Debat: EU-mindsteløn – eller lav løn i EU?

I denne for vor menneskehed så besynderlige tid, hvor ord og begreber bliver perverteret og fordrejet konstant, kan det selv for velmenende mennesker være svært at holde tungen lige i munden. Nye dagsordener kommer i et så hastigt tempo, at bare kampen for status quo synes at være det bedst opnåelige, alt imens arbejderklassen taber terræn som aldrig før.

Et helt aktuelt eksempel er den ophedede debat om den såkaldte EU-mindsteløn. “Nødderne knækker vi selv”, sagde daværende LO-formand Thomas Nielsen i 1972, da man skulle have arbejderne til at acceptere Danmarks indtræden i EF. Som årene er gået, og som kapitalismen har fået lov til at udvikle sig, kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved LO-toppens hensigter tilbage i 1972. En anden antagelse ville være, at det var en komplet uduelig ledelse, hvilket jo ville være endnu mere katastrofalt.

Mindsteløn er et skalkeskjul

Når vi så i dag igen skal høre på, at debatten om “EU mindsteløn” ikke handler om et for eller imod EU, men om at værne om den danske model, vil naiviteten ingen ende tage. For det må enten skyldes naivitet, eller at man slet og ret ønsker, at kapitalen kan begå rovdrift på mennesker og natur – altså pengenes magt.

“EU er ikke et råd af borgerlige demokratier, som har sat sig som mål at gyde mælk og honning ud i alle afkroge af Europa. EU var og er et redskab for Europas multinationale selskaber.”

Når vi skal diskutere “EU mindsteløn” med hinanden, så er vi nødt til at gøre os den ulejlighed at forstå, hvad det er, vi har med at gøre. Det, som vi er vidner til, er kapitalens jagt på mere profit, og dermed et opgør med nationalstaternes rammer, som er dér, hvor arbejderklassens rettigheder og de sociale landvindinger er opnået.

Vi bliver simpelthen nødt til at forstå, hvad EU er for en størrelse. EU er ikke et råd af borgerlige demokratier, som har sat sig som mål at gyde mælk og honning ud i alle afkroge af Europa. EU var og er et redskab for Europas multinationale selskaber, et redskab for kapitalen i Europa som en modpol til de daværende socialistiske lande, og et værktøj til at slå arbejderklassens fremskridt tilbage.

Kapitalismen er en aggressiv størrelse, som hele tiden er nødt til at ekspandere for at overleve. Når ikke kapitalismen kan ekspandere – altså når produktionen bliver større end behovet – så er det, vi oplever systemkriser med katastrofale konsekvenser for befolkningerne til følge. Det oplevede vi senest i fuldt flor i 2008.

En fortsættelse af EU’s nyliberale traditioner

Det er med de øjne, vi bliver nødt til at forholde os til spørgsmålet om EU-mindstelønnen. Det er ikke et forslag stillet af et politisk parti, men derimod et forslag, der kommer fra EU-kommissionen, hvis opgave er at stille de store multinationale selskabers sult efter profit.

Vi har set en række eksempler i nyere tid, der bekræfter udviklingen i EU og EU’s formål. Vi ser det med patentdomstolens virke. Det handler ikke om at sikre de små iværksætteres opfindelser, men derimod om at sikre de store selskaber monopol på profit-mulighederne.

Vi så det igen i 2014, hvor Kommissionen havde fået den fremragende idé, at man skulle afbureaukratisere og skabe bedre vilkår for virksomhederne under ledelse af det magtfulde Stoiber-udvalg. Udvalget anbefalede i en rapport – at 90 % af alle virksomheder i EU kunne undtages fra arbejdsmiljølovgivning, sundhed og forbrugersikkerhed, fordi man så det som en byrde for virksomhedernes jagt på profit.

Nu ser vi det så igen med forslaget om en EU-mindsteløn. Egentlig burde det omtales “lav løn i EU”, for det vil blive dets reelle konsekvens. Det er jo ikke fordi, de store multinationale selskaber i EU har fået den sympatiske ide, at nu skal lønnen hæves for de lavest lønnede i hele Europa. Nej, det handler om et opgør med nationalstaternes rammer, hvor fagforeningernes kollektive muligheder for at forhandle overenskomster jo ligger.

Man ser det som en forhindring og en byrde i jagten på mere profit – og ønsker derfor et sammenligneligt arbejdsmarked i EU, der giver virksomhederne lettere spil. Konsekvensen bliver derfor, at lønnen vil blive presset ned mod den EU-lovfastsatte mindsteløn, og på sigt kan det afmontere den kollektive overenskomstmodel i medlemslandene.

EU tromler demokratiet

Det kan ikke være mere forkert, når folk forsøger at fortælle os, at det her ikke handler om at være for eller imod EU. For det er lige præcis sagens kerne. Det er EU’s eksistensgrundlag at være et redskab, der kan tromle hen over nationale demokratier, kollektive aftalemodeller og sociale landvindinger i kapitalens jagt på at holde liv i batterierne.

Lad os derfor være bevidste om det, og rejse modstand mod EU-maskinens angreb på vores kollektive overenskomster. Samtidig kan vi også gøre op med den i forvejen alt for lave overenskomstmæssige mindsteløn, som den danske model har på sin samvittighed. Kun gennem arbejdernes klassebevidste kamp vil vi være i stand til et sådan opgør, så lad os kæmpe for en mindsteløn, som er i stand til at sikre arbejdernes nutidige behov!