Anmeldelse: ”Det Blinde Øje ” af Mathilde Walter Clark

Minksagen

Mathilde Walter Clark, som egentlig er skønlitterær forfatter med en lang række romaner, noveller og skuespil bag sig, har skrevet en journalistisk bog om ”minksagen”, som senere kom til at hedde ”minkskandalen”, altså de beslutninger om aflivning af danske mink, som blev taget, da det under covid-pandemien blev klart, at covid-virusset også angreb minkene på de danske minkfarme, og at smitten med covid kunne gå fra mink til mennesker.

Det er normal praksis, at Fødevarestyrelsen – hvis der opstår smittefarlige sygdomsudbrud på et husdyrhold – forlanger at hele bestanden af husdyr aflives, hvis der for eksempel opdages fugleinfluenza på en hønsefarm eller svinepest på en svinefarm. Derfor iværksatte Fødevarestyrelsen 1. oktober 2020 ”Operation Mink”, som bestod i, at alle mink på de angrebne minkfarme og farme inden for en radius af 5 kilometer blev aflivet.

Da forskere fra Statens Seruminstitut i begyndelsen af november konstaterede, at der blandt minkene var opstået en ny variant af covid-virsusset, en variant, som, hvis den spredte sig blandt mennesker, ville kunne gøre de netop udviklede vacciner virkningsløse, annoncerede Mette Frederiksen 4. november, at alle mink i Danmark skulle aflives. Man frygtede, at Danmark ville kunne blive et nyt Wuhan, altså arnested for en ny virus-variant, som kunne spredes til resten af verden.

Minksag uden mink

Mathilde Walter Clark indleder bogen ”Det Blinde Øje” , som har undertitlen ” Beretningen om det efterår hvor minkene forsvandt ud af minksagen”, med en undren over, hvordan dyrene, minkene, forsvańdt ud af mediernes behandling af spørgsmålet om nedlukning af minkavlen og aflivningen af alle mink, som Mette Frederiksen havde deklareret. Istedet sendte medierne historier, billeder og tv-optagelser af grædende minkavlere, som udtrykte deres store sorg over, at blive tvunget til at lukke deres virksomheder, som i mange tilfælde var gået i arv fra generation til generation. Med særdeles aktiv støtte fra landbrugets lobbyorganisationer – især Dansk Pelsdyravlerforening og Kopenhagen Fur, som havde monopol på auktioner over danskavlede minkskind – lykkedes det den borgerlige opposition i Folketinget at få gennemtrumfet en yderst fordelagtig kompensationsordning for de ramte minkavlere.

Minkavlen en døende branche

Minkavlen i Danmark var, da covid-smitten blandt minkene begyndte at brede sig, allerede et erhverv, som på grund af svigtende efterspørgsel efter minkskind i modebranchen – hvor mange virksomheder i overensstemmelse med tidsånden erklærede sig ”fur-free” – var truet af voldsomme prisfald på minkskind og på vej mod afgrunden.

I 2020 da aflivningnen af de danske mink startede, var minkproduktion allerede blevet forbudt eller var på vej til at blive det i : England, Skotland, Nordirland, Østrig, Holland, Kroatien, Slovenien, Makedonien, Serbien, Bosnien og Herzegovina, Tjekkiet, Slovakiet, Tyskland, Belgien, Luxembourg, Norge, Polen, Frankrig, Estland , Ungarn, Litauen, Montenegro og Ukraine. I 2021 indførte Israel totalt forbud mod handel med minkskind. I mange af disse lande havde man besluttet at stoppe avl af mink efter TV-afsløringer af de horrible forhold på minkfarmene.

Mathilde Walter Clark begyndte allerede i marts 2020 at abonnere på Landbrugsavisen, et internetmedie, som udgives af Landbrug & Fødevarer. Her kunne hun i en række artikler læse, at en stor del af minkbranchen kørte med underskud og at mange minkavlere stirrede direkte ind i en konkurs.

Danmarks Statistik kan fortælle, at i 2019 havde pelsdyrbedrifter i Danmark, hvoraf langt størsteparten var minkfarme, i gennemsnit et underskud på 0,7 millioner kroner.

Myndighederne mod minkavlerne

Mediernes behandling af minksagen kom til at handle om, hvordan minkavlerne blev tvunget af myndighederne til at aflive deres dyr og afvikle deres erhverv. Kritikken blev især voldsom, da det kom frem, at statsministeren og hendes regering ikke formelt havde haft lovhjemmel til at forlange samtlige mink i Danmark aflivet. Nu blev fortællingen i medierne, at regeringen – ved at begå grundlovsbrud – havde trukket tæppet væk under et helt erhverv.

De minkavlere, der blev portrætteret i de danske medier, var alle almindelige mennesker med almindelige danske navne. Medierne omtalte derimod ikke Danmarks største minkproducent, som var en Hong Kong – kineser, der ejede 12 nordjyske minkfarme, som alle var registreret i hans holdingselskab, der havde adresse i skattely på Cayman Islands.

”Minkbødlerne”

Selve aflivningen af minkene blev foreviget i samtlige tv-kanaler, som viste optagelser af anonymt udseende personer iklædt gule beskyttelsesdragter, som mekanisk aflivede minkene og smed de døde mink i store containere. Det viste sig at være rumænere, der havde fået dette arbejde, og snart lød historien, at myndighederne havde indkaldt rumænske ”minkbødler” til at udføre drabet på minkene, mens minkavlerne protesterede og deres solidariske naboer satte deres flag på halv for at markere den kollektive protest mod myndighedernes overgreb på udøverne af et helt erhverv. Ingen medier nævnte, at disse ”minkbødler” hvert år blev indkaldt, når de danske mink skulle aflives før pelsning.

Aflivningsmetoden – gasning med kulilte eller kuldioxid, som også blev brugt, når minkene skulle aflives for at blive pelset – var resultatet af en række eksperimenter foretaget af forskere på Århus Universitet, som garanterede, at minkene blev aflivet på en human måde, der heller ikke gav skader på de dyrebare skind. Den metode, som forskerne anbefalede, var tidligere af EU-kommissionens videnskabelige komite for dyresundhed og dyrevelfærd blevet kaldt ”kontroversiel.”

Minkenes livsbetingelser

I mediernes behandling af konflikterne mellem minkavlerne og myndighederne, spillede minkene kun en ubetydelig rolle. Ingen medier eller journalister dykkede ned i den foreliggende dokumentation af de forhold, som minkene i minkfarmenes tidligere dagligdag havde levet under.

I efteråret 2009 havde TV2 vist en dokumentar med titlen ”Pels på vrangen”, som var lavet af tv-stationens undersøgende journalister som et led i serien ”Operation X”. Et tv-hold var – uden at blive inviteret – trængt ind på en minkfarm, hvorfra de filmede, hvordan minkene levede deres korte liv 2-5 mink i bure af trådnet, der var 70 centimeter lange, 30 centimeter brede og 45 centimeter høje. I disse små bure bevægede nogle af minkene sig i frustration i stereotype mønstre eller bed hinanden, så mange af minkene havde sår og bylder.

Da dokumentaren blev vist gik Pelsdyravlerforeningen og Kopenhagen Fur til modangreb med annoncer i dagbladene, trusler om sagsanlæg og anklager om ulovlig indtrængen på privat grund – en rimelig anklage som imidlertid ikke kunne bortforklare de horrible forhold for minkene, som tv-holdet havde afsløret.

I 2015 viste den norske tv-station NRK en norsk-dansk dokumentar ”Pels”. Dokumentaren var blevet filmet af en undercover journalist, som havde arbejdet i et år på en række minkfarme og med skjult kamera havde optaget dagligdagen på disse minkfarme. Dokumentaren førte i 2018 til, at den norske regering forbød al minkavl i Norge.

Danmarks Radio udskød efter trusler om erstatningskrav og sagsanlæg fra både Kopenhagen Fur og Dansk Pelsdyravlerforening visningen af Pels i et år, og da man endelig bragte den, var titlen ændret til ”Pelsaktivisten”, og nu handlede den ikke om forholdene på de danske minkfarme, men om hvordan den undersøgende journalist, som egentlig var uddannet psykolog, var blevet ”radikaliseret” dyreaktivist.

Forskningsbaseret minkavl

Både Kopenhagen Fur og Danske Pelsdyravlere bruger i deres forsvar for den danske minkavl uafbrudt ordet ”forskningsbaseret”. Kopenhagen Fur og minkavlerne beskriver et samarbejde med forskere på Århus og Københavns universiteter, som bestræbelser på – med hjælp fra forskningen – at udvikle minkavlen og forbedre velfærden for minkene. Man havde sågar etableret et specielt program for minkvelfærd, ”Well Fur”. Mathilde Walter Clark kan imidlertid efter gennemlæsning af en lang række rapporter, som var udarbejdet af forskere, der arbejdede med udviklingen af den danske minkindustri, dokumentere, at udsultning af hunner før parring var et middel til at øge kuldstørrelsen, som systematisk indgik i den danske minkavl.

Forskningsbaseret udsultning af minkhunner

En af Mathilde Walter Clarks veninder, som til daglig opholder sig i Kina, fik under et besøg på Kopenhagen Fur at vide, at danske minkhunner i gennemsnit får seks hvalpe, mens de i Kina kun får tre. Intuitivt ville man tro, at grunden til, at de danske mink får flere hvalpe end de kinesiske, var, at de har et bedre liv – en højere dyrevelfærd, men sådan hænger det ikke sammen. Når danske mink får flere hvalpe skyldes det, at de i flere måneder systematisk bliver sultet.

En af Mathilde Walter Clarks andre veninder, som er biolog, forklarede hende, hvordan det hænger sammen. Hvis et hundyrs fedtdepoter bliver kraftigt formindskede, vil naturen forsøge at sikre næste generation ved en massiv ægløsning. Det var det, de danske minkavlere – i samarbejde med forskere på de danske universiteter – havde fundet ud af og praktiserede overalt på minkfarmene. Gennem det, man kaldte ”restriktiv fodring”, slankede man systematisk hundyrene henover vinteren frem mod parringstidspunktet.

Det kaldte forskerne at ”huldtilpasse” dyrene. To canadiske forskere havde udviklet en femtrins-skala, over minkenes huld, som gik fra ”huld 5” , som var defineret som ”meget fed” over den ideelle ”huld 3” til ”huld 1” som betød ”meget tynd”. Fra midten af november til slutningen af januar blev minkhunnerne udsat for ”restriktiv fodring”, som havde til formål, at dyrene skulle miste deres huld, så de kom ned på, hvad man havde defineret som ”huld 2”, hvor minken beskrives som ” den har en tynd hals og en v-formet taljelinje. Ingen underfedt på kroppen og kun meget lidt i nakken.” Efter biologens opfattelse er det, der beskrives her, tilstanden lige før kroppen begynder at tære på muskelmassen. Kopenhagen Fur havde udarbejdet en kurve over den anbefalede vægtudvikling, hvor huldtilpasningen svarede til et tab på ca. 40% af kropsvægten. Tre til fem dage før parringen blev dyrene så fodret ”efter ædelyst”.

Ved at sulte minkhunnerne opnåede minkavlerne, at der i deres udtærede kroppe – som et biologisk katastrofesignal – skete en forceret ægløsning, som førte til en fordobling af den normale kuldstørrelse. Bevidst at udsætte husdyr for sult er en grov overtrædelse af Dyreværnsloven. Ved overtrædelse af Dyreværnsloven kan overtræderen idømmes bøde- eller fængselsstraf.

Afsluttende bemærkninger

Mathilde Clark Walker har skrevet en fremragende og imponerende velresearchet journalistisk bog, som da også er blevet revet ned fra hylderne, siden den udkom. Det Blinde Øje vil formentlig komme til at udfordre den glade julestemning i de mange hjem, hvor den finder sin plads under juletræet. Man kan håbe, at også medlemmer af Folketinget vil få Det Blinde Øje forærende som julegave, og at de efter læsningen vil tage op til fornyet overvejelse, om det var en god ide at yde minkavlerne en samlet kompensation på 20 milliarder, når man tager vanrøgten og dyremishandlingerne i de danske minkfarme med i betragtning.

Det kan undre at en bog som denne skal skrives af en skønlitterær forfatter. Hvorfor har ingen af de mediemennesker, som under minksagen hoppede på historien om minkavlerne mod myndighederne, fået røde ører, efterhånden som afsløringerne af vanrøgten af mink er kommet frem i lyset igen, og genovervejet deres uforbeholdne forsvar for minkavlerne?

Man kan håbe, at vi i det nye år vil se en venstrefløj i det danske Folketing, som kalder til revurdering af den milliardstore kompensation til minkavlere – som i årevis bl.a. har sultet deres dyr.

Mathilde Walter Clark : Det Blinde Øje, Politikens Forlag 2023