Den “bløde” zionisme – om støtten til UNRWA

Zionisme fremtræder i flere former og afskygninger. Vi genkender let og tydeligt ideologien og dens konsekvenser, når vi i dag iagttager uhyrlighederne i Gaza. Massedrab, udsultning og etnisk udrensning. Det kræver ikke de store intellektuelle anstrengelser at se det ødelæggende og uacceptable i denne brutale version af zionisme.

Men zionismen – hvilket vil sige bestræbelse på at oprette en jødisk nationalstat i Palæstina – viser sig også i andre mere ’bløde’ og måske ligefrem ’sympatiske’ varianter. Den udgave af zionisme – og som jeg vil hævde har været mainstream i Danmark i generationer – kan måske være svær at identificere for det utrænede øje.

Politiken og Marcus Rubin fremstiller sig selv som fornuftens stemme

Et eksempel på dette fik vi i Politiken mandag 29. januar 2024. Her advarede avisens kronikredaktør, Marcus Rubin, de danske politikere mod at indstille støtten til UNRWA.

Under overskriften ’At stoppe støtten til UNRWA er en kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen i Gaza’, fremstår Marcus Rubin som en glimrende repræsentant for det, jeg kalder den ”bløde” zionisme.

I den polariserede debat om Israel og Palæstina, forsøger Politiken og Marcus Rubin i forsonende vendinger at fremstille sig selv som fornuftens stemme.

Alene overskriften fik en til at drage et lettelsens suk. Endelig et dansk dagblad, der giver UNRWA sin støtte. 

Paraderne blev sænket, og lederen blev – noget naivt viste det sig senere – læst med både velvilje og et åbent sind.

Man skulle imidlertid ikke langt ind i teksten, før alarmklokkerne begyndte at ringe.

Som et svar til Marcus Rubins leder sendte jeg følgende – nu lettere redigerede – kronik til Politiken. Ikke overraskende blev kronik-forslaget afvist af kronikredaktøren – selv samme Marcus Rubin.

Min kronik

FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East), befinder sig i øjeblikket midt i et politisk og diplomatisk stormvejr. Det sker samtidig med, at de mennesker, organisationen prøver at hjælpe, i bogstavelig forstand udsættes for en israelsk bomberegn uden historisk sidestykke.

Men det, der optager sindene herhjemme, synes mest at være de israelske påstande om, at Hamas har infiltreret UNRWA.

Denne interesse har også fundet vej til Politiken.

Den 29. januar kunne man i avisens leder læse, at det er et meget stort problem, hvis det viser sig, at der er hold i Israels anklager om, at 12 ansatte i UNRWA har medvirket til terrorangrebet 7. oktober? Dog mener Politiken ikke, at man skal trække støtten, mens krigen raser, idet UNRWA lige nu er ”en uundværlig støtteorganisation i Gaza…”

De israelske anklager har fået en lang række vestlige lande til at trække deres støtte og økonomiske bidrag til FN-agenturet. Det er glædeligt, at Politiken ikke mener, at Danmark skal følge trop.

For som Politiken skriver, ”trækker man stikket på UNWRA nu, vil det få uoverskuelige konsekvenser og skabe massive lidelser”.

”Til gengæld bør hele strukturen og måske selve UNRWA’s eksistens genovervejes, når Gazakrigen forhåbentlig snart slutter.” Opgaven med understøttelsen af de palæstinensiske flygtninge bør ifølge Politiken løses gennem flygtningenes integration i den arabiske verden.

Debatten om UNRWA er ildevarslende

Umiddelbart fremstår Politikens analyse sympatisk. Og vi har indirekte set den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen tilslutte sig analysen. UNRWA skal gentænkes.

Men hvis man går op i menneskerettigheder, FN-resolutioner og den slags, er en afvikling eller reform af UNRWA ikke vejen frem. Konsekvensen af de grundlæggende forandringer, som Politiken foreslår – og som en række vestlige lande med USA i spidsen kræver, før de vil genoptage donationerne – lægger op til en annullering af de palæstinensiske flygtninges FN-sikrede rettigheder. 

Ikke mindst derfor er den igangværende debat om UNRWA ildevarslende.

At Israel nærer modvilje mod UNRWA er ikke nyt. Ganske som Politiken anbefaler, har Israel i årtier ønsket at ’reformere’ eller helt nedlægge UNRWA.

En af årsagerne til Israels modstand mod UNRWA skyldes, at agenturet ikke bare er en humanitær flygtningeorganisation.

Ud over at levere nødhjælp til knap 2 millioner palæstinensere driver UNRWA i dag grundskoler, sundhedscentre og andre servicetilbud i palæstinensiske flygtningelejre og i andre områder med en stor palæstinensisk civilbefolkning.

UNRWA har i dag omkring 30.000 ansatte, hvoraf hovedparten er palæstinensiske flygtninge. UNRWA er dermed den største arbejdsgiver for palæstinensere i Mellemøsten. 13.000 af de ansatte befinder sig i Gaza.

Men UNRWA er mere end det. Og vil man forstå Israels årtier lange modvilje mod UNRWA, må man forstå, hvad UNRWA er, og hvilken afgørende funktion agenturet har – ikke bare konkret for flygtningenes muligheder for opretholdelse af liv – men for det palæstinensiske folks bestræbelse på at hævde sig som nation.

UNRWA begyndte sit arbejde i 1950

Som Politiken rigtigt skriver, så var UNRWA aldrig tænkt som en permanent løsning.

UNRWA blev oprettet ved FN’s generalforsamlings resolution 302 den 8. december 1949 og begyndte sit arbejde den 1. april 1950. Meningen med UNRWA var, at agenturet skulle være midlertidigt, indtil de palæstinensiske flygtninge, som krævet af FN’s Generalforsamlings resolution 194 den 11. december 1948, kunne vende tilbage til deres byer og landsbyer i Palæstina eller modtage kompensation for tab af jord og ejendom.

UNRWA blev altså oprettet som et særligt agentur under FN, og var som sådan en slags midlertidig løsning, indtil der blev fundet en endelig og varig løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem.

UNRWA har – i fraværet af en palæstinensiske stat – haft afgørende betydning for, at de ellers spredte palæstinensiske flygtninge har en kollektiv national selvforståelse. Organisationens virke på tværs af landegrænser har bundet de spredte landflygtige palæstinensere sammen. Man kan betragte UNRWA som en slags midlertidig erstatning for den stat, de aldrig har fået.

En af UNRWA’s opgaver – hvilket også er skrevet ind i dets mandat – er at føre protokol over, hvem der har status som flygtning og derfor har ret til de tjenester, som UNRWA’s institutioner yder.

Det falder mange for brystet, at UNRWA bruger ressourcer på at føre registre over flygtningene fra 1948 og administrere tildelingen af flygtningestatus til efterkommere.

UNRWA’s opgave er ikke at bistå flygtningenes eventuelle bestræbelse på at blive integreret i de lande eller områder, hvortil de flygtede. Den primære opgave er derimod at yde flygtningene i Syrien, Libanon, Jordan, på Vestbredden og i Gaza humanitær hjælp og arbejde.

En del af løsningen eller en del af problemet?

Det kan virke bizart, at man nærmest taler om ’retten’ til at blive anerkendt som flygtning i UNRWA-regi, og man kan få en fornemmelse af, at flygtningestatus ligefrem er noget positivt. Og yderligere kan det virke besynderligt, at FN-systemet ligefrem faciliterer dette foretagende. Derfor er der også mange, som mener, at UNRWA ikke er en del af løsningen, men snarere en del problemet.

Der er gennem årene rejst adskillige anklager mod UNRWA, idet man mener, at agenturet fastholder de fordrevne og deres efterkommere som flygtninge – og på den måde holder liv i et voksende problem, al den stund den samlede gruppe af UNRWA-flygtninge øges i kraft af den generelle befolkningstilvækst.

Kritikerne vil mene, at UNRWA med andre ord er med til at holde liv i det palæstinensiske flygtningeproblem, hvilket man må forstå også ligger til grund for Politikens argument om, at UNRWA på sigt enten helt nedlægges eller ’reformeres’, som det så fint formuleres. 

Alt handler som bekendt om kontekst, og det er også kun i rette sammenhæng, at UNRWA’s arbejde med bl.a. tildeling og administration af flygtningestatus giver mening. Set i den rette juridiske og historiske kontekst er UNRWA’s arbejde meningsfyldt og af stor betydning.

UNRWA’s dannelse skal ses i tæt sammenhæng med FN-resolution 194, der som nævnt giver de palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere ret til at vende tilbage.

Denne ret gælder for de personer, hvis opholdssted var Palæstina i perioden 1. juni 1946 til 15. maj 1948, og som mistede både hjem og midler som følge af 1948-konflikten. UNRWA’s arbejde består i at registrere denne særlige gruppe og udstede registreringskort, som flygtningene kan anvende som bevis på, at de er omfattet af den ’ret til tilbagevenden’, der er grundlaget for resolution 194.

Djævlen ligger i detaljen.

Flygtningespørgsmålet er ikke kun et humanitært spørgsmål

Den nuværende kampagne – som Israel endnu engang har iværksat mod UNRWA – tager dermed også sigte på at eliminere eller i hvert fald besværliggøre gennemførelsen af flygtningenes ret til at vende tilbage. Angrebene mod UNRWA betragtes som et forsøg – nogen vil sikkert sige et snedigt forsøg – på at frarøve de palæstinensiske flygtninge deres ret til at vende tilbage.

Der er med andre ord gang i en proces, som bruger hændelserne den 7. oktober – i et forsøg på at afkoble det palæstinensiske flygtningespørgsmål fra den historiske kontekst, hvor det hører hjemme.

Uden UNRWA ville den historiske, politiske og nationale dimension, der ligger implicit i det ‘palæstinensiske flygtningeproblem’ forsvinde eller i hvert fald svækkes betydeligt, og spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge vil mere få karakter af et ’humanitært’ end et ’politisk’ problem.

Hvis spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge alene handler om at modtage tilstrækkelig humanitær bistand, vil dette i princippet være noget som FN’s mere almene flygtningehjælpsorganisation UNHCR ville kunne varetage. UNHCR må – modsat UNRWA – gerne bistå integrationen af flygtninge i de lande, hvori de lever.

UNRWA er på den måde mere og andet end blot en humanitær nødhjælpsorganisation for flygtninge.

Israel ser forståeligt nok UNRWA’s arbejde som noget, der holder liv i den demografiske trussel, som de mange palæstinensiske flygtninge udgør for Israel. Politikens forsøg på at ’afpolitisere’ spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge er helt i overensstemmelse med Israels ønsker og interesser.

Ved at omtale flygtningespørgsmålet som et ’humanitært’ problem – hvilket det i allerhøjeste grad også er – men samtidig undlade at beskrive dets ’politiske’ dimension, flyttes løsningen af problemet væk fra dén politiske sammenhæng, hvor det hører til.

Flygtningeproblemet er ikke skabt i et tomrum

Det er her værd at bemærke, at når der i dag overhovedet findes et såkaldt palæstinensisk flygtningeproblem, så skyldes det, at omkring 750.000 palæstinensere flygtede eller blev fordrevet i forbindelse med staten Israels oprettelse.

Flere historikere – heriblandt israelske såsom historikeren Ilan Pappé – har beskrevet denne flugt som et resultat af etnisk udrensning, og at flugten fra et israelsk synspunkt var ønskværdig

Flygtningeproblemet er således ikke opstået ud af det blå.

En varig løsning på spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge må og skal søges i de forhandlinger, der på et tidspunkt nødvendigvis skal indledes mellem Palæstina og Israel. Det er derfor stærkt kritisabelt, at vi nu ser en lang række stater fjerne støtten til UNRWA og ligesom Politiken kræve, at organisationen ’reformeres’. 

Staterne gør sig herved – under dække af at UNRWA skulle være en del af Hamas’ terrorinfrastruktur – uheldigvis til part i en sag, som hører til i en anden sammenhæng.

Det er ikke mindst forkasteligt i og med, at dette sker fuldstændigt hen over hovedet på de palæstinensere og deres repræsentanter, som det hele handler om. Umyndiggørelse og usynliggørelse af det palæstinensiske folk er beskæmmende og giver mindelser om tidlige tiders koloniale adfærd. 

Ifølge Politikens leder bør en løsning findes i en større arabisk kontekst. Også dette flugter sjovt nok med den historiske bestræbelse, som Israel og de før-statslige zionistiske organisationer har arbejdet henimod gennem de seneste 100 år.

Det er veldokumenteret, at de før-statslige zionistiske organisationer forsøgte at forflytte den indfødte Palæstina-arabiske befolkning gennem indgåelse af aftaler med de arabiske nabolande. Den Palæstina-arabiske befolkning stod i vejen for de zionistiske pionerers bestræbelse på at oprette en jødisk national stat i Palæstina og måtte naturligvis fjernes. Der er absolut intet nyt i at ville ’arabisere’ flygtningeproblemet.

I begyndelsen af den nuværende krig i Gaza forsøgte Israel og USA da også at få Egypten og Jordan til at åbne grænserne for palæstinenserne fra henholdsvis Gaza og Vestbredden. Men med katastrofen i 1948 og 1967 i erindring sagde begge lande nej.

Vestens medansvar for Palæstinas tragedier

Historisk set er det Vesten, der – ved at lægge de afgørende stemmer til FN’s delingsplan i 1947 (resolution 181) – kickstartede den lavine af ulykker, der lige nu kulminerer i Gaza.

Der var ingen af de daværende arabiske stater, som i 1947 stemte for delingsplanen. De havde svært ved at forstå, hvorfor der skulle oprettes en jødisk stat på arabisk jord i Palæstina og de stemte derfor imod.

Delingsplanen blev desuden vedtaget i en tid, hvor imperialismens kolonier endnu ikke havde opnået selvstændighed og derfor ikke var medlemmer af det nyoprettede FN.

For delingsforslaget stemte derimod alle de vestlige lande, deres allierede, og Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet. Storbritannien, som i 1947 var midt i afviklingen af deres Palæstina-mandat, undlod dog at deltage i afstemningen.

Vedtagelsen af de efterfølgende resolutioner – 194 og 302 – vidner om, at FN og det internationale samfund erkender deres medansvar for den tragedie, der ramte det Palæstina-arabiske samfund i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948. Og man kan betragte UNRWA som legemliggørelsen af dette ansvar.

Organisationen kan og skal derfor ikke ’reformeres’, uden palæstinensernes nationale selvbestemmelsesret er indfriet, og man i den forbindelse har fundet en retfærdig løsning på flygtningeproblemet.

Støtten til UNRWA er således ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt vi synes, at det er synd for de ’stakkels’ palæstinensere. Det er et spørgsmål om at leve op til det politiske og moralske ansvar, som Vesten gennem sin nuværende og historiske støtte til Israel har pådraget sig.