Illustration: Ralph Aichinger / Marxism.com
8 min. læsetid

For Uffe Elbæk har livet i politik været en lang rejse med mange stop. Emma Goldman har dog altid været ét af de inspirerende ståsteder. Er tiden inde til at tage hendes idéer op igen?


Af Uffe Elbæk, grøn uafhængig MF

Jeg er oprigtigt glad for at være ny klummeskribent på Solidaritet.dk. Af rigtig mange grunde. En af dem er, at det er på denne platform, den mest livlige og samtidig mest seriøse venstrefløjsdebat finder sted. F.eks. er det er en fornøjelse lige nu at følge den aktuelle debat om medarbejderejede virksomheder, hvor eksempelvis Pelle Dragsted og Peter Westermann har haft fremragende indlæg. Begge er mennesker og politikere, som jeg har dyb respekt for, fordi de begge argumenterer velovervejet, seriøst og engageret, vel at mærke fra hvert deres socialistiske ståsted og parti-position. Det er lige som det skal være. Men det er også her, at jeg endnu engang må sande, at selvom jeg ikke et sekund er i tvivl om, at jeg ser mig selv som en del af venstrefløjen, så er jeg ikke socialist.

Men hvad er jeg så?

En lang politisk rejse

De af jer, som kender mig fra mit politiske arbejde gennem de sidste tyve år ved, at jeg har repræsenteret Radikale Venstre i rigtig mange år. Først i Aarhus Byråd og senere i Folketinget. Både som minister og som menig MF’er. Og da jeg ikke længere gjorde det, repræsenterede jeg Alternativet lige indtil jeg heller ikke gjorde det længere.

Enhedslisten har altid været mit foretrukne andetvalg. Så meget, at jeg den første dag som radikalt medlem af Folketinget i tre minutter reelt overvejede, om jeg skulle gå ud af det radikale grupperum og banke på hos Enhedslisten.

Uffe Elbæk
+

Men hvad mange måske ikke ved, er at jeg startede min politiske rejse på den alleryderste venstrefløj, tilbage i starten af 70’erne. Jeg var vel ikke mere end 16-17 år, før jeg gik til skoling i det, der dengang hed BOml. Mere ordret oversat: Boligorganisationen marxister-leninister. Senere forsatte rejsen ind i DKU, måske primært på grund af festerne. Efter kuppet i Chile var der for mig ingen tvivl om, at det var i VS, jeg hørte til. Lige indtil jeg mødte Kommunistisk Forbund. I mine stadig unge øjne var de både mere ambitiøse, mere konkrete og mere radikale end hele venstrefløjen tilsammen – sådan har jeg det forunderligt nostalgisk stadigvæk. Da KF i slutningen af 70’erne slog pjalterne sammen med VS, fulgte jeg med over og var medlem af partiet frem til ca. 1981. Hele denne rejse tog 10 år. Og jeg har ikke fortrudt et eneste skridt på vejen.

De næste små 18 år var jeg ikke medlem af noget parti, men identificerede mig stadig som en del af venstrefløjen. Det gjorde jeg også, da jeg som reaktion på Dansk Folkepartis indtræden på den politiske scene, blev medlem af Radikale Venstre. Og gennem mine små 15 år som radikal befandt jeg mig altid på partiets venstrefløj.

Det var vel også derfor, at det til sidst heller ikke længere kunne fortsætte – dertil var vores holdninger på det økonomiske område alligevel for forskellige. Derfor kommer det nok heller ikke som breaking news for nogen, at Enhedslisten altid har været mit foretrukne andetvalg. Så meget, at jeg den første dag som radikalt medlem af Folketinget i tre minutter reelt overvejede, om jeg skulle gå ud af det radikale grupperum og banke på hos Enhedslisten. Den historie fortæller jeg på et andet godt, velvalgt tidspunkt.

Emma Goldman: Frihed i små og store sammenhænge

Enhedslisten er og bliver mit andet-valg. Fordi jeg som sagt ikke er hardcore socialist og aldrig rigtigt har været det. Hverken da jeg blev skolet i Maos lille Røde i BOml, da jeg solgte Land og Folk for DKP, diskuterede Vejen til Socialisme i KF eller kulturpolitik i VS. Jeg var enig i masser af politikken. Selvfølgelig. Men jeg manglede noget. Den sidste brik der fik det hele til at hænge sammen for mig. Og det var noget så vigtigt, men samtidig møg-besværligt som frihed. Eller rettere fraværet af frihed. Hvor var friheden – og dermed nysgerrigheden – i vores diskussioner. Friheden i vores relationer. Friheden til at blive klogere. Friheden til at tage fejl. Friheden til at blive forelsket i en fra ”den anden fraktion”. Friheden til at ville noget helt andet end det, flertallet, ledelsen eller partiprogrammet mente.

Det var denne oplevelse af fravær af frihed i små og store sammenhænge, der igen og igen førte mig tilbage til Emma Goldmans for længst berømte ord (i min oversættelse): Hvis jeg ikke kan danse, er det ikke min revolution.

Her efter næsten 50 års rejse i det politiske landskab må jeg bare konkludere, at jeg er anarkist i hjertet og at Emma Goldman er min åndelige oldemor. Når jeg læser i mine dagbøger gennem et langt liv, løber der en friheds-tråd igennem alt, hvad jeg har gjort. Tråden er spundet af lige dele frihed, solidaritet og kærlighed.

Det var derfor jeg – første gang jeg læste om oprøret på Kronstadt – holdt med matroserne, og ikke med Lenin og Trotskij. Og da jeg læste om Den Spanske Borgerkrig var det selvfølgelig anarkisterne og ikke kommunisterne, jeg holdt med. Og det er det samme den dag i dag:  Jeg holder med kurderne, demokratiaktivisterne i Hong Kong og Extinction Rebellion. Og når vi er i gang: LGBTQ-teenageren, den brune kvinde i København NV eller den kommunale mellemleder, der ikke længere kan se meningen i sit arbejde.

Det handler alt sammen om frihed, solidaritet og kærlighed til livet. Og tilsvarende handler det om en indædt modstand mod alt det, der holder livskraften tilbage. Naturens livskraft. Lokalsamfundenes livskraft. Det enkelte menneskes livskraft. Og det uanset om det er erhvervslivet, staten eller kommunen, der med sine penge, magt og regler ikke bare har indhegnet vores frihedsrum, men hele tiden gør det mindre – det gælder ikke mindst de fremtidige generationers frihedsrum.

Det er derfor, jeg tror mere på decentrale, selvforvaltende og selvorganiserede løsninger og organisationer. Det er derfor jeg tror mere på civilsamfundet end på staten. Det er derfor jeg tror på medarbejderejede virksomheder og vil argumentere for, at alle kommunale institutioner skal have muligheden for at blive selvejende institutioner. Og når vi nu er ved det, at vi skal gøre op med ejendomsretten og i stedet tale om brugsret. Så vi ikke glemmer, at vi pinedød skal stoppe væksten i vores del af verden. Ned med forbruget og op med medbestemmelsen, nye ejerformer og meget mere tid til det, der virkelig betyder noget.

Selvom Uffe Elbæk har været vidt omkring i sin politiske karriere, har Emma Goldman altid stået som et af hans forbilleder. Den amerikanske radikale anarkist støttede indledningsvist Oktoberrevolutionen, men blev desillusioneret efter Den Røde Hærs nedkæmpelse af oprøret ved Kronstadt uden for Sankt Petersborg i 1922. Senere rejste hun til Spanien for at støtte det anarkistiske oprør under Den Spanske Borgerkrig. Arkivfoto.

Solidarisk anarkisme?

Med alt dét, der lige nu sker i verden – både herhjemme og ude i den store verden – er tiden måske endelig moden til en 2020-udgave af anarkismen. En ny solidarisk anarkisme, som selvfølgelig står ved sine historiske rødder, men som samtidig har taget de bedste erfaringer – både gode og dårlige – fra de seneste årtiers politiske aktivisme og demokratiske oprør. Fra Act Up over Occupy Wall Street og Det arabiske Forår til demokratibevægelsen i Hong Kong og Extinction Rebellion.

Alle disse er eksempler på radikaliseret håb, de er pant på at det, vi drømmer om, eksisterer allerede. Nemlig muligheden for at leve et frit, menings- og betydningsmættet liv. Hvor vi får lov til at lære igennem hele livet, har indflydelse og ansvar, bor i et levende lokalsamfund og er trygge, fordi vi har det, vi har brug for, og ikke er bange for at miste selve vores livsgrundlag. Du kan kalde det, hvad du vil – men hvad med for eksempel solidarisk anarkisme?

Hvor ville jeg elske, hvis vi her på solidaritet.dk kunne få en diskussion – sådan en rigtig fri diskussion – om anarkismens relevans i verden i dag. Jeg er i hvert fald klar. Og jeg ved at Emma Goldman også er, uanset hvor hun i dag sidder og kikker ned på os. Vi kan mødes her på solidaritet.dk. Men vi kan også mødes i den analoge verden. Hermed er bolden spillet op ad banen for mit vedkommende. Hvad siger I, Pelle Dragsted og Peter Westermann – vil I være med?


Uffe Elbæk

Medlem af Folketinget for Frie Grønne – Danmarks nye venstrefløjsparti. Tidligere politisk leder for Alternativet, som han var med til at stifte i 2013.

Læs mere af Uffe Elbæk