Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
19. april. 2021

Debat: Kan EU ændres?

EU’s projekt er i selve sin eksistens det modsatte af de nationalkonservatives, og i kampen mod dem er EU og dets institutioner på den rigtige side, skriver medlem af Enhedslistens nye EU-netværk, der arbejder for, at kravet om udmeldelse fjernes fra partiets program.

Er der mulighed for at gøre EU til et socialistisk projekt indefra? Illustration: KLE-art.
Artiklen tager cirka 6 minutter at læse.

Niels Frølich og Niels Henrik Nielsen har skrevet en interessant artikel, hvor de glæder sig til den debat, som vores netværk lægger op til. Samtidig er de kritiske over for vores vurdering af mulighederne for socialistisk politik inden for EU.

Frølich og Nielsen starter med det centrale spørgsmål: ”Kan den Europæiske Union reformeres indefra, så styrkeforholdet mellem venstre og højre forandres i venstres favør?” Hvis svaret er negativt – og det er det for Frølich og Nielsen – giver det sig selv, at socialister ikke har noget at gøre i EU. De fremhæver, at kapitalismen – i form af det Indre Markeds frie kapitalbevægelser – er traktatfæstet.

Tja, den danske kapitalisme er faktisk også traktatfæstet, endda af Grundloven, der erklærer den private ejendomsret ‘ukrænkelig’, så kapitalejernes besiddelse af produktionsmidlerne er beskyttet mod socialistiske anslag. I sin tid tog Venstresocialisterne dette så alvorligt, at de stort set på forhånd opgav at regulere kapitalen ad parlamentarisk vej; de ville kun ind i Folketinget for at få en ‘talerstol’, altså ikke med idéer om at påvirke tingene gennem forhandling og kompromisser.

“Heller ikke EU er en urokkelig monolit. Alt afhænger af styrkeforholdene.”

Det er den samme form for fundamentalistisk logik, som i dag høres fra nogle af dem, der vil ud af EU. Men den danske kapitalisme kunne påvirkes. I klassekompromissets tidsalder, frem til 1980, tillod styrkeforholdene en omfattende regulering af kapitalen og opbygningen af en velfærdsstat, der gjorde store dele af samfundsøkonomien (uddannelse, sundhed osv.) ikke-kapitalistisk. Derefter fik vi nyliberalismen, der atter satte kapitalen fri og eroderede velfærdsstaten. Det går frem og tilbage, men hovedsagen er, at kapitalismen i Danmark ikke har været en urokkelig monolit. Grundlovens paragraf har været åben for ‘fortolkning’.

EU kan flytte sig

Også i EU er det gået frem og tilbage. Fra vedtagelsen af det Indre Marked i 1980erne og frem er det mest gået tilbage, set fra en socialistisk synsvinkel. Her er jeg fuldstændig enig med Frølich og Nielsen, især i deres kritik af spare- og nedskærings-politikken i kølvandet på finanskrisen, der havde katastrofale følger for Sydeuropa, især Grækenland. Og i deres kritik af kravet om balance på offentlige budgetter, hvilket udelukkede en ekspansiv keynesiansk finanspolitik; resultatet var, at det tog alt for mange år, før finanskrisen nogenlunde var overvundet.

Her er der imidlertid en interessant historisk ‘detalje’. For straks efter banken Lehmann Brothers’ fallit, og den efterfølgende panik, førte USA, Kina og også EU-landene en ekspansiv politik med gigantiske hjælpepakker. Meget gik til finanskapitalen, hvor man undlod at stille modkrav, men alligevel: Dette var det modsatte af sparepolitik. Men efter godt et år fik Tyskland kolde fødder, og vi fik den økonomiske politik, der desværre er så velkendt, tilbage på programmet. Her blev der altså rykket, først frem og så tilbage. Heller ikke EU er en urokkelig monolit. Alt afhænger af styrkeforholdene.

Det er derfor, vi skal være i EU og lægge vort lod i den rette side af vægtskålen. Men her er der en ting, jeg studsede over i Frølich’s og Nielsen’s indlæg. De skriver rigtigt, at ‘indtil coronakrisen’ har EU ført en benhård nedskæringspolitik. Men her stopper historien, for vi hører ikke en dyt om politikken under denne krise. Det er ærgerligt, for den historie viser netop, at EU kan flytte sig.

For det første har EU suspenderet kravet om balancerede budgetter. Det muliggør en ekspansiv politik til bekæmpelse af den arbejdsløshed, der kom i kølvandet på Coronakrisen. Altså det modsatte af nedskæringspolitik. For det andet bør man se på den gigantiske genopretningsfond, der især skal komme Sydeuropa til gode. Den er ikke perfekt, men betingelserne for at modtage midler fra fonden ligger milevidt fra de forkrøblende betingelser, som man efter finanskrisen i 2008-09 påtvang Sydeuropa. Enhedslistens holdning til denne fond var desværre tvetydig, mens den danske regerings holdning var éntydig: Så lidt solidaritet med Sydeuropa som muligt, dvs. så få midler sydpå som muligt. Det har jeg skrevet uddybende om her.

Meget kan gå galt, og det kan tænkes, at EU om et år eller to vender tilbage til hardcore nyliberalisme. Det afhænger bl.a. af det tryk, som Enhedslisten og ligesindede kan udøve i EU. Det tryk kan selvfølgelig kun lægges, hvis vi er indenfor. Alt i alt vil jeg tillade mig den foreløbige konklusion, at EU kan bevæges, hvis viljen og styrken er der.

Nationalkonservative allierede

Det andet tema i Frølichs og Nielsens artikel er venstrefløjens forhold til de nationalkonservative. Vores bekymring i netværket er her, at Enhedslisten med sin nuværende EU-politik bliver objektivt allierede med den nationalistiske højrefløj i Danmark. Ingen i vort parti deler naturligvis denne nationalisme, men gad vide hvad folk tænker, når de ser Søren Søndergaard og Morten Messerschmidt sige næsten det samme i et TV-program?

“EU søger faktisk at forsvare ytringsfrihed, retssikkerhed og de liberale værdier, som socialister kan skrive under på- fordi de også er socialistiske værdier.”

Frølichs og Nielsens tilgang til emnet er at afvise, at venstrefløjen i Europa er ansvarlig for de nationalkonservatives fremgang (hvem i alverden har hævdet det?), og at ansvaret i stedet tilfalder EU’s nyliberale politik, der har skabt ulighed og udgrænsning af globaliseringens tabere. Det sidste vil jeg bestemt ikke benægte, omend der nok også er andre årsager til det globale opsving i nationalisme. Fx har Modi’s hindu-nationalisme en kompliceret baggrund.

Og hvad er så den politiske konklusion? Det er vel, at socialister skal bekæmpe begge dele! Og at vi skal stræbe efter at tørlægge den sump – undskyld metaforen – som nationalkonservatismen trives i. Vi skal arbejde for, at EU fører en mere social politik, der bekymrer sig mere om kapitalismens ofre, og som viser et alternativ til at trække sig tilbage i den gamle, trygge nationale verden. I USA viste Bernie Sanders konkret et sådant alternativ, mens det har knebet mere for Europas socialister.

Jeg tror Frølich og Nielsen har ret i, at megen støtte til højrebølgen udspringer af afmagt, snarere end af rodfæstet nationalisme. Men her er det altså vigtigt at slå fast med syvtommersøm, at i kampen mod de nationalkonservative er EU og dets institutioner på den rigtige side. EU søger faktisk at forsvare ytringsfrihed, retssikkerhed og de liberale værdier, som socialister kan skrive under på- fordi de også er socialistiske værdier.

EU har ofte været vaklende og ineffektiv, fx over for Polen og Ungarn, men EU er i selve sin eksistens det modsatte af de nationalkonservative. Det er også derfor, så mange af dem vil ud af EU.

Om skribenten

Anders Lundkvist

Anders Lundkvist

Politisk økonom. Skriver også på hjemmesiden anderslundkvist.net Læs mere