Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
11. oktober. 2022

Debat: Velfærdssamfundet overlever ikke uløst arbejdskraftmangel i velfærdsfagene

Starten på valgkampen tyder på, at politikerne på Christiansborg omsider har erkendt, at de står med ryggen mod muren – eller rettere at de har anbragt velfærden og den offentlige sektor op ad muren. Udefra kommende kriser og selvskabte problemer risikerer at sætte den grundlæggende tryghed for almindelige danskere under et større pres, end klimakrisen, krigen i Europa og energimanglen i sig selv skaber.

Foto: Marie Thomsen

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

De røde lamper har ellers blinket længe. Alt for længe. Men advarslerne om mangel på kvalificeret arbejdskraft til velfærden og den offentlige sektor og mangel på finansiering af fællesskabsinstitutionerne er år efter år blevet ignoreret af beslutningstagere, der havde mere fokus på at skabe grundlæggende ændringer af det danske samfund, end på at sikre børnene, eleverne, de syge, de ældre, de handicappede og de udsatte velfærds- og serviceydelser af en kvalitet og i et omfang, der matcher den stigende velstand i samfundet.

Velstanden skulle i stedet køre fremad på første klasse, mens velfærden og trygheden for de mange måtte rykke ned på anden klasse. Det, der for nogle år siden var advarselstegn ude i horisonten, er nu dagens virkelighed.

Den forudsigelige arbejdskraftmangel og underfinansieringen af den offentlige sektor er reel, og problemerne er ikke mindst akutte i ældreplejen. Men det nytter ikke at kaste sig ud i desperate løsningsforslag, der på blot lidt længere sigt er ubrugelige – hvis ældre i Danmark fortsat skal opleve, at fællesskabet har viljen til at tage ansvar for at sætte ind med tilstrækkelig og kvalificeret pleje, omsorg og hjælp til dem, der med alderen får brug for praktisk hjælp og personlig hjælp.

“Det, der for nogle år siden var advarselstegn ude i horisonten, er nu dagens virkelighed.”

Det er ikke fordi, det kræver hverken glaskugler eller raketvidenskab at skabe troværdige bud på, hvor mange yderligere ansatte og penge, ældreplejen får behov for i fremtiden.

De ældre er født for længst, stigningstakten i den gennemsnitlige levetid er identificeret med ret stor sikkerhed, de ansattes CPR-numre er kendte, og den gennemsnitlige afgangsalder kan måles helt konkret.

Den eneste ubekendte var spørgsmålet om, hvor vidt den stigende levealder alene ville bestå af år uden sygdom og funktionsnedsættelser, eller der både ville blive tale om flere leveår uden behov for hjælp og flere leveår med sygdom og funktionsnedsættelser.

Men selv med en optimistisk forventning om, at antallet af “raske” år ville stige mest, så har de seneste årtiers fremskrivningerne givet nogle uhyggelige tal for, hvor meget gabet mellem antallet af ældre og antallet af ansatte vil vokse hvert eneste år, lige så langt øjet rækker. Og dermed, hvor meget det udækkede velfærdsbehov i ældreplejen vil stige.

Man kan også droppe de indviklede tekniske beregninger og i stedet konstatere, at problemet i en nøddeskal er, at det er de helt store fødselsårgange fra 1940’erne, som fylder 80 år nu og de næste 25 år, der skal modtage praktisk hjælp og personlig pleje af de små fødselsårgange.

Politikere og arbejdsgivere kom for sent ud af starthullerne

Det har ikke undervejs skortet på advarsler til beslutningstagerne. Allerede for snart 25 år siden midt i det interne, drabelige socialdemokratiske opgør om fremtidens velfærd i 1998, diskuterede de nordiske socialdemokratier og fagbevægelser i deres samarbejdsorganisation SAMAK, hvad der ikke længere skulle være en generel velfærdsrettighed for alle. Der blev samtidig snakket ivrigt om en undersøgelse fra den norske professor Kaare Hagen, som viste, at der i løbet af få år blev brug for, at hver tredje unge kvinde arbejdede i ældreplejen, hvis man skulle opfylde behovet.

Professorens fantasi rakte dengang kun til, at ældrepleje ville forblive et kvindejob, der ikke forudsatte høje kompetencer, hvor højere løn ikke ville være en løsning: “Ældrepleje er ofte meget simple opgaver som at hjælpe de ældre med at gå på toilettet, købe ind for dem eller vaske deres tøj. I dag er det et udpræget kvindejob, men jeg tror ikke, vi får hver tredje unge pige til frivilligt at vælge et job i ældreplejen.”

FOA har undervejs peget på, at det kunne blive nødvendigt at gøre udenlandsk arbejdskraft, der har eller får kompetencer og uddannelse, og som kan kommunikere på dansk, til en del af løsningen på de næsten uoverstigelige rekrutteringsproblemer i ældreplejen.

Alligevel har både Christiansborg og de kommunale arbejdsgivere taget de blinkende advarselslamper påfaldende roligt. Kommunerne ville sågar på et tidspunkt slet ikke øge uddannelseskapaciteten på social- og sundhedsuddannelser, og FOA måtte sige nej til en trepartsaftale om efter- og videreuddannelse, før nogen vred armen om på Kommunernes Landsforening.

Først i de allerseneste år har kommunerne for alvor meldt sig ind i kampen, og de erkender i dag, at den er riv, rav, ruskende gal. Kommunernes Landsforening regner i dag selv med, at ældreplejen om blot 8 år vil mangle op til 16.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere stigende til mere end 35.000 i 2045 med det nuværende serviceniveau og standarder.

Mange af FOA’s medlemmer klarer i dag opgaver med patientkontakt og blodprøver. Men der mangler rigtig mange hænder i bl.a. ældreplejen, hvor der om blot 8 år skal bruges op til 16.000 yderligere SOSU’er. Foto: Heidi Lundsgaard / FOA

Hånd i hånd med underfinansiering

Samtidig er udsigterne til arbejdskraftmangel gået hånd i hånd med et gennem disse årtier på Christiansborg udbredt, men ikke af alle så højlydt udtrykt ønske om at ændre balancen mellem fællesskabets engagement og det private initiativ.

Melodien blev i stigende grad for næsten alle partier uanset farve til “Mere privat – mindre offentligt”.

Den konservative statsminister Poul Schlüter lagde sporene ud, da han ved indgangen til 1988 varslede spareknivens genkomst. Der skulle i de efterfølgende år skæres endnu dybere i den offentlige sektor: “Vi må acceptere nogle barske sandheder. De gælder efter min mening ganske uanset, om man stemmer konservativt, Venstre, socialdemokratisk, radikalt eller hvad.

De senere års omdiskuterede besparelser har ikke været for store – de har snarere været for små. De offentlige udgifter er stadig for høje i forhold til, hvad samfundsøkonomien kan bære. Der må rationaliseres og moderniseres …. Samlet kan de offentlige udgifter ikke stige med så meget som en krone de første mange år. Bliver nye udgifter nødvendige et sted – og sådan går det nok –  må der spares et andet sted. Gavelisterne kan politikerne fra alle partierne roligt stikke i lommen og beholde der i lang tid.

Poul Schlüter gik året efter skridtet videre i sin nytårstale og lagde op til et mere direkte opgør med den danske velfærdsmodel: “Det er ikke fordi de medarbejdere, der arbejder i den offentlige sektor, gør en dårlig indsats. De er i reglen engagerede og dygtige. Det er regeringerne og Folketinget, som gennem årtier har været for svage og eftergivende, og som kritikløst har ladet den offentlige sektor vokse sig alt for stor.

Schlüters ord blev på mange måder en næsten profetisk forudsigelse af de næste mange års skiftende politiske dagsordener for, hvor stort ansvar vi som fællesskab vil tage for hinanden: “Men vi må også gøre os selv og hinanden klart, at vi ikke kan blive ved med at kræve flere og dyrere offentlige ydelser. Igen må vi vælge. Hvor meget vil vi have, at staten og kommunen skal gøre for os? Og hvor meget vil vi hellere have lov til at beholde og ordne selv?

Budskabet om, at flere penge til velfærden ikke løser noget, blev i de efterfølgende årtier båret frem med stor styrke af skiftende regeringer.

Den offentlige sektor skulle i stedet arbejde smartere, ledes bedre, tænke ud af boksen, konkurrere med private eller køre længere på literen, og imens kunne de ansatte se opgaverne tårne sig op og misforholdet mellem antallet af kolleger og opgaver vokse. Fra Poul Nyrup Rasmussens udbredelse af den ødelæggende styringsmodel New Public Management, over det økonomiske kvælertag i Anders Fogh Rasmussens skattestop, Helle Thorning-Schmidts grundstødte arbejdsvej til Lars Løkke Rasmussens stillingsnedlæggende omprioriteringsbidrag.

På vej mod isbjerget

Hermed har velfærden og den offentlige sektor bevæget sig direkte mod isbjerget, mens alt for mange politikere både på Christiansborg og i kommunerne sov i timen, eller ikke havde kræfter til at rumme mere end problemerne med at få næste års budget til at hænge sammen.

Den store opbakning til den skattefinansierede velfærd og offentlige service holder ikke til pludselige og desperate løsninger fra politikere, der vågner af Tornerose-søvnen. Ideer om at sænke kvaliteten med ikke-uddannet udenlandsk arbejdskraft, eller fjerne velfærds- og serviceydelser, indtil regningen passer, vil kun kortvarigt varme de bukser, de bliver tisset i.

Det handler om velfærdens overlevelse

Med Mette Frederiksens valg til formand i Socialdemokratiet viste der sig set udefra for første gange i mange år politisk vilje til at lægge kursen om og manøvrere udenom isbjerget, både når det gælder New Public Management, centralisering af velfærden og den offentlige service og de mange års økonomiske nedprioritering af de offentlige budgetter.

“Velfærdssamfundet vil ikke overleve en uløst arbejdskraftmangel i velfærdsfagene. Den simple kendsgerning burde være et af valgkampens hovedtemaer.”

Omkostningerne ved Corona-pandemien, Ruslands overfald på Ukraine og energikrisen har ikke gjort udsigterne for en påbegyndende økonomisk genopretning bedre, og valgkampen signalerer foreløbig for alt for mange partiers vedkommende en fortsættelse af de forudgående årtiers skrumpekur for den offentlige sektor og velfærden.

Men tilsammen udgør arbejdskraftmanglen i velfærdsfagene, og underfinansieringen af den offentlige velfærd, sammen med den voldsomme modvilje mod skattebetaling, som Jordskredsvalget i 1973, hvor Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet for fuld kraft drønede ind i Folketinget, udløste, de alvorligste trusler mod velfærden i velfærdssamfundet historie.

Velfærdssamfundet overlevede følgerne af Jordskredsvalget. Fremskridtspartiet tabte pusten, men satte sig varige spor på holdningerne til skattefinansieret ansvarlighed for dem, der får brug for fællesskabets hånd.

Velfærdssamfundet vil derimod ikke overleve en uløst arbejdskraftmangel i velfærdsfagene. Den simple kendsgerning burde være et af valgkampens hovedtemaer.


Om skribenten

Dennis Kristensen

Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og "politisk ømme tæer". Læs mere