Den socialdemokratiske vandrepokal finder sin sidste hylde

Han er blevet kaldt Socialdemokratiets vandrepokal: Den 62-årige Henrik Dam Kristensen som nu afløser Pia Kjærsgaard (DF) som formand for Folketinget.

Det tidligere landpostbud fra Vorbasse har da også i snart tre årtier bestridt adskillige ministerposter, været formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe, partisekretær og medlem af Europa-Parlamentet. Men faktisk blev Henrik Dam Kristensen engang, i slutningen af 1990’erne og starten af 00’erne, anset for at være Socialdemokratiets kommende formand og landets kommende statsminister.

Henrik Dam Kristensen, der som verdens første fødevareminister, havde sat fødevaresikkerhed og kvalitet på den politiske dagsorden, var ikke bare folkelig populær. Han tilhørte den dominerende såkaldte Nyrup-fløj, eller højrefløj, i Socialdemokratiet, som i folketingsgruppen var, og er, organiseret i kaffeklubben med navnet Morgenmadsklubben (navnet skyldes at medlemmerne oprindelig skiftedes til at give morgenmad). Efter Socialdemokratiets daværende formand, Mogens Lykketoft, trak sig som formand, ovenpå valgnederlaget i 2015, fik Henrik Dam Kristensen også tilbuddet blot for at takke nej. Han manglede ilden i maven. I bogen »De politiske håndværkere« har Henrik Dam Kristensen efterfølgende fortalt, at han selvfølgelig var smigret over at blive kaldt kronprins. »Men for min egen skyld, for partiets skyld og for Danmarks skyld – det skulle jeg bare ikke være«.

I stedet valgte socialdemokraterne som bekendt at springe over den såkaldte mellemgeneration – som udover Henrik Dam Kristensen bestod af Jan Trøjborg, Pia Gjellerup og Frank Jensen – og i stedet vælge Helle Thorning-Schmidt. Og resten er historie.

Lodtrækning

Selv om Henrik Dam Kristensen får en post som i realiteten ikke har nogen politisk indflydelse, har der dog altid være kamp om denne, der aflønnes som statsministeren og ligeledes ledsages en bil med chauffør og en officiel bolig (en lejlighed på Christiansborg står til rådighed). Af samme årsag plejer den at tilfalde en ældre såkaldt statsmand eller kvinde – den nu tidligere formand, Pia Kjærsgaard, blev den første kvinde på posten – som tak for lang og trofast tjeneste for sit parti. Efter folketingsvalget i 1998 afviste det færøske socialdemokratiske medlem af Folketinget Johannes Eidesgaard således at støtte Socialdemokraternes formandskandidat Birthe Weiss med det resultat, at der var der lige mange mandater bag Birthe Weiss og Venstres kandidat, Ivar Hansen. Derfor blev der trukket lod og Ivar Hansen blev valgt.

Det betyder dog ikke at de skiftende formænd bare har nøjedes med at holde styr på talerrækken under debatterne i folketingssalen og sørge for at påtale, hvis medlemmerne taler for længe, hvis de bander, eller hvis de glemmer at omtale hinanden i tredje person.

Erling Olsen (S), som var blevet valgt som formand i 1994, iværksatte året efter den såkaldte Olsen-plan, hvis hensigt var at få magten – eller i hvert fald mere af den – tilbage til Folketinget, tilbage fra eksperterne og fra EU. Det lykkedes delvist ved at give flere penge til sekretærer til de enkelte folketingsmedlemmer og partiers sekretariater, ligesom de mange udvalg fik tilknyttet konsulenter, som uafhængig af centraladministrationen kan hjælpe folketingsmedlemmerne med udvalgsarbejdet. Samtidig blev partistøtten også hævet, så der blev råd til at ansætte såvel eksperter som kommunikationsfolk. Til gengæld måtte Pia Kjærsgaard dog opgive idéen om såkaldte parlamentariske undersøgelser, fordi hverken Venstre, De Konservative eller Socialdemokratiet ville være med. Hvilket afslører grænserne for formandens formåen.

Traditionen er også, at ikke bare holder Folketingets formand sig ude af den (parti)politiske debat. Folketingets præsidium, som er Folketingets øverste ledelse og består af repræsentanter fra de fem største partier, stræber efter at træffe beslutninger ved konsensus.

Pia Kjærsgaard

Selv om Pia Kjærsgaard ved sit valg i 2015 netop lovede at bestræbe sig på at være »hele Folketingets formand« er hun blevet kritiseret ikke at have været dette. Hele Folketingets formand. Pia Kjærsgaard har nemlig ikke holdt sig tilbage fra at deltage i samfundsdebatten og ikke mindst venstrefløjen har kritiseret hende for at være en splittende, og ikke samlende, person. Senest irettesatte Pia Kjærsgaard tidligere på året Pelle Dragsted (EL) efter at denne på talerstolen havde kaldt et spørgsmål fra hendes partifælle, Kenneth Kristensen Berth, for »racistisk«.

»Det beskylder vi ikke hinanden for,« lød det fra formanden, der til enhver tid skal vurdere, om en udtalelse er »utilbørlig«.

Kritikken har nu ikke gjort særlig indtryk på hovedperson. Pia Kjærsgaard har – korrekt – påpeget, at de samme partier som har kritiseret hende heller ikke stemte for hendes valg i 2019. Ved den lejlighed stemte de fire borgerlige partier samt Socialdemokraterne og grønlandske Siumut for Dansk Folkepartis tidligere formand.

»Velkommen til en ny formand, der kan repræsentere og favne hele folketinget,« skriver Pelle Dragsted nu på Twitter, mens Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, beskriver Henrik Dam Kristensen som »rolig, besindig og klog«.

»Han vil være utroligt god, tror jeg, til at tage hensyn til både store og små partier, regering og opposition,« siger Mette Frederiksen til Danmarks Radio (DR). »Han er jo sådan en meget folkestyremand. Så det tror jeg bliver rigtig godt for Folketinget«.

Selv har Henrik Dam Kristensen ikke ønsket at udtale sig, før han officielt vælges fredag. Men i bogen »Modne Mænd« har han fortalt, at det kunne »være helt fantastisk« at få lov at slutte karrieren som Folketingets formand.

Udover en ny formand skal der også vælges fire næstformænd, der sammen med formanden udgør Folketingets Præsidium. Medlemmerne af præsidiet hjælper på skift formanden med at lede møderne i Folketingssalen. I den seneste valgperiode var Henrik Dam Kristensen 1. næstformand, Venstres Kristian Pihl Lorentzen var 2. næstformand, Enhedslistens Christian Juhl 3. næstformand og Liberal Alliances Leif Mikkelsen var 4. næstformand. Valgresultatet betyder, at både Enhedslisten og Liberal Alliance træder ud af præsidiet. Ind kommer i stedet SF og De Radikale.