Rød-Grøn Ungdom – For den konfliktsky venstrefløj?

Den nystiftede ungdomsorganisation Rød Grøn Ungdom tænker bevægelser som noget, der støtte det parlamentariske arbejde. Det er en problematisk tilgang, mener Erik Storrud, som savner formuleringer om kollektiv, aktivistisk handling.

Har du selv noget på hjerte? Så skriv til Solidaritet.

Af Erik Storrud

Søndag 1. marts stiftedes den nye landsdækkende ungdomsorganisation Rød-Grøn Ungdom (RGU), og dagen efter fremlagde de deres politiske platform og deres strategi for de næste to års arbejde. Nu hvor jeg har fået tid til at læse det, må jeg konstatere, at RGU umiddelbart tegner til at blive et af de kedeligste projekter, jeg har stiftet bekendtskab med på venstrefløjen de seneste år.

RGU skriver i platformen, at de er demokrater, socialister, feminister og klimaaktivister. Det er i hvert fald de fire bærende bjælker i platformen. Til gengæld lader platformen til at være kirurgisk frarøvet enhver form for udenomsparlamentarisk aktivisme eller stillingtagen til de aktivistiske kampe, der foregår.

Bevægelser for partiet eller partiet for bevægelserne

Det parlamentariske demokrati er klart i højsædet hos RGU, hvilket gentages ofte i både platformen og deres to-årige handlingsplan. Udover en masse fine ord om, at demokratiet skal udvides, er der i demokrati-afsnittet følgende passage:

”Vi ved, man kan skabe store forandringer med parlamentarismen, men er overbevist om, at arbejdet både i kommunalbestyrelser, regionsråd og i Folketinget altid er stærkere, når politikken samtidig skabes ude i landet og gennem folkelige bevægelser.”

I RGUs demokratibjælke nævnes bevægelserne altså som noget, der har værdi – men som primært er en støtte for de parlamentariske forandringer, RGU vil opnå. Det parlamentariske kan altså i deres formulering godt stå alene, men står stærkere, hvis der er folkelige bevægelser bag dem. En ekstremt vag udmelding, eftersom alle partier i Folketinget nok ville ønske, at der var brede folkelige bevægelser bag deres politik.

Personligt tror jeg ikke, man kan lave store forandringer til det bedre igennem parlamentarismen alene. Derfor søger jeg partier og organisationer, der støtter og opbygger progressive bevægelser for deres egen skyld. I RGU’s formulering er det faktisk omvendt. Det finder jeg stærkt bekymrende og ikke særligt demokratisk.

Klimaaktivist eller klimaidentitet?

At være klimaktivist betyder ifølge platformen at træffe de rigtige klimavalg i hverdagen, men så bliver det igen mere vagt:

”Ansvaret ligger hos dem, der har bragt os i denne situation ved at drive uhæmmet rovdrift på klodens ressourcer. Det er derfor, vi er nødt til at insistere på en grundlæggende forandring af vores samfund.”

Jeg tror heller ikke, klimakrisen kan håndteres uden en socialistisk samfundsforandring. Men jeg har i modsætning til platformen altså tænkt mig at gøre lidt mere end bare at ”insistere” på det. Derfor vil enhver klimaaktivist nok savne, at der var bare en eneste formulering om kollektiv, aktivistisk handling eller støtte til de klimaaktioner, som rent faktisk allerede foregår. I Danmark findes der naturlige allierede bevægelser at støtte såsom ’Extinction Rebellion’ og ’Klimakollektivet’, og internationalt er der årlige ’Ende Gelände’ protester. I Danmark er der lufthavnsudvidelser og en Baltic Pipeline, der skal stoppes – men jeg bliver oprigtigt i tvivl, om RGU vil støtte kampene eller om det mest er pæne ord, fordi klima er oppe i tiden?

Ikkevoldelig – eller inaktiv over for undertrykkelse?

Obligatorisk for den politiske organisation er der selvfølgelig også en parole om, at vold ikke har sin berettigelse i et land som Danmark. En parole visse elementer af den presse-strategiske elite har presset på for i årevis. Det er i sig selv en fin parole. Alle er enige om, at vold er dumt og gør ondt. Problemet for mig er blot, at paroler om ikke-vold kræver en strategisk overvejelse af – hvad man skal gøre i stedet, når man møder den uretfærdighed eller de overgreb, et ulige samfund nødvendigvis byder på.

Hvad skal muslimer gøre, når Rasmus Paludan ikke vil lade dem begrave deres børn i fred? Hvad skal mennesker med lav indkomst gøre, når de bliver tvangsflyttet, og deres hjem bliver revet ned grundet ghettopakken? Hvad skal børn og unge gøre ved en fossil industri, der smadrer klimaet og deres fremtid? Hvad skal fagligt aktive gøre, når de bliver lockoutet, eller skruebrækkere overtager deres arbejde? Hvad skal voldtægtsofre gøre ved deres gerningsmænd?

“Et fokus på ikke-vold og parlamentarisme er udtryk for en realpolitisk privilegie-blindhed, der ikke hjælper dem, som rammes af uretfærdighed – men i stedet bidrager til den stigende politikerlede i samfundet.”

Jeg mener ikke, at svaret på nogen af de spørgsmål er vold. Svarene er i nogle tilfælde civil ulydighed, i andre tilfælde er de selvforsvar – og i alle tilfælde er svaret organisering og støtte til bevægelser for de direkte ramte. Et fokus på ikkevold og parlamentarisme er udtryk for en realpolitisk privilegie-blindhed, der ikke hjælper dem, som rammes af uretfærdighed – men i stedet bidrager til den stigende politikerlede i samfundet.

Which side are you on?

Det er ikke fordi, der mangler projekter, som en landsdækkende, socialistisk ungdomsorganisation kunne kaste sig over. De næste par år kommer til at byde på nogle rigtig vigtige opgør og kampe. “Ghettoloven” resulterer snart i de første privatiseringer og nedrivninger. Der er en spirende fascisme, som blomstrer op og vejrer morgenluft i mange provinsbyer. En kæmpe gasledning kommer til at skære sig igennem landet og sætte os tilbage i forhold til vores klimaforpligtelser. Ingen af disse kampe er nævnt i partiets plan for de første to år. Det eneste, RGU nævner, er faktisk projekter – som opbygger deres egen organisation og så valgkamp for Enhedslisten.

Hvis man vil lave samfundet om for de mange i stedet for de få, bliver man nødt til at indgå i de konkrete konflikter, der udspiller sig. Hvis de undertrykte skal føle sig tiltrukket af RGU og Enhedslisten, er de rød-grønne nødt til at vælge de undertryktes side. Med det jeg har set fra RGU indtil videre, véd jeg simpelthen ikke – hvilken side de kommer til at stå på i de kommende års konflikter.

Læs også: Politisk opgør blandt venstrefløjens unge.

Erik Storrud er erhvervskolelærer, og har været venstrefløjsaktivist i 20 år.