Det amerikanske præsidentvalg kan indvarsle en ny kold krig

Det amerikanske præsidentvalg bliver ikke bare et valg mellem Donald Trump og Joseph Biden. Det bliver også et valg mellem to forskellige tilgange til Rusland.

Af Søren Riishøj

Det amerikanske præsidentvalg i november afgør, om USA vil indgå flere aftaler med Rusland – og opdele området mod øst i indflydelsessfærer – eller om kursen over for russerne stik modsat vil blive yderligere skærpet.

Det konkluderer Jeremy Shapiro i en kommentar for den liberale tænketank »European Council on Foreign Relations« (ECFR). De to præsidentkandidater, demokraten Joseph Biden og republikaneren Donald Trump, er nemlig uenige om politikken over for Rusland – hvorimod de til gengæld er helt enige, når det gælder linjen over for Kina.

Ifølge Jeremy Shapiro betragter begge præsidentkandidater Kina som »mægtigt, truende og fyldt med infektionssygdomme«. Og begge opfatter landet som »skrækkeligt«. Kampen gælder derfor om, hvem der vil være mest »hård« over for Kina. Donald Trump beskylder Joseph Biden for at være eftergivende over for kineserne – og omvendt.

En »stærk mand«

Men som sagt forholder det sig anderledes, når vi ser på politikken over for den russiske præsident Vladimir Putin og Rusland.

Donald Trump har de seneste tre år omtalt Vladimir Putin som en »stærk mand«, med hvem USA godt kan indgå aftaler – og om nødvendigt uden at informere europæerne på forhånd. Joseph Biden derimod ser den russiske præsident som »hensynsløs« og hans regime som »grusomt«. Vladimir Putin, siger Joseph Biden, bekæmper amerikanske værdier og interesser. Den demokratiske præsidentkandidat ser sig selv som »idealistisk, liberal internationalist« og en forkæmper for »pax americana« og en unipolær, amerikansk domineret verdensorden.

Præsidentvalget i november vil kort sagt kunne afgøre, om Rusland efter 2020 bliver en »partner« eller »fjende« for USA. Eller med andre ord, om vi får en ny »kold krig 2.0« – med koblinger tilbage til den gamle kolde krig og teserne om »tilbagerulning« og/eller »inddæmning« – over for Kina og Rusland, der truer det ønskede amerikanske hegemoni.

Trump har svinget

Jeremy Shapiro gør dog opmærksom på, at Donald Trumps politik over for Rusland ikke har været særlig konsistent. Der har været uenigheder i præsidentens administration og pres fra Kongressen, hvor »høgene« har været (og er) i flertal.

Helt grundlæggende er der under Trump-administrationen blevet holdt fast i forgængeren Barack Obamas linje – og altså sanktionerne mod Rusland samt militær støtte til Østeuropa og Ukraine som svar på russernes annektering af halvøen Krim. Der er også oprettet permanente, amerikanske militærbaser i Polen, herunder »Fort Trump«, men her har polakkerne måttet betale dyrt for at få ønsket herom opfyldt.

I den nationale Sikkerhedsstrategi fra 2017 blev Rusland betegnet som en »strategisk konkurrent« og som en trussel mod det vestlige, liberale demokrati. Men samtidig forsøgte Donald Trump at få Rusland genoptaget i G7, ligesom han så langt som muligt gik imod yderligere sanktioner mod Rusland. Når den amerikanske præsident talte om sikkerhedspolitiske trusler, var der ikke meget omtale af Rusland, langt det meste vedrørte Kina. Donald Trump har flere gange talt med Vladimir Putin over telefonen og udtalt sig positivt om indholdet af samtalerne, ligesom han hilste den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskijs aftaler om fangeudveksling og neddrosling af spændingen i det østlige Ukraine velkommen.

Får Donald Trump en anden præsidentperiode, vil han formentlig handle mere selvstændigt og mindre modsætningsfyldt.

Trump vs Biden

Måske får vi et »condominium« – altså aftaler om fred og oprettelse af indflydelsessfærer i Østeuropa og SNG-området, uanset modstand i Kongressen. Aftaler med Rusland vil give Donald Trump større handlefrihed, når det gælder vigtigere emner som sikring af grænsen til Mexico og politikken over for Kina.

Anderledes bliver det, dersom Joseph Biden bliver præsident. Som vicepræsident var Joseph Biden Barack Obamas mand i Ukraine og efter annekteringen af Krim fortaler for en hård linje over for Rusland med fokus på sanktioner, et styrket NATO og øget militær støtte til Ukraine. Eller kort sagt: En »kold krig 2.0«.

Hverken Joseph Bidens hårde politik eller Donald Trumps forhandlingspolitik modtages imidlertid med særlig stor begejstring i Europa.

Jeremy Shapiro anbefaler, at Europa får en mere selvstændig politik. Let bliver det ikke, da EU er delt i spørgsmålet. Den franske præsident Emmanuel Macrons politik med et såkaldt hårdt engagement – med forhandlinger med Rusland og Kina og forsøg på at skabe enighed, hvor det er muligt – er at foretrække. Ifølge Jeremy Shapiro vil den måske ikke bare påvirke det Hvide Hus; måske en selvstændig politik også vil svække »høgenes« magt i Kongressen.

Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).