Den virkelige Winston Churchill

Churchill var ingen helt – han var en gemen racist, en voldsfanatiker og en indædt tilhænger af imperialisme.

---

Af Richard Seymour

Under 1. Maj demonstrationerne i England i år 2000 var der ikke noget, som kunne gøre den britiske magtelite – dets presse, dets politikere og dets meningsdannere – mere rasende end vanhelligelsen af Winston Churchills statue på Parliament Square. Det grusomme røde blod, der var sprøjtemalet omkring Churchills mund, og den bleggrønne stribe af græs, der forsynede ham med en hanekam og forvandlede den stoiske landsfader til Jokeren, var samvittighedsløst. Ikonoklasme, billedstorm er fint, så længe målet for den ikke er et rigtigt ikon!

Nationalmyte på kaffekop

Det er svært at udtrykke, hvor stor en symbolsk og følelsesmæssig værdi, Churchill har for den herskende klasse i Storbritannien, og for en betydelig, om end svindende, del af befolkningen. De, hvis nationale stolthed er formet af folkelige fortællinger om 2. Verdenskrig, der nok var det sidste udtryk for ”storhed” – bortset fra Englands sejr ved VM i fodbold 1966 – kender mest Churchill som den mand, der mere end nogen anden knuste den nazistiske forbandelse. Som leder af en koalitionsregering under krigen indgød han mod og sejrsvilje i en forrådt og dårligt ledet nation. Han reddede den britiske stat og ledte den gennem én af dens værste kriser. Mens han levede, var Churchill den sidste virkelig afholdte, britiske leder; ingen er siden kommet op på højde med ham.

Da jeg gik i skole i 1980’erne i Nordirland, imperiets grønne juvel, var det stadig den fremherskende følelse. Når vores rødsprængte, unionistiske historielærer gik på opdagelse i 2. Verdenskrig, fortalte han med stolthed i stemmen en vandrehistorie, hvor Hitler – da han hørte at Churchill ledede krigsførelsen – rædselsslagen sagde: ”Hvad gør vi nu?” Og vi elever sad med drømmende øjne og var dybt tilfredsstillet ved tanken. Hvad gør vi nu? I får sparket røv, det er det, I gør. Lad være med at lægge jer ud med de bedste.

Ud over at være en national myte er Churchill en mindre industri i sig selv, og en kilde til uendeligt meget nostalgisk ragelse. Bøger der hylder hans ondskabsfulde vid, kopper dekoreret med hans fjæs, viskestykker med citater af den store mand og en uendelig række af hofhistorikere – når det handler om Churchill findes der næsten ikke andre historikere – fortæller igen og igen om hans stråleglans. Der er kommet en film om ham med Gary Oldman, siger du? Smid den ind i bunken af film med Brian Cox, og den før med Brendan Gleeson og den, der kom før det med Michael Gambon. Churchill-industrien er nærmest blevet en slags jobaktivering for vores optrædende nationalhelte, og der kan meget vel være et mindre boom på vej, idet nogle strømninger omkring Brexit fyrer op under en kulturel tilbagevenden til imperietiden.

For mig er glansen gået af for længe siden, og jeg stod på Parliament Square og beundrede demonstranternes værk. Hvad er der gået galt?

Blodspor og sorlisting

Kulturindustrien er ikke noget dårligt sted at lede efter noget om Churchill. Da skuespilleren Richard Burton forberedte sig på sin rolle som Churchill i et TV-drama, skrev han ganske udmærket i New York Times: ”Under mine forberedelser (…) indså jeg igen, at jeg hader Churchill og alle hans ligemænd. Jeg hader dem voldsomt. De er vandret gennem den uendelige magts korridorer gennem hele historien (…) Hvilken person ved sine fulde fem ville, når han hører om de grusomheder, japanerne begik mod britiske, australske og newzealandske krigsfanger, sige: ’Vi vil udslette dem, hver og én af dem, mænd, kvinder og børn. Der skal ikke findes en japaner tilbage på jordens overflade’? Sådan en primitiv hævngerrighed efterlader mig med en skrækslagen, men tøvende undren over sådan en primitiv og skånselsløs grusomhed.”

For den helligbrøde blev Burton sortlistet for fremtidigt arbejde hos BBC, beskyldt for at have ”handlet uprofessionelt” og åbenlyst betragtet som en forræder. Men de spørgsmål han stillede om Churchill berørte noget, der ofte har vakt forlegenhed i Storbritannien, så det generelt ikke er noget man taler om: Hans fandenivoldske glæde ved imperialistisk nedslagtning. Overalt hvor man leder, finder man Churchill med blodet dryppende fra munden. Han var voldsfanatiker.

Churchill stammede fra det højere aristokrati, og som søn af finansministeren Lord Randolph Churchill havde han allerede som dreng udsigt til at få en høj stilling, uanset hvad han foretog sig. Det er vigtigt at bide mærke i, at den unge Churchill ikke var decideret reaktionær. Som medlem af det Konservative Parti betragtede han sig som liberal i alt andet end af navn. Hans holdninger – verdslige, for frihandel, for demokrati og for nogle milde indrømmelser over for arbejderklassen – genspejlede en konservativ-liberal ideologi, der allerede dengang var på retur. (Den eneste undtagelse fra det tilhørsforhold var, at han afviste idéen om irsk selvstyre).

“… den unge Churchill ikke var decideret reaktionær. Som medlem af det Konservative Parti betragtede han sig som liberal i alt andet end af navn… Men at være liberal på det tidspunkt var på ingen måde uforeneligt med imperialisme, racisme, antisemitisme, støtte til racehygiejne og en patriarkalsk afsky for kampen for kvindernes valgret.”

Men at være liberal på det tidspunkt var på ingen måde uforeneligt med imperialisme, racisme, antisemitisme, støtte til racehygiejne og en patriarkalsk afsky for kampen for kvindernes valgret. Som Candice Millard minder om i Hero of the Empire – hendes historie om Churchills dumdristighed under Boerkrigen i Sydafrika – var han som politiker vokset op med og formet af det britiske imperium. Churchill nåede voksenalderen med en fremskreden fornemmelse for sin egen potentielle storhed; som én, der satte pris på det ry, han havde for sit mod, ansigt til ansigt med døden. Det britiske imperium havde givet millioner af mennesker, der var villige til at rejse halvvejs omkring kloden for at herske over folk, de stort set intet vidste om, chancen for den slags eventyr. Gennem et imperium, der holdt 450 millioner i sit dødelige greb, opstod der opstande og kampe i Sydafrika, Ægypten og Irland.

Millard skriver: ”For Churchill var disse fjerntliggende konflikter en uimodståelig mulighed for personlig ære og forfremmelse. Da han kom ind i den britiske hær og endelig blev soldat, med en reel fare for at dø i kamp, vaklede Churchills begejstring for krigen ikke. Tværtimod har han skrevet til sin mor, at han glædede sig til slagene ’ikke så meget på trods af, men på grund af den risiko, jeg løber.’”

Churchill viste sig at være en mand af imperialismens støbning under kampe i Indien og Sudan, ved at hjælpe spanierne med at undertrykke de cubanske frihedskæmpere og, efter en kort parlamentarisk karriere i Sydafrika, at kæmpe i den Anden Boerkrig. Denne erfaring påvirkede Churchill til at søge lignende løsninger på hjemlige problemer. Da han blev optaget i det liberale regeringsapparat i 1906, anbefalede han aggressive autoritære forholdsregler mod social uro. Churchills forfremmelse til indenrigsminister fire år senere kom i en periode med stadigt stigende politisk uro i Storbritannien: Irske kampe for selvstyre, kampe for kvindernes valgret og strejkebølger. Churchill satte voldeligt ind mod dem alle.

Strejkebryder og fandenivoldsk admiral

I helgen-biografierne om Churchill bliver der lagt stor vægt på at imødegå påstanden om, at han beordrede soldater til at angribe strejkende minearbejdere i South Wales (noget han stadig foragtes for i lokalsamfundet). Det der virkelig skete var, at Churchill sendte bataljoner af politistyrker fra London og havde tropper i beredskab i Cardiff i tilfælde af, at politiet ikke kunne klare opgaven. Der var aldrig nogen tvivl om, at Churchill var på arbejdsgivernes side og var parat til at mobilisere hele den britiske stats magtapparat for at få afgjort sagen til arbejdsgivernens fordel. Under en konfrontation med bevæbnede lettiske anarkister i Stepney, tog han det usædvanlige skridt at overtage kommandoen over politiindsatsen under hele belejringens forløb – og besluttede til sidst at dræbe fjenden ved at lade dem brænde inde i et hus, hvor de var blevet spærret inde.

Ikke desto mindre var det en kortvarig rolle. I stedet blev Churchill udnævnt til en højtstående militær post, som førsteadmiral, hvor han blev politisk leder af the Royal Navy. Han elskede teknik og pressede på for en modernisering, for luftforsvar og senere for brug af tanks. Intet i hans tidligere liv kunne dog have forberedt ham på den ære, han vandt under 1. Verdenskrig: ”Min Gud!”, udbrød han i 1915. ”Det her er den levende historie. Alt hvad vi gør og siger er spændende – det vil blive læst i tusinde generationer – tænk på det! Jeg ville ikke undvære denne glorværdige, vidunderlige krig for noget i verden.”

Churchills fandenivoldske natur kan have været årsagen til den militære katastrofe i Gallipoli i 1915. I et forsøg på at få kontrol med Dardanellerne og således afskære Tyrkiet fra krigen, var han ansvarlig for en operation, der sendte britiske, franske newzealandske og australske tropper – mest frivillige og dårligt trænede – ud for at belejre Gallipoli halvøen. Det slag, der fulgte, fortærede disse styrker, og det førte til, at Churchill blev degraderet, måtte forlade regeringen og gå ind i hæren som leder af en bataljon.

Hvis hans stamtræ i den herskende klasse havde været mindre fornemt, kunne dette fejltrin have ødelagt ham. I stedet kom han tilbage til parlamentet i 1916 og steg igen i graderne – rustningsminister, krigsminister og så minister for luftvåbnet. Han var en glødende tilhænger af intervention for at kvæle Den Russiske Revolution, han skrev rasende om farerne ved de ”internationale jøder” (kommunisterne) og deres ”dystre konspiration”, og over for dem appellerede han til den meget mere acceptable ”nationale jøde” (zionisterne) – skrifter, der af hans lovprisere, som Martin Gilbert, på mystisk vis er blevet fortolket som et bevis på hans store kærlighed til jøderne.

Giftgas mod de “svagere racer”

Ud over at være drevet af en dyb antisemitisk modstilling af ”de gode jøder og de onde jøder”, blev den kolonialistiske baggrund for Churchills støtte til zionismen senere gjort klar, da han talte til den Kongelige Kommission om Palæstina om det palæstinensiske selvstyre. Han brugte dyreriget i sit billedsprog og sammenlignede selvstyret med hunden, der styrede sin herre; noget han ikke anerkendte dens ret til. ”Jeg kan ikke vedgå,” fortsatte han, ”at der er begået en stor uret mod de røde indianere i Amerika eller de sorte i Australien (…) ved at en stærkere race, en race på et højere niveau (…) er trængt ind og har taget sin plads.”

Som imperialistisk taktiker anbefalede Churchill, at oprøret i det britiske mandatområde Irak blev nedkæmpet med giftgas. Han var faktisk også allerede gået i spidsen for anvendelsen af den slags dødbringende våben i Rusland mod bolsjevikkerne. Det er vigtigt at bemærke, at han med sin støtte til krigsførelse i luften var tilbøjelig til at retfærdiggøre den som et humant, højteknologisk alternativ til mere brutale metoder. ”Jeg er en varm tilhænger af brugen af giftgas mod de uciviliserede stammer,” skrev han og forklarede videre: ”Den moralske virkning vil være så stor, at tabet af liv burde kunne reduceres til et minimum.”

Da nogle i Ministeriet for Indien advarede mod ”brugen af gas mod de indfødte”, mente han, at deres indvendinger var ”urimelige”. ”Gas er et meget mere skånsomt våben end en højeksplosiv granat og tvinger fjenden til at acceptere en afgørelse med meget færre tab end noget andet middel i krigen.” Den form for logik har, som historikeren Sven Lindqvist har mindet om, været brugt som argument for nogle af de mest barbariske nye opfindelser i krigen. Selv brugen af atomvåben i Hiroshima og Nagasaki blev til dels forsøgt retfærdiggjort som et middel til at spare liv.

Beundring for Hitler og Mussolini

Som en liberal konservativ burde Churchill måske have været foruroliget over fascismens fremvækst i Europa. Ikke desto mindre var han overvældende optimistisk. Han mente, at Mussolini ville være en god hersker for Italien, og at fascismen var et nyttigt bolværk mod kommunismen. Hans nationalisme, militarisme og støtte til samfundsordenen og traditionen farvede hans bedømmelse af den fremvoksende bevægelse.

”Han havde ikke noget at udsætte (…) på fascismen som sådan,” skriver historikeren Paul Addison. ”I februar 1933 lovpriste han Mussolini (…) som den ’største lovgiver blandt alle mænd.’” Paul Mason tilføjer, at Churchill takkede Mussolini for at have ”gjort verden en tjeneste” i sin kamp mod kommunismen, fagforeningerne og venstrefløjen. Under et besøg i Italien i 1927 erklærede han: ”Hvis jeg havde været italiener, er jeg sikker på, at jeg ville have støttet Dem helhjertet fra først til sidst i Deres sejrrige kamp mod leninismens bestialske grådighed og passion.” Han skrev om sit ”intime og utvungne” forhold til Mussolini og tilføjede, at ”i sammenstødet mellem fascismen og bolsjevismen er der ingen tvivl om, hvor mine sympatier og overbevisninger befinder sig.”

I 1935 udtrykte Churchill sin ”beundring” for Hitler og ”det mod, den vedholdenhed og den vitale styrke, der gjorde ham i stand til at (…) overvinde al den (…) modstand, der stod i vejen for ham.” Addison forklarer, at selv om Churchill ikke brød sig om naziregimets jødeforfølgelse, var det ”nazisternes ambitioner udadtil, ikke deres indenrigspolitik, der gjorde Churchill mest urolig.”

Men hvilke udenrigspolitiske ambitioner var urovækkende, og hvilke var ikke? Italiens invasion af Etiopien foruroligede på ingen måde Churchill. Det var langt borte i en zone, der blev anset for at være legitim for kolonialistisk erobringskrig. Hvad det Tredje Rige angår, fik mange af dets strategiske og territoriale forestillinger inspiration fra det britiske imperium. Faktisk var ”den ariske race” – dets mest hellige kultobjekt – opfundet af englændere; af sprogforskere og arkæologer der arbejdede i Sydøstasien. Hitler ønskede at bruge imperiets temaer og anvende dem i Europa.

Fascismen blev først et problem, da Churchill opfattede den som en trussel mod det britiske imperium og det europæiske system af nationalstater, som det var en del af. Først på det tidspunkt og i den henseende blev fascismen værre end kommunismen.

Det kunne omfatte en udslettelseskrig mod den ”jødiske bolsjevisme”, og det er svært at forestille sig, at Churchill, eller nogen andre i Storbritanniens herskende klasse, skulle have haft nogen problemer med det. Men at brede sig ud over det europæiske fastland var en anden sag. Men at brede sig ud over det europæiske fastland var en anden sag. Med andre ord blev fascismen først et problem, da Churchill opfattede den som en trussel mod det britiske imperium og det europæiske system af nationalstater, som det var en del af. Først på det tidspunkt og i den henseende blev fascismen værre end kommunismen.

Forsinket modstand mod Hitler

Churchill blev en varm fortaler for oprustningen og var uenig med flertallet i den britiske hær og det politiske etablissement, der ønskede at stå på Hitlers side i hans krig mod Rusland. Ikke desto mindre blev han ved med at tro på, at nazisterne kunne isoleres, og en enig akse kunne dannes med de italienske og spanske fascister, og derfor fortsatte han med at smigre Mussolini og vende sig imod enhver form for støtte til det republikanske Spanien. I den Spanske Borgerkrig, der på mange måder var en forsmag på 2. Verdenskrig, anså han Republikken for at være en ”kommunistisk front” og de Hitler-støttede fascister for at være en passende ”anti-rød bevægelse”. Churchill kunne bestemt ikke have haft nogen indvendinger mod, at Franco bombede og gassede sine fjender – og dermed bragte de undertrykkelsesmetoder, der var raffineret i Marokko, tilbage til Spanien – da det også var disse metoder, han selv fandt mest humane og værdige.

Til sidst tvang Hitlers aggression den herskende klasse i Storbritannien til at opgive sin forkærlighed for at samarbejde med det Tredje Rige (”forsoningen”). Invasionen af Polen overbeviste Neville Chamberlains regering om, at den måtte gribe til våben. Churchill blev endnu en gang forfremmet til øverstkommanderende for flåden. Men regeringens halvhjertede krigsindsats førte snart til en krise, til dens sammenbrud og dannelsen af en ny koalitionsregering under ledelse af Churchill.

Selv efter sin udnævnelse fortsatte Churchill med at søge alliancer med de fascistiske regimer, der havde færre globale ambitioner. Historikeren Joanna Bourke fortæller om Churchills desperate appel til Mussolini i maj 1940: ”Er det for sent at standse en blodsudgydelse mellem det britiske og det italienske folk? (…) Gennem alle aldre og over alle andre stemmer lyder råbet om, at de fælles arvinger til den latinske og den kristne civilisation ikke må sættes op mod hinanden i endnu en dødelig kappestrid. Lyt efter det, jeg beder Dem med al ærefrygt og respekt, før det frygtede signal lyder.”

Samme år henvendte han sig til Franco i et lignende tonefald: ”Britiske interesser og britisk politik står fast på Spaniens uafhængighed og enhed, og vi ser frem til at se Spanien indtage sin velfortjente plads, både som en stormagt ved Middelhavet og som et ledende og agtet medlem af den europæiske familie og kristenheden.”

Mens det ikke førte til noget i Italien, lykkedes det Churchill at indgå en alliance med Franco og dermed forlænge hans regimes levetid.

Krigene i krigen

Naturligvis var 2. Verdenskrig, som mange også har hævdet, ikke blot én krig. Ernest Mandel argumenterede for, at det drejede sig om mindst fem krige: Side om side med krigen mellem de imperialistiske stormagter, var der også en folkelig, antikolonial krig, der inddrog de undertrykte folk i kolonierne i Sydasien og Afrika, Ruslands selvforsvar, Kinas kamp mod den japanske imperialisme og en folkelig, antifascistisk krig.

Der var folkelige kampe mod fascismen i Grækenland, Spanien, Jugoslavien, Polen og Frankrig, mens det var soldater i Kina, Vietnam, Indien og Indonesien der kæmpede mod den japanske imperialisme. Selv i Storbritannien kom der en markant radikalisering efter 1940 og fælles bestræbelser på at gøre krigen til en folkelig, antifascistisk krig.

For Churchill var det imidlertid udelukkende en imperialistisk krig, og han førte den som sådan. Det var englænderne, der først bombede civile under konflikten og angreb dem i Berlins forstæder. Storbritannien kunne ikke besejre det Tredje Rige ved hjælp af en stor kontinental hær, erklærede han, men ”må ødelægge naziregimet med et absolut knusende udslettelsesangreb med meget tunge bombefly.” Flertallet af bomberne sigtede efter og faldt i boligblokke snarere end mod den strategiske infrastruktur. Ifølge lederen af luftvåbnets efterretningstjeneste, citeret af historikeren Richard Overy, var de rettet mod ”arbejderklassens levebrød, hjem, køkkener, varmeforsyning, lys og familieliv; det lag i befolkningen, der i alle lande har den mindste mobilitet og er mest sårbare over for et omfattende luftangreb.” Det kulminerede i det notoriske ildbombardement af Dresden.

Taktikken med at indebrænde civile spillede helt absurd på den forestilling, at det ville demoralisere befolkningen og nedbryde modstanden – en idé som det britiske imperium ofte er blevet bebrejdet for i sine kolonikrige. En antifascistisk krig ville åbent have skånet civilbefolkningen og forsøgt at opbygge en antifascistisk modstandsbevægelse, der ville have fremskyndet regimets sammenbrud. Men for Churchill ville det simpelt hen have været utænkeligt. Han var den mand, der havde deltaget i et kavaleri-angreb i Omdurman for at hævne General Gordon, og hvis hele militære karriere var præget af en begejstring for fare og død. Han var den mand, der havde kæmpet for at undertrykke undersåtter overalt, den mand der fandt det passende at gasse og bombe ”de indfødte” overalt, hvor de modsatte sig de britiske planer. Total krig var det logiske højdepunkt.

Efter krigen, da de allierede diskuterede at udnytte Francos afhængighed af deres olie til at overtale regimet til at moderere sig, talte Churchill vredt imod det og erklærede, at det ”var intet mindre end at opildne til en revolution i Spanien. Hvis man begynder med olie, ender man hurtigt med blod.” Kommunisterne, sagde han, ville ”komme til at herske i Spanien”, og ”infektionen” ville ”komme til at sprede sig hurtigt i både Italien og Frankrig.” Da den nazistiske aggression var nedkæmpet, var kommunismen igen hovedfjenden, som han erklærede i sin tale om ”Jerntæppet” i marts 1946 som indledning til den Kolde Krig.

Krigen efter krigen

Churchill kom politisk svækket ud af krigen. Han havde været ekstremt populær, mens den stod på, og var stadig bredt respekteret for sin beslutning om at kæmpe og sin kompromisløse energi i kampen. Men der var behov for en større social reform, og det betød en jordskredssejr til Labour.

“Det giver god mening, at den britiske stat dyrker Churchill som et idol. Hans historie er statens historie. Men hvem, der kender den historie, kan deltage i fejringen af den?”

Han fik endnu en periode som premierminister fra 1951, hvor han opretholdt de fleste af Labours reformer og – med tilslutning fra begge sider – førte en brutal og kompromisløs krig mod Mau Mau oprøret i Kenya og opstanden i Malaya. I krigen på Malaya-halvøen var Churchill endnu en gang en fornyer: Storbritannien var den første stat til at bruge Agent Orange og lignende herbicider, og anvendte gladelig den samme politik med tæppebombardement, som USA senere kom til at anvende i Vietnam. Men så, efter at være blevet alvorligt syg, trak Churchill sig tilbage.

Efter at have brugt det meste af sit liv på at nedkæmpe ”indfødtes” trusler mod det britiske imperium, havde han hjulpet med at redde det fra det Tredje Rige. Men de folk, han forsøgte at beherske, havde i de fleste tilfælde held til at befri sig for dette styre, til dels netop på grund af de verdensomspændende mobiliseringer, der blev udløst af kampen mod Hitler.

Det giver god mening, at den britiske stat dyrker Churchill som et idol. Hans historie er statens historie.

– Men hvem, der kender den historie, kan deltage i fejringen af den?

---