Vi er allesammen anderledes, og vi har alle et ansvar for at sikre, at alle kan være med, mener Sara Glerup. Foto: Tonje Eliasson
12 min. læsetid

Afhængige af køn og krop bliver vi mødt med bestemte forventninger og krav, og ofte vurderet ud fra evnen til at bidrage – både i samfundsøkonomisk sammenhæng, men også på venstrefløjen og i radikale aktivistmiljøer.


Af Lasse Rørdam Nielsen

Solidaritet har talt med to aktivister, som på hver deres måde har erfaret samfundets manglende rummelighed, og som kæmper for et samfund, hvor alle kan deltage på lige fod uanset forskelle. Jeg mødes med Sarah Glerup og Laura Mølgaard Tams foran en café på Nørrebro. Caféen er ikke kørestols-venlig, men heldigvis skinner solen, så vi kan sidde ved et bord udenfor.

Laura lægger ud og fortæller om siden killjoy.dk, som hun startede som en platform for queers og særligt transpersoner:

»Jeg er optaget af folk, der mangler stemmer. Det er det killjoy.dk gik ud på, fordi jeg syntes jeg manglede en stemme. Jeg kunne godt tænke mig at brede det ud, så flere kunne være med – for alle har jo et køn – alle har problemer med de der ting«.

Sarah fortæller hvordan hendes arbejde med handicap, køn og seksuel orientering hænger sammen med hendes politiske ståsted i Enhedslisten:

»Det jeg laver er alt sammen gennemsyret af et venstreorienteret blik på verden, og det er ikke tilfældigt. For jeg synes, at hvis man arbejder grundlæggende for at alle skal have samme muligheder, uanset hvilket køn man har, uanset hvilken identitet man har, uanset hvilken krop man er udstyret med og hvor meget den kan arbejde, så er man nødt til at have en grundlæggende venstreorienteret indfaldsvinkel.«

Diagnose eller ej?

Et politisk flertal blev i foråret enige om at fjerne diagnosen ’transseksualisme’ fra listen over psykiske lidelser fra 2017. Det er sket med udgangspunkt i et lovforslag fremsat af Enhedslisten og Alternativet og efter pres fra bl.a. Amnestys #sygtsystem-kampagne.

Transkønnede har oplevet diagnosen som stigmatiserende, og den har betydet, at nogle transkønnede er blevet nægtet en sygdomsforsikring. Men i stedet for at fjerne diagnosen helt, er den blevet flyttet til listen over fysiske diagnoser. Begrundelsen for dette har været, at en diagnose er nødvendig for at få behandling. Men Laura, som ønsker diagnosen helt fjernet, mener ikke at præmissen holder:

»Folk siger, at hvis man fjerner diagnosen helt, så kan man ikke få behandling i det danske system. Og så siger jeg, ’så giv mig da diagnosen for at være kvinde uden æggestokke, I har den diagnose i systemet allerede’.«

Hun pointerer at transkønnedes selvbestemmelse fratages, når de skal gennem et langt psykiatrisk udredningsforløb for at søge om hormonbehandling. Samtidig er det udtryk for diskrimination:

»Transkønnede bliver diskrimineret på den måde, at folk siger ’Du er ikke det køn, du siger du er. Heller ikke selvom du er juridisk kvinde’. Jeg bliver juridisk diskrimineret ved at jeg bliver behandlet anderledes end andre juridiske kvinder. Men den diskrimination bliver ikke anerkendt.«

Sarah supplerer:

»Jeg har en veninde, som har fået fjernet livmor og æggestokke. Så hun skal have kvindelige hormoner kunstigt, præcis som hun ville skulle, hvis hun havde været født med testikler. Men fordi hun har været tildelt kvindekønnet fra starten, så er det overhovedet ikke noget hun skal diskutere med nogen – hun får selvfølgelig bare de hormoner. Og det er vel i virkeligheden det, det handler om, for hvis man så det på dén måde, så ville der ikke være en diskussion.«

Laura mener, at diskussionen bør handle om noget helt andet end diagnoser:

»Diagnosen er bare et symptom. Det underliggende er, at man ikke anerkender vores egen oplevelse. Det er ikke for at være besværlig at jeg siger, jeg er kvinde.«

At kunne betale sig

Sarah påpeger et problem med diagnoser generelt: På den side er en diagnose ofte nødvendig for at få hjælp. På den anden side kan diagnoser være stigmatiserende, og der er et uformelt hierarki, hvor psykiske diagnoser ikke tages lige så alvorligt som fysiske diagnoser. Hun påpeger at der er økonomiske interesser på spil, når nogle sygdomme kategoriseres som funktionelle lidelser:

»Et problem i forhold til mennesker med handicap er, at mange af os ikke kan arbejde på lige fod og tjene lige så mange penge og betale lige så meget i skat. Vi er ikke umiddelbart en gruppe, som folk synes det er værd at investere i,« siger Sarah. Hun uddyber:

»Jeg bliver altid lidt deprimeret over, at i bund og grund, så handler det om hvor mange penge man vurderer, der er i folk. Det er også derfor man kan have et parti som Liberal Alliance, hvor der er mange, der definerer sig selv som homoseksuelle. I princippet er der jo ikke noget, man behøver hjælp til som homoseksuel, måske lige bortset fra at blive insemineret. Ellers kan man jo være fuldstændig ligeværdig medborger. Du har ikke brug for hjælp fra systemet. Men hvis du har brug for hormoner, en operation eller en hjælper, eller hvis du aldrig vil komme til at arbejde på normale vilkår, så kan du ikke passe ind i den model.«

Laura leder snakken hen på aktivistmiljøer og venstrefløjen:

»Nu nævner du Liberal Alliance, men jeg tænker det også som en kritik af venstreradikale miljøer. Altså antiracistiske bevægelser, queer-bevægelser osv. – hvor alle gerne må være med, men du skal også bidrage, hvis du skal være rigtig med. Du skal være i stand til at gå på barrikaderne osv, for ellers tager du plads.«

Sarah genkender billedet:

»Jo længere vi bliver ved med at gøre folks berettigelse og ligeværd op i forhold til hvor meget de bidrager – hvad enten det er som ubetalt ulønnet aktivist eller det er på arbejdsmarkedet – så vil der være nogen, der kommer til kort.«

»Selv i Enhedslisten, som jeg synes er det parti, der i højest grad formår at sætte spørgsmålstegn ved den kapitalistiske måde at tænke på, selv dér er det jo meget sådan, at hvis du skal være en fuldblodsaktivist, så skal du være det på en bestemt måde. Så skal du komme til møderne i din lokalafdeling, melde dig til bestemte udvalg og organer, deltage til arrangementer,« siger Sarah.

»Jeg kan huske for et par år siden, hvor vi diskuterede, om man skulle have lov at stemme digitalt til urafstemningerne, så man kunne være med til at vælge hvem der skulle være folketingskandidater. Og der var nogle, der blev skide sure over det. De sagde, at det går ud over basisdemokratiet og nærdemokratiet, hvis man ikke er tvunget til at have en debat i lokalafdelingen, før man stemmer. Det kan jeg godt se, men det er altså et nærdemokrati, der ekskluderer nogle mennesker,« siger Sarah.

Hun pointerer, at eksklusionen ligger i de fysiske rammer:

»Hold kæft, hvor har der været mange spændende ting, jeg gerne ville have været til på den gamle Bolsjefabrik, hvor man ikke kunne deltage, fordi der var trapper. Så der er rigtig mange trin på vejen der gør, at det nok er en lille smule sværere for nogen.«

»Det var velplaceret, det med trin på vejen,« bemærker Laura.

Jeg bliver altid lidt deprimeret over, at i bund og grund, så handler det om hvor mange penge man vurderer der er i folk

Privilegieblindhed

Laura og Sarah er enige om, at det manglende hensyn ikke skyldes ond vilje, men en tendens til at tage egne privilegier for givet.

»Jeg tror, der er mange folk med privilegier, som føler sig berettiget til de privilegier. Og som føler, at den magt, de har opnået, har de selvfølgelig fortjent,« siger Laura.

»I Kvindehuset er der slogans og bannere, der siger at transkvinder er velkomne. De siger, at de ikke tolererer transfobi, men det gør de alligevel. Fordi de dér gamle lebber, der ikke engang vil give transkvinder hånden, de sidder der stadigvæk. Hvis det kører videre, som det er nu, så kommer vi til at have samme problem om 30 år. Så er det måske mig, der sidder inde på Kvindehuset og siger ’I må ikke være med’,« pointerer hun.

Hvis man er blind over for egne privilegier, kommer man let til at ofre en anden gruppe end sin egen i kampen for rettigheder. Den fare ser Laura også i #sygtsystem-kampagnen:

»Det fokus, der bliver lagt fra LGBT Danmarks side er, at transkønnede bare skal ud af psykiatrien. Det handler ikke så meget om at gøre det nemmere at få behandling. For dem der sidder med magten – altså den lille smule magt, der nu er, fx i LGBT Danmark – de har jo fået de behandlinger, så hvorfor skulle de gøre det nemmere for andre, der kommer efter dem? Men de bliver stadig diskrimineret på baggrund af den psykiske diagnose, som gør at man ikke kan få forsikringer nogle steder og at det bliver sværere at rejse. Så vil de gerne have dén fjernet, så de kan få lidt flere rettigheder, så på den måde, så smider man jo også de psykisk syge under bussen – dem som faktisk ER psykisk syge – hvilket også er ret mange transkønnede.«

Sarah er enig:

»Ja, i det hele taget er det ret mange mennesker, der har en psykisk diagnose. Og jeg synes, vi skal passe rigtig meget på, både når man arbejder med transpolitik, men sateme også når man taler om handicappolitik, at man ikke laver et hierarki, hvor vi får vores rettigheder på bekostning af, at vi skubber nogle andre ud og siger ’Vi er i hvert fald ikke psykisk syge’. Det synes jeg desværre tit, der er en tendens til.«

Laura Mølgaard Tams: Det, du kan gøre, som dig med alle privilegierne, det er først at anerkende, at der nok er nogle privilegier, du ikke har, og nogle problemer, du også har. Foto: Alice Minor

Hvad gør vi ved det?

Sarah og Laura har givet mange eksempler på privilegieblindhed og manglende rummelighed – både i samfundet og i progressive miljøer. Jeg spørger dem, hvordan man så kan sikre rummelighed – og hvordan man bedst er solidarisk, hvis man, som jeg selv, er så privilegeret at være en hvid heteroseksuel ikke-transkønnet mand uden handicap.

Laura mener, at det først og fremmest handler om forståelse:

»Det, du kan gøre, som dig med alle privilegierne, det er først at anerkende, at der nok er nogle privilegier, du ikke har, og nogle problemer, du også har. Har du fx oplevet herskerteknikker brugt mod dig? Så find de oplevelser frem inde i dig selv og tænk grundigt over dem. For du føler sikkert, at det var helt urimeligt dengang. Og det kan du bruge. Brug din empati på det, så kan du måske lære, hvordan andre har det. Jeg synes vi har diskuteret ’findes sexisme, findes patriarkatet’, osv. på venstrefløjen. Og det er vi jo heldigvis enige om – eller måske er der nogen der lige har brug for en snak. Men når du anerkender, at det findes, og du synes at du vil gøre noget ved det, så skal du også finde passionen for det. For når det så virkelig gælder, hvor meget vægter din egen følelse af entitlement så i forhold til hvor urimeligt du synes det er for den her person? Man skal gøre mere for at forstå hinanden.«

På et mere kollektivt plan handler det for Sarah om at indrette omgivelserne, så alle bliver fuldgyldige deltagere:

»Jeg beder ikke om, at folk skal kurere min muskelsvind, bl.a. fordi det ikke kan lade sig gøre. Jeg beder om at få lov til at være et fuldgyldigt medlem af samfundet, som bliver regnet som lige så meget værd, selvom min krop ikke er normativ. Men man kunne også flytte blikket væk fra mig og sige, det kunne forudsætte at den kaffebar, vi sidder på, fandt ud af at få lagt en lillebitte fucking kile foran deres dør, så man kan komme ind. Det er det mindste indgreb, der skulle til, for at man kunne komme ind på den her café. Og det har ikke noget med min krop at gøre, det handler om, hvordan vi indretter vores omverden. Skal det være et miljø, hvor vi kan rumme forskellige kroppe – og forskellige køn for den sags skyld – eller skal det kun være lavet for én bestemt type?«

Sarah hører nogle gange den indvending, at fysiske realiteter gør det umuligt at sikre lige deltagelse for mennesker med handicap. Men som hun selv pointerer, kan rammerne laves om:

»Det holder ikke at sige ’jamen du ER jo anderledes’. Ja gu’ er vi alle sammen anderledes fra hinanden, men så må vi lave nogle rammer, der gør at vi kan være med. Vi kan godt lave de her rammer om hvis vi vil.«

Blå bog

Laura Mølgaard Tams og Sarah Glerup

Laura Mølgaard Tams driver siden killjoy.dk som er en platform for queers og særligt transpersoner. Laura er transkvinde (hun har kvindelig kønsidentitet og blev tildelt mandligt køn ved fødslen) og har erfaring med hvordan transpersoner behandles – og nægtes behandling – i sundhedssystemet.

Sarah Glerup er ansat i Enhedslisten og blev i april 2016 den første med kørestol i Folketinget, da hun var stedfortræder for Pelle Dragsted. Hun har arbejdet med handicap, køn og seksuel orientering. I starten af året stillede hun op i X Factor for at forsøge at ændre offentlighedens syn på mennesker med handicap.


Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nr. 10. December 2016


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.