Debat: Hvis vi vil opnå vores fulde potentiale, må vi droppe idéen om, at alle kan sidde bag kassen i Netto

I dagens Danmark er der meget fokus på at bidrage til samfundet. Der er dem der bidrager, og så er der de dovne og kræsne, der ikke gider at arbejde. Der kan være mange grunde til, at man står udenfor arbejdsmarkedet, herunder sygdom og manglende inklusion. Samtidig er der en forståelse af, at alle bare kan sidde bag kassen i Netto. Men kan alle virkelig det?

Drop kassetænkningen

Det er en forsimplet forståelse, at alle skulle kunne varetage alle typer af jobs. Hvis vi som samfund virkelig vil opnå vores fulde potentiale, så skal der skabes rum til, at alle kan varetage et job, der passer til dem.

Som nyuddannet akademiker har jeg søgt utallige jobs og gjort alt, hvad jeg kunne for at opkvalificere mine kompetencer og viden. Jeg har hørt politikere kalde folk som mig for dovne og kræsne. Jeg har hørt dem fortælle, at jeg bare skulle sætte mig bag kassen i Netto i stedet for at bruge min ret til dagpenge. En ting er, at jeg langt fra er alene. Landsorganisationen for Nyuddannede Akademikeres (LONA) trivselsundersøgelse viser, at flere føler sig stigmatiseret af politikernes ord. Det påvirker deres selvværd negativt.

“Jeg har stor respekt for de mennesker, der hver dag sørger for, at vi andre kan få vores dagligvarer… men det er ikke en opgave jeg selv ville kunne varetage.”

Noget andet er, at et job i Netto for mig nok ville betyde en sygemelding inden for de første tre måneder. Jeg har stor respekt for de mennesker, der hver dag sørger for, at vi andre kan få vores dagligvarer. Deres opgave er meget essentiel for vores samfund, men det er ikke en opgave jeg selv ville kunne varetage.

Jeg hører nemlig til de 15-20 % af verdensbefolkningen, som er særligt sensitive. Det betyder, at larm, mange mennesker og stressende omgivelser sætter min krop i alarmberedskab. Det betyder desuden, at jeg føler dybt; også når det kommer til andre menneskers lidelse. Så nej, jeg kan ikke varetage alle typer af jobs. Det ville jeg heller ikke kunne selvom jeg ikke var særligt sensitiv, for mennesker er forskelligt indrettet. Vi har alle ting vi er gode til, og ting vi er dårlige til. Samfundet vinder mest, hvis folk kan bidrage med det de er gode til.

Det gik næsten galt, da jeg havde et vikariat som telefonservicemedarbejder for en udsat gruppe af befolkningen. Hver dag på jobbet lyttede jeg til menneskers lidelse. Nogle havde kræft. Andre havde smerter i kroppen eller sindet. Alle havde det til fælles, at de havde et længere liv bag sig, og gerne ville have mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Alt kulminerede, da en borger sagde til mig “Det er tæt på selvmord nu”. Magtesløsheden var overvældende. Et menneske, der bare havde brug for at leve et værdigt liv og jeg kunne intet gøre for at hjælpe.

Jeg gjorde mit bedste for at tale med personen og mine kollegaer gjorde deres bedste for at hjælpe mig. Men skaden var allerede sket. Mit nervesystem var blevet overbelastet af de mange sårbare samtaler. Jeg blev ikke sygemeldt med stress, fordi ledelsen kunne se, at hvis jeg skulle kunne varetage nogen som helst opgaver de sidste dage jeg havde tilbage i stillingen, så skulle jeg fritages fra telefonopkaldene. Så det blev jeg.

Arbejdsmarked med plads til forskellighed

Jeg er hverken psykolog eller socialrådgiver. I samfundets øjne var jobbet dog anset som ét, alle kunne udføre, da det jo blot handlede om at besvare en telefon. Vi fik ingen træning i at håndtere opkaldene, men blot besked om at sende dem videre til vores socialrådgiver-kollegaer. Som nyuddannet akademiker med et tikkende dagpengeur over hovedet, følte jeg intet andet valg end at tage jobbet og blive i det så længe som muligt.

Nu har jeg et job, der passer noget bedre til min personlighed, og har privilegeret fået mulighed for at arbejde hjemme to dage om ugen. Noget, der er særligt gavnligt for dem, der har det som mig, og suger alt fra vores omgivelser til os som svampe.

Hvis vi som samfund vil den enorme mistrivsel til livs, kunne vi starte med at anerkende, at vi alle er forskellige. De færreste passer ind i de snævre rammer og kasser, som samfundet stiller op. Ingen bør blive syge eller traumatiserede af at gå på arbejde. Og ingen bør føle sig presset til at tage jobs de ville blive syge af. Arbejdsmarkedet skal kunne rumme vores forskelligheder med alt, hvad der hører med. Os der er nye på arbejdsmarkedet skal have en chance for at udfolde vores potentiale. Først der kan folk bidrage uden selv at blive syge. Mon ikke tiden er ved at være inde til at skabe mere rummelighed?