Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
EU
24. april. 2021

Debat: EU er skabt af mennesker, og kan ændres af samme

Klimakrise, flygtningestrømme og multinationales magt giver massive udfordringer. Der er ikke anden udvej end at ændre EU indefra, skriver Maja Albrechtsen fra Enhedslisten, der er med i partiets nye EU-netværk.

Illustration: KLE-art
8 min. læsetid

Når man er vant til modstand, lærer man at stå godt fast. Og hvis der er noget man kender til, når man er politisk aktiv og et stykke fra midten, så er det at være i modvind når man vil ud med budskaber og holdninger. Men man står fast, fordi man tror på, at man kan gøre en forskel. Den styrke og vedholdenhed man finder på den politiske venstrefløj, er noget af det jeg finder mest inspirerende i politik. Og det giver med det in mente også mening, når man på venstrefløjen – skrevet med al kærlighed og respekt – nogle gange holder lidt længere på et synspunkt, end det måske har fortjent.

I dette tilfælde tænker jeg på mit eget parti, Enhedslisten, og dets fortsatte krav om, at Danmark bør forlade EU. Man skal aldrig sige aldrig, og jeg kan da ikke udelukke et nyt scenarie, hvor det vil være en god idé, ligesom jeg et godt stykke ind i nullerne faktisk delte den overbevisning, at et Daxit var vejen frem. Som tingene er nu, mener jeg det er på tide at revurdere kravet. Jeg har derfor stemt for et forslag om at opdatere vores delprogram, der blev stillet og vedtaget på Enhedslistens årsmøde 2020. Hvorfor vil jeg forsøge at uddybe nedenfor.

Det handler om styrkeforhold

Først og fremmest kan jeg ikke sige nok, at jeg stadig mener, der er plads til forbedring i EU som institution, både praktisk, demokratisk og økonomisk. Men EU er en institution, der er skabt af mennesker – og som dermed kan ændres af samme, såfremt man reelt ønsker det. Ligesom herhjemme handler det om styrkeforhold. Grundlæggende set ligger det vel i socialismens DNA, at ingen udfordring er for stor – det har i hvert fald ikke tidligere forhindret os at prøve, at målet ikke lå ligefor.

Det er uden tvivl en kompliceret proces vi står over for, og vi bør hurtigst muligt påbegynde analysen af, hvor vi skal sætte ind for at få størst mulig forandring hurtigst muligt. Særligt klimamålene og reguleringer i den forbindelse haster, og i forlængelse af det, bliver der også behov for at sikre de grundlæggende rettigheder, når folk begynder at flytte sig. En klar kortlægning af vores strategiske indsatsområder er afgørende, for der er et stort behov for en reel demokratisering og en klarere og mere gennemskuelig struktur for den almindelige borger i EU. Jeg er helt med på at det kræver et skifte i styrkeforhold, ideelt set i form af et større pres fra folket, samt betragteligt mere venstreorienteret politisk indflydelse. Og så kræver det en målrettet indsats for at få omgjort de traktatbundne strukturer, der forhindrer reelt demokrati. 

Men hvorfor skal man blive og kæmpe, vil man måske spørge? Når nu det er så elendigt og svært at ændre. Det er der en række årsager til. For det første ser jeg ikke noget solidarisk alternativ til at blive. Hvis man forestiller sig at vi i Danmark indgik i en alliance med Norden, ville vi muligvis – hvis vi er heldige – klare os godt gennem klimanedsmeltning og flygtningestrømme, men jeg er alvorligt bekymret for, at resten af Europa ikke vil have samme forudsætninger eller held. Det vil primært ramme den del af befolkningen, der ikke har penge eller magt til at flytte eller forskanse sig. Hvis det på den anden side ikke lykkes med en nordisk alliance, ser det endnu værre ud. Vi vil enten kunne lukke os om os selv, hvilket dels kun vil holde for en tid, dels må anses for at være en smule til den usolidariske side, eller vi kan forsøge at hjælpe og efter kort tid erklære os utilstrækkelige på hænder og ressourcer. Vi har brug for en fælles løsning.

Hvis vi skal sikre en solidarisk fordeling af de mennesker, der har brug for at flytte sig på grund af klimaforandringer, skal vi have en velfungerende fordelingsnøgle og samfund, der er indrettet efter at modtage nye borgere uden at de ender nederst i et hierarki, der lukrerer på deres situation. Det er samtidig nødvendigt med en fordeling af ressourcer, der forhindrer ophobninger, og dermed at dele af befolkningen lider nød.

Samtidig er det nødvendigt at føre en samlet og benhård klimapolitik, hvis ikke ovennævnte scenarie skal foregå på en skala, hvor vi ikke kan hjælpe alle uanset fordeling og struktur. Det kan vi ganske enkelt ikke, hvis vi kun er Danmark eller Norden – hvis det skal rykke, bliver det nødt til at være et samlet EU, der handler. Og hellere i går end i morgen, for det ser værre ud dag for dag.

Indbyggere fra Rodriguez i Filippinerne går gennem en oversvømmet by. Ifølge Røde Kors er mere end 10 millioner mennesker blevet tvunget på flugt som følge af klimakrisen det seneste halve år. Hvis problemer på den skala skal løses, kræver det en fælles løsning i EU, mener Maja Albrechtsen. Foto: Ezra Acayan

Fællesskab mod multinationale milliardærer og databaroner

Men hvordan får man lavet den politiske drejning, vil man måske indvende. Det er jo alligevel et stykke fra den retning, vi er på vej i nu. Det er sandt – men igen – jeg ser ikke noget alternativ til at prøve. Fordi det pt. er vores bedste og måske eneste chance, med de kæmpe udfordringer vi står overfor – her mener jeg som nævnt primært klima og flygtninge, men også overvågning, multinationale selskabers magt via data og ophobning af kapital og demokratiske trusler fra samme.

“Hvis EU kunne garantere en slags progressivt, rettighedsbaseret minimumsniveau – måske endda med en grøn og retfærdig fordelingsnøgle indbygget – vil det være en struktur, vi kunne få rigtig meget gavn af alle sammen.”

Ud over de umiddelbare trusler er den skævvridning af vores demokratiske processer og de multinationale selskaber noget af det, der truer vores nuværende velfærdssamfund mest. Vi bliver nødt til at erkende vores også i denne sammenhæng særdeles ringe størrelse – der er ikke meget, vi kan stille op alene. Men hvis man arbejder målrettet på at samle og styrke den europæiske venstrefløj, samtidig med man samarbejder med og opdyrker folkelig organisering og bevægelse, så kan vi meget. I hvert fald betydeligt mere, end hvis vi lader være.

Her vil man måske indskyde, at det jo blandt andet er EU, der har skabt førnævnte selskaber, eller i hvert fald givet dem mulighed for at vokse. Det er sandt – men hvor er det så bedre at gå i gang med at regulere og sikre en kontrol af data og kapital? Hvis man skal regulere lovgivning på et niveau, hvor det rykker noget på disse områder, bliver det nødt til at være i stor skala. Som enkeltlande er det svært at stille meget op. Ultimativt vil det være et valg mellem at forsøge at ændre reglerne og systemet indefra nu, eller trække sig ud og forsøge at bekæmpe det udefra, enkeltvis eller i klynger. Samtidig med det dér med klimaet. Jeg tror ikke på det, det må jeg tilstå.   

Fremtidens EU

Endelig er der også hele problemstillingen med EU’s bureaukrati. Og ja, det er da tosset. Men det er også skabt af mennesker, og kan ændres igen. Forandring vil, uanset niveau og forankring, være en hård og utrolig nørdet proces, men jeg tror, den vil være det værd. Hvis EU kunne garantere en slags progressivt, rettighedsbaseret minimumsniveau – måske endda med en grøn og retfærdig fordelingsnøgle indbygget – vil det være en struktur, vi kunne få rigtig meget gavn af alle sammen.

Okay, jeg er med på, det lyder vildt. Måske er det heller ikke noget, vi når i mål med i morgen. Men det starter med, at man tør tænke det. Når jeg taler med de unge, bliver jeg mere optimistisk. De er langt mere progressive end min egen midt-firser-generation, de har langt større ambitioner for grøn omstilling næsten uanset fløj, og de er enormt bevidste om magtstrukturer. Når jeg tænker på, at det er dem, der skal overtage, synes jeg måske ikke, de lyder helt så vildt. Det lyder i hvert fald mere realistisk end ideen om at melde sig ud, håbe de andre også gør det, og så bygge noget andet op fra bunden, der kan nå at blive klar til at løse de udfordringer, vi kommer til at stå overfor. Det er et forsøg værd.

Om skribenten

Maja Albrechtsen

Maja Albrechtsen

Cand.pæd. i filosofi, ansat i Liva Rehab. Medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse. Læs mere