Solidaritet burde genoptrykke Charlie Hebdo's Muhammad-tegninger, mener Emil Samaras Eriksen.
4 min. læsetid

De borgerliges racistiske dagsorden bør ikke holde venstrefløjen fra at trykke det franske satireblads tegninger, mener Emil Samaras Eriksen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Emil Samaras Eriksen

Nye Borgerlige har fået store aviser til at hoppe og springe for at publicere Muhammed-tegningerne. Det lykkedes ikke. Charlie Hebdo gav dem ikke rettighederne til at bruge de satiretegninger, de selv har lavet. Men hvorfor egentlig ikke? Går argumentet ikke på, at tegningerne er ”et symbol på ytringsfriheden”, som skal forsvares?

Naturligvis ikke. For man behøver jo ikke være modstander af ytringsfriheden – for at blive provokeret af Muhammed-tegninger. Og det kan dårligt kaldes et antidemokratisk tankesæt at protestere fredeligt, hvis man finder tegningerne stødende.

Det kendetegner højrefløjens racistiske og splittende projekt, at de behandler tegningerne som højdepunktet af ytringsfrihed, mens enhver kritik af tegningerne kaldes antidemokratisk. Den præmis synes jeg ikke, venstrefløjen skal gå med på.

Men derfra burde det ikke være så svært. Venstrefløjen bør offensivt forsvare Charlie Hebdos samfundskritik. Og Solidaritet bør selv gå forrest ved at spørge Charlie Hebdo, om de må trykke ét af deres magasiner. Mit forslag ville være det fra november 2011. Selv om Muhammed-tegningerne i 2006 begyndte kritikken, er det ni år gamle magasin nemlig vigtigt. For det markerede begyndelsen på satiremagasinets offensive, religiøse kritik i de følgende år – og den brutale terror der slog til igen, som indtil videre har kostet fjorten mennesker livet.

Venstreorienteret kritik

Magasinet fra 2011 er en venstreorienteret kritik af fundamentalistisk islam. Det fokuserer på tvangsbryllupper, stening af homoseksuelle og religiøs indoktrinering af børn, som vi ser ske i mange lande globalt. Alle ting, som vi i Danmark bredt set er enige om, er dårlig praksis.

Selv det meste af højrefløjen har sat sig imod disse principper, og fordømmer nu homofobi og social kontrol. Det er, fordi det er blevet en belejlig måde at ‘bashe’ andre befolkningsgrupper på. Det er opportunistisk og usympatisk, men ikke desto mindre vigtigt. For det betyder, at vi i Danmark måske er mere fælles om venstreorienterede værdier end nogensinde før. Disse værdier bør vi styrke – ikke ved at puste til hadet, men ved at forsvare den franske venstrefløjs tradition for satire.

Jeg forstår godt, hvis mine argumenter mødes med skepsis. Islamofobien blomstrer i Danmark. Statsministeren taler fordommene op, og et bredt politisk flertal accepterer racistisk lovgivning. Så er venstrefløjen ikke en del af problemet, hvis vi melder os på banen med et forsvar for ”ytringsfriheden”?

Svaret er jeg dog ikke i tvivl om. Selvom vi ikke kan lide satiren, så er Charlie Hebdos politiske budskaber nemlig svære at argumentere imod. De er klokkeklart progressive, og kritiserer ikke al religion, som visse marxister af den gamle skole gør. Tværtimod fastholder de, at muslimer, kristne og ateister bør stå sammen – for den virkelige skillelinje ligger mellem antidemokrater og demokrater.

Da Marine Le Pen og andre fra Frankrigs højrefløj pludselig begyndte at udtrykke sympati for Charlie Hebdos kamp, udtalte en overlevende(!) tegner fra magasinet, at ”vi brækker os over dem, som pludselig kalder sig for vores venner”. Det sagde han selvfølgelig, fordi Charlie Hebdo er et venstreorienteret magasin, som derfor ikke skal legitimere højrefløjens splittelse og opportunisme. Det samme skete i denne uge, med afvisningen af Nye Borgerlige.

“Selvom vi ikke kan lide satiren, er Charlie Hebdos politiske budskaber svære at argumentere imod. De er klokkeklart progressive, og kritiserer ikke al religion, som visse marxister af den gamle skole gør.”

Hvis vi ikke passer på, bliver venstrefløjen dem, som først kalder sig venner, når det er for sent. Først da ville man brække sig. Ikke i forudsigelig ærgrelse, som man gør, når højrefløjen pludseligt kæmper imod homofobi og social kontrol – men simpelthen af ren overraskelse. For hvis venstrefløjen ikke kan mønstre et forsvar for et satiremagasins progressive ideer, som er blevet udsat for terror i årtier, hvad kan vi så?

Jeg tror på, at vi kan meget. Vi skal bekæmpe religiøs fundamentalisme, og vi skal bekæmpe racistiske magthaveres fremmedhad. Jeg tror på en venstrefløj, som kan begge dele. Det skal ikke ske ved at fremvise racistiske tegninger, men ved at insistere på vores egne værdier, og forsvare de gode ideer, når de er under angreb.

Er det Solidaritets holdning, at I ikke ønsker at trykke et Charlie Hebdo-værk eller blot bekendtgøre Jeres holdning til spørgsmålet, grundet medarbejderes sikkerhed, er det naturligvis forståeligt.


Emil Samaras Eriksen

Retorikstuderende og medlem af Enhedslisten.

Læs mere af Emil Samaras Eriksen