Debat: Nedrustning bygger på fejlagtige præmisser

Debatten på Solidaritet af den nye aftale om at opruste dansk militær har været entusiastisk, men også temmelig ensidig. Kritikerne har mange argumenter. Nogle af dem er reelle nok, der kan f.eks. ikke være nogen tvivl om, at en opprioritering af militæret vil være på bekostning af andre dele af samfundsøkonomien.

Men mange argumenter bygger på en række grundlæggende fejlslutninger og misforståelser. Det skaber en politik, der bygger på grundlæggende fejlagtige antagelser. De antagelser vil jeg gerne udfordre i dette indlæg. Tilsammen skaber de en ide om, at militær oprustning per definition er spild af ressourcer, og faktisk er kontraproduktivt. Men kradser man i overfladen bygger de antagelser ikke på nogen analyse af historien eller samfundet.

NATO er ikke Rusland ‘absurd overlegen’

Et af de væsentligste og hyppigst fremførte argumenter fra modstanderne af oprustning er, at NATO allerede er Rusland militært overlegent i en nærmest absurd grad. Det bliver underbygget ved at henvise til forskellene i militærudgifter imellem de to lande. NATO bruger tilsammen 15-20 gange mere på militær end Rusland.

“Der er ingen grund til at tro, at NATO i en militær konfrontation vil være en sikker vinder, sådan som modstanderne at oprustning påstår.”

Det er nemt at se på sådanne tal og tro, at det betyder at NATO er Rusland overlegen i en ekstrem grad. Men tallet for militærudgifter siger meget lidt om de faktiske styrkeforhold.  Forskellen skyldes først og fremmest enorme forskelle i købekraft. En professionel russisk soldat får, hvad der svarer til 6200 kr. om måneden. En dansk får cirka 21.000 kr. (Grundløn, en række tillæg gør at lønnen reelt er noget højere). Lignende forskelle gør sig gældende i udgifter til husleje, forsyninger mm. Også på udstyrsfronten er der forskel, de russiske lønninger er markant lavere end i NATO landene, og derfor er det simpelthen også billigere at producere udstyr. De tyske Leopard 2-kampvogne, som Danmark bruger, koster 40 mio. kr. stykket, en tilsvarende moderne russisk T-90 går for 31 mio. kr.

Store dele af forskellene afspejler altså på ingen måde forskelle i reelle styrkeforhold, men blot forskelle i købekraft. Derudover er det værd at påpege at NATO får langt mindre værdi for pengene, fordi det er fordelt ud på 30 forskellige stater, der alle sammen skal drive deres eget militær.

Endelig er det ikke nok at se på, hvor meget ildkraft de to sider har. Det meste af NATO’s kampkraft ligger parkeret i USA, og påvirker ikke situationen i Europa. Det vil tage måneder at få flyttet væsentlige elementer af den amerikanske hær fra USA til Europa. Og det er ikke sikkert, at det vil lykkes at flytte den amerikanske hær til Europa. Det vil kræve, at store konvojer skal sejles til europæiske havne, konvojer der er sårbare overfor russiske angreb med u-både og bombefly. Og selv uden russiske angreb, vil det være et logistisk mareridt at forsyne en styrke i Østeuropa eller Baltikum med forsyningslinjer, der går helt tilbage til USA. Man kan bare se på Ruslands udfordringer med at forsyne tropper i Ukraine og overveje, om man tror NATO er immune over for de problemer. Der er ingen grund til at tro, at NATO i en militær konfrontation vil være en sikker vinder, sådan som modstanderne at oprustning påstår.

En krig vil ikke blive en atomkrig

En anden gennemgående fejl er troen på, at enhver krig mellem NATO og Rusland vil ende i en altødelæggende atomkrig. Den tro bliver typisk brugt som argument for, at den konventionelle militære balance ikke har nogen betydning, men det er en tro uden grundlag i historien. Siden Anden Verdenskrig har der været adskillige konflikter, der involverede lande med atomvåben. Og de har konsekvent nægtet at anvende dem.

“Idéen om, at en krig per automatik vil involvere atomvåben er i virkeligheden en NATO-doktrin fra den kolde krig.”

USA brugte ikke A-våben for at vinde Koreakrigen eller Vietnam, de accepterede hellere et nederlag. Frankrig ville også hellere afgive Algeriet end at bruge kernevåben. Israel var på nederlagets rand i Yom Kippur-krigens indledende faser, men brugte ikke A-våben mod de arabiske hære. I 1999 var Indien og Pakistan i krig med hinanden, to lande med atomvåben, de blev ikke brugt. Derudover har der været en række mindre grænsekrige mellem Kina og hhv. Sovjet og Indien på tidspunkter, hvor begge parter havde A-våben.

I stedet er alle disse konflikter forblevet konventionelle, og er endt med forhandlede løsninger mellem de involverede parter. Idéen om, at en krig per automatik vil involvere atomvåben er i virkeligheden en NATO-doktrin fra den kolde krig. Meningen var at afskrække Warszawapagten fra at udnytte deres massive, konventionelle militære overlegenhed i Europa til et angreb. Det er tvivlsomt om NATO selv oprigtigt troede på det, den faktiske planlægning pegede på, at man ville udkæmpe et konventionelt forsvar af Europa. Men venstrefløjen slugte NATOs propaganda råt, og det er den dag i dag med til at fordumme debatten.

Den eneste situation, hvor parterne vil bruge atomvåben er, hvis de er truet med et voldsomt nederlag. Hvis NATO overvælder den russiske hær, og marcherer mod Moskva, kunne det komme på tale. Eller i en situation, hvor Rusland er på vej til at opnå kontrol over Vesteuropa. Ellers nej. Biden kommer ikke til at risikere udslettelsen af halvdelen af USA’s befolkning for at hævde Estlands suverænitet. Derfor bliver vi nødt til at tage den konventionelle militære virkelighed alvorligt.

Det er ikke ligegyldigt hvor stærkt det danske militær er

Den politiske og militære virkelighed hænger sammen. Krige starter for at opnå politiske mål, og slutter når en fred fastsætter den politiske løsning på konflikten. Den fred vil afspejle virkeligheden på slagmarken, præcist som vi ser det i Ukraine nu. Rusland tilpasser sine krav når de oplever militære tilbageslag, og før eller senere når de to parter til en løsning. Ingen er indstillet på at kæmpe til det sidste, ingen kræver betingelsesløs overgivelse.

“Hvis der er territorier, som NATO mister under en konflikt, og ikke kan generobre, så vil det sandsynligvis gå samme vej. Så kan vi se frem til selvstændige ”Folkerepublikker” i Baltikum – og hvem ved, måske på Bornholm.”

Rusland stiller krav om at anerkende nogle territoriale krav, som man har opnået med militær, navnligt Krim og Donbas-regionen. Territorier, som Ukraine ikke får tilbage, da de er ude af stand til at generobre dem. Hvis der er territorier, som NATO mister under en konflikt, og ikke kan generobre, så vil det sandsynligvis gå samme vej. Så kan vi se frem til selvstændige ”Folkerepublikker” i Baltikum – og hvem ved, måske på Bornholm. Det er ikke et umuligt scenarie, da de baltiske lande har meget små militærstyrker, og de 4000 udstationerede NATO-tropper kommer heller ikke til at nytte meget.

Når først landene er tabt, vil det være et militært meget svært projekt at generobre dem. Det er et meget konkret problem, og Danmark er centralt placeret når det gælder det problem. Vi skal være i stand til at kunne forsvare Bornholm, og vi skal kunne bidrage til at holde søvejen åben for forstærkninger i en eventuel konflikt. Det kan vi ikke i dag. Det er et problem. Det gør Danmark og andre lande sårbare over for at måtte afgive terriorie eller suverænitet i en forhandlet løsning efter et russisk angreb.

70 års nedrustning har ikke skabt fred

Når man læser argumenterne imod at bruge penge på militæret, bliver oprustning nævnt som den velprøvede løsning, som bare ikke fungerer, og nedrustning som det radikale nybrud. Dette er grundlæggende forkert. Danmarks militærudgifter i procent af BNP toppede i 1953 på 3,4%. I 1960 var det 2,7%, i 1970 og 1980 var det 2,4%. I 1990 var tallet nede på 2%, mens det ved årtusindskiftet lå på 1,5%. I både 2010 og 2020 var det samme tal 1,4%.

Krig i Ukraine

Solidaritet giver dig de vigtigste nyheder, analyser og debat om Putins krig i Ukraine.

Læs alle artikler i serien Krig i Ukraine her

+

Der er intet reelt bag myten om, at Danmarks velstand og velfærd bliver slugt af et evigt voksende og krævende militær. Tværtimod har tendensen været i retning af et militær, der fylder mindre og mindre af samfundsøkonomien. Den nedrustning har ikke skabt dén fred, som nedrustningstilhængere forudsiger. Danmark har tværtimod haft sin mest krigeriske periode samtidig med, at vi har brugt færrest penge på forsvaret. Det samme mønster så vi i resten af Vesteuropa. Færre penge til forsvaret kombineret med langt mere krig. Jeg påstår ikke, at nedrustningen skaber krig. Men ideen om, at nedrustning skulle skabe fred virker løsrevet fra den historiske virkelighed.

Betyder det så at oprustning altid er den rigtige løsning? Nej. Oprustning har sine begrænsninger. Det er vigtigt at supplere det militære spor med diplomati. Det er også vigtigt, at de ekstra ressourcer som militæret får tilført, faktisk er målrettet forsvaret af dansk territorium og vores geografisk nære allierede i Baltikum fremfor evnen til at projektere magt globalt. Det er også vigtigt, at vi ser på vilkår for forsvarets medarbejdere, fremfor blot at bruge alle pengene på nyt grej. Et opgør med korruption og elendig ledelse i forsvaret er også på sin plads. Der er masser at tage fat på. Men nedrustning er ikke vejen at gå.