“Det Blinde Øje” – Mink, medier og magtelite

Jeg skal ikke her gentage nærværende organs omtale, som gør udmærket rede for bogens konkrete observationer, men lad mig kort ridse op alligevel:

“Det Blinde Øje” handler om, hvordan millioner af døde og mishandlede dyr gled i baggrunden til fordel for historien om “ærkedanske, hårdtarbejdende, og djærve nordjyske folk”, der blev tromlet ned af onde bureaukrater fra Christiansborg. Om hvordan mink-erhvervet allerede var døende og forbudt i en lang række lande både i Europa og resten af verden.

Om hvordan minkejerne misbrugte udenlandsk arbejdskraft, lod dem bo under usle og sundhedsfarlige forhold, mens de tilbageholdt store dele af deres løn på 72 kr. i timen (blandt synderne fandt man såmænd både daværende formand og næstformand for Landbrug & Fødevarer), og i øvrigt for en stor dels vedkommende snarere var store finansfolk fra udlandet, end Morten Korch’ske stakler der blev trynet. Inger Støjberg kan helt sikkert IKKE lide den bog – og alene det må jo være en anbefaling.

Hvad har medierne egentlig gang i?

Bogen er een lang udstilling og hudfletning af det man kunne kalde “Det presse-politiske-erhvervslige“-kompleks. Dyrevelfærd, miljøpolitik, forskningsetik, Christiansborg-politik og pressen fremstår alle som mildest talt tvivlsomme og uoprigtige størrelser. Ikke gennem forfatterens påstande, men gennem deres handlinger som refereret i bogen. Størstedelen af fortællingerne i den anledning, fremstår hule – signaler uden handling, hykleri uden skam.

Det kan ikke undre at bogen har fået megen ros, er blevet revet ned fra hylderne, og i en kort tid har været omtalt i stort set alle de store medier. Det kan i samme ombæring heller ikke undre, at bogens egentlige substans, ikke omtales i andet end overskrifter.

Den presse, der roser bogen, burde faktisk gribe lejligheden til at vende blikket indad og spørge sig selv: ”Hvad har vi egentlig gang i?” En sådan selvrefleksion udløser bogen naturligvis ikke – hvilket den på ingen måde kan klandres for.

Af alle de kritikvinkler, bogen kan rejse, er vinklen om pressens informationsforurening nok en af de sidste, der vil blive taget op. Det er synd, for korrekt og virkelighedsnær information er en forudsætning for, at man overhovedet kan tale om demokrati.

Fokus på enkeltsager gør samfundskritikken tandløs

Man kan ikke stemme efter overbevisning, hvis man kun har fordrejede kendsgerninger til rådighed – nøjagtig på samme måde som man ikke kan beslutte sig for at købe den rigtige bolig, bil eller andet, hvis sælgeren er fuld af løgn.

“Det Blinde Øje” er yderst relevant – ikke mindst for venstrefløjen – for selvom bogen specifikt handler om minkskandalen, er det kun alt for nemt at forestille sig, hvordan andre emner konstant fordrejes af en næsten samlet presse og de politikere, der lukrerer på fordrejningerne.

F.eks. racismen mod folk af mellemøstligt herkomst/udseende, myten om at danskere skal udsættes for tvang, før de “gider” arbejde, eller myten om at retsstaten er til for både høj og lav, eller myten om at lavere skat giver højere frihed – find selv på flere. Højaktuel er naturligvis konflikten i Palæstina/Israel.

De herskende fortællinger her i landet er på mange områder helt forskertsede, og en vægtig del af venstrefløjens politiske kamp bør bestå i forsøget på at rive sløret af samfundsløgne væk. Her skæver jeg især til partierne Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, der synes at have delt samfundskritikken op i enkeltsager, uden samlende hele, og dermed de facto revet både kløer og tænder ud på den.

Systemkritisk litteratur afslører, hvordan samfundet hænger sammen

”Det Blinde Øje” er ikke den eneste vigtige systemkritiske bog. I de senere år er der faktisk udkommet mange.

Jesper Tynells ”Mørkelygten” demonstrerer, at embedsværkets pligt aldrig har været at producere objektiv information, men derimod sindigt konstruerede, politisk opportune, tilskæringer af virkeligheden.

”Kammerherrens nye klæder” af Hanne Sindbæk, Niels Sandøe og Thomas Svaneborg viser, viser hvordan den moralske korruption i samfundets øverste echeloner er gennemgribende.

Lars Olsens ”Det forsvundne folk” tydeliggør, at klassedelingen herhjemme lever for fuld skrue, og at de, som har definitionsretten, simpelthen har “defineret” arbejder- og underklassen væk, mens de rager til sig af honorarer og andet godt.

”Skjulte penge: magt, partistøtte og lobbyisme i dansk politik” af Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen viser, at penge skam er en direkte magtfaktor i det parlamentariske demokrati. Dermed udgør bogen en del af nøglen til at forstå, hvordan vores samfund i virkeligheden fungerer.

“Det Blinde Øje” er efter min mening et af de vigtigste systemkritiske værker, vi har set i lang tid herhjemme. Et must read for den, der ønsker indblik i, hvordan meningsdannelsen herhjemme er og bliver totalt forurenet. Ikke mindst af de medier og politikere, der har lært at plapre om fake news, om konspirationer, russiske trolde og trumpistiske fantaster.

De ser sandelig ikke fænomenet som noget, hverken de kgl. danske medier eller vore allermest ansvarlige politikere kunne tænkes at være en del af.

Er der nogen herhjemme, som aktivt bør interessere sig for meningsdannelsen – både som den udspiller sig, og som den kan løftes konstruktivt – er det efter min mening venstrefløjen.

Opdatering: Yderligere seks milliarder til minkavlerne

Just som denne signatur blev færdigskrevet. indløb nyheden om, at erstatningen til minkavlerne bliver 6 milliarder dyrere end forventet. De fleste medier viderebringer nyheden i et nogenlunde kildemæssigt balanceret Reuters-telegram.

Den efterfølgende selvstændige redaktionelle dækning synes i de tilfældige nedslag som tiden tillader, stadig – som “Det Blinde Øje” afdækker – at tage minkavlerne og Kopenhagen Furs vinkel for den mest interessante og sandhedsdækkende.

Tage Pedersen, formand for både Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur, står til en erstatning på 113 mio. Det kan man læse i Ekstra-Bladet d. 28. jan, og som han citeres for i artiklen: “– Ja, prisen er i hvert fald ikke for høj – den er nærmere for lav”. Vi kan læse at “Helt konkret modtager mink-kongen ifølge Ekstra Bladets opgørelse op mod 113 millioner kroner i erstatning, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) besluttede, at alle mink skulle dø.”

Ikke antydningen af, at minkerhvervet før nedslagtningen var i dødskramper, og ikke et ord om at minkene efter daværende vurdering udgjorde en alvorlig fare for den globale folkesundhed. Nej, de enorme erstatninger skyldes simpelthen, at Mette Frederiksen besluttede at minkene skulle dø, og den store erstatning til Tage Pedersen, er alt for lille – siger han selv.