Derfor er der mange unge, som ikke stemmer

Da Solidaritet i sidste uge stillede sig op på Avedøre Torv, var der flere unge, som fortalte, at de ikke havde tænkt sig at stemme til EU-Parlamentsvalget.

Line Jensen fortalte, at hun havde travlt med sine eksamener, og derfor havde hun ikke tid til at sætte sig så godt ind i valget, som hun synes, at man bør. Den forklaring var der flere unge, som gav.

Spørger man Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), kan den lavere stemmeprocent blandt unge sammenlignet med ældre generationer have flere årsager.

”Vi ved, at omkring hver anden ung desværre har lav demokratisk selvtillid, hvilket betyder, at nogle f.eks. ikke føler, at deres stemme har værdi, eller har oplevelsen af ikke at vide nok,” skriver forkvinde for DUF, Christine Ravn Lund, i en mail til Solidaritet.

Hendes ord bakkes op af Demokrati i Europa Oplysningsforbundet, DEO.

”De unge er dem, der stemmer mindst. Selv i 2019, hvor der var rekordhøj stemmeprocent blandt unge, lå stemmeprocenten stadig lavere end for resten af vælgerne,” siger projektleder i DEO Kristian Emil Mariager.

DEO er en organisation, der tager ud på skoler og uddannelsesinstitutioner for at engagere unge i debatter om EU. Her oplever de, at nogle unge er meget vidende, men der er også mange, som ikke føler, at de har et forhold til EU.

Afstand mellem politik og systemet

Når DEO’s demokratiambassadører går rundt på uddannelsesstederne og snakker med de unge, oplever de, at de fleste har en stor viden om de temaer og politikker, der diskuteres i EU. Men det er, som om der er en afstand mellem politikken og EU-systemet.

”De ved ofte mere, end de giver sig selv kredit for. Man kan kalde det en EU-interesse i forklædning. For jeg synes, at man møder en ret stor politisk bevidsthed hos de unge, men den knytter sig mere til bevægelser og mærkesager, fx klima, Gaza eller krigen i Ukraine.”

Hvad holder de unge fra at engagere sig i EU-debatten? Hvad hører I mest, når I er ude på skolerne?

”At det er komplekst, og at det er kedeligt. Det er den her standardfortælling, hvor det er svært at vide, om det er de unges egne erfaringer, eller om de er opvokset med den fortælling. De synes, det er et bureaukratisk, fjernt og lukket system, som er meget teknisk. Og som det er svært at få overblik over, og som befinder sig langt fra deres hverdag.”

Unge har andre bekymringer end ældre

Christine Ravn Lund mener ikke, at de unges lave stemmeprocent kun skyldes et ugennemskueligt system. Hun køber ikke præmissen om, at det kun er de unge, som synes, at EU-systemet er ugennemskueligt.

”Vi oplever valg efter valg, at det også er folk, der har haft stemmeret i mange år, som har svært ved at forstå systemet og den magt, der ligger i Europa-Parlamentet,” forklarer hun og fortsætter:

”Mange valgkampe handler typisk om ældre, fordi der er flere vælgere i den aldersgruppe. Det er vigtigt, at vi aktivt inviterer hver ny generation med ind for at stemme og med i demokratiet, for det sker ikke af sig selv.”

Christine Ravn Lund forklarer, at unge ofte har unikke perspektiver, og bekymringer der adskiller sig fra de ældre generationer. Derfor er det vigtigt, at de er repræsenteret i politiske beslutninger.

Debatter hvor alle er enige

Op til valget har DEO afholdt EU-debatter rundt omkring i hele landet. Her er det gået op for Kristian Emil Mariager, at det kan være svært at adskille kandidaternes synspunkter fra hinanden. Er man usikker på, hvem man skal stemme på, kan det have en negativ effekt.

”Dagsordnerne er så store, at partierne har en tendens til at lægge sig på den samme linje. For selvfølgelig støtter vi den grønne omstilling, vi skal støtte Ukraine, og Putin er ond, siger han og fortsætter:

”Men der er jo en hel masse nuancer i det, og nogle gange når man ikke helt til bunds i de nuancer. Det er afgørende, at forskellene mellem partier og kandidater kortlægges, så vælgerne har noget at basere deres valg i stemmeboksen på, men også for at skabe en reel debat, hvor der er noget på spil.”

Både Christine Ravn Lund og Kristian Emil Mariager understreger, at et stort problem er, at medierne ikke dækker EU særlig grundigt mellem valgene. Hvis der primært skrives om EU-politik i to uger hvert femte år, kan det være svært at forholde sig til.

”Der er f.eks. ikke nogen Europa-Parlamentsjournalister. Du har Europa-korrespondenter og EU-journalister. Men de dækker i lige så høj grad, hvad der foregår i Ministerrådet og i Kommissionen,” forklarer Kristian Emil Mariager.

Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.