Den danske regering kan ikke blive ved med at kigge væk

Hvis du er en af dem, som nu i fire måneder har travet rundt i gaderne i kulde, regn og sne med kravet om våbenhvile nu og er i tvivl om, hvorvidt det nytter, så kom lige med på denne lille rundtur i Danmark og vores nærområde:

Fem danske pensionskasser har for nyligt besluttet at droppe deres israelske investeringer eller har sortlistet israelske banker, primært på Vestbredden. Det er PensionDanmark, PKA, Akademikerpension, P+Pension og Industriens Pension.

I Norge har Coop meddelt, at koncernen vil stoppe med at importere israelske kartofler “af kommercielle hensyn”. De nye, israelske kartofler udgjorde ellers 88 procent af alle nye kartofler, der blev importeret til Norge.

EU-landet Spanien har reelt indført våbenembargo mod Israel – der er simpelthen indført stop for at udstede våbeneksport-licenser til Israel.

I Holland har en appeldomstol beordret regeringen til at stoppe al eksport af reservedele til F-35-kampfly til Israel. “Det er ubestrideligt, at der er en klar risiko for, at de eksporterede F-35-dele bliver anvendt ved alvorlige krænkelser af international humanitær lov,” skriver appeldomstolen i sin afgørelse – som straks er blevet anket til landets højesteret.

Andre steder i verden melder multinationale selskaber som McDonald’s og Starbucks om markant lavere vækst i salget.

Så vær ikke i tvivl: Den vidtfavnende, solidariske og inkluderende solidaritetsbevægelse, som har udviklet sig siden midten af oktober måned med kravet om våbenhvile og fordømmelse af det israelske folkemord, kan høres. Den har betydning. Den virker.

Folkebevægelsen for Palæstina under angreb

Vi er rigtig mange, der nu i fire måneder uge efter uge har vandret de københavnske gader tynde. Gennem beboelseskvarterer. Til centrale pladser og regeringskontorer. Til tv-stationer og våbenfirmaer. I kulde, regn, sne og frost er en menneskemængde, der hver gang tælles i tusinder og på de store, samlende “Alle på gaden”-dage i títusindvis, blevet set og hørt.

Der er absolut intet ekstremistisk eller fundamentalistisk over bevægelsen, som ellers fra starten har været under beskyldning for Hamas-støtte og antisemitisme og tilsvarende. Det er ikke glemt, at statsministeren den 9. november forsøgte at terrorstemple demonstrationerne og sætte lighedstegn mellem frihedskamp og terrorisme, da hun skrev til sin justitsminister:

“Jeg skal på den baggrund anmode om, at Justitsministeriet udarbejder en redegørelse om, hvordan politiet og anklagemyndigheden anvender det strafferetlige værn mod blandt andet tilskyndelse til og billigelse af terror m.v. i forbindelse med den seneste tids demonstrationer og offentlige ytringer i relation til konflikten i Israel og Gaza.”

Forsøget på at så et terror-frø for at udskamme og brændemærke bevægelsen lykkedes på ingen måde. Demonstrationerne voksede kun i bredden.

Det er heller ikke lykkedes at skræmme folk fra at deltage med påstande om, at bevægelsen kun har legitimitet, hvis den støtter nogle kræfter i Palæstina og tilsvarende tager afstand fra andre. For hvem andre end palæstinenserne er det, der skal bestemme over deres egen kamp for et frit Palæstina?

Jeg overværede for nylig en Palæstina-konference, afholdt af gruppen The Left i EU-parlamentet. Der blev ikke lagt fingre imellem, og manglede man indsigt, var det bare at slå ørerne ud og lytte til det besatte folks egne stemmer. Ahmed Abou Foul fra menneskerettighedsorganisationen Al Haq skar igennem alt vrøvlet om Israels ret til at forsvare sig selv:

“Retten til selvforsvar er en ret, som en stat har, når den angribes af en anden stat. Ikke en ret, som en besættelsesmagt har.”

Argument-resistens i Folketinget

Et af de få steder i Europa, ja nærmest i verden, hvor det hidtil har været umuligt at trænge igennem, er i den danske regering og hos flertallet i det danske Folketing. Her har man forskanset sig bag et panser af argument-resistens.

Selv en historisk kendelse med klare krav til Israel fra Den Internationale Domstol verfes arrogant til side med en bemærkning om, at den med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens ord bare er “en løftet juridisk pegefinger”.

Regeringen og folketingsflertallet tror tilsyneladende, at de stiller sig på den rigtige side af historien. Men de gør det modsatte. Og de risikerer i sidste ende selv at blive stillet til regnskab for det folkemord, vi er vidner til i disse uger og måneder.

Kampen for Palæstina fortsætter

Så der er ingen anden vej end at fortsætte solidaritetsbevægelsen. Den hollandske domstols nylige kendelse har pustet nyt liv i kravet om, at Danmark stopper med at sælge våben til Israel og med at købe våben i Israel i strid med love og traktater.

Herhjemme eksporterer den danske virksomhed Terma komponenter til de selvsamme israelske F-35-fly, som den hollandske kendelse beordrer et stop for al eksport af reservedele til. Glem heller ikke den danske stats berygtede aftale med det israelske våbenfirma Elbit Systems.

Spaniens beslutning om at stoppe med at udstede våbeneksportlicenser til Israel viser vejen – og viser, at der er sprækker i EU, som kan bruges til at få bugt med den associeringsaftale, som siden 2000 har givet Israel en lang række privilegier i forholdet til EU-landene.

Kun ved at fastholde et markant politisk pres, fastholde aktiviteter og arbejde for at rodfæste solidaritetsbevægelsen i eksempelvis fagbevægelsen har vi en chance for at få den danske regering til at vende blikket den rigtige vej.