Afbrænding af hammer og segl som symbol på kommunisthadet. Foto: W. Sutarto / Foto Antara, via Lontar Foundation
6 min. læsetid

Den 30. september 1965 udførte lille gruppe officerer og en håndfuld medlemmer af kommunistpartiet PKI et kupforsøg mod ledelsen af det indonesiske militær. Seks generaler blev dræbt, men kuppet fejlede og blev knust af hæren i løbet af få dage. Herefter indledtes et massemord på hundredtusinder af indonesere.


Af Jeppe Rohde

Den officielle version af massakren i 1965-66 i Indonesien er, at drabet på generalerne var gnisten, der antændte en folkelig vrede mod et parti, som i forvejen var hadet for dets vold, disrespekt for religion og mangel på patriotisme. Angiveligt havde PKI planer om en voldelig revolution og eliminering af enhver, som var imod dem, men de blev stoppet af en
bølge af spontan folkelig vrede imod de forræderiske kommunister.
Denne statspropaganda er blevet gentaget af visse vestlige »eksperter«, men historisk forskning viser en noget anden historie. Det fejlslagne kup var for det første ikke et initiativ fra PKI som helhed, men fra et lille antal PKI-ledere, som i samarbejde med en flok officerer ønskede at fjerne en række højreorienterede generaler – ikke at tage magten over staten.
Den massakre, der fulgte var ikke spontan, men systematisk, og den var organiseret af nationalistiske politikere, religiøse organisationer og, først og fremmest, den indonesiske hær. Denne morderiske koalition modtog politisk og materiel støtte fra vestlige magter.
Allerede få dage efter kuppet begyndte amerikanske og engelske embedsmænd at planlægge, hvordan de kunne udnytte situationen. De øjnede en chance for at knuse PKI, et parti, som de frygtede var farligt tæt på at kunne tage magten i landet.

I årene op til kuppet havde PKI etableret sig som landets mest konsekvente
antiimperialistiske parti. De kæmpede for jordreformer og for nationalisering af udenlandsk ejet minebrug, olie- og plantageindustri.
Ved parlamentsvalget i 1955, som var det sidste frie valg i landet, blev PKI landets fjerdestørste parti med 16,4 procent af stemmerne. Frem til 1965 steg antallet af medlemmer fra 20.000 til mere end halvanden million, hvilket gjorde PKI til verdens største kommunistparti uden for Sovjetblokken. Millioner var desuden organiseret i PKI-relaterede fagforeninger og masseorganisationer for bønder, kvinder, studenter og andre grupper.

Sukarno

Sukarno, den historiske leder af den indonesiske uafhængighedsbevægelse, var meget populær og regerede i realiteten pr. dekret. Han var ikke kommunist, men glødende antikolonialist, der drømte om et magtfuldt og uafhængigt Indonesien, som kunne spille en vigtig rolle globalt.

Sukarno kom i et stadigt større modsætningsforhold til vestlige kræfter, særligt Storbritannien og USA, som han benævnte neokolonialister. I starten af 1965 trak Indonesien sig fra FN og smed Verdensbanken og IMF ud af landet. Toppen i den indonesiske i hær var dog langt mere højreorienteret og arbejdede på at vælte Sukarno. De blev diskret bakket op af USA og andre vestlige kræfter. Drabet på generalerne var en velsignelse for propagandakampagnen mod PKI, og indirekte også mod Sukarno, som nægtede at forbyde kommunistpartiet. Sukarno blev diskrediteret og måtte overgive mere og mere magt til hæren.

Sukarno, Indonesiens første præsident. Han blev gradvist mere diskrediteret, og måtte overlade mere magt til hæren. Han blev afsat af general Suharto i 1967, og sad i husarrest frem til sin død i 1970. Foto: Wiki Commons

Massakrerne

Teorien om, at volden var et pludseligt udslag af folkelig vrede modbevises af dens gradvise eskalering. Efter kupforsøget støttede hæren anti-PKI-demonstrationer med transport og beskyttelse. En uge efter startede »folkelige ransagninger« af PKI-kontorer, mens sikkerhedsstyrker så til, og senere fulgte PKI-medlemmers private hjem. Drabene på formodede PKI-medlemmer og -støtter startede først uger senere: I det centrale Java i oktober, Øst-java i november, efterfulgt af Bali i december. Hvert sted startede massakrerne efter, at sikkerhedsstyrkerne var rykket ind.
Mange ofre blev først anholdt af militsgrupper og smidt i improviserede fængselslejre i afsidesliggende områder. Tusinder blev dræbt ved skydning, dolkning eller ved at få deres kranier knust med sten og køller. Efter mange års propaganda er det svært at afgøre præcis hvor mange ofre der var. De fleste historikere anslår, at mellem en halv og en hel million mennesker døde, mens andre mener det var væsentligt flere.

Vestlig støtte

Vestlige kræfter støttede hæren i dens kampagne mod PKI. 17. oktober var CIA bekymrede over, at hæren ikke ville gå hele vejen, men i stedet satse på »aktioner mod de, som var direkte involveret i mordene på generalerne, hvorved Sukarno ville få meget af sin magt tilbage«.
For at undgå dette gav CIA lister med navnene på tusindvis af PKI-medlemmer til generalerne samt et pengebeløb og en række lette håndvåben. Også Storbritannien, Vesttyskland, Sverige og Holland støttede aktivt op om hæren på forskellig vis. I de kommende måneder spredte drabene sig, og hele landsbyer blev slagtet.
I foråret 1966 kunne det amerikanske udenrigsministerium konstatere, at antallet af kommunister uden for Sovjetblokken var faldet med 42 procent på et år, og New York Times skrev en artikel om Indonesien under overskriften »Glimt af lys i Asien«.
Den hjælp fra udlandet, som hæren fik i 1965/66, var et afgørende politisk signal til Indonesiens ny de facto regering om, at USA og deres allierede var villige til at støtte dem.
Opbakningen var vital for det spirende regime, fordi landets økonomi var i krise, og Vesten var tøvende i forhold til at investere i Indonesien efter Sukarnos overtagelse af britiske og hollandske selskaber og skridt mod inddragelse af vestlig kapital.

Militæret udnyttede den økonomiske krise til at underminere, hvad der var tilbage af Sukarnos autoritet – britiske og amerikanske selskaber som Caltex, Goodyear og US Rubber lavede aftaler med hæren om at kanalisere virksomhederne overskud over til anonyme bankkonti, hvilket udsultede den indonesiske stat for udenlandsk valuta og svækkede Sukarno yderligere. Dagen efter, at hæren officielt overtog magten i marts 1966, fik et amerikansk minefirma tilladelse til at udvinde mineraler i landet. En ny lov, der gav ekstremt favorable forhold for udenlandske investeringer, blev lavet i tæt samarbejde med IMF, og fra 1967 modtog det nye regime 450 millioner dollars årligt fra organisationen IGGI, som var bakket op af bl.a. IMF og en lang række vestlige lande. I løbet af ganske få år var det nye regime sikkert etableret og bundet op på en pro-vestlig økonomisk politik.
Den indonesiske regering nægter stadig at indrømme, at drabene var systematiske overtrædelser af menneskerettighederne, og i stedet fejres »udryddelsen af kommunisterne« som en patriotisk kamp. I april 2015 blev Sarwo Edhie, en af de øverst ansvarlige for massakrerne, udråbt til »nationalhelt« for sine gerninger. Man må sige, at massakrerne tjente deres formål. I dag, 50 år efter, er den indonesiske venstrefløj endnu ikke kommet sig.

Denne artikel er inspireret af artiklen »The forgotten massacres« af Alex de Jong, publiceret på www.jacobinmag.com.


Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet 5, december 2015


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.