Debat: Folkeskolens stille erosion går under radaren

Har du lagt mærke til, hvor lidt folkeskolen generelt fylder i samfundsdebatten og den igangværende valgkamp? De fleste politikere taler gerne om manglen på sygeplejerker på hospitaler og pædagoger i daginstitutioner, men sjældent om skolen.

Hvis der undtagelsesvist popper skolestof op fremstår det faktuelt, men følges sjældent op af uddybende debat. Hvorfor mon? Der er flere årsager. Skolen er kompleks. Reelt er det kun lærerne, der ved, hvad der foregår i skolens hverdag. De deltager sjældent i den offentlige debat af etiske og mere eller mindre misforståede loyalitetsgrunde – måske også nogle gange af frygt for diverse repressalier?

Skoletænketanken Sophia måtte for nylig aflyse et sommerkursus på en højskole om skolens fremtid. Det samme skete for Grundvigsk Forum, der måtte udskyde en debat til næste år. Hvorfor? Der var for få tilmeldinger. Lærerne havde ikke overskud eller lyst til at diskutere skolen på det overordnede plan i deres sommerferie. De har travlt med at overleve i hverdagen.

”Sammen om skolen” – men om hvad?

Mange lærere føler i øvrigt, at Danmarks Lærerforening yder et for svagt fagpolitisk modspil til politikerne i samarbejdsprojektet: Sammen om skolen. Her er partnerne Skolelederforeningen, KL, Danske Skoleelever, Skole og Forældre, BUPL og Børne- og Kulturchefforeningen, der mødes med forligskredsens uddannelsesordførere for at løse nogle af skolens store udfordringer.

“Bjarne Corydon og Christine Antorinis reform er dumpet med et brag. De ansvarlige er flygtet ud af Borgen. Lærerne står tilbage med problemerne som sædvanligt.”

Mange lærere føler, at deres fagforening mere er formidler af pædagogisk snak, og i mindre grad varetager medlemmernes basale arbejdsforhold, der ofte stiller sig hindrende i vejen for, at de kan lykkes med bare noget af deres pædagogik og undervisning.  For mange ord og for lidt handling i et partnerskab, der støder på grund i mange kommuner på grund af manglende økonomi.

Kommunerne lægger budgetter i disse måneder. I Odense har man måttet skrinlægge et større investeringsprojekt i folkeskolen til ca. 130 millioner, fordi der mangler  penge. Valgløfterne må opgives under et år efter kommunalvalget.

I Vordingborg forestår en større skolestrukturændring, der vil medføre skolenedlæggelser og fusioner med alt, hvad deraf følger af nedskæringer og kvalitetsfald. Tre af kommunens skoleafdelinger er i øvrigt under skærpet tilsyn af Undervisningsministeriet, fordi kvaliteten ikke er i orden. Absurd nok er måleinstrumentet de nationale tests, som eksperter har påvist viser forkert, og som politikerne har opgivet og ønsker erstattet af nye tests i 2026/27.

Hvad er status så for folkeskolen?

Der er mange grunde til, at folkeskolens forhold ikke diskuteres så meget. Kriserne ligger i lag, så hvor skal politikerne tage fat på de problemer, som de selv har skabt med inklusionsreformen i 2012 og folkeskolereformen i 2014? Både indhold og rammer blev i høj grad topstyret af Corydon fra konkurrencestats-tænketanken – også kaldet Finansministeriet – uden om lærere, skoleforskere og forældre. Ikke så underligt, at SF da også nu har opsagt folkeskoleforliget. De skulle aldrig have indgået det!

Politikerne har ikke nået målene med reformen: Ifølge to rapporter fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, i 2020, så fremgår følgende:

1) De fagligt svage elevgrupper har ikke fået det tilsigtede løft i reformperioden. Hverken i dansk eller matematik har der været nogen udvikling i resultaterne for de elever, der har en udfordrende social baggrund. Det gælder både, når man kigger på de nationale tests i 6. klasse og afgangsprøverne i 9. klasse. I øvrigt er kløften mellem drenges og pigers karakterer øget i de senere år ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening. Drengene sejler agterud.

2) Trivslen “som helhed” er dalet fra 2014 til 2018. I udskolingen er andelen af elever, der har en høj trivsel, dalet med tre procentpoint fra 61 procent i 2014 til 58 procent i 2018. På mellemtrinnet er andelen af elever med høj trivsel faldet med to procentpoint i samme periode.

3) Der er endnu ikke overordnede tegn på, at reformen har haft positiv betydning for elevernes faglige resultater, skriver VIVE. 9. klassernes afgangsprøver har haft et fald i resultaterne i dansk og matematik fra 2012 til 2018, men de er “næsten konstante”.

4) Flere dansk- og matematiktimer har ikke gjort en stor forskel for resultaterne i de nationale tests i 6. klasse og for 9. klasses afgangsprøver.

Inden reformen viste undersøgelser, at flere fagtimer havde en positiv indflydelse på resultaterne, men det er altså ikke fortsat efter reformen. Årsagen er, at skoledagen har ændret sig, og lærerne har mindre forberedelsestid i dag end tidligere, hvilket også kan påvirke kvaliteten af undervisningen og dermed resultaterne.

5) I 2018 er det under halvdelen af skolerne, der har fået indført alle skolereformens tiltag. Allerbedst går det med at sætte tid af til understøttende undervisning og lektiehjælp, mens det går noget mere sløjt med bevægelse i skolen og Åben Skole.

Med andre ord: Bjarne Corydon og Christine Antorinis reform er dumpet med et brag. De ansvarlige er flygtet ud af Borgen. Lærerne står tilbage med problemerne som sædvanligt.

Folkeskolens rekrutteringsproblemer og lærerflugt

En rapport fra foråret 2022 fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste, at 40 % af nyuddannede lærere er væk fra folkeskolen 5 år efter dimissionen. I København er det endnu værre; der har 45 procent af de nyansatte lærere forladt deres job efter kun to år. Ansøgningerne til læreruddannelsen faldt med 11 % i år. Faldet har været gældende i nogle år.

I 2019 var frafaldet under læreruddannelsen 32 procent. Samme niveau som før 2012, hvor læreruddannelsen fik indført et krav om mindst 7 i karaktergennemsnit. Selv om der mangler lærere, blev kun 55 procent af de nyuddannede lærere fra årgang 2020 ansat på folkeskoler og offentlige specialskoler samme år, som de blev færdige. Det viser en ny analyse fra tænketanken Kraka. Kan der tænkes et tydeligere tegn på folkeskolens dårlige arbejdsmiljø?

I øvrigt klager lærerne over, at det i stigende grad er emsige og veluddannede forældre, der forpester deres arbejdsmiljø på Aula og andre platforme. Ofte oplever lærerne manglende opbakning fra ledelsen i disse situationer, hvilket fører til et uheldigt normskred i dagligdagen. Lærerne opgiver at fremstå som autoritet i klasseværelset.

Amatører kan ikke løfte folkeskolen

Lærermanglen har medført, at ikke-læreruddannede personer forsøger at varetage undervisningen.  De gør en behjertet indsats, men vi nærmer os nu i mange kommuner en situation, hvor hver 5. underviser ikke er læreruddannet. I nogle kommuner er det værre:
Albertslund: 30 %, Vordingborg: 30 %, Frederikssund: 34 %. Tallene er fra 2019. DLF publicerede først tallene i 2021.

“Det er ikke imponerende, at politikerne i stor grad ser ud til at have opgivet at løse problemerne, og bare bevidstløst råber: Frihed til skolerne – uden egentlig at gå ind og påtage sig ansvaret for at ændre de basale forhold.”

Man skal vist være politiker, hvis man tror, at en amatør kan gå ind og uddanne og danne elever i klasser med høje klassekvotienter – med en håndfuld børn og unge med diagnoser og med en meget ringe forberedelsestid.

Undervisnings-differentiering har altid været overordentligt svært i praksis. I dag er det mange steder umuligt. Det er uansvarligt både over for underviser og elever. Der hobes samfundsproblemer op hver dag i skolen, hvor den i stedet skulle danne grundlaget for en god samfundsudvikling for fremtidens borgere. Det bliver dyrt at få samlet op på, hvis det overhovedet er muligt?

Lærerne præsterer på trods af reform og arbejdsforhold

Når man alligevel kan opleve velfungerende klasser og skoler rundt omkring, så skyldes det som altid lærerne og dygtige ledere, der ligger vandret og reelt overpræsterer i forhold til de basale vilkår, de er blevet givet. Alt for mange af dem knækker desværre også nakken på det.

Forleden kunne man i Politiken læse, at 18 procent af folkeskolerne ikke evner at gøre eleverne så fagligt dygtige, som de burde være. På 62 procent af skolerne klarer eleverne sig som forventet, og på 20 procent klarer de sig bedre end forventet. Det er faktisk ret imponerende. Respekt for lærerne!

Det er derimod ikke imponerende, at politikerne i stor grad ser ud til at have opgivet at løse problemerne, og bare bevidstløst råber: Frihed til skolerne – uden egentlig at gå ind og påtage sig ansvaret for at ændre de basale forhold, som er den lange skoledag og den alt for bogligt målstyrede skole, der kværner kreativitet og virkelyst.

Skolen tilbage på sporet

Rent faktisk gør man i dag børn fortræd i folkeskolen. I Politiken kunne man læse et åbent brev til Folketinget fra 1.000 psykologer: ”I 2021 havde 28 procent mellem 16 og 24 år dårligt mentalt helbred, markant flest kvinder. Mod 12 procent i 2010, har Den Nationale Sundhedsprofil tidligere dokumenteret. Psykisk mistrivsel, der kan føre til egentlig psykiatrisk sygdom. På 10 år er antallet af børn og unge, der behandles i psykiatrien, steget med omkring 50 procent, fastslog Sundhedsstyrelsen i sit faglige oplæg til en psykiatriplan fra januar.”

Det er jo både uholdbart og uacceptabelt! Vi må genfinde vores særligt danske skole- og børnesyn, hvor skolen har værdi i sig selv. Arven fra Grundtvig og Kold.

Skolen for livet

I Politiken skrev psykologiprofessor Lene Tanggaard: ”…En helt enkel sandhed… er, at børn gør det bedste, de kan. Der er i udgangspunktet ikke noget galt med vores børn og unge. Det er de rammer, vi skaber i skolen og andre steder, som vi må genoverveje. Der er for meget ydre præstationspres, som ikke handler om det enkelte barn. Alle børn skal blive så dygtige, som de kan, lyder mantraet i den nuværende skole, men den dygtighed er reduceret til at levere præstationer på snævre måleskalaer.

I stedet bør vi give lærere, pædagoger og skoleledere muligheder for at møde elever og børn med nænsomhed, omsorg og passende, fagligt velovervejede krav.

Det er lige før, at man kan drømme om noget langsomhed, ro og tid til at finde ud af tingene. Vi kan ikke forcere børn og unges hverken personlige eller faglige udvikling, ligesom vi kan få maskiner til at arbejde smartere og hurtigere. Det, som børn og unge husker fra deres tid i skolen, er jo, om de blev set. Om der var tid til at blive trøstet over tabet af et venskab, tid til at studere livet i dammen eller i skoven. De husker lejrturen i 6. klasse og den lærer, der måske gav dem lysten til at læse eller nysgerrigheden på livet…”

Netop. Lad os genskabe den skole, der ikke kværner børn, for som den grundtvigske skolemand Christen Kold sagde om skolen: ”Træd varsomt, thi her bliver mennesker til.”
Børn og unge må ikke gå til i folkets skole. Lad debatten begynde – også i valgkampen. Nu har jeg i hvert fald trådt på nogle ømme tæer!