Illustration: Mana Neyestani / Iranwire
7 min. læsetid

Volden i Iran tager til i regimets forsøg på at knuse opstanden. En revolutionær gruppe socialister beretter fra landet, der “nu må betragtes som en krigszone”.

Oversat af Morten Hammeken fra Slingers Collective

Har du selv noget på hjerte? Så skriv til Solidaritet!


Af Javad Nazari Fathabadi-komiteen

Hvorfor en opstand?

Der er adskillige grunde til, at man kan kalde de igangværende begivenheder i Iran for en opstand:

1. Befolkningen er gået i offensiven i sin konfrontation mod regimet: Konkret ved at barrikadere gaderne, angribe anti-oprørspolitiet, ved at slå adskillige repræsentanter for det repressive regime ihjel, ødelægge sikkerhedskameraer rundt om i byen, og ved adskillige lejligheder at angribe politistationer og regeringsbygninger.

Oprør breder sig i disse dage med lynets hast over hele verden – og Solidaritet dækker dem efter bedste evne. Kontakt os – hvis du ønsker at bidrage.

2. Siden opstanden i december 2017 har hovedstaden Teheran bevæget sig væk fra at være omdrejningspunktet for de folkelige, politiske protester i Iran. Det skyldes, at Teheran heller ikke længere er centrum for den politiske udvikling i befolkningen. Modstand behøver ikke at opstå i den herskende klasses baghave (hovedstaden). I løbet af de seneste tre år er mindst tre andre revolutionære brændpunkter opstået: Ahvaz, Isfahan og Kurdistan-Kermanshah.

3. Under opstanden i november 2019 afslørede den herskende klasse hurtigt sin frygt og kuelighed på fire måder:

  • Den umiddelbare reaktion fra ayatollah Ali Khamenei, som kunne observeres i løbet af hans forelæsning om retspraksis dagen efter kampene startede. Talen forsøgte at forhindre, at der opstod yderlige splittelse blandt magthaverne, som sås tydeligt i det iranske parlaments totale fraskrivelse af ansvar for prisstigningen på benzin [der var katalysator for protesterne, red.], såvel som i den kritik der blev ytret af andre myndigheder. Den skulle også give grønt lys for at undertrykke protesterne hurtigst muligt.
  • Det øjeblikkelige blackout af landets internet der blev iværksat – frem for blot at skrue ned for forbindelseshastigheden, eller lukke udvalgte sider.
  • Beskyldningerne om, at der er tale om et ’udenlandsk styret oprør’, og vægten på ”behovet for at fortsætte repressionen”
  • At styret med det samme valgte at skyde på forsamlinger.

4. Sammenfaldet mellem de folkelige protester i Iran og opstandene i Irak og Libanon – begge lande, hvor Iran tydeligt har været indblandet i en slags pseudo-imperialistisk intervention og undertrykkelse af befolkningerne.

5. Den politisering og ”anti establishment”-karakter som protesterne mod de stigende benzinpriser med det samme fik. Den herskende klasse havde kun forventet, at folk ville reagere mod benzinpriser – ikke mod hvad prisstigningerne repræsenterer overordnet.

Kampen om folkestemningen

Det er sandt, at man også har kunnet høre slogans som ”velsignet være Reza Shah (landets tidligere diktator, der blev væltet i 1979, red.)”, ”Hverken Gaza eller Libanon, jeg vil give mit liv for Iran” og ”Iransk Republik”. Sådanne slogans vil formentlig dukke op igen. Mere interessant er det dog at spørge: Hvordan skal vi fortolke de kampråb, og hvordan svarer vi bedst muligt på dem?

Det er slogans, der til dels er affødt af nostalgi. Både den Islamiske Republiks dysfunktionelle natur, såvel som den propaganda der bliver spredt af højrefløjs-oppositionen – har været med til at tegne et glansbillede af fortiden. Dets langtidsholdbarhed forstærkes af, at højrefløjen ikke sidder ved magten lige nu.

Sådanne slogans stammer også delvist fra støtte fra dele af middelklassen, som er målgruppen for højrefløjens medieapparat. I den seneste måneds opstande er de reaktionære råb dog hovedsageligt blevet hørt i Mashhad (Irans næststørste by, der også er en konservativ-religiøs højborg, red.) og Teheran. Den etniske sammensætning i de hovedsageligt kurdiske områder, såvel som blandt etniske arabere og azarier i landet, gør dem ikke tilbøjelige til at falde for ’Pan-iranske’ fortællinger som denne ”ariske kærlighedsfortælling”.

For langt de fleste af de mennesker, der er involveret i den nuværende kamp, er det materielle levegrundlag således, at hvis de reaktionære ideologier – der foregiver at støtte dem i deres kamp – bliver afsløret som det, de egentlig er, vil folk holde op med at lytte til dem. Derfor handler det lige nu om at påpege højrefløjens støtte til privatisering, og dens ønske om at fortsætte med en neoliberal, kapitalistisk strategi.

Af forskellige – mere eller mindre legitime – årsager har vi ikke været i stand til at opbygge organisationer og medier på højde med højrefløjens propaganda-apparat. Følgelig har vi heller ikke været i stand til at trænge ordentligt igennem til befolkningen. Det er ikke et problem, der kan overkommes på én dag, eller for den sags skyld ved at sprede marxisme eller klassebevidsthed i befolkningen under de igangværende protester på gaden.

ADVARSEL: Stærke billeder. Protesterne i Iran har spredt sig til mindst 48 større byer. Informationer er svært tilgængelige grundet præstestyrets lukning af internettet.

Hvad må gøres i den kommende tid

Mens de aktuelle protester langsomt ebber ud, er det afgørende at forhindre fortvivlelse. Vi må heller ikke lade vores dækning af undertrykkelsens omfang begrænse sig til blot at dokumentere, hvor mange mennesker der bliver dræbt og arresteret. I stedet er det vores opgave i den kommende tid at ’trække mening’ ud af protesterne, og forstå dem som ’et skridt i retning af sejren’. Det er afgørende at sætte manifestationerne på gaden i sammenhæng med vores revolutionære ideologi, og at vi samtidig vedholdende udstiller de modsætninger, der er indeholdt i højrefløjens påstande.

Vi må anskue os selv som beboere i en krigszone. Faktisk har vi levet i en krigszone siden opstanden i december 2017. Opstanden i november 2019 har imidlertid synliggjort dens omfang

Det er også altafgørende i den her tid, at vi kan diskutere og udbrede vores idéer. Folk i de iranske gader har for længst passeret det stadie, hvor det handler om at udvikle en bevidsthed, der kan vække dem til oprør mod de nuværende forhold. Det kan blandt andet ses i diskussionen af gadekamps-taktikker. Vi har allerede set en fantastisk handlekraft i befolkningen. Vi må derfor understøtte bevægelsen i retning af at oprette foreninger båret af lokale, etniske, kvindelige, arbejderklasse-kræfter, som kan styrke solidariteten, intensivere vreden, lære fra tidligere kampe og mindske afstanden mellem de tilbagevendende protester.

Vi må opfatte os selv som beboere i en krigszone. Faktisk har vi levet i en krigszone siden opstanden i december 2017. Opstanden i november 2019 har imidlertid synliggjort dens omfang. Vi må skabe råd, der kan støtte hinanden under slagets gang, og når vi bliver forsøgt nedslidt. Vi må genopbygge vores forbindelser, og skabe sammenhold til de kommende offensiver.

Fra krigszonen, Javad Nazari Fathabadi-komiteen


Følg den politiske situation i Iran på Solidaritet.