Tim Knudsen: Enhedslisten har givet regeringen alt for frie tøjler i ly af coronakrisen

Det er let at forstå, at der i Enhedslisten er debat efter et skuffende valgresultat. Som udenforstående skal jeg ikke blande mig i det meste, men jeg forstår godt, at det er vanskeligt at balancere medlemsdemokrati med folketingsgruppens muligheder for at reagere hurtigt. Jeg forstår også frygten for, at folketingsgruppen parlamentariseres ind i Christiansborg-logik. Men jeg  mener, at folketingsgruppen har ageret – ikke for langsomt, men for hurtigt og overfladisk under corona-krisen. Om det kunne have været modvirket ved mere medlemsdemokrati, kan jeg ikke vurdere. Men der har ikke været grund til at give folketingsgruppen fri til hurtighed. Tværtimod har der her været brug for eftertænksomhed og fælles overvejelser.

Ekstreme beføjelser under corona

Partiet lod sig i starten af coronaen, som det meste af Folketinget, overrumple af regeringen, da denne ville have ekstraordinære beføjelser på grund af Covid. Kun en halv time før andenbehandlingen og fem kvarter før tredjebehandlingen torsdag 12. marts 2020 kl. 22.28 blev Sundhedsstyrelsens forbehold over for regeringens ønsker videreformidlet til Folketinget. Det skete på side 28 i et dokument med 82 svar på spørgsmål. Sundhedsministeren havde angiveligt i lukket samråd sagt, at Sundhedsstyrelsen sagde, at ”det er nu, det skal gøres.” En juridisk vurdering var, at han var på kant med ministeransvarlighedsloven, fordi  ”ministeren har videregivet urigtige oplysninger til Folketinget”.

“Folketinget havde uden større debat givet regeringen ekstreme beføjelser. I andre lande skal man have givet regeringen midlertidige bemyndigelser i væsentligt kortere perioder.”

Dele af Folketinget troede fejlagtigt dengang, at de stemte for noget, som var anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Ved førstebehandlingen sagde Peder Hvelplund fra Enhedslisten, i vildfarelse: ”Når den sundhedsfaglige vurdering er, at det er nødvendigt med de her indgreb, må vi som politikere også lytte efter.” Folketinget vedtog hasteændringerne i epidemiloven, uden at det stod klart, at Sundhedsstyrelsen ikke fandt alle nødvendige, men pegede på, at andre initiativer ville være mere effektive.

Vildfarelsen var fremmet af statsministeren, der på pressemødet 11. marts havde sagt, at det var på ”myndighedernes anbefaling”, at regeringen nu ville lukke Danmark ned for al unødig aktivitet på en lang række samfundsområder. Peder Hvelplund havde heller ikke forstået, at lovændringen betød, at Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, ikke længere indstillede, men blot rådgav. Regeringen kunne derfor sidde direktøren overhørig. Regeringen ønskede desuden at tilsidesætte hævdvundne principper om proportionalitet til fordel for et ekstremt forsigtighedsprincip.

Folketinget havde uden større debat givet regeringen ekstreme beføjelser. I andre lande skal man have givet regeringen midlertidige bemyndigelser i væsentligt kortere perioder. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, som var det nærmeste den samlede opposition havde på en lederskikkelse, så det senere som en fejl. Hasteloven måtte efter få uger revideres flere gange. Samlet blev der i marts og april 2020 fremsat en 20 covid-19 relaterede lovforslag. Senere kom Danmark til at stå alene i Europa med dobbelt fængselsstraf for coronarelaterede forbrydelser.

I Folketinget havde partierne ikke haft snarrådighed til at kræve en politisk følgegruppe nedsat, der skulle mødes med regeringen med korte mellemrum. I Norge holdt statsminister Erna Solberg ugentlige fysiske møder om et bord med partilederne med plads til debat, spørgsmål og klare politiske prioriteringer. Fysiske møder er ifølge den moderne diplomatiforskning mere tillidsskabende end virtuelle møder, fordi der er mere plads til kropsprog og uformel snak i pauserne. Ved at gøre møderne helt regelmæssige afgav den norske statsminister magten over timingen af møderne. Mette Frederiksen timede sine møder med oppositionen friere. Møderne blev afholdt virtuelt med de begrænsninger, det giver for kommunikationen. Folketinget undlod at stille store krav om kommunikation og medindflydelse. Flere partiledere mente senere, at de kun blev informeret, ikke spurgt til råds.

Rokker ved retsstaten

Hvad lærte Enhedslisten af det? Tilsyneladende intet. Tværtimod fremstod partiet som det måske mest halehængsagtige over for statsministeren, da det kom til den såkaldte ”minkskandale”, som ret beset er en skandale i regeringens koordinationsudvalg. Den handler lige så lidt om mink, som Inger Støjbergs instrukssag handler om barnebrude. I begge tilfælde er der tale om, at ministre gør noget ulovligt.

Da det blev klart, at statsministeren i spidsen for regeringens koordinationsudvalg havde truffet en delvist ulovlig beslutning om at udrydde alle mink i Danmark, undveg Enhedslisten en ordentlig stillingtagen ved at sige, at statsministeren ikke vidste, at der var tale om en ulovlighed. Denne primitive undskyldning af statsministeren overså, at sagen juridisk og moralsk set er noget mere kompliceret. Der kunne være tale om grov uagtsomhed. Desuden overså man, at regeringen ikke stoppede ulovlighederne, da den fik besked om, at det var galt. Siden har jurister dynget hinanden til med argumenter for eller imod, at fadæsen var slem nok til en rigsretssag mod statsministeren. Debatten har i al fald ikke været betryggende for tilliden til Danmark som retsstat.

Taktik må vige for principper

Jeg er ikke bekendt med, om Enhedslisten i november 2020 overvejede at sanktionere med en kraftig næse til statsministeren. I hvert fald ville man ikke stemme for en mistillidsdagsorden. I stedet for den umiddelbare politiske reaktion, valgte man at følge et retligt spor ved nedsættelse af en granskningskommission. Men når det kom til stykket, førte man det ikke til ende. Enhedslisten var efter granskningskommissionens offentliggørelse af dens beretning det første støtteparti til at afvise en uvildig advokatvurdering af, om der var grundlag for at drage ministre til retligt ansvar. Afvisningen kom så hurtigt, at partiet næppe kan have nået at læse granskningskommissionens beretning grundigt, endsige overveje den. I mine øjne var det arrogant over for et månedlangt arbejde, som havde kostet mange millioner kr. at gennemføre.

“Taktikken og kompromiserne må lægges væk, når det drejer sig om helt fundamentale retsstatslige og demokratiske principper.”

De Radikale brugte to døgn på at læse og overveje rapporten. Det var heller ikke meget, men dog længere tid end Enhedslisten. Kl. 12:34 den 2. juli sendte De Radikale den første mail ud til partiets tillidsfolk. Partiet ville true statsministeren med et mistillidsvotum tre måneder senere med henblik på at danne en flertalsregering – med samme statsminister. Siden gav man statsministeren den næse, man kunne have givet i november. Juraprofessor Lasse Lund Madsen mente, at støttepartiernes næse til statsministeren langt væk lugtede af ”politisk fedtspilleri og strategisk stoleleg frem for saglig sanktionering.” Jeg kunne ikke være mere enig – med den tilføjelse, at valget blev dårligt ikke bare for Enhedslisten og De Radikale. Der blev sammensat et uarbejdsdygtigt Folketing med hele 12 partier (ny dansk rekord). Indtil videre har vi en krise om regeringsdannelsen.

Jeg er sympatisk indstillet for, at det kan være hensigtsmæssigt med kompromiser i parlamentarisk arbejde. Men efter min mening må taktikken og kompromiserne lægges væk, når det drejer sig om helt fundamentale retsstatslige og demokratiske principper. Jeg håber i øvrigt ikke, at Enhedslisten – og andre partier – igen vil lade sig overrumple, som det skete i marts 2020, og temmelig kritikløst give en regering carte blanche. Jeg håber, at partiets selvransagelse blandt andet vil vedrøre retspolitik og sundhedspolitik. Ikke mindst hos de relevante ordførere.