Christian Braad Thomsen: Den protestantiske Jesus klæder Dansk Folkeparti

Morten Messerschmidt vil gøre Dansk Folkeparti til kristendommens forsvarer. Det burde ikke overraske nogen; partiets værdier passer fint ind i Luthers tankegang, mener Christian Braad Thomsen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Har du selv et debatindlæg du gerne vil have trykt? Så skriv til Solidaritet

Af Christian Braad Thomsen

Hen over sommeren har to DF’ere, Morten Messerschmidt og Marie Krarup, sat sig i spidsen for en genkristning af Danmark, som indledtes med Messerschmidt henfalden i bøn på Politikens forside. Det er siden fortsat i både Jyllands Posten og Information. Spørgsmålet er dog, hvilken gren af kristendommen, de vil indføre, for kristendommen har jo udviklet sig til et tag-selv-bord med mange variationer, som indbyrdes udelukker hinanden.

I folkemunde præges kristendommen af lignelsen om ‘den barmhjertige samaritaner’. Men det kan ikke være dén, DF vil realisere, for den strider imod alt, hvad partiet ellers prædiker.

Den handler som bekendt om en jøde, der ligger hårdt kvæstet i vejgrøften. Han bliver hverken hjulpet af præsten eller tempeltjeneren, men af en samaritaner. Samaritanerne var et udstødt folkeslag, fordi mange havde giftet sig med deres assyriske erobrere og dermed undgik at blive sendt til Babylon. Da jøderne vendte tilbage, anså de samaritanerne som et ‘blandingsfolk’, der havde dyrket fremmede guder. Derfor blev de lagt for had.

Det er således noget af en provokation, at Jesus gør en samaritaner til helt i sin lignelse. Han er da heller ingen helt for Dansk Folkeparti, der jo ikke mener, at vi skal hjælpe nutidens nødstedte, men hellere lade dem drukne i Middelhavet, eller sende dem tilbage til de blodige regimer, de er flygtet fra. Messerschmidt mener – i modsætning til den barmhjertige samaritaner – at vi kun skal hjælpe dem, der har samme tro, som han selv har. Og selv om vi er forpligtede til at tage et vist antal kvoteflygtninge, skal vi kun hjælpe dem, der er kristne. Han går ind for sindelagskontrol, men den holder ikke ifølge lignelsen.

Den knap så barmhjertige Jesus

Alligevel var Jesus mildest talt ikke selv en barmhjertig samaritaner, tværtimod. Han forlangte udtrykkeligt: ”Mine fjender der, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne (Lukasevangeliet, kap. 19).”  

Og da indbyggerne i Jesus’ hjemby Kapernaum var lidt modvillige til at omvende sig, lovede han byen en værre skæbne end Sodoma, der som bekendt gik op i flammer. Siden garanterede han, at de der ikke ville omvende sig, skulle udsættes for et veritabelt blodbad. De skulle lide samme straf som nogle galilæere, hvis blod Pilatus lod blande med blodet fra deres offerdyr.  

Det var ved en sådan lejlighed, at besindige jøder mente, at Jesus måtte være besat af en ond ånd. Også Jesus’ egen familie anså ham for at være ”ude af sig selv”. I dag ville man vel kalde ham psykotisk, når han det ene øjeblik hævder, at man skal elske sin fjende, og i det næste at man skal slå ham ihjel. Der er ingen tvivl om, at Jesus ville blive dømt efter den danske racismeparagraf for sit krav om at dræbe alle ikke-troende.

Morten Messerschmidt’s kendskab til Jesus er yderst begrænset. Da han dækkede hele forsiden af den tidligere kulturradikale avis Politiken, lod han sig fotografere fordybet i bøn foran alteret – og kendte således ikke Jesus’ ord: “Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Men når du vil bede, så gå ind i dit lønkammer og luk din dør og bed dit fadervor i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”

Skønt kirken i dag prædiker den barmhjertige Jesus, er det den blodtørstige Jesus, der i 2000 år har præget kristendommen – lige fra korstogene mod muslimer og jøder over de grumme massakrer på de indfødte i Amerika, Afrika og Asien og de protestantiske heksebrændinger i Danmark, helt frem til præsident Bush’s danskstøttede ”korstog” mod Irak.

Krarups formynderstat

Marie Krarup går med sin kampagne for kristendommen ligeledes ind for sindelagskontrol og vil statsliggøre så intimt personlige ting, som hvordan vi må gå klædt, og hvordan vi skal hilse på hinanden. Kvinder må således ifølge Krarup ikke bære slør, selv om sløret faktisk blev dekreteret af kristendommens grundlægger, Paulus, med den begrundelse, at kvindens hoved kun er en afglans af mandens, og at hun bringer skam over sig, hvis hun ikke er tildækket: ”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt. At optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde.”

Her kunne man jo godt ønske, at Marie Krarup havde lyttet lidt mere til Paulus. Til gengæld skulle min mor bare have hørt, at kvinder ikke må bære tørklæde. Hun var en stovt og ateistisk jysk bondekone, som ikke kunne drømme om at forlade vores lille husmandssted uden at tildække sit hår under et tækkeligt tørklæde. Hun ville kun have foragt tilovers for Marie Krarups forsøg på at indføre formynderstaten, hvad angår påklædning. Vi børn lærte i en tidlig alder, at det er uhøfligt at kommentere, hvordan andre ser ud i tøjet.

Morten Messerschmidt og Marie Krarups landsformand, Kristian Thulesen-Dahl, blander sig normalt ikke i religionsdebatten, men har dog fastslået, at det Danmark, vi kender, bygger på kristendommen. Det er dog ikke tilfældet. Det moderne Danmark bygger på et opgør med kristendommen, sådan som den blev formuleret af Paulus og videreført af reformationens grundlægger Luther.

Luthers antisemitisme

Thulesen Dahl er mildest talt ikke skarp i sin Danmarkshistorie, når han hævder, at ”kampen om magten over sjælens frelse forsvandt med reformationen ud af kristendommen”, samt anfører at den lutherske reformation var en forudsætning for det danske demokrati. Det modsatte er tilfældet. Lad mig anføre to groteske eksempler:

Søren Krarup har på Tidehvervs Forlag udgivet rendyrket nazistisk tankegods i form af Luthers antisemitiske kampskrift Jøderne og deres løgne. Det er to gange tidligere udsendt på dansk, først i nazisten og feministen Olga Eggers’ oversættelse på hendes eget forlag, og siden af nazilederen Povl Heinrich Riis-Knudsen på forlaget Nordland.

Luther anbefaler her den jødeudryddelse, som siden blev sat i værk af Hitler, idet han foreslår, “at man sætter ild på deres synagoge eller skole”, at man skal “nedbryde og ødelægge deres huse…, at man skal fratage dem deres bønnebøger og talmudskrifter…, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere fremtidigt at undervise…, at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring…, at man fratager dem alle rede penge og guldstykker…, at man behandler dem med al den ubarmhjertighed, som Moses gjorde i ørkenen, da han ihjelslog 3.000 jøder.”

Thulesen Dahl hævder endvidere, at kristendommen i modsætning til islam ikke er en lovreligion. Også dette er en myte, som energisk holdes i live af kristne præster. Men ifølge Luther – den protestantiske tros grundlægger – er kristendommen en lovreligion, idet både den kirkelige og den verdslige magt er indsat af Gud, og derfor skal adlydes ubetinget. Hvis øvrigheden mishandler os, vil der blive rådet bod på det i vort næste liv. Også på dette punkt går der en direkte vej fra Luther til Hitler, for selv Hitler var ifølge den lutherske tankegang indsat af Gud. Derfor havde Hitler sin stærkeste tilslutning i netop det lutherske Nordtyskland.

DF har altså uret, når partiet mener, at ‘danske værdier’ er skabt af kristendommen. De er tværtimod vokset frem i et opgør med kristendommen.

Christian Braad Thomsen har skrevet bogen Kun dette åndedrag. Kritik af de kristne selvmodsigelser.