Anarkismens flag. Illustration: Philip Kanellopoulos / Wiki Commons
4 min. læsetid

Det er helt rigtigt, at anarkisme er en højaktuel ideologi. Forestillingen om, at den forestående kamp kan klares med venlige miner er dog naiv, mener talsmanden for Industrial Workers of the World  i Danmark.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Lars Andersen

Tak til Uffe Elbæk for at have indledt en debat om anarkisme i 2020. Jeg har stor sympati for hans ærbødighed over for Emma Goldman. Hvordan han så vil forene det at være folketingsmedlem med at være ‘anarkist i hjertet’, må han selv stå på mål for.

Og det er også fair nok, at Elbæk ikke er socialist. Med den form for totalitær statssocialisme, han er blevet eksponeret for i de forskellige stalinistiske & leninistiske grupperinger, han åbenbart var medlem af i 1970erne, er det forståeligt.

Anarkisme er imidlertid, vil jeg påstå, antiautoritær socialisme, i dens mest rendyrkede, libertære form. Der findes andre former for antiautoritær socialisme, men vil man tale om anarkisme uden den socialistiske dimension, så bliver ”anarkisme”-begrebet let meget diffust. En anden partistifter, Glistrup, blev i sin tid af nogle kaldt ”anarkist”.

Sær optimisme i debatten

I bogen Black Flame (2009) argumenterer Lucien v. d. Welt & Michael Schmidt både sammenhængende og overbevisende for, at ‘den brede anarkistiske tradition’ udspringer af en splittelse i 1. Internationale mellem Marx’ og Bakunins respektive tilhængere. Anarkisme har i det lys været den mest revolutionære del af den socialistiske arbejderbevægelse fra begyndelsen.

… jeg må skuffe Uffe Elbæk; ‘Røde Emma’ ville sige, at den revolution, der må til i opgøret med finansoligarkiet, den fossile kapitalisme, m.v., ikke kun kan være venlig.

+

Hvad der undrer mig mest i den hidtidige debat i Solidaritet, er dog den optimistiske, veltilfredse tone. Anarkistiske ideer er relevante og aktuelle i fx iværksætteri og kreative IT-løsninger. Aktivistmiljøer blomstrer i København Nordvest. Flad organisation, selvstyrende grupper m.m. ‘vinder udbredelse på stadig flere arbejdspladser’ ifølge Bjarke Friborg. Det har jeg hørt før. Efter et kvart århundredes arbejde i hospitalsvæsenet må jeg dog sige, at dét, vi oplevede som offentligt ansatte, var tung topstyring, traditionelt hierarki, og at alle væsentlige beslutninger blev truffet langt væk fra – og helt hen over hovedet på – det kliniske personale. Her er Sundhedsplatformen blot ét eksempel.

Jeg er også dybt undrende over Uffe Elbæks udsagn: ”Det, vi drømmer om, eksisterer allerede”. Hvor mange ville skrive under på det i Syrien, Yemen eller Congo?

Et venligt opgør er ikke nok

Med fare for at forstyrre den hyggelige stemning vil jeg sige: Der er for meget fokus i den hidtidige debat på anarkisme som ‘vitaminer for informationssamfundet’. Der er samtidig for lidt fokus på vigtigheden – ja nødvendigheden – af modstandskamp mod det kapitalistiske system, der er den bagvedliggende årsag til klimaændringer, miljøødelæggelser og masseuddøen af hundredvis af arter. Den destruktive, amokløbne kapitalisme, der også har medført eksploderende ulighed, og som både har været med til skabe coronakrisen, og samtidig forværret den ved at give et utilstrækkeligt modsvar.

Den canadiske forfatter og klima-aktivist Naomi Klein forklarer det godt i bogen This Changes Everything. Capitalism vs. the Climate: “… vi kan enten tillade, at klima-disruptionen ændrer alt ved vores verden, eller ændre på stort set alt ved vores økonomiske system, hvis vi vil undgå det.” Det budskab går også igen hos Greta Thunberg, når hun snakker om, at “der er ild i vores hus”.

Læs også: Uffe Elbæk: En anarkists bekendelser

I dén antikapitalistiske kamp har anarkisme – forstået som klassekamps-anarkisme – og de øvrige antiautoritære, socialistiske traditioner deres afgørende aktualitet. En gennemgribende ændring af vores samfundsorden, som indretter den for de mange, ikke de privilegerede få, vil kræve en bred, selvorganiseret revolutionær bevægelse ”fra neden”. Her skal arbejderklassen genopdage syndikalistiske kampmetoder som direkte aktion.

Netop denne syndikalistiske kamptradition, der fortsat lever, og som historisk set er udsprunget af den anarkistiske arbejderbevægelse, er der et kapitel om i Emma Goldman’s bog ”Red Emma Speaks”. Og jeg må skuffe Uffe Elbæk; ‘Røde Emma’ ville sige, at den revolution, der må til i opgøret med finansoligarkiet, den fossile kapitalisme, m.v., ikke kun kan være venligt, sådan som Alternativet har lagt op til med sloganet: “Velkommen til den venlige revolution”.


Lars Andersen

Lars H. Andersen er pensioneret psykolog, øko-syndikalist og talsmand for Industrial Workers of the World i Danmark.

Læs mere af Lars Andersen