Dennis Kristensen: Lars Løkkes lilla velfærd lokker ikke

Moderaterne er nu officielt stiftet som politisk parti med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Partiet opfatter sig selv som et lilla parti – en blanding mellem Folketingets røde og blå blok, der vil dyrke den politiske midte, hvor adskillige partier i forvejen træder hinanden over tæerne. Får partiet indflydelse på de kommende års politiske debat og udvikling af samfundet, så vil nogle af de klassiske velfærdspolitiske brudlinjer i dansk politik få nogle nye og indimellem bekymrende dimensioner. Dimensioner, som næppe kan forbindes med en midtersøgende politisk kurs. I hvert tilfælde ikke, hvis teksten i det netop fremlagte partiprogram står til troende.

Et nydannet parti kan dårligt have detaljerede programpunkter og politikforslag for alle emner i den politiske debat. Det må i sagens natur starte med det mere overordnede. Det gælder også for Moderaterne.

Går man det nye partiprogram igennem med den velfærdspolitiske tættekam, dukker der alligevel en række overraskelser op. Mest overraskende på den ubehagelige måde er Moderaternes opgør med folkepensionen.

Partiet mener grundlæggende, “at størrelsen af den enkeltes pension hverken bør afhænge af den demografiske udvikling eller af skiftende politiske prioriteringer, men af hvor meget borgeren har lagt til side til alderdommen.”

Det er jo rene ord for pengene: “Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå”. Det skal med andre ord ikke længere være et fællesskabsanliggende at sikre en grundlæggende pension til alle uanset social baggrund og økonomiske vilkår.

Det er sundere at være rig og rask

Da Lars Løkke Rasmussen som statsminister i 2016 måtte lokke med ministerbiler og ministerpensioner for at få Liberal Alliances (LA) leder Anders Samuelsen med de stålsatte øjne til at kravle ned fra træet, hvor han og de øvrige LA’ere ellers havde sat sig rigtig mageligt til rette med det ultimative krav om store topskattelettelser til partiets rige venner og støtter, overtog statsministeren samtidig Liberal Alliances udtryk “privat velfærd”.

“Går man det nye partiprogram igennem med den velfærdspolitiske tættekam, dukker der en række ubehagelige overraskelser op.”

Ikke forstået som skatteyderfinansieret velfærd leveret af private virksomheder. Det havde Lars Løkke Rasmussen såmænd arbejdet målrettet på siden sin tid som amtsborgmester i Frederiksborg amt i årene omkring århundredeskiftet.

Men derimod velfærd forstået som noget, den enkelte selv har ansvar for at få adgang til efter det gamle mundheld “det er sundere at være rig og rask end fattig og syg”.

Velfærd – som vi ellers kender som den samfundsmodel, hvor vi giver alle lige muligheder og lige adgang og i fællesskab spænder et sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs – giver naturligvis ingen mening, hvis det alene handler om at give sig selv muligheder og adgang og spænde et sikkerhedsnet ud under sig selv.

Det er tænkningen om privat velfærd uden ansvar for andre end sig selv, der er det reelle indhold i Moderaternes pensionspolitik, hvor de, der tjener mindst, selv må løse problemet med at få en tilstrækkelig pensionsopsparing til livet efter arbejdsmarkedet.

Det fremgår ikke af partiprogrammet, men hvis Moderaterne får magt, som de har agt, ser ATP-opsparingen ud til at blive fortid sammen med folkepensionen, således at der for lønmodtagere på arbejdsmarkedet alene vil være det pensionsbidrag, som er indeholdt i den pågældende overenskomst, og eventuelle private opsparinger.

Fællesskabet får dog i Moderaternes pensionstænkning ansvaret for at oprette og indbetale til en almennyttig pensionskasse for dem, der midlertidigt eller varigt er uden for beskæftigelse.

Ældre skal betale ved kasse ét

Det er ikke alene den folkepension, der siden 1956 har været det økonomiske sikkerhedsnet i alderdommen for rigtig mange danskere med helt almindelige indtægter, som Moderaterne vil have os til at vinke farvel til.

“Tænk sig, at et politisk parti kan få sig selv til at blot at slå ud med armene, hvis kommuner ikke visiterer den nødvendige pleje og omsorg til dem, der skabte samfundet før os andre.”

På sigt vil også ældreplejen stå for skud. Også her tænker Moderaterne i såkaldt privat velfærd. Men her kan partiet ligesom de øvrige partier godt tælle stemmer, og derfor erkender partiet, at “de, der i de kommende år får behov for ældrepleje, har en berettiget forventning om, at det offentlige stiller ordentlige plejevilkår til rådighed. Det må der her og nu afsættes de fornødne ressourcer til.”

Her vil partiet lade fællesskabets finansiering af pleje og omsorg fortsætte i en periode, men derefter skal hver borger tage hånd om sig selv med en obligatorisk plejeopsparing i tilknytning til pensionsopsparingen.

Partiprogrammet udstråler ikke ligefrem klarhed over finansieringen af ældreplejen, men partiet synes at forestille sig en skatteyderfinansieret grundydelse inden for pleje og omsorg i såvel hjemmehjælpen som pleje og omsorg på institutioner: “Men det skal være muligt at tilkøbe mere hjælp, hvis det skattefinansierede tilbud er utilstrækkeligt. Både offentlige og private aktører skal kunne tilbyde tilkøbsydelser, som betales af egen lomme eller af plejeopsparingen.”

Tænk sig, at et politisk parti kan få sig selv til at blot at slå ud med armene, hvis kommuner ikke visiterer den nødvendige pleje og omsorg til dem, der skabte samfundet før os andre – og bare konstatere, at så må den ældre betale selv af egen lomme eller af en plejeopsparing.

Det er da en politisk falliterklæring af format.

Og “plejeopsparingen skal kunne bruges til betaling for hjemmehjælp og tilkøbsydelser på offentlige og private plejehjem.” Også her skal staten oprette et statsligt opsparingssystem for dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Og så skal private plejehjem have “optimale betingelser”, mens kommunale skal omdannes til selskabslignende foretagender.

Også en familiekonto skal på banen

Moderaterne er begejstrede for individuel opsparing i stedet for fællesskabsfinansierede velfærdsydelser. Det står dog for mig helt uklart, hvordan partiets forslag om en familiekonto er tænkt.

Det er noget med, at udgifterne til pasningsordninger skal kunne spares ud over barnets levetid frem til myndighedsalderen: “En ’familiekonto’ skal kunne sprede de høje pasningsudgifter i barnets første leveår indtil myndighedsalderen, så økonomi i sig selv ikke udskyder ønsket om forældreskab.”

Om det så betyder, at skatteyderne i første omgang finansierer en del af forældrebetalingen i de første år – og forældrene så fortsætter med at betale længe efter pasningen er ophørt – kan jeg ikke ud fra partiprogrammet greje.

Borgerpligt et af få lyspunkter

Min generation var begunstiget af mulighederne for at afprøve forskellige job eller uddannelser uden et konstant pres for at beslutte os til, hvilken vej vores tilværelse skulle bevæge sig. Det gav muligheder for at snuse til mangt og meget, og det gav først og fremmest berøring til andre dele af samfundet og viden om andre menneskers vilkår.

Med de seneste par årtiers stadige opstramninger af de unges livsvalg og krav om i ekspresfart at gå den direkte vej til den endelige uddannelse eller det endelige job, har man i praksis udryddet mulighederne for at snuse til andre miljøer og blive klogere på andres arbejdsforhold og levevilkår.

I stedet skal den kommende økonomiske, politiske og kulturelle elite hurtigst muligt gennem uddannelsessystemet uden forsinkende svinkeærinder rundt om samfundsgrupper, som ikke ender på elitens solside.

De manglende svinkeærinder er et tab for den gensidige forståelse mellem forskellige dele af samfundet, som opbakningen til en fællesskabsfinansieret velfærdsmodel forudsætter.

Og det baner vejen ikke blot for de eksisterende velhaverghettoer for de bedst stillede i Tesla-bæltet. Det peger også frem mod kommende velstandsghettoer for den højere middelklasse.

Moderaterne vil gøre det pligtigt for alle unge at aftjene en borgerpligt, før de begynder at arbejde eller starter på en videregående uddannelse, der kan “skabe en forståelse for, at samfundsfællesskabet kræver en indsats af alle borgere”.

Borgerpligten skal både kunne afvikles “ved forsvaret, civilforsvaret, i skoler, børneinstitutioner, ældreplejen eller ved civilsamfundets institutioner”. Tanken er ikke ny. Andre partier har før foreslået en lignende pligt eller en mulighed for at blive belønnet ved studievalg for frivilligt socialt arbejde. Moderaterne betragter det som et spørgsmål om dannelse.

Selvom det egentlig er en falliterklæring for et samfund, hvis samfundets medlemmer er så gruppeopdelt, at de reelt ikke kender til andet end de vilkår, de selv oplever i deres egen boble af ligestillede, så er viljen til at ville gøre noget ved det prisværdig. Forudsætningen må naturligvis være, at de “værnepligtige” ikke erstatter velfærdens og den offentlige service’ professionelle, og at tiden til at give unge en meningsfuld oplevelse er til stede.