Guajajara-lederen Paulo Paulino Guajajara (tv.) var blandt de 212 klimaaktivisterpersoner, der sidste år blev dræbt. Det er på tide at tage problemet seriøst, og at anerkende det som terror, skriver medlemmer af Global Aktion. Foto: Karla Mendes
4 min. læsetid

Medierne er tavse om drab på klimaaktivister, selvom hundreder hvert år bliver dræbt for at sikre de multinationales profitter, skriver medlemmer af Global Aktion.


Af Nina McAlpine Holst, Claudia Steenhard og Mads Thunestvedt, Global Aktion

I forbindelse med terrorangrebene i Nice kom den danske klimaaktivist og rådgiver for Frie Grønne, Rune Langhoff i vælten for at efterspørge mere mediedækning af klimarelaterede dødsfald og drab. Trods den ufølsomme kommentar fra Langhoff, giver medierne ikke meget spalteplads til drab på klimaaktivister. Det til trods for, at disse drab lige så godt ville kunne betegnes som terrorisme – dog begået i oliens navn i stedet for ekstremismens.

Hvis man følger de gængse definitioner på terror, dækker begrebet over “politisk motiveret vold begået med den hensigt at skabe frygt blandt befolkningsgrupper” for at imødekomme egne politiske eller religiøse interesser. Drab på klimaaktivister må derfor klart kunne betegnes som terror.

Mord på klimaaktivister

• I 2019 satte antallet af mord på klimaaktivister en ny, kedelig rekord med 212 dræbte. Det anslås af Global Witness, at mere end 1.000 mennesker er blevet dræbt siden 2003.

• Filippinerne anslås at være et af de farligste lande på kloden at være klimaforkæmper i. Alene på øen Mindanao blev der i 2019 dræbt 19 personer i klimarelaterede forbrydelser.

• Store oliefirmaer er blandt drivkræfterne. Nederlandske Shell blev i 1995 beskyldt for at stå bag mordene på 9 aktivister fra Ogoni-regionen i Nigeria, som stod i vejen for, at virksomheden kunne suge olie op af jorden i området.

Kilder: Deutsche Welle og Global Witness

+

To af disse drab skete 23. marts, mens coronavirussen i gang med at udvikle sig til en verdensomspændende pandemi. Her havde to brødre og klimaaktivister, Omar Guasiruma og Ernesto Guasiruma isoleret sig i deres hjem i Colombia, som de nationale regler foreskrev. Alligevel blev dagen den sidste i deres liv, da to ukendte gerningsmænd brød ind i huset og slog dem begge ihjel. De døde dermed ikke af en luftbåren virus, men fordi de beskyttede lokale naturreservater mod minedrift og ressourceudvinding.

Del og hersk

De to brødre er dog ikke de eneste. I 2019 anslås det, at 212 klimaaktivister har mistet livet på grund af deres handlinger for at redde en planet i brand. Og tallet er givetvis større. Disse tal vidner om, at kampen for ressourcer overalt på kloden er intensiveret, og at klimaaktivister verden over er truet på deres eksistens for blot at gøre opmærksom på de planetære begrænsninger, som selv store fossile virksomheder efterhånden anerkender som en eksistentiel trussel mod menneskeheden.

Drabene på Omar og Ernesto – og den efterfølgende manglende straf til gerningsmændene – kan derfor ses som et billede på de globale, politiske vilkår på klimaområdet. Mens de store multinationale virksomheder gennem ressourceudvinding og land grabbing høster frugterne af et Globalt Syd, der lider under en uretfærdig gældsspiral, usikre arbejdsrettigheder drevet af et ekstern pres på faglig organisering, og interne stridigheder om adgangen til landet, hvor ressourcerne ligger. De multinationale virksomheder tjener enorme summer på et system, der opererer ud fra det gamle princip om del og hersk.

Blod på de multinationales hænder

For selvom virksomhederne ikke direkte dræber aktivister som Omar og Ernesto, driver de motiverne til at begå drabene. Her er metoden at love vækst og udenlandske investeringer, som i de fleste tilfælde skaber interne stridigheder og incitamenter til storstilet korruption og vold. Det er af den grund ikke tilfældigt, at et land som Mozambique oplever en opblussen af vold, efter store selskaber som Total har opkøbt store landområder i jagten på olie og gas. Landområder som oftest tilhører en oprindelig befolkningsgruppe, der ikke opererer med et begreb om ejerskab på samme måde som Total.

Så længe virksomheder som Total har rettens ord og de rigtige papirer, er det øjensynligt lige meget hvor mange mennesker, der skal lade livet for, at ressourcer suges op af jorden og skaber værdi et helt andet sted end eksempelvis Mozambique – hos primært vestlige aktionærer. 

Aktivister som Omar og Ernesto er bare en sten i skoen på denne profitmaksimerende proces, fordi de som aktivister råber op. De er med andre ord i frontlinjen i den klimakamp, som bestemmes i Nord, men kæmpes i Syd. Derfor skylder vi Omar og Ernesto og de hundredvis af andre aktivister, der hvert år dør, den opmærksomhed, deres handlinger berettiger. Handlinger som er til for at redde livet for millioner af mennesker, men som yderst tragiskt ender med at koste aktivisternes eget liv.


Global Aktion

Solidaritetsbevægelse, der kæmper for grundlæggende politiske forandringer for at gøre op med den globale ulighed. Læs mere på bevægelsens hjemmeside.

Læs mere af Global Aktion