Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
29. april. 2022

Debat: Transfobi og kønsundertrykkelse er kapitalistisk vold

Den feministiske kamp er længe blevet ført. Nu må den også føres for transpersoners ret til respekt og frigørelse. Historien viser, at solidaritetskampe kan være frigørende, både for de undertrykte seksualiteter og folks egne fordomme, skriver Jette Kromann i denne klumme.

Transpersoner udsættes for et stigende antal hate crimes på verdensplan. Socialistiske kampe kan vise vejen til frigørelse for både transpersoner og transfober, skriver Jette Kromann. Foto: American Civil Liberties Union.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Flertallet af arbejderklassen består af særligt undertrykte: Kvinder, racialiserede og LGBTQ+-personer. De undertrykkende normer indoptages på forskellig måde: Dels iblandt de undertrykte selv, dels i den øvrige del af arbejderklassen bestående af hvide mænd. Der hersker snævre, diskriminerende og alt for skarpt definerede sociale rammer for kønsidentitet i samfundet. Det kan gøre det problematisk for rigtig mange – og helt umuligt for nogle mennesker – at få plads til deres personlighed – hvis den rummer ‘atypiske’ personlighedstræk, som f.eks. en ”feminin” mand.

Når det gælder de snævre rammer, og diskriminationens virkninger på arbejderklassens bevidsthed, er der dels tale om en ideologisk forgiftning af klassens forskellige dele, og dels klassesplittende, borgerlige tiltag. Den splittelse må nødvendigvis reduceres voldsomt som forudsætning for, at arbejderklassen kan gennemføre en socialistisk revolution. Klassen må nødvendigvis i praksis tage kampen op, og forsvare de særligt undertrykte i kampen for at frigøre sig selv fra den borgerlige kapitalistiske splittelsesstrategi – og selvundertrykkelse.

Arbejderbevægelsens program for at frigøre de undertrykte er derfor en strategisk del af kampen for socialismen – og arbejderklassens samfundsmagt.

Andelen af LGBTQ+ personer vokser for hver generation

I følge en ny Gallupmåling identificerer mere end hver femte af alle amerikanere født mellem 1997 – 2003 sig som LGBT-personer. Blandt voksne amerikanere gælder det samlet set 7.1 % af befolkningen, hvilket er en fordobling i forhold til for 10 år siden. Kun 0.8% af amerikanere født før 1946 identificerer sig som LGBT. For ‘boomerne’ født mellem 1946-64 er tallet 2.6 %. For generation X’s (1965-79) vedkommende er det 4.2 %, mens andelen af Generation Y (1980-1996) er 10.5 %. Hele 20.2 % af generation Z (1997-2010) er LGBT.

Drab på transpersoner – et voksende problem på verdensplan

• For mange transpersoner er der ikke alene tale om diskrimination, men direkte forfølgelse og drab.

• I 2021 blev 375 personer dræbt på grund af transfobi. Det er 7% flere end året før, hvor antallet af dræbte transpersoner var 350.

• De dræbte transpersoner er ofte unge. Gennemsnitsalderen for de dræbte var blot 30 år. De reelle drabstal for transpersoner er formentlig langt højere, da mange drab bliver skjult.

Kilde: Transrespect

+

Når man ser på de tal, er det næppe tilfældigt, at man i selskab med ældre mennesker – selv i  samtaler om andre emner – meget hyppigt må høre nedsættende, diskriminerende eller latterliggørende bemærkninger om LGBTQ-personer. 

Afghanske transkvinder svigtet

Også i den internationale storpolitik ser man, hvordan transkvinder bliver diskrimineret og underkendt. Det var aftalen, at USA skulle evakuere transkvinder fra Afghanistan da imperialismen led nederlag, og hovedkulds måtte trække sig ud af landet. Taleban-myndighederne skulle have navne og andre data på hver enkelt, der skulle slippes igennem Talebans afspærringer til lufthavnen under evakueringen, fik altså også en liste med navne og andre data på afghanske transkvinder. Men de mennesker der stod på listen blev trods aftalen alligevel ikke evakueret af USA.

Efterfølgende blev der gjort en desperat indsats fra miljøet omkring LGBTQ+ for at redde hver enkelt transkvinde ud af Afghanistan. Drabstallet på dem, som ikke lykkedes med at flygte, men blev efterladt i hænderne på Taleban er ukendt – i hvert fald for den internationale offentlighed. Den Internationale Gay Pride Day foregik i København kort tid efter transkvinderne i Kabuls lufthavn blev svigtet. Priden kunne sandsynligvis have løftet en international redningskampagne for Afghanske transpersoner, hvis en international antikrigs-bevidsthed havde været dominerende i Pride-ledelsen og i miljøet.

Det havde også været en mulighed for at teste alle de firmaer, der gennem pinkwashing profilerer sig med regnbueflag for egen vindings skyld. Enkelte af dem ville måske have følt sig presset til at bruge deres internationale forbindelser og magt til at redde de afghanske transkvinder. Sagen viser, at det også i LGBTQ+ miljøet er nødvendigt med en stærk internationalistisk, socialistisk politisk indflydelse som forudsætning for at styrke organisering og kamp. Heldigvis er der masser eksempler på, at et antikapitalistisk, socialistisk perspektiv kan være til stede i udviklingen af kampen for LGBTQ+ ligeret og frigørelse.

Klassekamp rykker holdninger

I Argentina var der ved årtusindeskiftet en kæmpe økonomisk krise med massearbejdsløshed. Revolutionære marxister organiserede de såkaldte picketeros – organisering af arbejdsløse, der blandt andet støttede strejkende arbejdere med blokader og sikrede arbejdsløse aftaler om gratis adgang til den kollektive trafik mm. ved at færdes sammen i større grupper. Takket være de revolutionæres indflydelse på organiseringen, spillede transkvinder en stor rolle som ledere af den bevægelse, og skabte dermed en ny positiv opfattelse af transkvinder i store dele af landets arbejderklasse.

Et andet eksempel udspillede sig under de britiske kulminearbejderes et år lange strejke i 1984-85. Der skete noget bemærkelsesværdigt i Leicester: Bøssernes lokale solidaritetsarbejde med minearbejderne blev nemlig ledet af revolutionære socialister. Lesbians and Gays Support the Miners (LGSM) indsamlede et rekordstort beløb til kampens fortsættelse.

Minearbejderne, som generelt er præget af en machokultur, blev her konfronteret med den kendsgerning, at en mindre gruppe homoseksuelle – som de havde solide fordomme imod – var de mest solidariske, dedikerede støtter af deres kamp. Med deres regnbueflag blev bøsserne indbudt til at gå forrest i den efterfølgende minearbejder-march gennem byen.

Bøsser blandt minearbejderne, som hele livet havde været ”i skabet”, blev for første gang i deres liv åbne om deres seksualitet, og blev nu accepteret af deres arbejdskammerater. Et flertal af minearbejderne blev på den måde befriet for deres egne stereotype kønsrolleopfattelser. Takket være en revolutionær socialistisk ledelse gav bøsserne minearbejderne mere end de indsamlede penge, og opnåede selv en frigørende accept fra minearbejderne, som på det tidspunkt var en toneangivende gruppe i lokalsamfundet.

Antikapitalistiske socialister kan med fordel tage ved lære af de eksempler. Gennem politisk indflydelse i undertryktes miljøer og organisationer, kan de erfaringer gentages. Igennem en sådan fælles kamp, kan bevidstheden tage progressive, frigørende gigantspring.

Biologisk og socialt køn 

Der er to måder en person kan/vil identificere sit køn på. Det kan være ved det biologiske køn eller ved det sociale køn. På engelsk har man to forskellige udtryk – ét for hver af dem: Sex for det biologiske køn og gender for det sociale køn. Det biologiske køn kan synes som en klar og objektiv bestemmelse af kønnet. Men der er faktisk en ret stor variation i det biologiske køn. Variationerne kommer fra kønskromosomerne x og y, hormonerne og de indre og ydre kropslige kønstræk. Alle tre biologiske kønstræk kan kombinere sig på kryds og tværs. Det giver et meget stort antal mulige variationer. 

Foruden mennesker med disse forskellige komplekse (objektive), biologiske kønstræk, findes der også sociale køn. Det er dét køn, den enkelte – i princippet uafhængigt af det biologiske køn – identificerer sig med. Vi skelner altså mellem biologiske køn og sociale køn. Begge bør have de samme rettigheder.

Transmodstandere diskriminerer hundredtusinder på baggrund af perifere problemer

Modstandere af at anerkende transkvinder som kvinder opremser tit en række argumenter, som fremhæver marginale ”problemer”, som for eksempel at transkvinder udgør ulige konkurrence, når de opstiller som kvinder i sport. Et aldeles perifært problemet, der begrænser sig til den øverste del af elitesporten. Der er tale om 7-8 tilfælde på verdensplan, hvoraf ingen af disse transkvinder har vundet de pågældende elite-konkurrencer.

“Mon ikke man i de meget få tilfælde kan finde løsninger, der giver en fair konkurrence – uden internationalt at diskriminere flere hundredetusinder transkvinder, og påføre dem livslange lidelser ved at nægte dem kvindestatus?”

Mon ikke man i de meget få tilfælde kan finde løsninger, der giver en fair konkurrence – uden internationalt at diskriminere flere hundredetusinder transkvinder, og påføre dem livslange lidelser ved at nægte dem kvindestatus? Hvis der ikke mange steder i breddeidrætten – og i skolernes bade- og svømmeunderisning – var en så skarp adskillelse af piger og drenge, ville meget være opnået.

Der er uhyre få tilfælde af reelle problemer, og ingen uløselige konflikter, som på nogen måde kan måle sig med den enorme sum af lidelser, som transpersoner påføres gennem livslang undertrykkelse.  

Frigørelseskampen skal også omfatte transpersoner

Depression og selvmord er frygteligt hyppige blandt transpersoner. Det kapitalistiske samfunds kønsrollenormer giver os indsnævrede forestillinger om køn og seksualitet. Det er fuldstændig uacceptabelt, og skal bekæmpes. Uanset om en person identificerer sig ved sit biologiske køn eller sit sociale køn, har personen samme rettigheder og krav på at blive opfattet, tiltalt og behandlet som ønsket.

Den feministiske kamp er længe blevet ført. Nu må den også føres for transpersoners ret til respekt og frigørelse.

Om skribenten

Jette Kromann

Jette Kromann

 Revolutionær marxist og bevægelsesaktiv bl.a. på antiracisme, det kurdiske folks befrielseskamp og kampen i fagbevægelsen. Læs mere