Foto: Urszula Soltys
5 min. læsetid

Med Isabella Hammads roman ’Pariseren’ har palæstinenserne fået en stærk forfatterstemme med appel til et internationalt publikum. Det er en bog fyldt med spænding, samt historiske og aktuelle perspektiver.


Tekst og foto af Bjørn Meidell

I ‘Pariseren’ følger vi købmandssønnen Midhat Kamal fra Nablus, der ligger et par timers kørsel i nordlig retning fra Jerusalem.   

Pariseren er udgivet på Politiken Forlag (2018)

Den historiske ramme spænder over den begyndende jødiske indvandring til Palæstina (hvor det osmanniske imperium befinder sig i sin dødsfase) fra begyndelsen af det 20. århundrede til afslutningen på Første Verdenskrig – og englændernes indtog i 20´erne, til det første store palæstinensiske oprørsforsøg i 1936. Den sætter fokus på indvandringen, den jødiske kolonisering og englændernes magtanvendelse.

Midhat går i fransk skole i Konstantinopel (nu Istanbul).  Hans klassekammerater er armeniere, grækere, jøder, armeniere, maronitter m.fl. som i et billede af det multietniske osmanniske imperium. 

Risikoen for at Midhat udskrives til tyrkisk militærtjeneste under Første Verdenskrig får hans far, Kamal Hammad, til at sende ham på studieophold i Montpellier, Frankrig. Han får her logi hos en middelmådig antropolog, hvis hovedformål med at huse Midhat er at aflure en muslims væsen og adfærd. Om han er ”civiliseret”? En afvigelse?

At frigøre Syrien og Palæstina fra kolonialt herredømme

Da Midhat bliver bevidst om sin rolle som objekt, slutter hans ophold i Montpellier med en eksplosion. I forlængelse heraf bryder han et spirende forhold til husets datter Jeanette og rejser til Paris, hvor han får kontakt med andre studerende fra Syrien og Palæstina. De er glødende optaget af at frigøre Syrien og Palæstina fra kolonialt herredømme. Isabella Hammad giver et bidende billede af, hvordan stormagterne bruger mere krudt på at smigre og snøre den arabiske forhandler Emir Feisal end på at diskutere realpolitiske indrømmelser.

Første Verdenskrigs afslutning får Midhat til at rejse tilbage til Nablus. De lokale kalder ham ’Pariseren’. Bogen giver et nuanceret indblik i den palæstinensiske provinsbys handelsliv, kultur, sladder, kvindeliv og missionærernes tvetydige rolle. Er de meddelere for englænderne, som har overtaget rollen som kolonimagt i Palæstina? Læg mærke til nonnerne og den franske dominikanerpræst Pere Antoine.

Det ikoniske klokketårn i Nablus, der stammer fra den osmanniske periode. Foto: Bjørn Meidell.

Interessant er den samaritanske minoritets rolle i Nablus, den byder på byens bedste skrædder. Efter faderens død går Midhat i kompagniskab med en samaritaner, Eli Kahen. I udgangspunktet er der sameksistens mellem de forskellige trossamfund i Nablus.

Fra et nyligt besøg i Nablus og på Garizim-bjerget har jeg set, hvordan det lille samaritaner-samfund med 300 mennesker i dag lever i en fæstning på bjergtoppen med blafrende israelske flag og israelske militærkøretøjer, der drøner gennem hovedgaden. På Midhats tid boede samaritanerne i den gamle bydel.

Midhats bedstemor er en aktiv giftekniv og central figur i romanen. Kvinderne styrer (eller forsøger at styre) indgåelse af ægteskab. Midhat har mistet sin mor som to-årig, faderen gifter sig på ny med en ”snu” kvinde og bor en stor del af tiden i Cairo, hvor han også driver sine købmandsforretninger. I funktionen som den onde stedmor er hun lidt af en kliché. 

Den tiltagende jødiske indvandring vækker nationalismen blandt de unge mænd og landarbejdere, der gradvist mister deres marker og økonomiske fundament. Midhat er politisk indifferent, går på natklubber og har affærer. Han er ramt på sjælen af sit brud med Jeanette i Montpellier og sit problematiske forhold til sin far.

Overklassekvinder uden slør demonstrerer. Men da modstanden radikaliseres i midten af 1930’erne, vinder tørklædet frem blandt landbefolkningen som en markør i forhold til de jødiske kvinder. Og samaritanerne kommer i klemme. I modsætning til Midhat, der bliver indlagt på et psykiatrisk sygehus, får hans venner og andre familiemedlemmer en central rolle i generalstrejken 1936.

Modbillede til den dominerende israelske fortælling

Blot 27-årige Isabella Hammad, der har en engelsk-palæstinensisk baggrund, skriver levende, nuanceret og med historisk overblik. Man følger med nervøsitet og bekymring personernes skæbne.

En anke mod bogen er de alt for mange franske gloser og ikke-oversatte arabiske talemåder, som vil være fremmed for mange læsere. Hvorfor har forlaget ikke udstyret bogen med en ord- og begrebsliste?

Ikke desto mindre er den et modbillede til den dominerende litterære israelske fortælling om Israel/Palæstina i Vesten, og Pariseren er i den sammenhæng sørgeligt aktuel og tiltrængt. De langsigtede konsekvenser af det israelske statsprojekt er alt for velkendte. Måtte Hammad følge op på sin debutroman.

Hør forfatter Isabella Hammad give en introduktion til bogen her.

Forfatteren Isabella Hammad var fredag 23.8. en af hovedattraktionerne på ’Lousiana Litterature’ 22. – 25. august.

Isabel Hammad: ’Pariseren’, 550 sider, 300 kr., Politikens Forlag


Bjørn Weidell er cand. mag. i samfundsfag og historie. Han har bl.a. udgivet bøgerne “Slået med beundring: Fascination, Flugt og Frihedskamp” (2005), “Frygt og Fryd i Damaskus” (2010), og “Bag Muren – Hverdag i en Apartheidstat” (2015) om situationen i det besatte Palæstina.