklassen det afgørende. Og i den situation skal vi nøje overveje det rigtige tidspunkt for en selvstændig opstilling. Ellers risikerer vi stemmespild på venstrefløjen, og det er vi ikke interesserede i at bidrage til. Men på den anden side har vi heller ikke tænkt os bare at se til, mens Enhedslisten sejler mod højre og opgiver en række af de idéer, som tidligere har kendetegnet venstrefløjen«.

Spændingsforfatteren

DKP – der i november kunne fejre 100-året for dannelsen i 1919 – har i dag adresse på Frederikssundsvej 64. Klemt inde mellem på den ene side en klinik for fodterapi og på den anden side NV Bogcafé – der blev stiftet i 1977 med det formål, at »fremme det socialistiske menneskesyn i Københavns Nordvestkvarter« – er det beskedne forhold for et parti, der tidligere tronede i Dronningens Tværgade, et stenkast fra Amalienborg Slotsplads.

Jørgen Petersen vil have alle os andre ind i sin fold. Det siger han selvfølgelig ikke. Det er der jo ingen, som siger åbent. Nu har jeg så gjort det. Men det er ikke noget, man siger. Det er virkeligheden

Henrik Stamer Hedin, DKP

Denne lørdag aften ligger partikontoret mørkt og tomt hen. I vinduet kæmper en vissen potteplante om pladsen med eksemplarer af »Det kommunistiske manifest«, Hans Scherfigs »Frydenholm« og formanden, Henrik Stamer Hedins, spændingsroman »Papirtigeren«, der handler om en vesterlænding, som tages til fange i grænselandet mellem Thailand, Laos og Burma.

Der må en telefonopringning til for at finde ud af, at mødet forinden i DKP’s landsledelse er blevet flyttet de få hundrede meter hen ad Frederikssundsvej til KPiD’s lokaler, hvor der er bedre plads – hvis alle 15 medlemmer af landsledelsen mødte op. Denne aften er de kun seks inklusiv Hedin. Den 73-årige forfatter og oversætter har været medlem af DKP siden 1967 og formand siden 2003.

Efter at have budt indenfor afviser Henrik Stamer, at DKP’s accept af dobbeltmedlemskab af Enhedslisten skulle være årsagen til, at det aldrig er lykkedes de kommunistiske partier at blive enige om en sammenslutning. Formanden selv er ikke medlem af Enhedslisten, og har aldrig været det.

»Vores forhold til Enhedslisten, og det at vi tillader dobbeltmedlemskab, er ganske vist en af de undskyldninger, som der er blevet brugt, men der er mange andre,« siger Hedin. »Eller mange og mange. Der er i hvert fald andre ting, som spiller ind. Den vigtigste er i virkeligheden, at der ikke er en ærlig vilje til en forening af den kommunistiske bevægelse i Danmark. Jørgen Petersen vil have alle os andre ind i sin fold. Det siger han selvfølgelig ikke. Det er der jo ingen, som siger åbent. Nu har jeg så gjort det. Men det er ikke noget, man siger. Det er virkeligheden«.

Casa Latinoamericana

Selv om Henrik Stamer Hedin understreger, at det ikke skyldes mangel på vilje fra DKP, så er partiet kommet til den samme konklusion som KPiD og KP: At der ikke er grund til at bruge flere kræfter på det.

For øjeblikket diskuterer DKP derfor, hvad der nu skal ske og har netop vedtaget et såkaldt strategipapir på kongressen i november i Casa Latinoamericano, et kulturhus i Valby, hvor Dansk-Cubansk Forening og en halv snes andre holder til. »De sidste tredive år har været præget af forandringer, der i høj grad har ændret vilkårene for arbejderklassens og kommunisternes kamp, især i Europa,« hedder det i papiret. »Tredive år er ikke meget i verdenshistorisk sammenhæng, men det er en stor del af et menneskeliv og af en politisk bevægelses historie. Det er på høje tid, at danske kommunister afklarer sig omkring de ny udfordringer og muligheder, som møder os her i starten af det tredje årtusind«.

»Vi har selvfølgelig altid haft vores program, men hvad vil det egentlig sige at være kommunist i det 21. århundrede,« siger Henrik Stamer Hedin. »Det er det, som det handler om.  Men vi mangler stadig at udmønte, hvad vi faktisk skal gøre. Det er der tvivl og rådvildhed om. Og så er der er jo også dét problem, at mange stadig er traumatiserede af sammenbruddet – jeg foretrækker at kalde det den europæiske kontrarevolution – og egentlig ikke, ja, måske skammer nogle sig stadig. Men der i hvert fald mange, som ikke har lyst til at gøre en indsats for partiet. De betaler deres kontingent, og det er så det. Sådan er det«.

DKP har da også været nødt til at skære ned på antallet af de lokale afdelinger i takt med det faldende medlemstal, og er nede på fire såkaldte distrikter, som geografisk matcher regionerne (i Region Syddanmark har det ikke været muligt at opretholde en repræsentation). Og alle er smerteligt bevidste om, at der er sat gang i en ond cirkel, når nogle medlemmer nu skal rejse over 100 kilometer for at komme til et møde i deres partiforening.

»Renegaten Kautsky!«

Men hvorfor skal de kommunistiske partier egentlig være enige, som Birgit Unnerup til sidst spørger denne aften. Det 71-årige medlem af landsledelsen er tredjegenerations kommunist. Bedstefar, Martin Unnerup, var med til at stifte DKP i 1919 og blev siden mangeårig folketingskandidat i Nakskov. Og faren, Oluf Unnerup, var også medlem af DKP og aktiv i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, indtil han blev taget af tyskerne og endte i kz-lejren Sachsenhausen. Han vendte tilbage fysisk og psykisk nedbrudt.

Der har aldrig været en enig, kommunistisk bevægelse. Men det har ikke forhindret os i at have fremgang og sejre.

Birgit Unnerup, DKP

»Vi har jo aldrig været enige,« siger Birgit Unnerup. »Der har aldrig været en enig, kommunistisk bevægelse. Men det har ikke forhindret os i at have fremgang og sejre. Det er jo ikke uenigheden, som er et problem. Hvor ville vi være uden uenighed? Men de andre og særligt KP har slået sig op på det store, stærke og enige parti. Hvilket er noget vrøvl. Hvorfor skulle vi være enige. Om nogle ting, jo, jo. Men det der med, om man kan være medlem af Enhedslisten eller ej… Hvorfor skal vi være enige om det?«

»Men vi er mere uenige på en civiliseret måde end i gamle dage,« siger Anker Schjerning og griner. Det 75-årige medlem af landsledelsen udgjorde sammen med DKP’s daværende formand, Ole Sohn, i sin tid partiets hold under forhandlingerne om dannelsen af Enhedslisten – og har siden været medlem af begge partier.

»Den gang kaldte vi hinanden for klasseforrædere, reformister og det som var værre,« fortsætter Anker Schjerning. »I dag kan vi være uenige på en mere venskabelig måde«.

»Jeg har altid godt kunne lide ordet renegat,« siger Birgit Unnerup. »Renegaten Kautsky!«

---