‘Den Sorte Jord’: En vigtig film med en vildledende dansk titel

Kampen om historien og sandheden udspiller sig stadig i Ukraine. Filmen ’Den Sorte Jord’ kan i den sammenhæng ses som et bidrag til bearbejdningen af, hvordan landets indbyggere erindrer hungersnøden i 1932-1933. Dens omdrejningspunkt er en journalists rejse til Ukraine i 1933. Gennem ham fortælles sammenhængen mellem den sovjetiske økonomis påståede strålende fremskridt og den politisk orkestrerede hungersdød i Ukraine, kaldet Holodomor. Derudover stiller den et andet stadig aktuelt spørgsmål: hvis Vesten i så lang tid overså katastrofen, var det så fordi den lod sig narre af både Sovjet-propaganda og udsendte journalister?

Mellem erindring og realitet

Den Sorte Jord lægger et personligt snit hen over et mørkt kapitel i Sovjetunionens historie. Den fortælles primært gennem den unge waliser, Gareth Jones, der arbejder som udenrigspolitisk rådgiver for Lloyd George (britisk premierminister 1916 – 22, red.). Han vil i begyndelsen af 1933 rejse til Ukraine for at besøge Stalino, som byen Donetsk hed på det tidspunkt. Her arbejdede hans mor i sine unge år som guvernante for stålmagnaten John Hughes’ børnebørn, men hans drivkraft er først og fremmest at finde ud af, hvordan Stalin egentlig fik sine penge. Som underspørgsmål spørges der til, hvordan Sovjetunionen kunne blive rig, når resten af verden var i krise. Til det formål ønsker han at få et interview i hus med selveste Stalin, en ikke helt urealistisk ambition, i forhold til at Jones tidligere på året var lykkedes med at interviewe Hitler.

Vi introduceres til Jones, da han for en række tydeligvis vigtige ældre mænd fremlægger sit syn på Hitlers og Goebbels’ ambitioner om at angribe Polen. Han spørger det røgfyldte rum, om flanken mod øst (Sovjetunionen) mon kan holde. Kort efter overbringer Lloyd George’s sekretær ham en fyreseddel sammen med en kop te, og Jones’ rejse mod øst sættes derefter i gang. Forinden er han på dramatisk vis blevet advaret om Stalin, i et opkald til Moskva-journalisten Paul Kleb. Scenen er lagt til et højspændt drama, akkompagneret af voldsom musik i baggrunden.

Kampen om sandheden

Ankommet til Moskva opsøger Jones fluks New York Times’ Walter Duranty, der året inden, i 1932, havde fået en Pulitzer-pris for sin journalistik fra Sovjetunionen. Han siger, at Ukraines korn er Stalins guld, og at femårsplanen har fordoblet Sovjets output. Til det indvender Jones, at Kreml faktisk er fallit. Dernæst fortæller Duranty, at Kleb er død ved et røveri, samtidig med at han kraftigt antyder, at han blev likvideret.

Duranty inviterer ham til party. Det viser sig at være et sandt orgie af sex, stoffer og jazz. Det accepterer de nye kommunistiske diktatorer åbenbart. En nøgen Duranty forklarer, at han på den måde kan holde balancen. Jones opsøger i stedet Durantys assistent, Ada, som afslører, at Paul var involveret i ’the story nobody talks about’, men forsvarer samtidig styrets handlinger. Sandheden er et spørgsmål om perspektiv, må man forstå.

Jones kommer herefter i kontakt med udenrigsminister Litvinov, der opfordrer ham til at rejse til Kharkiv i Nordøstukraine. Og det er her, rædslernes alvor begynder at gå op for ham, da han vil købe en frakke af en medpassager. Han vil ikke have penge – kun brød.   

Herefter følger en bred vifte af skrækscener. Først bliver Jones selv sat til at laste kornsække med destination Moskva, men flygter ud i vinter og kulde. De landsbyer, han kommer til, har intetsteds noget mad, undtagen det måltid tre søskende tilbereder, og som er endnu mere makabert end intet at spise. Til sidst bliver Jones pågrebet og sendt til Moskva.

Gareth kommer i fængsel sammen med dem, men får endnu en samtale med Litvinov, der tillader ham at forlade landet, hvis han lover kun at fortælle sandheden, altså at der ikke er hungersnød i Ukraine. Det er betingelsen for ingeniørernes frigivelse. Inden han drager mod vest, møder han endnu engang Duranty som fortsat benægter hungersnøden. Ada kan ikke se ham i øjnene.

Tilbage i London møder Gareth den store forfatter George Orwell, der i sine unge dage var socialistisk anarakist. Han opfordrer ham til at sige sandheden. Han møder også den stærkt antikommunistiske William Randolph Hearst, der er interesseret i historien.

Usammenhængende og underforstået

For den uindviede bliver det først til sidst helt klart, at både Jones og Duranty er historisk eksisterende personer. Formentlig af kunstneriske grunde står det hen i det uvisse indtil da. Det gør filmen forvirrende og underforklaret. Eksempelvis tager det tid, før man hitter ud af, hvem de prominente herrer i den første scene skal forestille at være. Og det gør man kun gennem Lloyd George. Jones mødes med udenrigsminister Litvinov to gange i filmen (én gang i realiteten), men man får ikke at vide, at det er Litvinov. Det må man gætte sig til ud fra andre indikationer og rulleteksterne. Det er da heller ikke ham, der rent faktisk autoriserede Jones’ rejse til Kharkiv, men en anden interessant figur, Konstantin Umanskij, der var forbindelsesled mellem sovjet-apparatet og det udenlandske pressekorps. Han optræder også i filmen og er vistnok ham, der ledsager Jones på togrejsen til Ukraine. Han var kendt for at være vældig glad for at deltage i journalist-udskejelserne.

Jones har journalistisk næse for en historie – hvordan kan Stalin tjene udenlandsk valuta – og er frygtløs. Desværre får vi ikke svaret på, hvordan Stalin tjente sine penge, vi ved kun, at det ukrainske folk blev misbrugt og udsultet. Den økonomiske forbindelse dokumenteres ikke.

Hvad skrev Jones egentlig?

– Historien om Jones’ vandring i Ukraine og senere publikationer er i sig selv værd at fortælle. I sine artikler efter turen stiller han oven købet relevante spørgsmål, som han prøver at besvare i præcist sprog. Hans pointe var, at Stalins rekordøkonomi var illusorisk.

– Straks efter Jones kom til Berlin fra Moskva, interviewede The New York Evening Post ham. Det blev bragt 29. marts 1933, og blev også publiceret af The Morning Post 30. marts. Den 31. marts offentliggjorde Jones sin første artikel i The Evening Standard, men allerede samme dag var Duranty ude med sin artikel ’Russians Hungry, But Not Starving’ i New York Times, hvor han refererer til Jones’ Berlin-interview og skriver, at Jones havde sagt til ham (Duranty), at han ikke havde set nogen døde.

– I begyndelsen af april publicerede Jones derudover en række artikler i The Daily Express. Endelig bragte Financial News (konkurrent til Financial Times) tre artikler fra Jones’ hånd om den sovjetiske økonomiske situation, en om industrialisering, en om ’finansielle indtryk’ (financial impressions) og en om landbruget.

+

I 2005 udkom en bog af Jones’ niece, More than a Grain of Truth. Den har bidraget til at give Jones ikonisk status som frygtløs journalist. De efterlevende vogter altså over hans rygte, og har klaget over forskellige filmiske unøjagtigheder: At Jones skulle have mødt Orwell, at han havde en kærlighedsinteresse i Moskva, og at han kom til at spise menneskekød.

Der er også mangler, som kunne have beriget filmen. Jones sprang af toget før Kharkiv og foretog en uautoriseret vandretur på 60-70 kilometer i området. Han sluttede turen i Kharkiv, hvor han foretog interviews og hentede mange observationer. Hvorfor ikke give et mere retvisende billede af Jones’ bevægelser i landskabet? Den måde han undslipper fra Umanskij i filmen er opdigtet, for intet tyder på, at han blev ledsaget.

Alle disse retoucheringer kunne accepteres, hvis de gjorde filmen bedre. Det gør de ikke. Hvad Jones fandt ud af og ikke mindst rapporterede, den måde hans artikler blev undsagt på samt sovjetapparatets forhold til udenlandske journaliser og, omvendt, de vestlige landes forhold til de rapporteringer de ønskede er vigtige temaer, der imidlertid burde være blevet  gengivet mere korrekt.

Endelig må man undre sig over, hvorfor filmen bliver kaldt Den Sorte Jord på dansk. Den engelske titel, Mr. Jones, er langt mere dækkende, for den handler hverken handler om det ukrainske landbrug eller kollektiviseringen, men om Jones’ møde med hungersnødens manifestationer, samt – til en vis grad – om Sovjets kontrol med nyheder og den udenlandske presses eftergivenhed. Terroren skal begribes ud fra Jones’ flugt, nogle filmede overgreb og udhungrede børns sang om kulde og sult.

Landbrug på katastrofekurs

Jones’ artikler i Financial News er interessante, da de viser, hvordan industriproduktionen havde vist betydelige fremskridt. I Kharkiv var op mod 20.000 arbejdere imidlertid blevet afskediget kort inden Jones’ besøg i byen. En grund var, at fabrikkerne ikke kunne arbejde til deres fulde kapacitet på grund af dårlige transportforhold, som betød, at fødevarer og råstoffer ikke nåede frem til tiden. Men derudover var der teknologisk arbejdsløshed. Produkterne manglede også kvalitet, og der var en høj spildprocent. Men ikke mindst: Var der ikke fødevarer nok, måtte fabrikkerne fyre folk, for de stod selv for madforsyningen.

Der var også finansielle problemer. Fabrikkerne skulle balancere deres budgetter, hvad de færreste kunne. Den sovjetiske eksport faldt i værdi mellem 1929 – 1932, mens importen var nogenlunde den samme. Samtidig havde landet en stor udlandsgæld, som Jones mente, landet snart ikke ville være i stand til at honorere. Inflationen var høj og dollarkursen på det sorte marked 25-35 gange højere end på det officielle.

Men værst stod det til med landbruget. Det katastrofale resultat tilskrev Jones kollektiviseringen. Jord var blevet taget fra 2/3 af bønderne, og afgrøderne beslaglagt i 1932. Kvæg var slagtet eller dødt på grund af mangel på foder. Kvægbestanden ville tidligst i 1945 komme på niveau med 1928, havde en ekspert fortalt ham. Dertil kom kulakkernes situation, 6-7 millioner var fordrevet, og mange derudover likvideret (det gjaldt hele Sovjet, ikke kun Ukraine). Som en tredje faktor nævnte Jones, at eksport af fødevarer fortsatte. Depressionstidens lave verdensmarkedspriser var en grund ekstra til miseren. For præcis de varer, Sovjetunionen kunne eksportere, var dem, der var faldet mest i pris.

Jones spurgte i de landsbyer han kom til, om landbrugerne havde såsæd, om de ville være i stand til at så til foråret, og hvordan vintersåningen var forløbet. Og om betydningen af en ny skat (lagt på korn i naturalier, hvor overskuddet, hvis der var et sådant, kunne sælges frit). Besvarelserne varslede ikke godt for fremtiden. Han konkluderede, at den hastige industrialisering havde ødelagt landets største kilde til velstand, landbruget.

En vigtig film trods mangler

Filmen tager et glemt kapitel i historien op. Alene af den grund er den vigtig. Fokus er dog ikke på Ukraine, men på den bevidste fortielse, vestlige journalister udviste. Det er snarere den vestlige verdens samvittighed end ukrainernes historie, den beskæftiger sig med. Der var nu andre, ikke mindst den senere så kendte polemiske skribent Malcolm Muggeridge, der skrev om hungersnøden. Han publicerede – anonymt – et par artikler om den kritiske situation i Manchester Guardian lige før Jones. Men ellers forsvarede de Moskva-baserede, vestlige journalister deres skønmalerier med, at de ikke kunne være i Moskva, hvis de afslørede de grumme realiteter. I det mindste kunne de have samarbejdet med dem, der risikerede deres liv og lemmer på at finde ud af, hvad der skete ude på landet.

“Filmen tager et glemt kapitel i historien op. Alene af den grund er den vigtig. Fokus er dog ikke på Ukraine, men på den bevidste fortielse, vestlige journalister udviste. Det er snarere den vestlige verdens samvittighed end ukrainernes historie, den beskæftiger sig med.”

Det er bestemt værd igen at bearbejde Sovjetunionens historie. Efter 1930’ernes og 1940’ernes forsigtighed med hensyn til, hvordan det gik i Sovjetunionen, til dels af taktisk-strategisk art, fordi Stalin jo også – med undtagelse af 1939-1941 – blev en allieret mod Hitler, fik vi efter Anden Verdenskrig den Kolde Krig, og da kom der gang i vestlig undsigelse af Sovjetunionen. Også triumfen efter murens fald domineredes længe af ideologiske positioner (’vi vandt’, ‘historiens død’ etc.).

Stalins politik gik uden tvivl ud på med ethvert middel at ramme de ukrainske bønder (udryd kulakkerne, hed det) og intellektuelle. Det virker som vanvid at ødelægge sin egen økonomiske base, men det åbnede for indvandring fra Rusland, accept af kollektiviseringen og partiets (Stalins) dominans. Uanset hvad, så er den reale historie om umådelig lidelse altid vigtig og skal ikke forties.

I en kommende artikel vil jeg gennemgå den økonomiske logik, der efter nogen tid blev installeret i Sovjetunionen – var den i virkeligheden ikke så ukapitalistisk, som man normalt belæres om?