Jeg var den sidste aktivist. Nu siger jeg farvel til Enhedslistens medlemsblad

Efter 13 års tjeneste i redaktionen på Enhedslistens medlemsblad, Rød+Grøn er det slut for mig nu. Det har været spændende, lærerigt og ikke mindst inspirerende at møde rigtig mange gode redaktionsmedlemmer, redaktører og aktivister på Rød+Grøn og i partiet som helhed. Jeg er meget taknemmelig for tiden, lærdommen og de mange venner og kammerater, jeg har fået gennem arbejdet i redaktionen.

Jeg trak mig formelt fra redaktionen tirsdag 15. november. Det har langt fra været nogen nem beslutning: At være redaktionsmedlem har for mig været mit absolut vigtigste aktiv i Enhedslisten i over et årti. Der er lagt mange timer og meget identitet i arbejdet med Rød+Grøn. Derfor er det selvfølgelig heller ikke bare sådan lige at sige farvel til det.

Total ligegyldighed fra ledelsen

Når jeg kan konstatere en udvikling over de sidste par år, hvor der efter min opfattelse har været udvist ligegyldighed over for bladet fra ledende organer i partiet, og når vi reelt ikke har haft en fungerende redaktion, men nærmere har været reduceret til en slags ”sådan er vi nødsaget til at gøre”-udvalg, kan jeg ikke se mig selv i det længere. Det er ikke de nuværende medlemmer af redaktionen, jeg bebrejder noget som helst. Slet ikke. De har alle gjort, hvad der kunne forventes under vanskelige forhold.

Der har fra partiet desværre ingen interesse været i at spørge redaktionen om vores erfaringer, inden den nuværende redaktør overtog redaktørposten. Den tidligere redaktør havde bestridt posten i 10 år. Det på trods af henvendelser til partiledelsen om, hvad redaktionen kunne se af udviklingsmuligheder og videregivelse af erfaringer fra Rød+Grøn. Kort fortalt blev redaktionen på ingen måde inddraget i overleveringen fra den tidligere redaktør til den nuværende. Det kunne Enhedslisten have gjort meget bedre – vi var i hvert fald et par stykker i redaktionen, der var meget forundrede over hele processen. Derfor er det også med tungt hjerte, jeg ikke helt kan slippe tanken om, at jeg stikker af og ‘svigter’ den tilbageværende redaktion. Men jeg kan ikke se mig selv bruge mere energi på noget, jeg ikke for alvor længere føler glæde ved at være en del af. Det er blevet mere pligt end lyst for mig, og det er ikke holdbart i længden – og i øvrigt heller ikke fair over for resten af redaktionen.

Som jeg ser den udvikling, der har fundet sted over især de sidste par år, hænger det sammen med – at det centrale apparat i Enhedslisten, som jeg opfatter det, har bevæget sig længere væk fra udvalg, lokalafdelinger og andet af organisationens frivillige rygrad. Det professionelle apparat kan klare det meste, og den opfattelse har spredt sig ned igennem partiets rækker. Det er også gået ud over redaktionen i Rød+Grøn, hvor partiet efter min opfattelse nærmest har haft nul interesse i udviklingen af bladet. Nogle vil sikkert være uenig i denne vurdering, men jeg synes det er svært at komme udenom, at det desværre er den tendens, der gør sig gældende, generelt i partiet men også i forhold til vores medlemsblad.

(Selv)kritisk farvel fra den sidste aktivist

Som den sidste frivillige aktivist forlader jeg redaktionen. Det er et eller andet sted tragisk for partiet, at vi er kommet dertil, at der nu ikke sidder frivillige aktivister i redaktionen, og at det ikke er blevet prioriteret af vores hovedbestyrelse (HB), forretningsudvalg (FU) eller andre i partiets ledelse at gøre en indsats for at rekruttere folk. Redaktionen består nu af én professionel redaktør, en FU-ansat og et HB-medlem – og så var der mig. Det er uholdbart. Man kan med rette spørge sig selv; hvornår holdt vi op med at snakke sammen i Enhedslisten?

Jeg synes generelt det er besynderligt, at de ledende lag i partiet ikke har udvist en større interesse for bladet. Bevares, redaktionen og jeg selv kunne måske have gjort mere. Jeg udøver gerne selvkritik, men det er under alle omstændigheder besynderligt, at partiet ikke har prioriteret at give lidt kærlighed til Rød+Grøn og redaktionen. Det er trods alt rigtig mange penge og resurser partiet putter i bladet, også selvom det i dag kun er fire numre årligt.

“Man kan med rette spørge sig selv; hvornår holdt vi op med at snakke sammen i Enhedslisten?”

Førhen var redaktionen noget af det mest velfungerende i Enhedslisten. Vi havde månedlige møder, vi har i de bedste tider været over 10 aktive i redaktionen, vi havde et socialt samvær, og fungerede generelt godt sammen i mange år. Al den dynamik, den identitet og den lyst, som den slags giver til arbejdet, er desværre totalt fraværende i dag.

Jeg forsøgte at råbe lidt op på Enhedslistens årsmøde i 2022, men med et indlæg på et minut under beretningsdebatten var det desværre en komplet umulighed. Selvom flere kom hen og klappede mig på skulderen efterfølgende, har det ikke flyttet noget. Desværre. Skulle en historisk artikel eller lignende være på tegnebrættet vil jeg sikkert gerne medvirke og hjælpe, men forpligtende redaktionsarbejde er slut for mig.

Medlemsdebatten svæver i luften

Jeg har også sendt den her afsked til redaktionen og Enhedslistens ledelse i indeværende uge, men vælger at offentliggøre det til bredere debat, da jeg helt oprigtigt mener, at Enhedslistens medlemmer fortjener at vide, hvordan det står til i redaktionen – i hvert fald som jeg har set udviklingen. Så må jeg tage en debat om de uenigheder, der måtte være.

Derudover kan mit indlæg her forhåbentlig på den ene eller anden måde bidrage til den evaluering og debat, der skal til at pågå i Enhedslisten om vores udfordringer ovenpå det skuffende valgresultat.  

Jeg håber Enhedslistens medlemmer vil gøre, hvad de kan for at få bladet på den interne dagsorden i partiet, uanset hvad man vil bruge bladet til. Det svæver lige nu i luften.

Mest af alt håber jeg, at medlemsbladet Rød+Grøn igen bliver noget, de ledende lag vil tage mere seriøst fremadrettet. Så vil medlemmerne også tage bladet til sig. Tak for rejsen.