Demokrati, planlægning og Big Data.

Demokrati, planlægning og Big Data - En socialisme for det 21. århundrede?

Af Kees van der Pijl

Oversat af Peer Møller Christensen og bringes med tilladelse fra Monthly Review. Den originale artikel med titlen: ​​ ” Democracy, Planning, and Big Data. A Socialism for the Twenty-First Century? ” blev bragt i Monthly Review 2020, Volume 71, Issue 11 (1. april 2020) https://monthlyreview.org/2020/04/01/democracy-planning-and-big-data/

Efter finanssektorens sammenbrud i 2008 er de herskende klassers evne til at opretholde et socialt kompromis på hjemmefronten stort set udtømt. Som Wolfgang Streeck har hævdet, kunne regeringerne, da efterkrigstidens krise i slutningen af 1960erne brød ud, stadig anvende inflation og gældsætning som midler til at udskyde opløsningen af den indenlandske sociale kontrakt.1 Efter 2008 er disse flugtveje blevet lukket. Den spekulative økonomis afkom, der efter sammenbruddet paradoksalt nok konsoliderede deres styrende rolle, har ikke længere noget at tilbyde befolkningens flertal. Overalt bevæger regeringer sig i retning mod autoritære styreformer og en frygtbaseret politik, uanset om de reagerer på faktiske oprør (som i tilfældet med den franske bevægelse ”De gule Veste”) eller ej. Dette er blevet den politiske formel eller kontrolbegreb hos det, som mest passende kan kaldes en rovgrisk, neoliberal kapitalisme.2

Sovjetblokken udviste også de første krisetegn i slutningen af 1960rne. Ved at søge tilflugt i en undertrykkelse af forsøgene i Tjekkoslovakiet på at tilpasse statssocialismen til et mere avanceret niveau af produktivkræfterne, afslørede man, at systemet havde opbrugt sit potentiale for modernisering uden at glide tilbage til markedet og kapitalismen (som havde været en, men ikke den eneste, mulighed i Tjekkoslovakiet). Alligevel kollapsede Sovjetunionen og østblokken ikke før slutningen af 1980'erne, så ideen om socialismen, dens problemer og muligheder fortsatte i de næste tyve år med at være forbundet med sovjetisk statssocialisme. For mindst en generation gik forestillingen om, at vi lever i den æra, der karakteriseres af at være en overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme, under, da flaget med hammer og segl blev sænket over Kreml i 1991.

Imidlertid er udviklingen af produktivkræfterne og begrænsningerne i den mulige samfundsmæssige kontrol med naturkræfterne faktisk trådt ind i en ny, revolutionær fase fra omkring tidspunktet for den oprindelige krise i de sene 1960ere. Denne fase kan man kalde informationsrevolutionen - en æra med fokus på anvendelse af informationsteorier som for eksempel kybernetik kombineret med fremskridt inden for computerteknologi og digitale kommunikationsnetværk, kulminerende med internettet.3 Under kapitalistiske forhold har dette allerede skabt en videns økonomi eller noönomy, men de samfundsmæssige, selvregulerende muligheder dette åbner, er selvsagt uforenelige med den private tilegnelse, som er ​​ karakteristisk for kapitalismen.4

Privat eller samfundsmæssig

I Grundrisse, som er de rå notater til Kapitalen, beskrev Karl Marx, hvordan maskinerne - fast kapital - i sidste ende ville udvikle sig til et automatisk system. "Arbejdsredskaberne gennemløber forskellige metamorfoser, hvis kulmination er maskinen eller rettere et automatisk system af maskiner ... der er sat i bevægelse af en automat, en bevægende kraft, der selv bevæger sig. Denne automat består af talrige mekaniske og intellektuelle organer, så arbejderne selv tildeles rollen som kun at være koblinger med bevidsthed for den.”5 Automatiseret maskineri repræsenterer samfundsmæssig viden, der er omdannet til aktiver, som kontrolleres af kapitalen: “Ophobningen af viden og færdigheder, af de generelle produktivkræfter i den samfundsmæssige hjerne, opsuges på denne måde i kapitalen i modsætning til i arbejdskraften .... For så vidt, som maskiner udvikler sig sammen med ophobningen af videnskab i samfundet, af produktivkraften i almindelighed, viser det alment samfundsmæssige arbejde sig ikke i arbejdskraften, men i kapitalen." 6

Dette opsummerer den modsætning, vi i dag oplever: den samfundsmæssige hjerne (i det store og hele internettet) er kollektiv, sammensat, samfundsmæssig, men styres af kapitalen - det vil sige en håndfuld store virksomheder som Google, Facebook, Apple, Microsoft og Amazon. Disse virksomheder tjener desuden som øjne og ører for USAs og dets allieredes efterretningsvæsener i de engelsktalende lande - De fem Øjne, og er selv sammenkoblet med finansielle institutioner som BlackRock og de interesser, de varetager. 7

Informationsrevolutionen tog fart efter, at Richard Nixons regering afkoblede dollaren fra dens guldfod og dermed frigjorde sig fra behovet for at opretholde budgetbalancen, så længe verdens besiddende klasser var villige til at sætte sin lid til amerikansk økonomisk og militær styrke, og den amerikanske valuta forblev det foretrukne betalingsmiddel i den globale økonomi. 8 Dette hjalp den informationsteknologiske sektor (IT) til at etablere sig i 1980erne og 90erne som et amerikansk fænomen: Silicon Valley.9 Dataindsamlingen til de efterretningsorganer, der stod som opdragsgivere til den forskning, som de store IT-monopoler senere opstod af, skabte problemer med lagringen [af data], ikke ulig problemerne i den hastigt voksende finansielle sektor. Selv de største mainframe-computere kunne ikke håndtere den mængde data, som blev genereret af innovationer som derivater, securitisering, og super-gearing. I 1986 leverede et firma, der udviklede databasesystemer, som arbejder parallelt baseret på en klyngearkitektur, Teradata, det første system af denne slags til discountkæden Kmart, som havde udviklet sig til en skyggebank.10

I dag finder selv Google, Facebook, Amazon og resten af de store monopoler, sammen med den overvågningsstat, som de er tæt forbundet med, at det er svært at kontrollere den eksponentielt voksende datamængde. Oplagret på flere tusinde kommercielle servere, analyseres Big Data med dedikerede systemer som Google File System, et skalerbart, distribueret filsystem, der understøtter store, datakrævende applikationer. 11 Men trods alt har ​​ ejerne af IT-systemerne ikke internettet for sig selv. I dag er de fleste forbundet [til nettet] på den ene en eller den anden måde, og selv regioner, hvor elektricitetsforsyningen er sparsom, følger hurtigt trop. 12 Dette fremhæver informationsrevolutionens demokratiske potentiale, for mens internet og relateret teknologi “skaber nye muligheder ... kan disse nye muligheder være vigtigere for dem, der ikke havde dem før end for dem, der allerede var i besiddelse af dem.” 13

Information - viden - er umiddelbart samfundsmæssig (man kan i princippet sætte sig i besiddelse af information, uden at den tages fra en anden), og kun det kapitalistiske regime forhindrer ved at knytte intellektuelle ejendomsrettigheder til for eksempel ny medicin, en sådan information fra at kunne bruges universelt. 14 Teknisk set burde de nye produktivkræfter gøre det muligt for verden at bevæge sig mod et mere humant samfund, men alle mulige strategier udvikles for at tvinge den tilbage i den kapitalistiske spændetrøje. World Economic Forums årlige samling i Davos i 2009 præsenterede en New Deal on Data, der skulle gøre dem, der leverer data, til aktive ejendomsbesiddere. Imidlertid skjuler den lokkende frigørelse, som er karakteristisk for så mange aspekter af det digitale univers, dens karakter af udbytning. Allestedsnærværende elektroniske netværk opløser de tilbageværende barrierer mellem privatliv og arbejdsliv. Ved siden af fleksible ansættelser og freelancejob, underlægger deleøkonomien, hvor alle aspekter af personligheden og [det personligt ejede] (cykler, biler, hjem osv.) med magt omdannes til at være pengegenererende, konstant al menneskelig eksistens kapitalens disciplinering. 15

Og dog - forestillingen om, at kun markedet kan regulere en moderne økonomi, når man tager dens overvældende kompleksitet i betragtning, og at man dermed udelukker planlægning (Friedrich Hayeks tese, den ​​ neoliberale kapitalismes fremmeste ideolog), begynder at virke tyndslidt i Big Data-alderen. 16 Valget mellem planlægning og frihed har altid været en ideologisk konstruktion, sat i verden af Hayek og andre intellektuelle med de samme ideer fra det samfundslag, der ejer finansielle aktiver. Monocentristisk effektivitet og humanistisk polycentrisme kan begge på en række måder imødekommes af demokrati, som den polske marxist, Włodzimierz Brus allerede slog fast tidligt i 1970erne. ​​ 17

En måde at organisere en sådan gensidig tilpasningsproces på er central planlægning baseret på et fleksibelt, kybernetisk system forbundet med digitaliserede individuelle præferencer lagt ind i en større ramme på samme måde, som supermarkeder imødekommer kundernes efterspørgsel. Eller med Silicon Valley-guruen, Tim O'Reillys ord: ”Vi befinder os på et unikt tidspunkt, hvor nye teknologier gør det muligt at reducere reguleringen og samtidig øge overblikket over og produktionen af ønskværdige resultater.” 18

Hvordan kan vi så sikre, at en sådan regulering i den nuværende autoritære situation bliver demokratisk?

Informationsrevolutionen i historisk perspektiv

Informationsrevolutionen, opfattet som den proces, der i sidste ende fører til den tidstro, universelle sammenkobling af hele jordens befolkning, kan forstås som den tredje store rum-tid-kompression i menneskets historie, der kan sammenlignes med den industrielle revolution og længere tilbage med den yngre stenalder, der gav os tæmningen af planter og dyr. Et fælles element i de tre kvalitative spring i, hvordan det menneskelige samfund har udnyttet solens energi, var, at fordelene i begyndelsen først styrkede de eksisterende herskende klasser. Alligevel skabte både fordelene ved varebyttet og evnerne til at føre krig på det udenrigspolitiske område og mulighederne for udbytning i produktionen og reproduktionen uundgåeligt også åndelige såvel som materielle muligheder for de underordnede lag. Hvis vi begrænser os til den industrielle revolution og informationsrevolutionen, kan vi identificere de vigtigste forskelle mellem de to slags socialisme, jeg skelner mellem: det, jeg kalder industriarbejdersocialismen og den digitaliserede økosocialisme, baseret på Big Data.

Den industrielle revolution havde sit epicenter i Storbritannien og mobiliserede de menneskelige og materielle ressourcer i landets imperium. Med udspring i denne mutation blev kapitalismen på den vestlige side af Atlanten befæstet som den nye produktionsmåde og ligestilling mellem suveræne stater som den dominerende skik i internationale relationer. Det tillod konkurrerende stater, der modsatte sig det anglofone overherredømme, begyndende med det enevældige Frankrig, derefter Preussen-Tyskland, Japan og så videre, at indhente det industrielle forspring og blotte de resterende landbaserede imperier (Kina, Persien, Det osmanniske Rige) for Vestens overherredømme. 19

I løbet af århundredet efter den industrielle revolution, dukkede arbejdersocialismen op som den indre kraft, der gjorde modstand mod denne [udvikling]. Arbejderbevægelsen, som var inspireret af Marx, Friedrich Engels og Første Internationale, blev til sidst ødelagt under Første Verdenskrig, men den sovjetiske statssocialisme, som blev tvunget ind i rollen som ekstern konkurrent til det liberale, kapitalistisk kerneland, kopierede - først med succes - som andre konkurrenter havde gjort det før, den industrielle revolution.

I dag befinder vi os midt i den næste verdenshistoriske transformation, informationsrevolutionen. Udadtil sætter den et Vesten i tilbagegang under USAs ledelse op mod en løs, stort set ufrivillig blok af konkurrenter. I lande som Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika blev kapitalistisk genetablering eller nyliberal omstrukturering efterfulgt af opdagelsen af, at de ikke længere forventedes at forsvare deres suverænitet og i stedet måtte underkaste sig vestlig globale styring. På de internationale relationers område styrker de nye muligheder først og fremmest Vesten, som indtager de afgørende kommandoposter i den geopolitiske økonomi, både militært, hvad angår efterretningsvirksomhed, finansielt og kulturelt, og som opretholder evnen til at slå først, når som helst dette hegemoni trues. Systemer, som ikke er tilgængelige for De fem Øjnes spionage, som dem, der drives af den kinesiske IT-gigant Huawei, angribes med alle tilgængelige midler fra boykot til gidseltagning, for at bevare dominansen intakt. 20

Indadtil bliver informationsrevolutionens resultater brugt til klasseundertrykkelse og øget udbytning. Ansigtsgenkendelse kombineret med observation af mennesker døgnet rundt skaber risiko for ​​ totalitær kontrol; i alle samfundslag ​​ ”skaber upersonlige kontrolsystemer uden samtykke en præcis viden om menneskelig adfærd." 21 En schweizisk specialist inden for neuroteknik, Marcello Lenca, der har undersøgt de store IT-selskabers nye skelsættende metoder til hjerne- og identitetsmanipulation, advarer om, at det tidspunkt, hvor de rent faktisk kan styre folks præferencer, ikke længere er noget, der ligger langt ude i fremtiden. Han argumenterer for en ”ret til psykologisk kontinuitet” for at forhindre personlighedsændrende indgreb, der allerede eksperimenteres med inden for militæret. 22

Disse nye IT-applikationer er ikke begrænset til Vesten bortset fra, at de her optræder i sammenhæng med en åndelig krise, der er en følge af en erodering af livsmulighederne for de fleste mennesker. Nedskæringer, der skal bekæmpe en gældsættelse, som ikke kan indfries, og økonomisk uansvarlighed og ulmende krige og massemigration, nærer ny overtro og en voksende overfladiskhed og vulgaritet i populærkulturen. Internettet, Marx's sociale hjerne, er som enhver biologisk hjerne også lager for meget, som vi normalt ikke ville synes burde komme åbent til udtryk. Og dog har brugere som DonaldDuck2 og hans virtuelle venner under dække af anonymitet ingen betænkeligheder ved at skabe en nedadgående spiral, hvor en ny generation af populistiske politikere søger at tilfredsstille deres instinkter, sænke barren yderligere osv. Kan det virkelig være det samfundsmæssige materiale med hvilket, en ny, demokratisk og miljøvenlig socialisme kan rejses?

De tidligere socialistiske stater som Kina og Rusland, der, selvom de er konverteret til kapitalismen, er tvunget tilbage til rollen som udfordrere, har hidtil ikke været i stand til at udvikle alternative, sammenhængende verdenssyn og levevis, som er tilstrækkeligt attraktive til at påkalde sig en hegemonisk status. Skønt de opretholder en vis grad af statslig styring og beskyttelse, er de stadig udsat for både den nyliberale doktrin og vestlig populærkultur, der underminerer forsvaret af deres suverænitet.

Informationsrevolutionen har derfor skabt en situation, hvor de nye muligheder - endnu en gang - i princippet styrker de herskende klasser i Vesten først – men deres muligheder for reelt at gennemtvinge det neoliberale regime er truet, både hvad angår de internationale relationer og produktionsforholdene. For at styre menneskeheden fri af en omfattende, total krig og en irreversibel ødelæggelse af biosfæren er det derfor presserende, at IT-infrastrukturen gøres transparent og placeres under en eller anden form for demokratisk kontrol. Indtil videre er alle forsøg på - selv efter Edward Snowdens afsløringer af De fem Øjnes globale overvågning - at overføre kontrollen med internettet til multilaterale organer blevet saboteret af USA, EU og den private institution, som tildeler domænenavne, ICANN, som ligger i Californien. 23 Det faktum, at den kapitalistiske noönomy er blevet helt afhængig af IT – enten via tingenes internet [IoT], intelligente maskiner, der er knyttet til den samfundsmæssige hjerne eller på anden måde - udelukker, at nettet vil blive lukket ned af andre politiske grunde end rent midlertidige og lokale. Så på en måde er tilgængeligheden af internettet garanteret af, at det i mellemtiden også er blevet uundværligt for at økonomien kan fungere.

Hvordan kan vi forvente, at progressive kræfter vil være i stand til at rive sig løs fra denne gensidige omfavnelse og skabe demokratisk transparens? Det afhænger, som jeg ser det, af de økonomiske udsigter for den spekulative kapital, den samfundsmæssige kraft, der styrer Vesten. Et nyt sammenbrud som det i 2008 ville under forudsætning af, at man undgår krig, fremskynde overgangen til en ny, kollektiv produktionsmåde, der har modnet sig inden for den gamle, som selv er blevet lagt i ruiner af en rovgrisk finanssektor. 24 Det er en afgørende, men ikke helt ny faktor, at IT-infrastrukturen for en socialisme for det 21. århundrede stort set er på plads. Også i den russiske revolution var der strukturer, der kunne overtages intakt, men de rakte ikke ud over statslig kontrol (af krigsøkonomien). 25 Denne tilstand degenererede til parti-politi-staten under Joseph Stalin, men var til sidst i stand til at genoplive sine socialistiske rødder og gav os i arv blandt meget andet de eksperimenter med digital planlægning, der fortsat er relevante i dag.

Sovjetisk planlægning: Kommandoøkonomi og digitale nyskabelser

Sovjetisk (stats-)socialisme udkrystalliserede sig i kølvandet på de mislykkede verdensrevolutioner i perioden 1917–24. Set i bakspejlet markerer dette det øjeblik, hvor den interne udfordring som stammede fra den industrielle revolution – arbejdersocialismen - blev sekundær i forhold til den eksterne, en konkurrerende stat, der satte sig op imod den vestlige imperialisme. Den kommandoøkonomi, der blev indført under femårsplanerne sidst i 1920rne baserede sig på (i starten ekstrem) tvang for at kompensere for Ruslands økonomisk underudvikling og gjorde det i sidste ende muligt for Sovjetunionen at besejre den nazistiske invasion. I 1960rne, da væksten begyndte at bremse op efter den indledende, halsbrækkende industrialisering, blev en digital transformation opfattet som en udvej. Nogle af Sovjetunionens resultater på dette område var langt forud for deres tid og indvarslede vores nutidige epoke, selvom deres revolutionære potentiale i sidste ende blev blokeret.

Computerdesign startede på Videnskabernes Akademi i Kiev i 1940erne. Militære anvendelsesmuligheder havde første prioritet, og den sovjetiske ledelse ønskede et svar på det computerbaserede luftforsvarssystem, der var under udvikling i USA, i form af et eget tilsvarende system. Den første bog på russisk om computere, Elektroniske Digitale Maskiner, blev skrevet af Anatoliy I. Kitov, en ingeniør med rang af oberst i Sovjetunionens væbnede styrker. 26

Ideologiske barrierer for teorier som kybernetikken, der er nødvendige for en effektiv anvendelse af elektroniske enheder, blev først fjernet efter Stalins død. I sin tale på Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres i 1956 fordømte partiets leder, Nikita Khrushchev, stalinismen og argumenterede for automatisering af fabrikkerne. Kitov foreslog derefter at gøre det planlagte netværk for luftforsvaret tilgængeligt for civil brug i fredstid, men han omgik det militære hierarki for at henvende sig direkte til Khrushchev og blev derfor frataget sin rang og ekskluderet af partiet. Ideen om at digitalisere kommandoøkonomien forblev i live, skønt en skole under ledelse af E. Liberman, der gik ind for rentabilitet som løftestang for effektivitet, også opstod. 27

På den 22. partikongres i 1961 erklærede Khrushchev igen, at det var bydende nødvendigt at fremskynde anvendelsen af digitale teknologier i planøkonomien. 28 I denne periode præget af rumsucceserne med opsendelsen af Sputnik, var entusiasmen over, at Sovjetunionen overhalede Vesten, på sit højeste og kybernetisk økonomisk styring var en nøglekomponent i begejstringen. En rapport fra Rådet for Internationale Relationer i USA bemærkede, at sovjetiske planlæggere så kybernetik som det mest effektive instrument til en “rationalisering af menneskelig aktivitet i et komplekst industrisamfund.” 29 Den sovjetiske presse begyndte at popularisere ideen om computere som ”kommunistiske maskiner”, hvilket fik amerikanske observatører til at udtale, at “hvis noget land skulle nå frem til en fuldstændigt integreret og kontrolleret økonomi, hvor 'kybernetiske' principper blev anvendt for at nå forskellige mål, ville Sovjetunionen være foran USA i at nå en sådan situation.” 30 CIA offentliggjorde en række rapporter, hvor man uddybede dette tema, og især advarede om, at Sovjetunionen måske var på vej til at opbygge ​​ “et sammenhængende informationsnetværk” som, hvis det lykkedes, ifølge nogle af præsident John F. Kennedys rådgivere, ville "begrave De Forenede Stater", som Khrushchev havde lovet. ​​ 31

På dette tidspunkt forudså Viktor M. Glushkov, matematiker og direktør for regnecentralen ved Videnskabernes Akademi i det sovjetiske Ukraine, et landsdækkende automatiseret system til beregninger og informationsbehandling, og ansatte den vanærede Kitov som sin assistent.32 Alexei Kosygin, der dengang var stedfortrædende formand for ministerrådet opfordrede Glushkov til at uddybe sine ideer om en digitalisering af planlægningssystemet. I 1964, da en omfattende digital plan endelig blev indsendt, blev Khrushchev imidlertid sat fra magten af konservatismens og forsigtighedens kræfter i forening. Den nye ledelse under Leonid Brezhnev (og med Alexei Kosygin som premierminister) valgte større virksomhedsautonomi i retning af Libermans ideer og accepterede, at det sidste, lokale chefer ønskede sig, var at få alle deres aktiver og aktiviteter digitalt registreret af centret. 33

På samme tid var Kosygin optaget af at indgå store kontrakter med vesteuropæiske virksomheder for at modernisere den sovjetiske økonomi. Hans svigersøn, Dzhermen Gvishiani, udfærdigede det sovjetiske svar på USA’s plan om at etablere en fælles tænketank til at håndtere det avancerede industrisamfunds problemer. Ud af dette voksede International Institute for Applied Systems Analysis (IIASA) i Laxenburg, Østrig, hvor Gvishiani indtil 1986 indtog den højeste, sovjetisk besatte stilling. 34

Af Vesten blev IIASA opfattet som et middel til at undergrave den sovjetiske statssocialisme og - da det ikke lykkedes – blev den engelsk-amerikanske støtte til instituttet indstillet efter den neoliberale drejning under Margaret Thatcher og Ronald Reagan. Som vi nu kan se, afbrød dette også en tværnational proces med opbygningen af en klasse af fremadskuende, ledelsesfunktionærer - det vil sige specialister, som typisk hælder til systemtænkning og er interesserede i problemer, der overskrider kløften mellem øst og vest. 35 De matematiske globale modeller, som blev udviklet ved IIASA, FN, og for Rom-klubben (som Gvishiani var involveret i efter sine første møder med lederne af Olivetti, FIAT og andre pionerer inden for øst-vesthandlen, der oprettede klubben) blev brugt til at undersøge spørgsmål som råvareanvendelse og forurening af atmosfæren og verdenshavene. 36

Glushkovs, Nikita Moiseevs og andres arbejde med miljøsystemer slog dybe rødder i Sovjetunionen. Et tæt samarbejde med amerikanske forskere som f.eks. Carl Sagan, der var bekymret over Reagan-regeringens nonchalante holdning til ​​ atomkrig, kulminerede i en fælles amerikansk-sovjetisk rapport om faren for en atomvinter. 37 Ved at anvende kompleksitetsteori på biosfæren fandt man frem til, at den udryddelse af alt liv på planeten, som en atomkrig i fuld skala ville kunne forårsage, også kunne fremkaldes af systemiske ændringer i jordens biosfære, og det ikke engang langsomt, men potentielt af en sammenlignelig, pludselig katastrofe. 38

Den form for planlægning, der opstod af denne øvelse, er kvalitativt anderledes end den planlægning af en kommandoøkonomi, som en konkurrerende stat kan sætte i værk i sine bestræbelser på at indhente et forspring i industrialiseringsprocessen. Faktisk er digital planlægning ikke bare planlægning ved hjælp af computere, men består i at man fodrer computersystemer med store mængder af det, der slutteligt er Big Data, og opdager snarere end dikterer resultater, sådan som vi i dag er vidne til det i forbindelse med klimaprognoser - indbefattet de usikkerheder, der følger med. Mikhail Gorbachevs ledelse blev styret af disse forestillinger, men de kom for sent til, at man kunne transformere kommandoøkonomiens samfundsmæssige strukturer til et digitalt planlægningsformat og forsvandt med Sovjetunionen og Sovjetblokken. Således blev de visionære bestræbelser i retning af digital planlægning begravet i lige netop det samfund, der havde de samfundsmæssige strukturer, der kræves for at det kunne lykkes. 39

Et andet eksperiment med digital planlægning fandt sted i Chile under Salvador Allendes Unidad Popular-regering. I dette tilfælde blev det kybernetiske justeringselement eksplicit inddraget, herunder følsomhed overfor forsyningsproblemer og strejker, men eksperimentet blev afbrudt af Augusto Pinochets kup i 1973. Stafford Beer, der stod i spidsen for Chiles Cybersyn-projekt, delte IIASA/FN/Rom-klubbens progressive ledelsesfilosofi, men han blev holdt ude af IIASA for at beskytte instituttets ikke-politiske karakter. Hans chilenske stedfortræder, Raúl Espejo, undslap med nød og næppe det USA-støttede terrorregime. 40 Dette fører os til spørgsmålet om hvem eller hvad, der i dag er aktøren i en genoptagelse af projektet med digital planlægning.

Hvem vil fremkalde et regimeskifte?

Den proces, hvor der dannedes en progressiv klasse af ledelsesfunktionærer, som blev skubbet mod venstre af arbejderklassens militans i 1960rne og 70rne, blev afbrudt af den neoliberale kontrarevolution. Efterkrigstidens klassekompromiser blev bragt til ophør af den genopstandne kapitalistklasse, der i stedet indgik en mere begrænset aftale med middelklassens øverste lag af ledelsesfunktionærer og ejendomsbesiddere, mens den angreb arbejderklassen og de progressive kræfter over hele kloden. 41 En kohorte af IT-funktionærer i Silicon Valley delte ganske vist stadig Steve Jobs ide ​​ om den personlige computer som et instrument til frigørelse, men denne 1960er drøm blev hurtigt kanaliseret ind i en libertær, højreorienteret retning ”hvor man brugte modkulturens kybernetiske idealer til at sælge erhvervslivets politik som en revolutionær handling.” 42 Hvorvidt de privilegerede ledelsesfunktionærer vil være villige til at deltage i de masseopstande, der i øjeblikket finder sted i Frankrig, Chile og andre steder, kan afhænge af mobiliseringen af de personer, der er uddannet til at varetage ledelsesroller, men som i den aktuelle krise er arbejdsløse eller underbeskæftigede og som oplever sig som marginaliserede, på linje med ​​ de lavere klasser. 43

Som Nikolai Bukharin allerede skrev på den russiske revolutions tid, vil det for ledelsesfunktionærer være en smertelig proces at opgive deres privilegier, fordi deres position er afhængig af kapitalismen. 44 Så hvad skal der til, for at deres holdninger endnu engang skal falde sammen med folkemassernes fremtidsudsigter? Om dette gav den situationistiske, franske filosof, Guy Debord, vigtige antydninger i slutningen af 1960rne. Som et vigtigt intellektuelt medlem af den progressive klasse i den periode, hævdede Debord i sit manifest The Society of the Spectacle, at i modsætning til bourgeoisiet, der kom til magten som "økonomiens klasse" (imod den sene feudalismes lavproduktive, stillestående herregårdsøkonomi), havde proletariatet, som en klasse uden varig andel i det eksisterende samfund, kun begrænsede muligheder for at udkonkurrere kapitalens griske dynamik. Arbejdersocialismen og statssocialismen som dens ultimative historiske fremtrædelsesformform lærte det på den hårde måde.

Ifølge Debord kan de progressive kræfter derfor kun udkonkurrere bourgeoisiet, fordi de som ”bevidsthedens klasse” har evnen til at se ud over den kapitalistiske horisont. 45 Denne bevidsthed vil som noget afgørende omfatte en bekymring for opretholdelsen, ja faktisk genopretningen af biosfæren, noget som stort set er fraværende i arbejdersocialismen, fordi dens overordnede ide i overensstemmelse med den industrielle revolutions ånd var, at fremskridtet var baseret på overvindelse og ekspropriation af naturen.

Hvad den faktiske produktion angår, så gør IT-infrastrukturen allerede i dag principielt ”det muligt for folk at afstå fra umiddelbart engagement i den materielle produktion, alt imens de forbliver dens 'kontrollanter og regulatorer'.” 46 Det bekræfter Marx's vurdering af en fremtidig økonomi som ”en automat, en bevægende kraft, der selv bevæger sig”, hvor arbejderne blot er forbindelsesled med bevidsthed for den. Under en Big-Data-socialisme må vi forvente, at denne "kollektive arbejder" bestående af kontrolingeniører træder i stedet for det kapitalistiske oligarki og omdirigerer de strategiske beslutninger fra privat fortjeneste til at dreje sig om menneskehedens bekymringer for sin overlevelse. Det at arbejde vil dreje sig om udførelsen af de resterende kreative opgaver, mens de repetitive opgaver, som vi forbinder med automatisering, overlades til algoritmisk regulering. 47

Men den bevidsthed, der spredes gennem internettet, er langt fra f.eks. den marxisme, som det nittende og det tidlige tyvende århundredes industriproletariat tog til sig. Langt fra at være et korrektiv til ideologisk forvrængning er internettet i sig selv en hovedkanal for spredning af misantropisk racisme, benægtelse af klimaforandringerne og andre vederstyggeligheder. Imidlertid er det altid den virkelige bevægelse, der bestemmer idéernes strøm, ikke omvendt. De epokegørende afsløringer, som Chelsea Manning, Julian Assange og Snowden, der ikke har deres lige i den modsatte lejr, er fremkommet med, finder genklang på de mange kvalitets-websteder og i de tilbageværende venstreorienterede trykte publikationer, der deler ånden hos disse transparensens forfulgte fortalere. Man kan også sige det sådan: hvis det, progressive kanaler offentliggør, ikke var bedre end falske nyheder og had (ligesom den revolutionære marxisme var intellektuelt overlegen i forhold til den chauvinistiske militarisme der førte Europa ind i Første Verdenskrig), så ville en revolution fortjene at mislykkes - ligesom det stalinistiske tilbagefald til en mekanisk materialisme var en vigtig faktor i den sovjetiske statssocialismes fald.

Hvordan en overgang til en situation, hvor samfundet styrer økonomien, snarere end omvendt, kan ske, er ikke et spørgsmål, der kan forudsiges i detaljer. Den geopolitiske kløft mellem det kapitalistiske, atlantiske kerneland og den konkurrerende sfære uden for vil igen blive en vigtig modificerende faktor, som det har været tilfældet i alle moderne revolutioner. 48 Det er nok at fastslå, at alle elementer til en verdenshistorisk transformation er på plads; overgangen afhænger af, hvordan staterne vil reagere på et pres for at sikre befolkningens sikkerhed (hvad angår job, mad, energi osv.) under forhold med ekstrem finansiel ustabilitet. Staten må så nødvendigvis have forrang for IT-monopolerne. "Ligesom virksomheder som Google, Microsoft, Apple og Amazon opbygger mekanismer, der regulerer deres platforme, er en regering en platform til at sikre vores samfunds succes, og den platform skal være velreguleret.” ​​ 49 Om det vil tage form af oplyst despoti eller demokrati, og hvilken form for demokrati, der vil blive udviklet, vil fremstå som resultatet af  ​​​​ kampe i virkelighedens verden.

Det vil i hvert fald være vigtigt, at bevægelser, der stiller krav til kapitalen og staten også kræver, at de kontrolfaciliteter, som er indlejret i datasystemerne, bliver offentligt tilgængelige. De (anonyme) metadata, som nu er i hænderne på de store IT-monopoler og dedikerede virksomheder som Palantir, Airbnb, Uber, hospitaler, forsikringsselskaber og utallige andre, bør stilles til rådighed for borgere, byer, nationale regeringer og forskningsverdenen som led i en ændring til demokratisk selvregulering. 50 Open Data-bevægelsen, hvor Aaron Swartz var en navnkundig skikkelse (han tog sit eget liv, da han stod over for en drakonisk dom i USA for at gøre privat ophavsretligt beskyttede akademiske artikler offentligt tilgængelige), søger at skabe et parallelt dataunivers til den Big Data, som er til rådighed for erhvervslivet, men som borgernes data. Det er faktisk blevet hævdet, at det, at data er allestedsnærværende, i sig selv skaber en kultur, der fjerner sig fra den borgerlige besidderiske individualisme eller alle andre former for individualisme, der ikke tager ansvar for de store spørgsmål om menneskehedens overlevelse. At disse data er tilgængelige, skaber forventninger og vaner, der hjælper med til at opbygge en kultur blandt borgerne, der er modstandsdygtig over for erhvervslivets kontrol. 51

Denne nye politiske kultur skulle derefter spille sammen med en ændring af den måde, de repræsentative organer fra De forenede Nationer og dets funktionelle og regionale organisationer ned til nationale og underliggende parlamenter og råd, arbejder på. Efterhånden som flere og flere spørgsmål vedrørende organisering af økonomien og sikring af biosfæren, herunder menneskers sundhed, tilbageerobres som genstand for demokratiske beslutninger, vil disse organer igen begynde at tiltrække medlemsskarer af høj kvalitet. Når det kommer til stykket, hænger ​​ de repræsentative organers forfald i høj grad sammen med det faktum, at de strategiske beslutninger under den neoliberale kapitalisme er blevet taget af oligarkierne, som er organiseret i (trans-)nationale planlægningsorganer, der er i nær samklang med de større banker og virksomheder. 52 IT-infrastruktur, som eksempelvis giver adgang til tilgængelige skattedata, data fra politikernes arkiver og data om de valgtes bierhverv, vil helt sikkert spille en rolle i overgangen til et mere demokratisk samfund.

Det, som adskiller en Big Data-socialisme fra den statssocialisme, som det nittende og det tyvendes århundredes industriarbejderbevægelse fik transplanteret, er, at det ikke vil være en påtvunget utopi. Først når et flertal ønsker forandring, vil en revolution være demokratisk. ”En bestemt klasse gennemfører ud fra sin særlige situation den universelle frigørelse af samfundet,” skrev Marx i 1844. ”Denne klasse frigør hele samfundet, men kun på den betingelse, at hele samfundet deler dens situation [fremhævelse tilføjet]." ​​ 53 Den oprindelige arbejderbevægelse har aldrig stået over for en situation, hvor dette ville have været gældende; derfra stammer behovet for et stramt organiseret parti til at lede masserne, indføre og konsolidere socialismen ved tvang osv. Informationsrevolutionen er anderledes: det er ikke nødvendigt at udføre et verdensfjernt og eksotisk eksperiment, fordi alle er forbundet med hinanden eller snart vil være det, og spørgsmål vedrørende omformning af den politiske orden kan diskuteres med henvisning til en virkelighed som alle kan se. Dette vil med sikkerhed på et eller andet tidspunkt kræve ekspropriation af store private koncerner, ideelt set først af medierne, for at muliggøre en meningsfuld offentlig diskussion.

På denne måde kan en offentlig repræsentation med de ovennævnte strukturer og underlagt en digital transparens, forventes at begynde at sætte socialistiske mål, der rækker ud over den daglige forvaltning af aktuelle spørgsmål. Disse vil ideelt set omfatte:

1. Et generelt løft af det kulturelle niveau og levestandarden, især med fokus på arbejderklassen og andre dårligt stillede grupper

2. Et langsigtet ressourcebegrænset udviklingsmønster, der respekterer biosfæren

3. Reel økonomisk ligestilling mellem kønnene

4. Afskaffelse af alle klasseforskelle, herunder forskellen mellem by og land 54

Inden for disse brede parametre for en ændring af samfundet som helhed, vil specifik digital regulering kræve yderligere fire trin: 1) en forståelse af det ønskede resultat, 2) “tidstro måling af, om resultatet nås ”, 3) algoritmer (regler som tillader justeringer på basis af nye data) og 4) en “periodisk, dyberegående analyse af, om algoritmerne selv er korrekte og fungerer som forventet.” ​​ 55

Sammenfattende kan man sige, at en omfattende, demokratisk kontrolleret, økologisk sikker og digital planøkonomi ikke længere er en utopisk ideologi, der kræver indsættelse af en fortrop af uddannede revolutionære, som det var tilfældet for arbejdersocialismen (i hvert fald i lande som det førindustrielle Rusland eller Kina). Den digitale infrastruktur er et demokrati, der venter på at blive omdannet til en fungerende samfundsorden. Den udgør fundamentet for en passende politisk overbygning og praksis, der ikke opleves som styret af ideologisk overbevisning. I stedet vil den primært støtte sig på hegemoni, et styre baseret på konsensus som en permanent tilstand.

Ideen om, at hegemoni handler om uddannelse, et af Antonio Gramscis nøgleprincipper, kommer her i spil. Uddannelse er ikke et spørgsmål om en afbildning af en eksisterende tilstand, der venter derude, som uddannelsen så kan oplyse os om, men er en vej til en virkelighed, der er ved at blive skabt. I betragtning af at algoritmisk regulering i den digitale økonomi reducerer det tvungne arbejdes byrde hurtigere og hurtigere, vil folks tid i stigende grad kunne bruges til kulturel berigelse og teknologisk omskoling. Således bliver uddannelse samfundets primære reproduktive struktur i stedet for økonomien, som stort set er automatiseret og ikke længere giver den tilfredshed, som den oprindelige arbejdsoplevelse gav. 56

Demokratiet udvikles derfor samtidigt med selve overgangen snarere end det udsættes som noget, der skal løses senere, som det var tilfældet med arbejdersocialismen. Dette vil uundgåeligt føre til nye og uforudsete konsekvenser og sammenhænge, som da sovjetterne opstod i 1905. Hvorvidt der vil forekomme tvangsmæssige aspekter ved denne transformation, er i betragtning af ulighederne i den regionale og internationale udvikling noget, der ikke kan udelukkes. Imidlertid vil digital transparens hjælpe til med at forhindre at magten konsolideres hos dem, der er betroet disse opgaver.

Endnu engang: nøgleaspektet ved en overgang til en Big Data-socialisme er, at IT-infrastrukturen og menneskers evne til at tænke i forhold til dens muligheder (noget som et nyt finansielt sammenbrud kun vil gøre mere akut) allerede er på plads. De kommer mere og mere i konflikt med den oligarkiske tendens i nutidens kapitalisme og statslig undertrykkelse for hver dag, der går. En digital socialisme vil bygge på meget, som allerede er kendt, og vil også understrege det gamle, reformistiske princip om, at socialisme ikke er negationen af den liberale kapitalisme, men transcendens forstået som en negation og fortsættelse, en videreudvikling af tendenser, der allerede er på spil i kapitalismen.

Det giver ikke mening at gå yderligere i detaljer med ønskelisten for en forestillet digital socialisme ud over det, som er beskrevet ovenfor. Det er tilstrækkeligt at fastslå, at hvis kapitalismen, som udpiner både samfund og natur, forbliver ukontrolleret, vil den uundgåeligt igen udvikle sig til fascisme, fordi den ikke længere kan skabe en bred, samfundsmæssig konsensus eller acceptere kompromiser i internationale relationer. Finansiel rovgriskhed, konstante overgreb på naturen og trusler om krige giver os ikke andet valg end at deltage i en presserende debat om, hvordan et andet samfund kan skabes.

Noter:

1. Wolfgang Streeck, Gekaufte Zeit: Die vertagte Krise des demokratischen Kapitalismus (Frankfurt: Suhrkamp, 2013).

2. Se Kees van der Pijl, “A Transnational Class Analysis of the Current Crisis,” i Transnational Capital and Class Fractions, ed. Bob Jessop and Henk Overbeek (London: Routledge, 2019).

3. Evgeny Morozov, “Socialize the Data Centres!,” New Left Review 91 (2015): 57.

4. Sergey Bodrunov, “Noönomy,” (engelsk udgave præsenteret på Cambridge-St. Petersburg kollokviet Marx in a High Technology Era: Globalisation, Capital and Class, Cambridge, October 2018).

5. Karl Marx, Grundrisse (Harmondsworth: Penguin, 1973), 692.

6. Marx, Grundrisse, 694; fremhævning tilføjet.

7. Glenn Greenwald, No Place to Hide (London: Hamish Hamilton, 2014); Peter Phillips, Giants (New York: Seven Stories, 2018).

8. Duccio Bassosi, Il Governo del Dollaro (Florence: Polistampa, 2006), 34.

9. Paul Boccara, Transformations et Crise du Capitalisme Mondialisé (Pantin: Le Temps des Cérises, 2008), 80, 88.

10. ​​ En skyggebank er et firma, der driver banklignede virksomhed uden at være underlagt de regler, der gælder for finanssektoren. James Jorgensen, Money Shock (New York: American Management Association, 1986), 95–96; Chen Min, Mao Shiwen, and Liu Yunhao, “Big Data: A Survey,” Mobile Network Applications 19, no. 2 (2014): 174.

11. Chen, Mao, and Liu, “Big Data: A Survey,” 186.

12. Nick Dyer-Witheford, Cyber-Proletariat (London: Pluto, 2015), 103.

13. Michel Bauwens, Vasilis Kostakis, and Alex Pazaitis, Peer to Peer (London: University of Westminster Press, 2019), 33–34.

14. Christopher May, Global Political Economy of Intellectual Property Rights (London: Routledge, 2000).

15. Timo Daum, Das Kapital Sind Wir: Zur Kritik der Digitalen Ökonomie (Hamburg: Nautilus, 2017), 183–84.

16. Shoshana Zuboff, “Big Other,” Journal of Information Technology 30 (2015): 78.

17. Wlodzimierz Brus, Sozialisierung und Politisches System, trans. E. Werfel (Frankfurt: Suhrkamp,1975), 192–93.

18. Tim O’Reilly, “Open Data and Algorithmic Regulation,” i Beyond Transparency, ed. Brett Goldstein with Lauren Dyson (San Francisco: Code for America, 2013), 293.

19. See Kees van der Pijl, Transnational Classes and International Relations (London: Routledge, 1998).

20. “Five Eyes Against Huawei,” Voltaire Network, December 7, 2018.

21. ​​ Zuboff, “Big Other,” 81.

22. Marcello Ienca, “Do We Have a Right to Mental Privacy and Cognitive Liberty?,” Scientific American, May 3, 2017.

23. Prabir Purkayashta and Rishab Bailey, “S. Control of the Internet,” Monthly Review 66, no. 3 (July–August 2014): 114, 118–19.

24. Karl Marx, “The Role of Credit in Capitalist Production,” chap. 27 i Capital, vol. 3 (London: Penguin, 1991), 566–73.

25. V.I. Lenin, The Impending Catastrophe and How to Combat It, i Collected Works, vol. 25 (1917; repr., Moscow: Progress Publishers, 1972).

26. Benjamin Peters, “Normalizing Soviet Cybernetics,” Information & Culture: A Journal of History 47, no. 2 (2012): 154, 169–70.

27. Slava Gerovitch, “InterNyet: Why the Soviet Union Did Not Build a Nationwide Computer Network,” History and Technology 24, no. 4 (2008): 338–40; Evsej G. Liberman, Methoden der Wirtschaftslenkung im Sozialismus, trans. E. Werfel (Frankfurt: Suhrkamp,1974), 11.

28. Peters, “Normalizing Soviet Cybernetics,” 164.

29. Quoted in Alexander Vucinich, “Science,” i Prospects for Soviet Society, ed. Allen Kassof (New York: Praeger, Council on Foreign Relations, 1968), 319–20.

30. Gerovitch, “InterNyet,” 335–36.

31. Gerovitch, “InterNyet,” 335–36; Peters, “Normalizing Soviet Cybernetics,” 165.

32. ​​ “Academician Glushkov’s ‘Life Work,’” History of Computing in Ukraine.

33. ​​ Michael A. Lebowitz, The Contradictions of Real Socialism (New York: Monthly Review Press, 2012), 118–19; Gerovitch, “InterNyet,” 343.

34. Eglė Rindzevičiūtė, The Power of Systems (Ithaca, NY: Cornell University Press, 2016) 44, 48, 69.

35. Kees van der Pijl, “Cadres and the Classless Society,” kapitel 5 i Transnational Classes and International Relations.

36. Rindzevičiūtė, The Power of Systems, 161, 178.

37. Robert Scheer, With Enough Shovels (New York: Random House, 1982); John Bellamy Foster, “Late Soviet Ecology and the Planetary Crisis,” Monthly Review 67, no. 2 (June 2015): 9–11.

38. William Rees, “Scale, Complexity and the Conundrum of Sustainability,” i Planning Sustainability, ed. M. Kenny and J. Meadowcroft (London: Routledge, 1999), 109–10; Georgi Golitsyn and Aleksandr Ginzburg, “Natural Analogs of a Nuclear Catastrophe,” i The Night After..., ed. Y. Velikhov, trans. A. Rosenzweig and Y. Taube (Moscow: Mir, 1985).

39. Manuel Castells, End of Millennium (Malden, MA: Blackwell, 1998), 47–56.

40. Katharina Loeber, “Big Data, Algorithmic Regulation, and the History of the Cybersyn Project in Chile, 1971–1973,” Social Sciences 7, no. 65 (2018): 1–15; Rindzevičiūtė, The Power of Systems, 71–72. Espejo er den nuværende præsident for the World Organization of Systems and Cybernetics.

41. Gérard Duménil and Dominique Lévy, “Neo-Liberal Dynamics—Towards a New Phase?,” i Global Regulation, ed. Kees van der Pijl, L. Assassi, and D. Wigan (Basingstoke: Palgrave Macmillan, 2004), 30; Gérard Duménil and Dominique Lévy, Au-Delà du Capitalisme? (Paris: Presses Universitaires de France, 1998).

42. Yasha Levine, Surveillance Valley (New York: Public Affairs, 2018), 136.

43. ​​ Jean-Claude Paye, “The Yellow Vests in France: People or Proletariat?,” Monthly Review 71, no. 2 (June 2019); Christophe Guilluy, La France Périphérique (Paris: Flammarion, 2015).

44. ​​ Nikolai Bukharin, Économique de la Période de Transition, trans. E. Zarzycka-Berard and J.-M. Brohm (1920; repr., Paris: Études et Documentation Internationales, 1976), 104.

45. ​​ Guy Debord, La Société du Spectacle (1967; repr., Paris: Gallimard, 1992), 82.

46. ​​ Bodrunov, “Noönomy,” 158–59.

47. ​​ Alan Freeman, “Twilight of the Machinocrats,” i Handbook of the International Political Economy of Production, ed. Kees van der Pijl (Cheltenham: Edward Elgar, 2015); Daum, Das Kapital Sind Wir, 60–66. Begrebet om den kollektive arbejder blev udviklet af Marx i det ikke-offentliggjorte sjette kapitel af Kapitalen, her citeret som Un Chapitre Inédit du Capital, trans. R.Dangeville (Paris: Ed. Générales 10/18, 1971).

48. Eugen Rosenstock-Huessy, Out of Revolution (1938; repr., Providence: Berg, 1993).

49. O’Reilly, “Open Data and Algorithmic Regulation,” 292.

50. ​​ Daum, Das Kapital Sind Wir, 149.

51. Eric Gordon and Jessica Baldwin-Philippi, “Making a Habit Out of Engagement,” i Beyond Transparency, 139–40.

52. William K. Carroll, The Making of a Transnational Capitalist Class (London: Zed, 2010).

53. Karl Marx, “Critique of Hegel’s Philosophy of Right: Introduction,” i Early Political Writings, ed. and trans. Joseph O’Malley (Cambridge: Cambridge University Press, 1994), 67.

54. Paul Cockshott and Allin Cottrell, Towards a New Socialism (Nottingham: Spokesman, 1993), 57– ​​ 58.

55. O’Reilly, “Open Data and Algorithmic Regulation,” 289–90.

56. See Boccara, Transformations et Crise du Capitalisme Mondialisé; Paul Boccara, Une Sécurité d’Emploi ou de Formation (Pantin: Le Temps des Cérises, 2002).