Foto: Liberal Alliance / Flickr
6 min. læsetid

Kan et parti, der mener, at demokratiet er problematisk, sidde i det danske folketing, og være med til at træffe beslutninger om danskernes forhold?Det spørger Dennis Kristensen om i dagens Signatur.

“Formelt er der ikke noget til hinder for, at anti-demokratiske partier kan opnå valg og besætte pladser i folkestyrets øverste organ – hvis deres valgte er parat til at skrive under på at overholde den danske grundlov. Det gælder også Liberal Alliance, selv om partiet nu sætter spørgsmålstegn ved folkestyrets kerne.”

Har du et indlæg til debatten? Så skriv til os her?


Af Dennis Kristensen

I folkestyret kan flertallet træffe beslutninger – forhåbentlig med respekt for mindretallets synspunkter – men også på trods af modstand fra et mindretal. 

I den danske model af folkestyret har vi på en række områder indarbejdet forskellige former for mindretalsbeskyttelse, ofte gennem krav om særligt stort flertal i Folketinget eller ved udsættelse af en beslutnings ikrafttræden til efter et valg, hvor vælgerne kan forholde sig til spørgsmålet og støtte flertallet eller mindretallet. Og i særligt vigtige spørgsmål gennem folkeafstemninger, hvor flertallet og mindretallet i Folketinget bliver målt op mod befolkningens endelige afgørelse.

I praksis betyder det, at et mindretal i sidste ende oftest må bøje sig for flertallet.

De bredeste skuldre

Når flertalsafgørelser handler om de rigeste danskeres penge, så bliver folkestyret til et problem, som Liberal Alliances tidligere folketingsmedlem May-Britt Kattrup udtrykte det forleden, da hun påpegede “det demokratiske problem i, at flertallet af dem, som stemmer, kan stemme sig til andre folks penge. Flertallet kan bestemme sig for, at vi i Danmark skal have formueskat, arveafgift og topskat.”

For velfærdens venner er synspunktet helt i skoven. For Liberal Alliance er disse skatter “både urimelige og skadelige for samfundet”.

May-Britt Kattrup afviser ikke, at vi alle skal betale skat til de mest udsatte, til uddannelse, sundhedsvæsen, politi, forsvar og infrastruktur.

Men hun afviser kernen i filosofien bag finansieringen af den danske velfærdsmodel – nemlig kravet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.

At de, der virkelig scorer kassen til sig selv og sine, også skal slippe mest til fællesskabet. Ikke kun for de flere skattekroners skyld, men først og fremmest for at sende et tydeligt signal om, at den fælles solidaritet – der økonomisk skal bære fællesskabet og fællesskabs-institutionerne – henter mest dér, hvor der er mest at hente.

May-Britt Kattrup (LA) afviser ifølge Dennis Kristensen “kernen i filosofien bag finansieringen af den danske velfærdsmodel om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”. Foto: Facebook.

Med LA ved roret var velfærdssamfundet ikke blevet skabt

Havde Liberal Alliances usolidariske holdninger til fællesskabet været dominerende i det danske samfund i årene efter anden verdenskrig, så havde vi aldrig fået opbygget det velfærdssamfund, hvis vigtigste ingrediens er fælles ansvarlighed – der er parat til at betale for lige muligheder for alle, fri adgang for alle, og et fælles sikkerhedsnet under dem hvis tilværelse slår knuder undervejs.

Og det er i virkeligheden den udgave af velfærdssamfundet, May-Britt Kattrup og Liberal Alliance angriber, når de igen og igen går til kamp mod de dele af skattesystemet, vi endnu har tilbage, der sigter på de stærkeste skuldre.

Og som partiet nu ligefrem udråber til at være forårsaget af en defekt i demokratiet – til at skyldes flertallets fejlagtige ret til at træffe beslutninger om skatteudskrivelse.

Én ting er, at Liberal Alliances begejstring for velfærden og den fælles finansiering kan ligge på et ekstremt lille sted. Det er en ærlig sag. Det handler om holdninger og varetagelse af de bedst stilledes interesser.

Men at gøre flertalsbeslutninger om økonomi til et problem i demokratiet er helt derude, hvor kragerne for længst er vendt om.

Når flertalsafgørelser handler om de rigeste danskeres penge, så bliver folkestyret til et problem, som Liberal Alliances tidligere folketingsmedlem May-Britt Kattrup udtrykte det forleden.

Opløsning af fællesskabet

Tænk blot på, hvordan andre mindretal med samme logik kunne skyde folkestyret ned.

Pacifister og krigsmodstandere, der ikke vil betale skat til indkøb af de nye F 35-fly. Cyklister, der ikke vil betale skat til motorveje. Billister, der ikke vil betale til anlæggelse af cykelstier og fortove. Studerende, der ikke vil betale til ældreplejen. Seniorer, der ikke vil finansiere uddannelsesinstitutioner og uddannelsesstøtte. Boligejere, der ikke vil bidrage til almennyttige boliger. Lejere, der ikke vil dække hullet efter boligejernes rentefradrag. Republikanere, der ikke vil betale til kongehuset. Velfærdsstøtter, der ikke vil finansiere Liberal Alliances, Nye Borgerliges og Stram Kurs’ partistøtte.

Listen over mindretal, der kunne følge Liberal Alliances model og påberåbe sig systemfejl i folkestyret, kan gøres næsten uendelig. Hvordan lander May-Britt Kattrup og de øvrige LA’ere overhovedet på synspunktet om, at der er noget galt med flertalsstyre, når det gælder beslutninger om skatteudskrivelse?

Et nærliggende svar kunne være, at tanken ikke nåede at vende øverste etage, før den blev fremsat. Det tror jeg dog ikke på. Det er langt mere sandsynligt, at tanken om at nedbringe skat og lette de bedst stilledes vilkår hos super-liberalister naturligt er så tæt forbundet med “mig først”, at det er snublende nærliggende at anse alt – der blokerer for, at “mig først” kan føres ud i livet – for urimelige barrierer, systemfejl og demokrati-problemer.

Også selv om konsekvensen af den tænkning reelt er, at fællesskabet skal afskæres fra at træffe beslutninger, som indebærer – at de, der har mest, også skal bidrage mest til fællesskabet.

Hvis det altid er “mig først”, så kan flertallet i sagens natur aldrig komme først. Og så kommer demokrati som flertalsstyre på tværs og står i vejen for individet. I det mindste for det velbjergede individ.

Og dermed bliver “mig først” i super-liberalistudgaven til en tænkning, der kan flytte partier ud på den planke, hvor afskrivelse af demokratiet som styreform ligger og venter ude for enden. Hvor fællesskabet opløses – og totalitære styreformer skubber demokratiet af pinden.


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.