Debat: Kommunalvalget er udemokratisk

Det er svært ikke at blive lidt træt, når man læser Politikens artikel om fordeling af mandaterne til kommunalvalget. Den fremherskende metode – den D’hondtske metode – favoriserer kort sagt de store partier. Det er ingen nyhed, men grunden til, at jeg som kandidat på en lille borgerliste i København alligevel bliver lidt træt, er fordi det er så forudsigeligt.

“Vi skulle jo gerne forestille at have et demokrati her til lands. Så hvorfor er en stemme på mig mindre værd, end en stemme på for eksempel en kandidat for Socialdemokratiet?”

Jeg talte om det så sent som i dag, da jeg sad lidt småkold til den ugentlige klimastrejke foran Christiansborg, hvor jeg diskuterede metoden for mandatberegningen med en anden aktivist. Konklusionen var, at siden det er de store partier, som drager fordel af metoden, og det er de store partier, der har magten, så kommer det aldrig til at blive lavet om.

Det blev da også hurtigt bekræftet, da der blev spurgt ind til, hvad de forskellige partier mener om metoden. Selvfølgelig ønsker de store partier, der drager fordel af uretfærdigheden, ikke at lave om på det. Alt andet ville da næsten også være mærkeligt? At få ændret situationen ville kræve noget så usandsynligt i politik som uselviskhed og moralsk anstændighed.

Et langt benspænd

Vi skulle jo gerne forestille at have et demokrati her til lands. Så hvorfor er en stemme på mig mindre værd, end en stemme på for eksempel en kandidat for Socialdemokratiet? Oddsene er i det hele taget på alle måder imod en, når man stiller op som borgerliste – også længe før, vi når så langt som til mandatfordelingen.

D’Hondts metode – kort fortalt

– Optællingsmetoden er opkaldt efter den belgiske jurist Victor D’Hondt. Når man har talt stemmerne op, divideres det antal stemmer, der er blevet givet til hvert parti. Det parti, der har den største andel, får det første mandat, det næststørste får det andet mandat, og så fremdeles.

– Metoden gør, at det største parti i princippet kan få absolut flertal med under halvdelen af stemmerne.

Læs mere her

+

Jeg kan kun tale ud fra mine egne erfaringer, men dét, jeg oplever her i København er, at man bliver ikke inviteret med til diverse kandidattests, medierne laver (man må selv være opsøgende og insisterende), man skal ud at samle stillere for overhovedet at komme på stemmesedlen (anbefalet 200 underskrifter og CPR-numre i papirform, i en mappe man fysisk render rundt med), man inviteres ikke med til lokaludvalgenes paneldebatter (jeg har skrevet til dem alle, og ikke fået et eneste ja) og det gælder sådan set også for de fleste andre paneldebatter i byen.

Ud over det er der selvfølgelig også alt det lavpraktiske med, at man ikke ligesom en kandidat, der stiller op for et større parti, kan forvente, at grafisk design og diverse andre ressourcer er klaret. Det er egentlig ikke for at klage, men bare for at tydeliggøre de mange benspænd, der er indbygget i processen – allerede længe før vi når til stemmeboksen. Når vi så endelig når så langt, og der forhåbentlig er en del, som får lyst til at sætte deres kryds ved en lille borgerliste som min – så skal deres stemme pludselig vægtes mindre end alle andres? Det er da bizart.

Der er noget sært ved, at vi har et demokrati, hvor det bliver gjort sværest for dem, der har mindst magt til at begynde med. Idéen med demokratiet skulle vel være, at borgerne skal have mulighed for at stemme på dem, som de synes repræsenterer dem bedst muligt? Hvordan kan vi så forsvare, at bruge en beregningsmetode for mandatfordelingen, som puster de eksisterende, dominerende magthavere op – og samtidig giver de mest marginaliserede stemmer den mindste bid af kagen?

I virkeligheden, så kunne man jo argumentere for, at for at give mangfoldigheden bedre kår, så burde stemmer på de mindste partier og lister veje ekstra. Men nu skal jeg selvfølgelig passe på, at jeg ikke kommer til, at lyde for meget som endnu en politiker, der bare vil sørge for sig selv.