Debat: Fra et kinesisk perspektiv har Europa et historisk ansvar for Ukraine-krigen

Ruslands angrebskrig mod Ukraine er uden tvivl en af de mest alvorlige, globale geopolitiske konflikter siden afslutningen af Den kolde Krig. Hvis konflikten fortsætter med at udvikle sig efter sin hidtidige logik, kan en yderligere eskalering ikke udelukkes – indtil verden ender med at står over for den mest tragiske væbnede konfrontation, og den største humanitære katastrofe siden slutningen af Anden Verdenskrig.

Selv det utænkelige og unævnelige A-spørgsmål er ikke længere tabu. Hvordan kan den civiliserede verden i lyset af en så eksplosiv konfrontation mon sikre, at våbnene bliver lagt ned, og at forhandlingens og kompromisets vej bliver genoptaget så hurtigt som muligt? 

Når man ser på ordene og handlingerne fra alle involverede i konflikten, må man komme til den pessimistiske konklusion, at konflikten for øjnene af den civiliserede verden er i frit fald i en retning, der kun kender en vinder. 

Massiv krigsoprustning i gang

Rusland havde lagt kortene på bordet for NATO og Ukraine længe inden eskaleringen startede. Hovedbudskabet var dengang, at NATO skulle stoppe med at ekspandere mod øst, og at Ukraine skulle være neutralt. På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til, at Rusland vil stoppe krigen, før dets mål er nået. Civile ofre er skruppelløst indregnet som følgeskader.

“Når man ser på ordene og handlingerne fra alle involverede i konflikten, må man komme til den pessimistiske konklusion, at konflikten for øjnene af den civiliserede verden er i frit fald.”

Ukraine – som de seneste år har gjort NATO-medlemskab til et nationalt krav – vælger nu at fortsætte kampen med NATO-støtte. En indrømmelse i russisk forstand er udelukket for Ukraine; NATO og EU-landene har lukket op for alle sluser i denne konflikt, lige fra omfattende sanktioner mod Rusland til vidtrækkende og frem for alt militær støtte til Ukraine. Det eneste, de stadig viger tilbage for, er en direkte militær konfrontation med Rusland.

Ifølge USA’s præsident Joe Biden bør Rusland blive degraderet til “paria” i det internationale samfund. Tyskland – den stærkeste økonomi i EU – har fra den ene dag til den anden opgivet fortællingen om den “civile magt”, der i årtier gennem hele efterkrigstiden var blevet dyrket omhyggeligt, og har skyndt sig at annoncere en oprustning, der straks bliver indledt med etableringen af en “særlig fond” på 100 milliarder euro, ved siden af Tysklands normale militærbudget. 

Uhyggelige minder om Første Verdenskrig

For en kinesisk videnskabsmand, der som jeg har fokus på europæiske og tyske studier, er logikken i denne konflikt, tænkningens logik hos de modstridende parter, alt andet end fremmed. Allerede den Første Verdenskrig – “Det 20. århundredes grundlæggende katastrofe”, som den amerikanske historiker George F. Kennan med rette har kaldt den – var resultatet af denne logik. Det er mere end 100 år siden, at de europæiske nationalstater, styrket af hver deres kolonier og globale indflydelse, stod over for hinanden i fjendtlige lejre.

Fredskonferencen i Paris fulgte den samme logik, og skabte en international orden efter princippet om, at “vinderen tager det hele”. Det var det, som det besejrede Tyskland ikke var tilfreds med, og som tændte lunten til endnu en verdenskrig, hvis beregnede grusomhed af industrielle proportioner stillede alle tidligere krige i skyggen. Men de to verdenskrige kunne ikke fuldt ud tilfredsstille det europæiske krav om en afgørelse til fordel for en endegyldig sejrherre løbet af Den kolde Krig. Gennem gensidig nuklear afskrækkelse undslap verden flere gange med nød og næppe en eskalation i form af glohede konfrontationer. 

Det er heller ikke noget nyt, at de stridende parter hver for sig udstyrer deres handlinger med en moralsk dimension, og beskylder hinanden for krigsforbrydelser og for at være skyld i krigen. Det gjorde de også i Første Verdenskrig.

Europa synes at have lært meget lidt af historien. I disse dage anklager NATO og Europa Rusland for at overtræde international lov, og for barbari. For Rusland handler denne konflikt om “afmilitarisering”, “afnazificering” og om “beskyttelse mod den voksende militære trussel” i Ukraine.

Europæiske løsninger på europæiske problemer 

En gennemgang af de europæiske kriges historie siden begyndelsen af det 20. århundrede tvinger mig til en konklusion, der sandsynligvis bliver afvist af de europæiske kolleger med forargelse og benægtes kategorisk: På den ene side repræsenterer Europa uden tvivl et fyrtårn af den moderne menneskelige civilisation. Men på den anden side har Europa gentagne gange bragt verden til randen af sammenbrud og ødelæggelse. Fra dette perspektiv fremstår det moderne Europa som en civilisation med et janushoved med et rædselsvækkende fjæs af barbari, der skjules bag en hellig facade af absolutte værdier og ideer. Det er yderst sjældent i europæisk historie, at en kritik af denne urokkelige europæiske selvbevidsthed om sin egen mission i verden – som ikke  kritiseres fra Europa – bliver hilst velkommen.

“På den ene side repræsenterer Europa uden tvivl et fyrtårn af den moderne menneskelige civilisation. Men på den anden side har Europa gentagne gange bragt verden til randen af sammenbrud og ødelæggelse.”

Tillad mig som en, der altid beundrer Europas civilisatoriske præstation og alligevel er forankret i kinesisk kultur, at komme med en appel til europæerne: I denne konflikt handler det sandelig ikke om den endelige kamp mellem menneskehedens frihed og trældom, men snarere om fortsættelsen af det moderne Europas historiske logik: Det er på tide, at europæerne ser denne logik i øjnene, og gør en ende på dette nulsumsspil. Sæt en stopper for galskaben!

Kulturerne uden for Europa ser med frygt på denne europæiske historiske logik, og prøver forfærdet at tackle den. Europa har ingen ret til at tvinge hele verden til – efter et århundrede fyldt med katastrofer – atter at skulle vælge mellem krig og fred, mellem overlevelse og ødelæggelse. 

At den russisk-ukrainske konflikt i bund og grund er et europæisk problem, er ikke noget uansvarligt argument af en tilfældig kinesisk akademiker, som uden skrupler tilsidesætter retfærdigheden og fordrejer fakta – men en simpel konstatering i den europæiske fornufts ånd. Den kenyanske videnskabskvinde Martha Bakwesegha-Osula har i det tyske månedsblad International Politik og Samfund, givet udtryk for det afrikanske perspektiv på den russisk-ukrainske konflikt med ordene: “Europæiske løsninger for europæiske problemer!” Det er dette syn på tingene, som også er en vigtig årsag til, at mange lande – hvor næsten halvdelen af verdens befolkning lever – den 2. marts afholdt sig fra at stemme i FN-generalforsamlingen om situationen i Ukraine. 

I disse dage bliver de europæiske stemmer stadig mere højlydte, som går ind for, at Kina burde inddrages i den diplomatiske mæglingsproces for en afvikling af den russisk-ukrainske konflikt. Kina har svært ved ikke at spørge sig selv, om Europa for alvor kunne bruge kinesisk hjælp til noget. Ville Europa acceptere den kinesiske værdiforestilling om, at freden og harmonien bør have højeste prioritet?

I modsætning til den europæiske ‘sejrherres-logik’, er Kinas erfaring med historiens gang bekendt med kompromiser og praktikker, som i Europa ofte betegnes som ʼkirkegårdens fred’ eller som ‘illusorisk fred’. “Hvis du bevarer tålmodigheden, vil du finde ro og fred; hvis du træder et skridt tilbage, vil du vinde større albuerum.” – vil disse kinesiske trossætninger i Europa mødes med sympati eller støde på foragt? Er det et fredsskabende kompromis, Europa forventer i tilfælde af en kinesisk formidling, eller kræver man, at Kina stiller sig side om side med Europa, og på den måde bliver medspiller i det europæiske nulsums-spil? 

Europas fremtid skal tænkes sammen med Rusland 

Opmærksomme iagttagere vil have bidt mærke i, at jeg konsekvent omtaler den russisk-ukrainske konflikt inden for rammerne af ‘Europa’ – og ikke inden for en ramme, der hedder ‘Europa og Rusland’ eller ‘Vesten og Rusland’. Med andre ord: Den fremtidige europæiske sikkerhedsramme skal være én, hvor Rusland og de europæiske stater er tænkt sammen i snævrere forstand – og ikke én, der er indstillet ekskluderende eller konfrontativ over for Rusland. Et europæisk sikkerhedssystem, der ikke inddrager og involverer Rusland, er simpelthen realitetsfornægtelse eller flugt fra virkeligheden – og kan aldrig være gavnlig for en europæisk fred.

“Kina har svært ved ikke at spørge sig selv, om Europa for alvor kunne bruge kinesisk hjælp til noget. Ville Europa acceptere den kinesiske værdiforestilling om, at freden og harmonien bør have højeste prioritet? “

Allerede da Den kolde Krig havde nået sit højdepunkt, formåede de to blokke – efter hårde og seje forhandlinger i Helsinki – inden for rammerne af konference-formatet om Sikkerhed og Samarbejde i Europa at blive enige om afspænding, gensidig forståelse og fremmelse af fred.

Desværre blev disse fælles bestræbelser efter ’historiens afslutning’, dvs. Vestens påståede triumf, mere eller mindre bevidst negligeret. Den russiske præsident Putin har i sin tale til den tyske Forbundsdag 25. september 2001 beklaget Europas manglende tillid til Rusland, men samtidig udtrykt et ønske om alligevel at høre med i Europa: “Rusland er et venligsindet europæisk land. En stabil fred på kontinentet er hovedformålet for vort land, som har måttet gå igennem et århundrede fyldt med krigens katastrofer.” 

Den videre udvikling i Europa tog som bekendt en anden kurs; Rusland og Europa eller Vesten er i mange henseender blevet stadig mere fremmedgjorte over for hinanden; socialt, kulturelt og ideologisk. Den tidligere parathed til at nærme sig hinanden er veget for en konfrontation, der blev udløst i form af regionalt begrænsede, krigeriske sammenstød i Geogien i 2008 og i Ukraine i 2014. De var allerede bebudere af, at det moderne Europas historiske logik begyndte at vende tilbage. Nu har tanken om stadige fremskridt og den lalleglade forventning om en problemløs, postmoderne æra vist sig at være et kortsynet selvbedrag.

Europas afgørelse indebærer et historisk ansvar 

Hvis Europa – i dette tilfælde forstået som de europæiske NATO-medlemslande og EU – beslutter, at konfrontation skal være den lære, der må drages af denne konflikt, går kontinentet en dyster fremtid i møde – og hele verden er truet, på grund af Europas valg om at vende tilbage til det 19. eller 20. århundrede. Selv en fred til en høj pris er bedre end en krig, der baner vejen for hegemoniske eller heroiske fantasier om sejren.

Det er netop nu, Europa er nødt til at træffe sin egen beslutning – og det er heri, dets historiske ansvar for verdensfreden ligger.

Oversat af Klaus Schulte for Solidaritet.