De rige og de kloge bider underklassen

Klasseidentitet er hovedtemaet i bogen ‘Frank Vender Hjem’. Steen Gottlieb har anmeldt Kristian Bang Foss’ nye roman, der med sort humor udstiller overklassens forlorne liv.

Af Steen Gottlieb

Kristian Bang Foss’ nyeste roman er fuld af grotesk humor, usædvanligt fortælle-drive og samfundskritik, der både er bidende og alligevel moderat.

Hovedpersonen er Hvidovre-drengen Frank, hvis far var en forhutlet og alkoholiseret gadesanger, mens moren er en mere robust kontorassistent.

Frank laver det sociale spring, tager en humanistisk universitetsuddannelse og bliver kæreste med Thea, som er født i en overklassefamilie. Hos hende og hendes familie er der rigeligt med penge, og der er fortrolighed med de normer og adfærdsmønstre, som overklassen typisk fastholder som de eneste virkeligt gældende.

Vi bliver fortalt, at Franks valg af humanistisk studie og interessen for kunst og kultur handler om at påtage sig en identitet, der er forskellig fra selvbilledet som taberens søn. Franks far havde fået en hjerneskade, der reducerede hans talent for musik, så han endte med at stå på Strøget og spille ynkelig musik, mens forbipasserende kastede mønter efter ham. Ikke som tak for musikken, men som hån mod det vrag hans far var. Han stod på Strøget, indtil nogen en dag sparkede ham ihjel.

I Theas overklassefamilie elsker man derimod at fortælle historier om ens liv, og man har en lethed og overlegenhed, der gør, at selv uheldige episoder kan genfortælles, så de bliver morsomme. Her er overskuddet så stort, at man kan le af sit underskud – til en vis grænse.

Den forkerte hos de rigtige

Mindreværdet borer i Frank. Når han møder op til sin svigerfamilies rituelle Sankt Hans-fest er det ikke som arbejdsklassens stolte mønsterbryder, men som repræsentant for de udskammede, de forkerte, de ynkelige. Selvfølgelig er ingen i svigerfamilien udtrykt overlegen eller hovski-snovski. Det er bare alt det de gør, alt det de siger og ikke siger, der sætter ham i forlegenhed. Vi bliver vidner til opvisning i La Distinction, upperclass-supremacy eller på dansk: overklasse-hoveren. Alt sammen klistret ind i imødekommende smil og venlige fraser.

“Frank vender hjem” er skrevet med raffineret sans for at opbygge spænding. Under læsningen må man hele tiden lige tage en side til, et kapitel mere, for Kristian Bang Foss forstår præcist at tænde nysgerrighed. Han ved lige, hvordan en cliff-hanger skal placeres. Samtidig med en ofte barok ironi, der kan kalde på smilet, er grundtonen dyster. Hvis nogen af karaktererne udtrykker optimisme eller håb, vil den drevne Kristian Bang Foss vide at udstille håbet som håbløst og optimismen som ubegrundet.

Oven i det er Kristian Bang Foss heller ikke bange for at låne litterært. Handlingens store vendepunkt bliver en lang episode, hvor Frank tager på tur i sin ny kajak, mens hans kæreste er højgravid, lige op over. Kajakturen får et helt uventet forløb. Her låner forfatteren gladeligt fra verdenslitteraturens store lager af dramatik.

Mens hovedpersonen padler sig af sted i havet ud for Stevns, udspilles handlingsforløb, der leder tankerne hen på Hemingways “Den gamle mand og havet”, Defoes “Robinson Crusoe” og Homers fantastiske fortælling om Odysseus. Der er bare lige den store forskel, at mens de tre figurer står som stærke og maskuline, ikoniske mænd, så er vores Frank en forvirret, ynkelig ung mand, der nok kan fange en fisk, men ikke kan finde retning. Kajakturen er både uhyggelig og komisk, og danner med tankeforbindelsen mellem verdenslitteraturens tre havets helte og stakkels Frank en herlig kontrast. Hvordan Franks tur i kajakken ender, skal ikke røbes her. Læseren må have spændingen til gode.

De rige og de kloge

Noget af romanens mest veloplagte samfundskritik foldes ud i skildringen af Franks overklasse-svigerfamilie. Her præsenteres vi for en stribe karakterer, hvor både forfatterens talent for det groteske og den underspillede ironi kommer til sin ret. Hos overklasse-familien er man både kulturel overklasse og økonomisk overklasse.

Svigermoderen Ingelise er tv-stjerne med feel-good programmet om at dyrke have og lave lækker mad i en grad, så det er alt for meget feel-good. Franks svigerfar, André er en idealistisk venstreorienteret, en intellektuel med alle de rigtige meninger. Han er redaktør for forlaget og magasinet Rødt Symposium, men viser sig at være personligt dybt korrupt. Overklassen er så velkonsolideret, at de ikke har det mindste problem med at rumme dens erklærede modsætning, den røde André. Men i bogens verdensbillede er han kun en tilsyneladende modsætning.

Humoren bliver yderligere rablende, når vi hører André glæde sig over at overleve sygdom ved at få en levertransplantation. Han bliver så gjort opmærksom på, at leveren sandsynligvis har tilhørt … en person fra Andrés største moralske modvilje, et medlem af Dansk Folkeparti. Det er stærkt ødelæggende for ham. Man fornemmer, at forfatteren med den detalje i romanen vil fortælle, at dem, de intellektuelle tager afstand fra – Dansk Folkeparti-tilhængerne – er en del af jer selv.

Moralsk samfundskritik

Også svigerfamilien har en historie, de ikke vil have frem: Deres formue blev grundlagt “under krigen” og gennem forretninger “med den danske stats billigelse”. Mere behøver vi ikke at få fortalt før vi ved, at der er tale om penge, som lugter. Det rører dog ikke kynikeren og realisten farbror Bent, for da han hører dette forhold er blevet kendt i offentligheden “kunne (han) ikke lade være med at le. Dem, han omgikkes med, vidste heldigvis, at alle penge var beskidte”.

Romanens figurer er alle tegnet med tydelig accent på deres klasse tilhør hægtet op på en forståelse hvor klasse er social arv, livsstil og vaner.

At nogen overhovedet i dag tør tale om klasse i litteraturen er faktisk helt usædvanligt. Og Kristian Bang Foss gør mere. Han taler også om klassemodsætninger. Om den ene klasses dominans over den anden. Men de modstridende klasser er ikke betingede af hinanden,  har intet  udbytningsforhold.  Klasserne har deres parallelle liv, som det fremstilles. Her taber romanen i skarphed. Samfundskritikken bliver moralsk, en mulig frigørelse forudsætter ikke, at klasserne forsvinder. Frigørelse bliver reduceret til et spørgsmål om at kunne fortælle sin historie. Det er den meget forsigtige utopi, som udtrykkes på bogens sidste side.

André, romankarakteren der tænker i politiske baner, fremstilles som en nar. Han er ondt og vittigt portrætteret, men sammenstillingen af ’venstreorienteret’ – ’intellektuel’ – ’overklasse’ ligner en højreorienteret kliché, som de produceres af Weekendavisen, Berlingske eller Pia Kjærsgaard. I den henseende er “Frank vender hjem” pinlig-konform med mainstream-tænkning. 

Kristian Bang skal have stor kredit for sin sorte humor og sin udstilling af overklassens forlorne liv. Hvis han udviklede på sin samfundsforståelse, ville han være godt på vej til at blive en af Danmarks store, realistiske samfundsskildrere.

Frank Vender Hjem er udgivet på Gyldendals forlag.

Steen Gottlieb er cand. mag. og arbejder som indvandrerlærer. Han er medlem af Gert Petersen-selskabet.