Kampen om demokrati -Hvem var for og hvem var imod?

5 min. læsetid

Demokratiet var i Europas historie omstridt, og begrebet ændrede flere gange undervejs betydningsindhold. ’Demokratiet’ var aldrig en naturnødvendighed, og relationen mellem kapitalisme og demokrati mere kompleks end ofte antaget.

Af Curt Sørensen

Kapitalisme har historisk været associeret med vidt forskellige regimeformer, regimer med begrænset valgret, bonapartisme, militærdiktaturer og andre former for autoritære regimer. Historiske eksempler er her det kejserlige Tyskland og Meji-restaurationens og mellemkrigsårenes Japan. Et moderne eksempel er Kina, hvor en variant af kapitalisme er associeret med et autoritært partidiktatur.

Der var heller ikke nogen direkte lineær forbindelse mellem liberalisme og demokrati. Liberalismens førende 16- og 1700 tals teoretikere var ikke demokrater og i det følgende historiske forløb bekæmpede liberalismen i mange lande den almindelige valgret. Som den danske nationalliberale leder Orla Lehmann udtalte det i 1860: magten bør ligge hos »de begavede, de dannede, de rige«. En udtalelse der var meget dækkende for den kontinentale liberalismes holdning til spørgsmålet om demokratisering.

Verdenskrig betød et brud

De ekstremistiske ultranationalistiske, antisemitiske og antihumanistiske bevægelser, der var udviklede allerede i slutningen af det 19. og i det første årti af det 20. århundrede, fik en accelereret fremgang under krigen og radikaliseredes yderligere. Den samtidige sociale mobilisering og fremgang for en socialistisk demokratisk massebevægelse, der vakte så store forhåbninger på den europæiske venstrefløj, blev en forbigående episode.

Mellemkrigsårene igennem måtte den socialdemokratiske arbejderbevægelse kæmpe en retrætekamp for at fastholde de sociale og demokratiske erobringer fra 1918. Længere østpå degenererede bolsjevismen til stalinisme, og dens oprindelige internationalisme blev forvandlet til en national udviklingsstrategi. Af episodisk karakter blev i endnu højere grad såvel den liberal-demokratiske forhåbning og politik som den moderate nationalisme, der i 1918 var blevet artikuleret af præsident Wilson.

Fascismen ombølget af velvilje

Modstanden mod demokrati var langt mere fremtrædende i den europæiske politiske udvikling end man får indtryk af det i dagens politiske diskurs. I en lang række lande i Europa kom fascismen eller højreautoritære retninger til magten ombølget af velvilje og sympati fra de traditionelle magteliter, de øverste sociale lag samt de borgerlige partier i de pågældende lande. Arbejderbevægelsen måtte ofte kæmpe nærmest alene for at dæmme op for denne udvikling.

Liberalisterne var omvendt stort set fraværende i denne kamp, hvis de da ikke ligefrem var gået over til fascismen. Og dette gjaldt i endnu højere grad de central- og sydeuropæiske konservative. I Italien bakkede liberalistiske politikere Mussolinis fascistiske magtovertagelse op. I Tyskland deserterede liberale vælgere i store flokke over til nazismen, og ved de sidste valg i Weimarrepublikkens historie var der under 3 procent af de tyske vælgere, der stemte liberalt. Og de konservative tysk-nationale gik endda med i koalitionsregeringen med Hitler den 30. januar 1933.

Danske konservative

Men fascismens og den højreautoritære fascination var udbredt i hele samtidens Europa:I Østeuropa, på Balkan, på den iberiske halvø, i Frankrig, i Belgien, ja, selv i vores eget lille land. Den senere konservative folketingsmand, politiske ordfører og udenrigsminister i VK-regeringen 1950-53, Ole Bjørn Kraft proklamerede i 1932 rent ud folkestyrets fallit. Det kontinentaleuropæiske højres fascination af fascismen fortsatte også et langt stykke ind i 2. verdenskrigs periode. Det var først de tyske nederlag ved Stalingrad og El Alamein der for alvor begyndte at ændre opfattelser og holdninger.

Både politisk og ideologisk medførte krigsudfaldet altså et afgørende gennembrud for ’demokrati’. Det politiske demokrati i Europa var ikke noget automatisk resultat af en uundgåelig moderniseringsproces, et givet facit på en jævn fremadskridende udvikling fra ’industrisamfund’ til ’postindustrisamfund’ eller ’informationssamfund’, men netop et produkt af fortløbende sociale og politiske kampe fra massesamfundets indtræden i det 19. århundrede til afslutningen af 2. verdenskrig, en lang konfliktfyldt og lidelsesfuld proces, hvor også det politiske demokrati som regimeform indgik som et stridsspørgsmål i processen. Det politiske demokrati var ikke mindst et produkt af udfaldet af de to verdenskrige. Uden disse udfald, som slet ikke var så givne endda, ville der næppe være noget demokrati.

Grundlaget for demokrati?

Affødte hele den komplekse og voldsomme europæiske historiske udvikling virkelig det sikre grundlag for demokrati, således som man i dag i sammenstemmende kor og fælles fortælling forestiller sig det?
Naturligvis ikke. Både set i det lange historiske perspektiv og i lyset af det 20. århundredes udvikling forekommer demokratiet i Europa at hvile på et skrøbeligt grundlag.

De sidste 20 år har været præget af en næsten endeløs række af krige, interventioner og aktioner verden over. Trods generel velstandsstigning er der fortsat over hele kloden og internt i lande og regioner store enklaver af fattigdom, og uligheden er et voksende problem. Efter en periode med social stabilitet er der i dag i store dele af verden betydelig social uro, og nye etniske og religiøse konflikter. Overalt i Europa er højrepopulistiske, højreradikale og neofascistiske bevægelser i dag – om end i nye former og med en tidssvarende retorik- i fremmarch.

Der er økonomisk krise og tydelige spændingsforhold mellem befolkningernes forventninger og behov, de politiske legitimitet, den politisk styring og økonomiens (’markedets’) interesser. Politiken er blevet professionaliseret, toppolitikerne er blevet en magtfuldkommen ’politisk klasse’ og den offentlige politiske debat er blevet overtaget af et kommentatorkorps og en journalistisk elite uden demokratisk legitimation.

En altgennemtrængende kommercialisering og en ekstrem egocentrering truer endvidere med at opløse selve den fundamentale sociale solidaritet, der er grundlaget for enhver stabil social og politisk orden.

Store del af Europa er i et socialt oprør mod kapitalens ublufærdige magtudfoldelse og politikernes skamløse magtarrogance. Og forude hober der sig op store problemer i forbindelse med vækst og økologi.

Er dette virkelig det rette tidspunkt for erklærede socialistiske partier til at legitimere borgerskabets hyklerisk proklamerede monopol på demokrati? ■

Ovenstående er et forkortet uddrag af Solidaritets nye bog af Curt Sørensen: »Demokrati og socialisme«. Bogen er en samling af Sørensens bedste politiske essays fra de seneste år. Køb bogen her.