Debat: Nej, dimittender skal stadig ikke tage et job i Netto

Dimittend-dagpengene nedsættes som et led i den seneste reformaftale indgået af SF, Socialdemokratiet, Radikale og Dansk Folkeparti. SF kæmpede en trappemodel i gennem, så det først sker efter tre måneders ledighed. Derfra er satsen på 9.500 kr. Og perioden varer kun et år, i stedet for de to, som alle andre kan være på dagpenge.

Nu er man altså dømt til et liv tæt på fattigdomsgrænsen, selvom man har taget sig en kompetencegivende uddannelse og meldt sig ind i a-kassen, nøjagtigt som man altid har fået at vide man skal. Men vi må forstå, at for netop nyuddannede handler arbejdsløshed ikke om at virksomhederne ikke vil ansætte dem og fx kræver, at man har erfaring som man ikke kan få, før nogen ansætter en. Det handler om dovenskab – og vigtigst af alt om snobberi!

Arbejdsreform 2022

Regeringen har sammen med De Radikale, SF, Kristendemokraterne og dele af Dansk Folkeparti aftalt en ny reformpakke, der skal ‘få flere hænder på arbejdsmarkedet’. Men er der brug for flere hænder i en tid, hvor arbejdsgiverne har svært ved at ansætte kompetente medarbejdere, og hvem bliver ramt af planen? Solidaritet sætter fokus på aftalen i den kommende tid.

Du kan følge artikelserien her

+

For endnu en gang trækkes en gammel traver op af hatten: De unge kan bare tage sig et job i Netto. For mit vedkommende kom det denne gang i en radiodebat med cheføkonomen for CEPOS, Mads Lundby Hansen. Han mente, det var snobbet, at unge nyuddannede ikke tog et job i Netto. Argumentet er dog ikke alene hans, men brugt af alt fra socialdemokrater, der er trætte af akademikere, til borgerlige der mener, at vækst er livets eneste mål. Idéen er, at en nyuddannet akademiker skal tage sig et job i Netto, mens de søger job inden for deres fag.

Det er selvfølgelig langt fra en farbar vej på et arbejdsmarked som det danske. For det første er over halvdelen af de ledige dimittender ikke akademikere. Om de også skal tage sig et job i Netto er der aldrig nogen der gider svare på, men ikke desto mindre er de knap fire et halvt tusinde lærlinge der kommer på dimittenddagpenge, når de forlader skolepraktikken, jo også en del af dem der bliver ramt af en lavere sats.

For det andet er det en total skævvridning af pointen med dagpengesystemet, som netop er at der findes et sikkerhedsnet, der kan give ro mens man leder efter det rigtige job.

For det tredje vil Netto slet ikke have alle disse korttidsansatte akademikere. Og det er her, der virkelig står klart hvorfor det ikke er en farbar vej. For Netto er gang på gang i medierne med beskeden om, at de slet ikke er interesserede i at have alle disse akademikere, der hele tiden leder efter noget andet, til at sidde ved kassen.

De ægte snobber

Når jeg og mine medstuderende nægter at tage et job i Netto efter endt uddannelse beskyldes vi ofte for akademikersnobberi. Men der er få ting mere snobbet end at mene at nogle andres arbejde, er noget man kan beskæftige sig med, mens man venter på ”det rigtige job”. For det er netop dér snobberiet opstår. Når man kigger på nogle andres job og siger ”det kunne jeg sagtens lave mens jeg ventede på noget fedt”, så tager man al faglig stolthed fra salgsassistenten og købmanden. Og det er netop dér man rangerer nogle job over andre. Så er der pludselig to kategorier af job: dem man skal uddanne sig til, og dem man kan tage, mens man venter på noget bedre.

“De, der i virkeligheden er udøvere af snobberiet, sidder i velbetalte stillinger hos CEPOS, politiske partier eller andre organisationer og fortæller unge mennesker hvordan de skal leve deres liv.”

Akademikersnobberi er blevet et evigt argument for at spare på studerende – en gruppe der godt nok i stort omfang ser frem til en privilegeret tilværelse, men som for manges vedkommende langt fra er det endnu. Men ved at kalde os snobber og selvoptagede, afmonterer man argumenter og krav om bedre vilkår. Problemet er bare at det stort set aldrig er de studerende der snobber. De ønsker sig bare bedre vilkår for dem selv – ligesom alle andre grupper i samfundet. Og oftest er aktive studerende i studenterbevægelsen også engagerede i andre politiske kampe.

Dem, der i virkeligheden er udøvere af snobberiet sidder i velbetalte stillinger hos CEPOS, politiske partier eller andre organisationer, og fortæller unge mennesker hvordan de skal leve deres liv. De skjuler sig bag fortællinger om ‘almindelige mennesker’, mens de selv lever i en økonomisk virkelighed ,der er så langt fra salgsassistenten i Nettos, at det mest af alt virker som en hån.