Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
1. september. 2021

Debat: Afghanistankrigen var et nederlag for den amerikanske imperialisme – og en tragedie for det afghanske folk

USA og NATO har tabt krigen i Afghanistan. Fremtiden ser svær ud for det krigshærgede afghanske folk. En række andre regionale magter vil nok forsøge at udfylde tomrummet.

Taleban har igen indtaget regeringskontoret i Kabul. Foto: Zabi Karimi
Denne artikel tager cirka 9 minutter at læse.

Som aktiv i antikrigsbevægelsen var jeg med til at protestere aftenen efter at krigen startede den 7. oktober 2001. Derfor hilser jeg nu USA og NATO´s totale nederlag i Afghanistan velkommen. Næsten 20 års militær besættelse og krig er endelig slut, og åbner nu muligheden for at afghanerne selv kan bestemme over deres fremtid.

Antikrigsbevægelsen allierede sig med de afghanere, som hverken støttede Taliban, krigsherrerne i Den Nordlige Alliance er besættelsesmagterne. En af dem er Malalai Joya, også kaldet Afghanistans modigste kvinde.

Se den nyeste film om hendes og afghanernes kamp her.

Imperialistisk rivalisering forklædt som “krig mod terror”

Angrebet på World Trade Center 11. september 2001 og USA’s militaristiske modsvar,  kendt som ”krigen mod terror”, satte en helt ny international dagsorden, som alle måtte forholde sig til. Med daværende præsident George W. Bush´s ord: ”Enten er du med os eller også er du med terroristerne”.  Afghanistan var blot starten af ”Krigen mod terror”.

Den betød også en voldsom indskrænkning af de demokratiske rettigheder i de krigsførende lande. Og den pustede til islamofobien i sådan en grad, at enhver muslim var at betragte som potentiel terrorist. Den naturlige medfølelse med ofrene for 11. september blev groft udnyttet af USA og NATO, der hævdede deres ret til forsvare sig med alle nødvendige midler. 

I Danmark udtalte statsminister, Poul Nyrup, lige efter 11. september, at Danmark var med USA hele vejen, og det kom til at holde stik. Første krigsmål var Afghanistan, hvor Taliban-regimet skjulte Al-Qaedas leder, Osama Bin Laden, der havde taget ansvaret for angrebet på World Trade Center.

Selvom krigen var godkendt af FN, stemte SF og Enhedslisten imod dansk krigsdeltagelse i Afghanistan i begyndelsen af 2002, hvor Danmark indgik i NATO´s ISAF styrke.

Et nyt amerikansk århundrede

11. september blev den anledning, som åbnede muligheden for at realisere ‘The Project for a New American Century’ (PNAC), og besættelsen af Irak i 2003 blev næste skridt. 

Det var udarbejdet af højrefløjen i USA og blev  grundlaget for ”krigen mod Terror”. Fra 2000 sad mange af dem i George Bush´s administration som rådgivere mv.  Analysen var, at  selvom USA var gået ud af Den Kolde Krig som verdens eneste supermagt, så var USA’s økonomiske magt på verdensplan svækket. Andre økonomiske magter som EU, Kina, Indien, Brasilien mv. var kommet til, og udfordrede USA´s globale dominans. Militært var USA dog stadig supermagten. Derfor skulle USA bruge sin militære overmagt til at styrke sin økonomiske magt.

Talibans regime brød hurtigt sammen, og USA fik kontrollen over Afghanistan sammen med Den Nordlige Alliance og andre krigsherrer. De indsatte Hamid Karzai som præsident. Denne berigede sig selv og sine venner via korruption og narkohandel. 

Robert Kagans neokonservative tænketank ‘The Project for a New American Century’ blev opløst i 2006. Forinden havde den været stor inspirationskilde for den amerikanske regering, der brugte ‘krigen mod terror’ til at retfærdiggøre militære interventioner. Foto: Brookings Institution

Imperialisme forklædt som regimeskifte

Krigen i Afghanistan blev også ”pakket ind” i nødvendigheden af  ”regime change” for at sikre demokrati, frihed og kvinderettigheder.  Men den civile indsats var lille, og krigsherrerne omkring Kazai sikrede sig kontrakter og penge, som de stjal til sig selv.

Krigsmodstanderne derimod, mente, at frihed og demokrati skulle vokse ud af befolkningernes egne ønsker og aktiviteter – ikke påtvinges udefra med militær magt. De arabiske revolutioner i 2011 viste netop dette potentiale, og de udfordrede det ideologiske grundlag for krigene. Det globale oprør i 2019, som bl.a. fandt sted i Irak, Libanon, Sudan, Algeriet og Iran viste igen dette potentiale.

De første par år var der fredeligt i Afghanistan. Folk var afventende, og mange håbede på Vestens løfter om frihed, uddannelse og udvikling. De løfter blev aldrig forsøgt indfriet, hvilket jo heller aldrig var meningen. Så korruption og opium fik kronede dage igen  – begge dele var enten vejen til hurtige penge eller blot overlevelse. 

Fra 2005 voksede utilfredsheden med besættelsen, den væbnede modstand voksede, og Taleban fik et comeback. Fra 2008 stod det klart, at USA og NATO var ved at miste kontrollen over Afghanistan. Obama valgte at sætte hårdt mod hårdt, og indsatte flere soldater for at fortsætte krigen mod terror. Allerede fra 2010 blev USA og NATO tvunget til at trække sig tilbage til de største byer. Derefter startede den exit-strategi, som skulle gøre besættelsen af Afghanistan overstået i 2014. 

NATO og danske soldater trak sig overvejende ud i 2014, og strategien var nu at opbygge, træne en afghansk hær, som kan sikre regeringen og vestlige interesser. På papiret var den afghanske hær på 300.000 soldater, men de fleste var “spøgelsessoldater”, eller var dårligt uddannede, og havde kun meldt sig for at overleve. I februrar 2020 indgik Trump en aftale med Taliban, Kina, Indien og Pakistan om at trække alle amerikanske tropper ud senest den 11.9.2021. Taliban overtog derefter magten næsten uden kamp, og den 31. august skal alle besættelsestropper så være ude af Afghanistan.

Ingen undskyldninger

Det er ubegribeligt at USA og NATOs nederlag kommer som en overraskelse for ansvarlige politikere og militærfolk i USA og NATO. Har de virkelig været så uvidende eller har bevidst lukket øjne og ører for hvad der foregik i Afghanistan?

“Krigsmodstanderne mente, at frihed og demokrati skulle vokse ud af befolkningernes egne ønsker og aktiviteter. Det globale oprør i 2019, som bl.a. fandt sted i Irak, Libanon, Sudan, Algeriet og Iran viste igen dette potentiale”

Advarslerne og kritikken kom ikke kun fra krigsmodstanderne. De kom også fra ledende terroreksperter og militæranalytikere som Lars Erslev Andersen og Peter Viggo Jakobsen og journalister som Eva Arnvig og Nagieb Khaja.

Den globale antikrigsbevægelsen har hele tiden krævet soldaterne hjem fra Afghanistan, og vi har opfordret soldaterne til ikke at gøre tjeneste i Afghanistan. Vi har støttet befolkningernes ret til at gøre modstand mod besættelsen og støttet dele af den afghanske modstandsbevægelsen ved at give dem en stemme.

I 2011 var der et markant flertal af befolkningerne i USA og de fleste NATO-lande, som ønsker at stoppe krigen i Afghanistan uden at det lykkedes antikrigsbevægelsen og venstrefløjen at omsætte denne holdning til aktiv modstand. Herhjemme støttede SF nu også op om Afghanistankrigen, og for Enhedslisten spillede antikrigsbevægelsen ikke nogen central rolle.

I 2019 offentliggjorde Washington Post “The Afghanistan Papers” – en 2000 siders rapport, hvor militære eksperter i hemmelighed løbende har berettet, hvor galt det stod til i Afghanistan.

Så de magthavere, der ønskede at vide, hvad der foregik i Afghanistan, havde muligheden. Der er ingen undskyldninger. Men uanset årsagen til deres “overraskelse”  så skal de stilles til ansvar for Afghanistan krigens enorme menneskelige omkostninger, ødelæggelser og løgne.

Udsigt til fortsat ustabil imperialistiske verdensorden.

Endnu engang har Afghanistan tilføjet en imperialistisk magt et nederlag. USA er stadig verdens største militære magt, selvom The Project for a New American Century blev en fiasko, og har bidraget til at svække USA yderligere. Formålet var jo at indsætte nye regimer, som var venligt stemte over for USA’s interesser. Det lykkedes i første omgang, men disse regimer var så svagt forankrede og korrupte, at både Afghanistan, Irak og Libyen er gået i opløsning som stater.

Krigene har både destabiliseret Mellemøsten og svækket USA. Det har givet Islamisk Stat og andre terrorgrupper de bedste muligheder for at få fodfæste, ligesom det har givet regionale stormagter, som Iran, Tyrkiet og Saudi Arabien mulighed for at fremme egne interesser. Og endelig har det givet Rusland en chance for at generobre lidt af sin gamle status som stormagt. USA er nu tvunget til at koncentrere sig om sin største konkurrent, Kina. Netop i forhold til Kina  har Afghanistan større betydning i dag end for 20 år siden. 

Krigsmodstandere, antiracister og socialister må i offensiven.

Der er allerede kø ved håndvasken. Politikerne skal have vasket blodet af hænderne og forhindre enhver kritik af den militaristiske udenrigspolitik, Danmark har ført de sidste 20 år.

Vi  må stoppe den militaristiske udenrigspolitik – danske soldater skal hjem fra Mali, hvor de er med til at holde en korrupt kup general ved magten. Stop købet af  nye kampfly og planerne om at bruge 2 % af BNP på militæret.

Vi må stille krigspolitikerne gennem de sidste 20 år til regnskab for deres beslutninger og påtage sig ansvaret.

Vi må kræve at Danmark tager ansvar for befolkningerne og flygtningene i de lande, Danmark har påført krige.  Nødhjælp, genopbygning og udvikling skal erstatte krigsførelse. Danmark må sørge for sikre transport hertil for flygtninge i Afghanistan, f.eks. ved at hente dem fra lejrene nærområderne.

Vi må stoppe den racistiske retorik, især islamofobien, som rammer alle borgere fra “ikke vestlige lande”

Stop alle diskriminerende love – lige rettigheder og muligheder for alle borgere i landet.

Luk udrejse centrene og giv asylansøgere mulighed for at skabe en værdig tilværelse.

Flygtninge skal hurtigt sikres permanent ophold, så de hurtigt kan starte en ny tryg tilværelse her.


Om skribenten

Lene Junker

Lene Junker

Mangeårig venstrefløjsaktivist og medlem af Internationale Socialister. Medstifter af Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination. Læs mere