Julia Wolfes koncert 'Flower Power' kandiderer til at være årets bedste, synes Michael Schølardt. Fotograf: Peter Serling
5 min. læsetid

2020’s bedste koncert kan sandsynligvis allerede udnævnes: Uropførelsen torsdag 5. marts af den amerikanske komponist Julia Wolfe’s værk ”Flower Power”. En stor oplevelse for alle sanser.


Af Michael Schølardt

Lyst til at høre ‘Flower Power‘ mens du læser anmeldelsen? Så klik her”

Værket ‘Flower Power’ var bestilt af DR Symfoniorkester og Los Angeles Philharmonic, og blev fremført af symfoniorkesteret sammen med den amerikanske, eksperimenterende sekstet ”Bang on a Can All-Stars”. Stykket indgik i den årlige musikfestival for eksperimenterende, klassisk musik ”Pulsar” på Musikkonservatoriet i København.

Julia Wolfe lægger ikke skjul på, hvad stykket bevæger sig omkring. Hendes klassiske musikstykke trækker på mange musiktraditioner som heavy rock, amerikansk folk og 60’er pop – hun ønsker at genoplive eller påpege 1960ernes oprør mod krig og for fred. Som det er set før, ledsager hun musikstykket med video – her klip fra ”Kærlighedens sommer” 1967: Fredelige sit-ins, voldsomme Vietnam-demonstrationer og B52 bombefly over Vietnam. Julia Wolfe var selv tilstede ved opførelsen og nåede at fortælle i pausen, at hun ikke mener, der er grund til at være tavs om ret og vrang, selvom man er komponist:

“For [Julia Wolfe] var kampene og protesterne vigtige, ikke kun fordi det er historien om, hvordan arbejderne havde det engang – men fordi vi skal huske og bruge den styrke, vi har opbygget i generationer”

”Det er i sandhed mørke tider, vi oplever nu, men jeg vil bare pege på, at sådan har det set ud før… Og jeg kan se mange progressive bevægelser, som tror på, at forandringens vinde vil komme – ligesom i 1967”.

Minearbejderne

Julia Wolfes store gennembrud kom 2015 med værket ”Anthracite Fields” for kor og orkester. Det var det andet værk om den amerikanske arbejderbevægelse, det første ”Steel Hammer” var om en fagforeningsleder. Værket handler om minearbejdernes historie og kampe i det nordøstlige Pennsylvania, og er skabt blandt andet gennem hendes lange studier og ophold i Pennsylvania.

Værket indledes med, at koret synger navnene på den lange liste af mistede liv i minerne, sunget med vrede men også med indflettet tale af minearbejderformanden John L. Lewis. Også i det stykke trækker Julia Wolfe på andre musiktraditioner end den klassiske, og selvom musikken til tider kan være brutal, formår den at holde afstand til den tekst, musikken bølger omkring. Julia fortæller, at det var ”et chok” for hende at modtage den fornemme Pulitzer pris for det stykke. For hende var kampene og protesterne vigtige, ikke kun fordi det er historien om, hvordan arbejderne havde det engang – men fordi vi skal huske og bruge den styrke, vi har opbygget i generationer.

‘A Wild Furze’: Irsk inspireret folk med Julia Wolfe.

Fire in my mouth

Det næste værk om amerikansk arbejderbevægelse fik endnu større opmærksom. I 2019 blev hun årets komponist blandt andet på baggrund af værket ”Fire in my mouth”, et orkesterstykke med stort kvindekor på 146 medlemmer. De 146 var tallet på de omkomne ved den store fabriksbrand, ”Triangel Shirtwaist” i New York i 1911. Branden er en af de helt store amerikanske fabrikskatastrofer, ikke kun fordi brandsikkerheden var ringe, men også fordi dørene var låst på den etage, hvor de fleste omkomne arbejdede.

Julia Wolfes forskelligartede musik

Har du fået lyst til at høre mere med Julia Wolfe? Her er tre eksempler på hendes musikalske udfoldelser i forskellige stilarter (klik på linket):

· Klassisk stil

· Moderne klassisk cellokoncert

· Metal på klassisk maner sammen med ’Bang on a Can All-Stars’

+

De fire satser hedder ”Indvandring”, ”Fabrik”, ”Protest” og ”Ild”. Igen ligger der et kæmpe research-arbejde bag musikken og videoerne. Og alt integreres; i ”Indvandring” er det fattige kvindelige indvandrere – hovedsagelig jøder og italienere – som høres i musikken med italiensk og jiddisch folkesange. Det er næppe rimeligt at sætte etikette på Wolfes musik men hun betegnes ofte som post-minimalist, idet hun nok bygger på Philip Glass og Steve Reich’ musik, men hun inddrager som sagt mange forskellige stilarter.

Fabriksforholdene er musikalsk kakofoniske. Blandt indvandrerne kan du høre den optimistiske tone og i den afsluttende brand den tragiske. ”Protest” har et langt korstykke, der stærkt rytmisk fokuserer på kvindernes mål og ønsker ikke bare om forholdene på fabrikken, men også livet uden for fabrikken. I koret indflettes en flammende tale af Clara Lemlich, som satte skub på den månedlange storstrejke i 1910. Det er Lemlich, der i en alder af 96 om denne begivenhed sagde, at hun havde ”Fire in my mouth”.  

Boston Symphony Orchestra har i øvrigt bestilt et nyt værk af Wolfe. Det kommer til at hedde ”Her story” – om den amerikanske kvindebevægelse.

Julias musik hører ikke til den glatslebne slags, og uden koncertsal og video mistes noget af dynamikken. Men hvis du alligevel er hjemsendt fra studium eller arbejde, kan det være tid til at opdage nye horisonter.


Michael Schølardt er pensioneret bogtrykker, og arbejder som forlagschef og kasserer i Solidaritet.