De midaldrende mænd og aborten: I can’t believe I still have to protest this shit!

Så forudsigeligt som regn og stiv kuling på 1. maj, måtte Jens Rohdes seneste partihop til Kristendemokraterne uvægerligt medføre endnu en “debat om abort”. Jens Rohde startede ‘debatten’, og Søren Pind fortsatte den på Twitter. Pind mente det var helt fint at få debatteret emnet, og at vi “slipper for nemt om det, i Danmark”. Jens Rohde svarede herefter med følgende tweet:

Lad os bryde tweetet op i mindre dele, for der er flere skamredne pointer at skille ad.
1) Mantraet “imod abort, for den fri abort”. Umiddelbart kan det lyde besnærende. Ved første nærmere undersøgelse virker det godt nok ret meningsløst – i ordets bogstaveligste betydning – men graver man et spadestik dybere, dækker det over følgende synspunkt: Abort er grundlæggende forkert og forfærdeligt, men nu giver vi jer lov til det alligevel, altså så længe I skammer jer behørigt over det.

2) De 15.000 aborter. Det kan virke harmløst at synes, vi skal have færre aborter, men en abort er et medicinsk indgreb, i bund og grund et ‘intrauterint celleskrab’. Ligesom med udskiftninger af knæled eller affrysning af vorter, bliver der formentlig lavet lige så mange indgreb som der er brug for. Søren Espersen spørger senere polemisk, om der virkelig er nogen, der ønsker FLERE aborter? Ja, Søren Espersen, det gør jeg da! For flere aborter betyder færre uønskede færdiggjorte graviditeter, og det går jeg helhjertet ind for. Undertonerne af, at nogle kvinder med fuldt overlæg skulle bruge abort som prævention, gider jeg ikke tage alvorligt, for et sådan problem har formentlig samme omfang som mængden af folk, der må indlægges efter at have spist Hr. Espersens tånegle – med eller uden vorter. Under overfladen er der igen den samme præmis på spil, nemlig at abort er forkert.

3) “Mange kvinder er efter en abort dybt ulykkelige“, postulerer Jens Rohde. I kommentarsporet fremfører Sandie Westh godt nok det faktuelle tal for kvinder, der er “dybt ulykkelige” efter en abort. Det tal er 10%. Nu har jeg personligt fordel af at være matematisk student, og jeg kan afsløre at 10% ikke er ‘mange’. Men hvorfor bliver nogen så faktisk ulykkelige efter en abort? Jo, der er den andel, der får lavet medicinsk nødvendige aborter af et ønsket foster, hvilket er dybt ulykkeligt. Dertil kan lægges dem, der føler skyld og skam over deres valg, takket være folk som Jens Rohde & co. At blive hængt ud som moralsk forkastelig, kan selvfølgelig også have en betydning for menneskets psykiske velbefindende efterfølgende. Endelig er der også kvinder, der bare fortryder deres valg. Det er helt sikkert ulykkeligt, men gør sig altså ikke gældende for de 10 % af kvinderne, Jens Rohde lægger op til – og er under alle omstændigheder ikke noget, han skal blande sig i. I stedet tåger han rundt med beskyldninger mod Sandie Westh om aggressivitet, for derefter at bedyre, at han skam kun mente de kvinder han kender…

Det er næppe undertegnedes eller Sandie Westh’s evner til at læse indad, som gav forståelsesproblemer her, og det tror jeg da heller ikke var intentionen med den oprindelige formulering.

Jens Rohde slutter af med at skrive, at: 4) prævention “da vel også kunne være en del af debatten”. Og ja, prævention er den eneste af de ting han tager op, vi faktisk BØR debattere. Men den diskussion har absolut ingenting at gøre med antallet af aborter. Lad os da endelig få en ordentlig, grundig og faktuel debat om præventionsformer, om uacceptable bivirkninger, om tilgængelighed og om pris – og ikke mindst om det fælles ansvar for prævention i en seksuel relation. Men det er jo ikke dét, Jens Rohde egentlig vil.

Diskussionen er ikke blevet relevant, bare fordi Jens Rohde har fundet Gud. Men som mantraet for kvindekampen ofte går: I can’t believe I still have to protest this shit.