Den manglende uddannelse

Nu kan man selvfølelig hurtigt regne ud, at der er langt fra de 50 mio. op til de mere end 6 mia. kr., som omprioriteringsbidraget i alt har sparet væk. Alligevel mener jeg der er grund til, at vi som venstrefløj løfter øjenbrynene og byder Socialdemokraterne op til dans – for de har fat i noget.

De otte lukningstruede VUC-centre er placeret i områder af Danmark, hvor uddannelses-niveauet er lavest, chancen for arbejdsløshed høj og nettolønningerne lave. Vi ved, tingene hænger sammen. Vi ved også, at det er i disse områder – at boligpriserne er lavest, kommunernes økonomi er dårligst, der er længst til sygehuset osv. De kedelige fakta står nærmest i kø.

Usikkerheden er en del af den personlige såvel som lokalsamfundets hverdag. Lukker eller flytter en arbejdsplads – offentlig som privat – kan det betyde alverden for både den lille familie og kommunen.

Uddannelse som løftestang

Derfor giver det god mening at investere i uddannelse med et geografisk fokus – så vil vi skabe bedre levevilkår i hele Danmark. Skal vi give folk bedre mulighed for at finde job igen, tyder meget på, at opkvalificering kan være vejen.

I den sammenhæng kan man sige om VUC, at det har fokus på mennesker, som af den ene eller anden grund havner i uddannelse eller omskoling i voksenlivet. Har man som ufaglært i sit lokalområde muligheden for generel uddannelse, kan det være en løftestang ind i en erhvervsuddannelse eller mellemlang, videregående uddannelse – hvilket både kan give større muligheder for job og bedre løn.

Men jeg mener, vi som venstrefløj må videre end bare at bevare de nuværende tilbud.

Ser vi bort fra en kort periode efter 2. Verdenskrig, har uddannelse været en sikker indikator for den voksende ulighed i Danmark. Skellet i den disponible indkomst mellem højt og lavt uddannet er kun blevet større, som årtierne er gået. Samtidig kan vi se, hvordan pengestærke klumper sig sammen i stadig højere grad.

Klokkeklart er det, at vi som samfund ikke har formået at skabe den resultat-lighed, der kunne give mennesker mulighed for at udfordre og bruge deres evner i uddannelsessystemet.

Overraskende mange unge vælger uddannelsesniveau efter hvilken social klasse, de kommer fra. Vi må derfor droppe tanken om de individuelle valg som den afgørende rettesnor for, hvor vi ender på lønstigen.

Det er nødvendigt, vi som venstreorienterede går i flere retninger:

Uddannelse der passer den enkelte

Vi skal gå fuldtonet ind i debatten om erhvervs- såvel som voksen- og efter-uddannelse. Hvis flere mennesker skal have muligheder for gode liv, må vi gøre det muligt for dem at uddanne sig på det tidspunkt i livet, hvor familieliv, arbejdssituationen og motivation kan mødes. Uddannelse skal ikke være det gærde, der stopper drømmen – uddannelsen skal være tilgængelig, når man har behov for den. Og derfor skal der være mulighed for uddannelse – hvor man er i livet, i privatøkonomien og geografisk.

Der skal i den sammenhæng både være plads til debat om de økonomiske, geografiske som de didaktisk /pædagogiske sider. Vi skal være villige til at kaste de nuværende uddannelses-institutioner op i luften, hvis uddannelse skal give mening for mennesker.

Forskelle i løn og arbejdsvilkår

Samtidig skal vi være langt bedre til at problematisere lønforskelle og arbejdsvilkår i vores samfund.

Jeg ved godt, at løn- og arbejdsvilkår er en sag for fagbevægelsen. Men når vi efter OK-17 bare kan se usikkerheden stige hos større grupper af lønarbejdere, fordi der ikke bliver forhandlet et kædeansvar hjem. Og når vi året efter kan se en ellers samlet fagbevægelse for de offentligt ansatte nå i mål med et resultat i OK-18 – der utvetydigt tilgodeser den højere middelklasse i forhold til løn forhandlet i relative tal og betalte pauser – bliver vi som venstrefløj nødt til at være polemiske og stille spørgsmål ved udviklingen.

Skal akademikere lønnes bedre end ufaglærte?

Hvorfor skal akademikere partout være bedre lønnede end ufaglærte? Det giver faktisk ingen mening i en venstreorienteret sammenhæng. Den ufaglærte er højst sandsynligt havnet på arbejdsmarkedet i en ung alder. Akademikeren har svedt lidt længere med de tunge bøger. Begge er de nødvendige tandhjul i vores store urværk. Jeg vil ikke undvære nogen af dem.

Som venstrefløj skal vi være villige til at forlange lige vilkår, selv om det lyder som et levn fra en fortid, vi som venstreorienterede har lagt bag os. Den formelle lighedstanke – der ligger som et tykt tæppe over vores arbejdsmarkeds- og uddannelses-tænkning – skal udfordres, fordi den ikke skaber de lovede muligheder for de mange

Pres Mette Frederiksen

Det er ikke hverdagskost, at Socialdemokraterne er så klare i spyttet som i denne sag. – Hele pensionscirkusset, hvor tallet 3 mia. er det eneste konkrete på bordet, er et eksempel på, hvordan partiet blæser i vinden. Skal vi udfordre deres konservative indgangsvinkel til, hvornår mennesker kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet: Fra mit perspektiv bliver tanken om, at nogle fag er mere nedslidende end andre, en sten på vejen til et stadig mere klasseopdelt samfund, hvor nogle mennesker fødes til at blive samfundets overklasse – og langt de fleste af os de sure tæer.

Vi bliver som venstrefløj nødt til at holde fast i forhandling på spørgsmålet om voksenuddannelse, når Mette Frederiksen endelig melder sig klar til handling. At møde et tal som 50 mio. kr. til voksenuddannelse i yderområderne taler lige ind i resultatligheden – hvilket er meget, meget sjældent i den nuværende politiske debat.

Men Mette Frederiksen skal ikke slippe af sted med en lille fond på 50 mio. – vi skal kræve omfordeling i uddannelsessystemet – der skal opjusteres langt mere i forhold til voksne og yderområderne.

Skal omprioriteringsbidragets besparelser tilbagerulles, skal der fordeles anderledes end før grønthøsteren blev sat i gang: Vi skal have fokus på erhvervsuddannelse, voksnes uddannelsesmuligheder og didaktiske tilgange, der tilgodeser mennesker fra hjem uden bogreol. Det er vigtigt at holde fast i – og ikke mindst handle på.