Der skal ske noget nyt politisk, før der for alvor kommer gang i at bekæmpe temperaturstigningerne, mener Jørgen Lindgaard. Foto: Katinka Eskildsen
6 min. læsetid

Der var engang, hvor klimaskeptikere kunne komme afsted med at fortælle offentligheden, at stigende temperaturer ville være fint. De tider er forbi. Det er imidlertid stadig begrænset, hvad der faktisk sker.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Jørgen Lindgaard Pedersen

2 graders målsætningen, der blev formuleret af 196 lande på FN’s Paris-konference i 2015, siger, at klodens temperatur ikke må stige mere end 2o C i forhold til det førindustrielle niveau omkring 1750.

Denne målsætning er i dag bredt accepteret – men midlerne til at opnå den skaber megen splid.

Bjørn Lomborg benægter i dag ikke engang temperaturstigningen, men men mener blot, at problemet på længere sigt kan løses bedre og meget billigere, når der er udviklet en mere effektiv teknologi.

For 30 – 40 år siden var den fremherskende opfattelse i den rige del af verden, at en fortsat energi-intensivering af industri, landbrug, transport og forbrug var uundgåeligt … og i øvrigt også uproblematisk. Ganske vist var Rom-klubbens ”Grænser for Vækst” fra 1972 samt FN’s Rio-konference og Brundtland-rapporten i begyndelsen af 1990’erne udtryk for, at eksperter og dele af verdensopinionen så en truende klimakrise som den største trussel mod menneskeheden, men det var et fåtal, der delte denne erkendelse. I dag er der kun et lille antal klima-skeptikere tilbage, som går imod 2 graders målet og analysen bag. Det er folk som Bjørn Lomborg, der i dag ikke engang benægter temperaturstigningen, men blot mener, at problemet på længere sigt kan løses bedre og meget billigere, når der er udviklet en mere effektiv teknologi.

Centrale aktører styres ikke af 2 graders målsætningen, men af egne interesser

Det er naturligvis helt afgørende i denne kamp om fremtidens energiforsyning, at der i dag er realistiske muligheder for at udvikle og tage vedvarende energiteknologier som vindkraft og solenergi i brug. Hertil kommer teknologi-initiativer til fangst af CO2 samt kunstig fotosyntese, der måske kan udvikles til konkurrencedygtige priser.

Hvad der er vigtigt at forstå i denne sammenhæng er, at det ikke er de samfundsøkonomiske eller -velfærdsmæssige mål, der nødvendigvis styrer indsatsen i teknologiudviklingen. Det er de centrale aktørers vurdering af deres egne mål. Derfor er opgaven at tvinge og/eller lokke dem til at forstå, at deres egne interesser tilsiger, at de retter ind efter samfundskravet om at opgive fossile brændsler i energiforsyningen.

Så, hvordan og med hvilke midler kan energi-forbrugerne og -producenterne føres ind på bæredygtige stier? Privatøkonomiske incitamenter, omkostninger og profit er vigtige. Derfor er fjernelse af subsidier til fossile brændsler et ofte overset, men vigtigt instrument. I Danmark er det skattepolitikken i forhold til olieselskaberne i Nordsøen, der kan peges på. Endelig er indførelse af afgifter på CO2 udslip et helt afgørende middel. Det er også klimaeksperternes råd. Det har dog hjulpet noget på erhvervslivets modstand, hvis denne afgift kompenseres, ja, helst overkompenseres. I den danske debat har vi set et forslag gående ud på at sænke selskabsskatten tilsvarende. Det forslag må afvises, fordi det også vil gavne virksomheder, som ikke er alvorlige CO2 udledere. Samfundet vil således ikke få noget klimamæssigt til gengæld.

” Den centrale målsætning er, at CO2 udslippet i 2030 skal være nedbragt med 70 % til 22 mio. tons mod 74 mio. tons i 1990 (regnet i CO2 ækvivalenter, fordi metan og lattergas er langt værre end ren CO2). ”

Aktuelle konflikter i dansk klimapolitik

Da Socialdemokratiet efter folketingsvalget  5. juni 2019 blev enig med Enhedslisten, SF samt det Radikale Venstre om den kommende valgperiodes politik, blev klimapolitikken gjort til det centrale. Det bør ikke undre – eftersom klima-spørgsmålet havde udviklet sig til kernen i den forudgående valgkamp. Formuleringerne fremgår af det såkaldte ”Forståelsespapir” af 25. juni 2019. Efter næsten et års tovtrækning blev Klimaloven vedtaget og godkendt  26. juni 2020. Den centrale målsætning er, at CO2 udslippet i 2030 skal være nedbragt med 70 % til 22 mio. tons mod 74 mio. tons i 1990 (regnet i CO2 ækvivalenter, fordi metan og lattergas er langt værre end ren CO2). Der var uenighed især om målsætningen om at  nedbringe udslippet med 70 i stedet for 65 % – de sidste 5 % er langt den dyreste del af nedbringelsen. Efterfølgende tilsluttede resten af partierne sig loven.

Men så kommer midlerne og ikke mindst timingen. Konflikten vedrører fordelingen på erhverv og private, samt hvilke erhverv der skal rammes hårdest. Et af dilemmaerne er landbruget, som både er et magtfuldt område, stor-udleder af CO2, og samtidig et vigtigt eksporterhverv. Socialdemokratiet handler i overensstemmelse med dets revisionistiske historie. Finansministerens billede med ”hockeystaven” er den moderniserede version heraf. Det handler om udskydelse af indgreb til slutningen af perioden 2020-2030 med den begrundelse, at teknologiudviklingen vil tage tid. De tre støttepartier har derimod krævet, at der sættes gang i indgrebene nu. De satser i stedet for på adfærdsregulering såsom CO2 afgifter og tilskud til anskaffelse af el-biler. Naturligvis er såvel regeringen som støttepartierne enige om, at der skal anvendes ny teknologi såvel som adfærdsregulering. Men det er mixets sammensætning såvel som timingen, der er stridens kerne. Det kan ikke undre – eftersom mix og timing betyder meget for, hvem der rammes og hvornår.

Forslag til konkret klimapolitik til venstrefløjen

Efter min opfattelse er klimaproblemernes størrelse – og styrken i befolkningsflertallets ideologiske tilslutning til en afbalanceret klimapolitik – så stor, at der bør kunne findes politisk kraft til at træffe disse tre vigtige beslutninger:

  1. Indfør stærkt stigende CO2 afgifter over de kommende år. Klimarådets forslag om at afgiften skal udgøre 1.500 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030, lyder realistisk som mål og håndterlig i timing. For de få danske virksomheder, som deltager i EU’s kvotesystem, er prisen i dag 180 kr. pr. ton udledt CO2.
  2. Iværksæt aktiviteter til at nedbringe klimabelastning med sigte på at engagere mennesker i det danske samfund – uanset holdninger i øvrigt eller herkomst. Folkelige og kulturelle organisationer – herunder arbejderbevægelsen og andelsbevægelsen – bør motivere og inspirere til nytænkning.
  3. Venstrefløjens politiske organisationer bør argumentere og kæmpe for en fair fordeling af byrderne ved politikkens gennemførelse. At tro, at regningen udelukkende kan væltes over på erhvervsliv og de allerrigeste dele af befolkningen, er blændværk.                                

Jørgen Lindgaard Pedersen

Økonom og tidligere lektor fra Danmarks Tekniske Universitet. I dag er han formand for Netværk for Økonomisk Politisk Debat (NETØK).

Læs mere af Jørgen Lindgaard Pedersen