Den forgyldte Æra

Den kinesiske blog ‘Chuang’ skriver om kinesisk kapitalisme, statsmagt og landets håndtering af – og reaktioner på – coronakrisen. Fjerde afsnit handler om parallellerne til ‘The Gilded Age’ i USA – røverbaronernes tid.

Oversat af Dennis Petersen

Af skrivefællesskabet Chuang

Parallellerne til det aktuelle kinesiske tilfælde er tydelige. COVID-19 kan ikke forstås uden at se på, hvordan udviklingen i Kina de seneste årtier – i og igennem det globale kapitalistiske system – har formet landets sundhedsvæsen og folkesundheden i mere generel forstand. Uanset hvor usædvanlig epidemien er, har den stadig ligheder med andre kriser i det offentlige sundhedsvæsen, som kom før den – og som har en tendens til at blive fremkaldt med næsten samme regelmæssighed som økonomiske kriser. Og til at blive behandlet af medierne på samme måde som økonomiske kriser – dvs. som om de er tilfældigheder, enlige svaler, og aldeles uforudsigelige og uden fortilfælde.

Virkeligheden er dog ikke desto mindre den, at disse sundhedskriser følger deres eget kaotiske, cykliske gentagelses-mønster, som bliver gjort mere sandsynlige af en række strukturelle omstændigheder, der er indbygget i produktionen og det proletariske liv under kapitalismen. Meget ligesom det var tilfældet med Den Spanske Syge, var corona-virus i første omgang i stand til at bide sig fast og sprede sig hurtigt på grund af en generel forringelse af basal sundhedspleje i befolkningen som helhed. Men lige præcis fordi denne forringelse har fundet sted i en periode med bemærkelsesværdig økonomisk vækst, er den blevet skjult bag pragten fra de glitrende byer og enorme fabrikker. Virkeligheden er imidlertid, at offentligt forbrug på sundhedspleje og uddannelse er forblevet meget lavt i Kina, alt imens pengene er gået til fysisk infrastruktur – veje, broer og billig elektricitet til produktionen.

Skandaler i baghaven

På samme tid er kvaliteten af produkter på hjemmemarkedet ofte faretruende ringe. I årtier har kinesisk industri produceret eksportvarer af høj kvalitet og værdi, lavet efter de højeste globale standarder på verdensmarkedet, så som iPhones og computerchips. Men varer, der er blevet tilbage til forbrug på hjemmemarkedet, er af elendig kvalitet og har skabt regulære skandaler og dyb mistillid i befolkningen. De mange sager har unægteligt meget tilfælles med Sinclairs The Jungle og andre fortællinger fra Amerikas guldalder. Den største sag i nyere tid, melamin-mælk-skandalen i 2008, efterlod et dusin spædbørn døde og titusinder indlagt på hospitalerne (selv om det måske var hundredetusindvis, der blev ramt). Siden dengang har en række skandaler rystet offentligheden med jævne mellemrum: I 2011 da genbrugt spildolie blev fundet i restauranter over hele landet; eller i 2018 hvor defekte vacciner slog flere børn ihjel. Og så igen et år senere hvor dusinvis kinesere blev indlagt efter at have modtaget falske HPV-vacciner.

Om end knap så alvorlige, hærger lignende stadig, og udgør et genkendeligt bagtæppe for alle, der bor i Kina: suppepulver blandet med sæbe for at holde omkostningerne nede, “iværksættere” som til nabolandsbyer sælger grise, der er døde under mystiske omstændigheder – og detaljeret sladder om, hvilke sidegade-butikker, der med størst sandsynlighed vil gøre dig syg.

Sundhedspleje på landet

Før landets stykvise indlemmelse i det globale, kapitalistiske system blev services som sundhedspleje i Kina leveret (primært i byerne) under danwei-systemets virksomhedsbaserede medarbejderprogrammer eller (hovedsageligt, men ikke udelukkende, på landet) af lokale sundhedsklinikker bemandet af rigeligt med barfods-læger – en betegnelse for lavtuddannet sundhedspersonale, som udførte lægelignende funktioner i tiden under Mao – alt sammen gratis. Sundhedsvæsenets succes i den socialistiske æra, ligesom æraens succeser inden for uddannelse og læse- og skrive-færdigheder, var så store, at selv landets stærkeste kritikere måtte anerkende dem.

“I årtier har kinesisk industri produceret eksportvarer af høj kvalitet og værdi, lavet efter de højeste globale standarder på verdensmarkedet, så som iPhones og computerchips. Men varer, der er blevet tilbage til forbrug på hjemmemarkedet, er af elendig kvalitet og har skabt regulære skandaler og dyb mistillid i befolkningen.”

Sneglefeber (schistosomiasis), som havde plaget landet i århundrede, blev stort set udryddet i sine historiske kerneområder, blot for at vende stærkt tilbage, da det socialistiske sundhedsvæsen begyndte at blive demonteret. Spædbørnsdødeligheden styrtdykkede, og den forventede levealder tog et spring fra 45 til 68 år i perioden fra 1950 frem til de tidlige 1980ere – endda til trods for hungersnøden under det Store Spring Fremad. Vaccinering og generelle sanitære forholdsregler blev vidt udbredte, og grundlæggende information om ernæring og folkesundhed var gratis og frit tilgængeligt, ligesom adgang til simpel medicin. Samtidig hjalp barfodslæge-systemet med at sprede en fundamental, omend begrænset, medicinsk viden til en stor del af befolkningen, hvilket støttede opbygningen af et robust nedefra-og-op sundhedssystem under forhold med alvorlig materiel fattigdom. Det er værd at huske på, at alt dette fandt sted på et tidspunkt, hvor Kinas velstand pr. indbygger var lavere end i et gennemsnitligt afrikansk land syd for Sahara i dag.

Statsstyret privatisering

Siden da har en kombination af forsømmelse og privatisering nedbrudt systemet væsentligt, på præcis samme tidspunkt som hastig urbanisering og ureguleret industriel produktion af husholdningsartikler og levnedsmidler har gjort behovet for omfattende sundhedspleje – for ikke at tale om mad, medicin og sikkerhedsregler – endnu større. I dag bruger Kina 323$ pr. indbygger på offentlige sundhedsudgifter, ifølge tal fra WHO. Det beløb er lavt, selv sammenlignet med andre “øvre middelindkomst”-lande, og er ca. halvdelen af, hvad Brasilien, Hviderusland og Bulgarien bruger.

Der er kun minimal regulering, om nogen overhovedet, hvilket har resulteret i en lang række skandaler af den slags, der er nævnt ovenfor. I mellemtiden mærkes effekterne af alt dette kraftigst af de hundreder af millioner af migrantarbejdere, for hvem alle rettigheder til nogen form for basal sundhedspleje forsvinder som dug for solen, når de forlader deres landsbyer, hvor de, ifølge hukou-ordningen, har permanent bopæl, uanset hvor de reelt befinder sig. Og det betyder, at hvad, der er tilbage af offentlige ydelser, ikke er tilgængelig for dem nogen andre steder).

Angiveligt skulle det offentlige sundhedsvæsen i slutningen af 1990erne have været erstattet af et mere privatiseret system (men dog styret af staten), hvor en kombination af bidrag fra lønmodtagerne og arbejdsgiverne skulle dække sundhedspleje, pensioner og boligforsikringer. Men de sociale forsikringsordninger har lidt under systematisk underbetaling, helt til det punkt hvor angiveligt “påkrævede” indbetalinger fra arbejdsgivere ofte bare bliver udeladt, hvilket medfører, at en overvældende majoritet af arbejdere må betale ud af egen lomme. Ifølge det senest tilgængelige nationale estimat havde kun 22 % af migrantarbejdere en basal sundhedsforsikring.

Manglende indbetalinger til forsikringssystemet er dog ikke blot en trodsig, egenrådig handling foretaget af korrupte chefer, men kan i høj grad tilskrives, at meget små profitmargener ikke giver rum til sociale medarbejderfordele. Ifølge vores egne beregninger viser det sig, at udgifterne til at indbetale de manglende bidrag i et industrielt hovedcenter som Dongguan ville halvere industriernes profitter og drive mange selskaber ud i konkurs. For at kompensere for de store gab har Kina igangsat en helt skrabet, supplerende sundhedsordning, der skal dække pensionister og mindre selvstændige. Den udbetaler kun nogle få hundrede yuan i gennemsnit pr. person pr. år (100 yuan er cirka 97 kr., red.).

Optimale virusbetingelser i sundhedsvæsnet

Det hårdt pressede sundhedssystem skaber sine egne skræmmende, sociale spændinger. Flere ansatte i sundhedsvæsenet bliver hvert år dræbt, og dusinvis såret, i angreb fortaget af vrede patienter eller, som oftest, familiemedlemmer til patienter, som er døde i behandlernes varetægt. Det seneste angreb fandt sted juleaften, da en læge i Beijing blev stukket ned og dræbt af sønnen til en patient, som var overbevist om, at hans mor var død på grund af mangelfuld behandling på hospitalet. En undersøgelse blandt læger viste, at svimlende 85 % havde oplevet vold på arbejdspladsen, og en anden fra 2015 viste, at 13 % af lægerne i Kina var blevet udsat for fysiske overfald i løbet af det seneste år.

Kinesiske læger tilser fire gange så mange patienter pr. år som læger i USA og til en løn på under 15.000 $ per år. For at sætte det i perspektiv: Det er mindre end den gennemsnitlige årsindkomst på 16.769 $ i Kina, hvor en gennemsnitlig læge i USA får omkring 300.000 $ om året, hvilket er næsten fem gange mere end den gennemsnitlige årsindkomst (60.200 $) i staterne. Før det blev lukket ned og skaberne blev arresteret i 2016, havde projektet Oprør- og Uro-Tracker – lavet af borgerretsforkæmperne Lu Yuyu og Li Tingyu – registreret, som minimum, nogle få strejker og demonstrationer hver måned, foretaget af personale i sundhedsvæsenet. I 2015 – som var det sidste hele år med deres omhyggeligt indsamlede data – var der 43 sådanne begivenheder. De registrerede også dusinvis af protester hver måned, ledet af patienters familiemedlemmer, mod medicinske fejlbehandlinger – med 368 registrerede tilfælde i 2015.

Under sådanne forhold med nedskæringer i de offentlige investeringer i sundhedsvæsenet, er det ikke nogen overraskelse, at COVID-19 så let fik bidt sig fast. Sammen med den kendsgerning at nye smitsomme sygdomme opstår i Kina med 1-2 års mellemrum, synes omstændighederne at være ideelle for, at sådanne epidemier kan fortsætte. Som det var tilfældet med Den Spanske Syge, har de generelt ringe sundhedsmæssige forhold for proletarerne i befolkningen hjulpet virus med både at få fodfæste og derefter at sprede sig hurtigt. Men igen: Det er ikke kun et spørgsmål om udbredelse. Vi må også forstå, hvordan selve virussen blev frembragt.

Denne artikel er oprindeligt bragt på bloggen Social Contagion: Gilded Age

Solidaritet giver dig nyheder, analyser og debat fra hele verden. Støt uafhængig journalistik uden betalingsmure og reklamer.