Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. oktober. 2022

Janni er ikke bange for at gå i vaskekælderen, men hun er meget nervøs. Berlingske glemte bare at spørge hvorfor

84-årige Janni Milsted er ikke utryg i beboernes vaskekælder. Til gengæld skaber det stor utryghed, at hun ikke ved, hvor hun skal bo, når hun snart bliver smidt ud af sit elskede seniorbofællesskab i Mjølnerparken. Men den historie spurgte Berlingske ikke ind til, da de ringede.

Janni Milsted er utryg – men ikke på grund af unge i vaskekælderen. Foto: Christine Vassaux Noe

Selv om det kan føles som en evighed, er det kun to uger siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) skød valgkampen i gang. På pressemødet henvendte hun sig direkte til den person, som ”ikke tør gå ned i vaskekælderen på grund af nogle utilpassede unge, der forpester din hverdag.”

Mediedanmark gik herefter straks i gang med at lede efter den person, hvis hverdag blev forpestet af utilpassede unge i en vaskekælder. Og Berlingske fandt frem til Janni Milsted, der bor i seniorbofælleskab i Mjølnerparken i København. Eneste problem var dog, at hun ikke var utryg ved at gå ned i vaskekælderen.

”Journalisten spurgte, om jeg vaskede tøj dernede. Og så var jeg ærlig nok at sige, at det gjorde jeg ikke, fordi vi har en fælles vaskemaskine i vores fællesrum i bofællesskabet. Men vi har jo cykelkælder, hobbyrum og stort vaskeri for alle beboere nede i Mjølnerparkens kælder. Hun spurgte, om jeg havde mødt nogle unge dernede. Og så sagde jeg: Ja, det har jeg,” siger Janni Milsted, der også er næstformand i boligforeningen Mjølnerparken, til Solidaritet.

Er du ikke bange for de unge?

Vi sidder ved Jannis spisebord i hendes stue, mens hun fortæller. Rundt om os er væggene fyldt med billeder og nips fra et langt liv. Det er Jannis stue. Det har det været i 13 år, men snart skal hun flytte, for seniorbofællesskabet må ikke være i Mjølnerparken længere. Og det betyder, at mange beboere er mere eller mindre mentalt nedbrudt, forklarer Janni Milsted.

Janni Milsted har boet i Mjølnerparken i 13 år. Foto: Christine Vassaux Noe

Det er ældre mennesker, som aktivt har valgt at flytte ind i seniorbofællesskabet i to ud af Mjølnerparkens 110 opgange. Og de færreste havde regnet med, at de skulle flytte ud i en sen alder. Den problemstilling spurgte journalisten fra Berlingske dog ikke ind til.

”Hun spurgte mig, om jeg ikke blev bange, når jeg mødte de unge. Og så sagde jeg: Næ, det gør jeg ikke. Jeg siger bare, at de skal rydde op efter sig. Men de har ikke noget sted at være. De har jo lukket alle klubber ned her,” forklarer næstformanden og peger på den enorme grusgrav udenfor vinduet. Hele området rundt om Mjølnerparken er blevet til en byggeplads, mens fælleshuset er blevet jævnet med jorden for at gøre plads til cykelsti.

Faktisk har Janni kun haft gode oplevelser med de unge, der altid hjælper hende, når hun kommer slæbende med tunge poser. Den historie kunne Berlingske dog ikke bruge, så selvom journalisten fortalte, at der ville komme en fotograf ud og tage billeder til artiklen, fik hun senere at vide, at der ikke kom nogen alligevel. Begrundelsen var, at hun ikke brugte fællesvaskeriet i kælderen.

Usikkerhed skaber stor utryghed

Historiens ironi er så, at Janni Milsted og de andre beboere rent faktisk føler sig utrygge. Det skyldes, at de endnu ikke ved, om de kan flytte deres seniorbofællesskab et andet sted hen, når de bliver smidt ud af Mjølnerparken.

”Boligselskabet er forpligtet til at genhuse os i seniorbofællesskabet. Desværre er de ikke forpligtet til at lave et seniorbofællesskab. Vi har individuelle kontrakter, så vi kan blive spredt ud over hele byen,” forklarer Janni Milsted.

“Jeg ville gerne have, at vi kunne blive boende som bofællesskab, men også at alle andre i Mjølnerparken kan blive boende. Folk er jo dødulykkelige.”

Årsagen til, at beboerne smides ud, skal findes i aftalen om at bekæmpe parallelsamfund fra 2021. Den aftale, kombineret med boligselskabet Bo-Vitas helhedsplan for området, har i sidste ende betydet, at 325 ud af 550 lejemål er blevet opsagt. Nogle af beboerne har valgt at sagsøge staten for at gennemføre diskriminerende lovgivning, der tvinger dem ud af deres hjem, fordi de ikke har dansk baggrund. Men selvom den sag endnu ikke er afgjort, har boligselskabet med kommunens accept valgt at sælge to boligblokke.

”Jeg ville gerne have, at vi kunne blive boende som bofællesskab, men også at alle andre i Mjølnerparken kan blive boende. Folk er jo dødulykkelige. De bliver tilbudt andre steder, som de ikke kender eller bryder sig om. Og det, de bliver tilbudt, er jo meget dyrere end huslejen i Mjølnerparken. Det ville jo være det bedste, hvis folk ikke blev tvangsflyttet,” siger Janni Milsted.

Under interviewet får Janni besøg af vennen John. De vil gerne blive boende, og er ‘dødulykkelige’ over, at de nu skal tvangsflyttes. Foto: Christine Vassaux Noe

Fælleshaven er blevet til grus

Undervejs i interviewet kommer John, én af de andre beboere i seniorbofællesskabet forbi til en snak og en kop kaffe. Han er også aktiv i den lokale fodboldklub, og er meget ked af at skulle flytte.

Lidt senere viser Janni rundt i kælderen, hvis gule gange er helt tomme og uden liv. Der sker dog lidt i vaskeriet, hvor en fyldt maskine kører. Kælderen står i skærende kontrast til bofællesskabets fællesrum, der er hyggeligt og indbydende indrettet. Fællesrummet havde tidligere en have tilknyttet, men den er nu omdannet til en stor grusbunke. Der skal være parkeringspladser i stedet.

”Vi har altid fået at vide, at vi er en ressource, som sørger for alt muligt her. Vi har arrangeret julefest, sommerfest, fastelavnsfest, og dimittendfest for dem, der får eksamensbeviser. Vi har altid været hovedkræfterne i det. Og så bliver vi smidt ud. Det er jo helt vildt, at man bare kan gøre det.”

Seniorbofællesskabet har også hjulpet til på andre måder. Deres lokaler bruges nemlig også af beboerbestyrelsen. Det skyldes, at  beboerbestyrelsens lokaler i Mjølnerparken er blevet inddraget af boligselskabet Bo-Vita.

Tidligere kom der også ofte nogen fra toppen af Bo Vita til bestyrelsesmøderne i Mjølnerparken, men de kommer ikke mere, forklarer Janni Milsted. Hun undrer sig også over, at hver gang Mjølnerparken er på dagsordenen hos Bo Vitas bestyrelse, så er det et lukket punkt. Så beboerne aner ikke, hvad der bliver diskuteret, og det fremmer ikke trygheden hos beboerne, som før har oplevet at blive lovet noget, der siden har ændret sig.

”Dengang vi skulle vedtage den her renovering, så opfattede vi alle sammen, at vi fik nye køkkener og badeværelser. Det var det. Men så viste det sig, at også fælleshuset skulle rives ned. Da vi protesterer, får vi at vide, at vi selv har vedtaget det. Men det er ikke rigtigt. Vi har vedtaget, at der skulle komme noget andet i stedet for fælleshuset. Men det kunne kommunen og Bo-Vita ikke blive enige om. Så vi føler ikke, at de tager hensyn eller lytter til os.”

Seniorbofællesskabets tidligere fælleshave i Mjølnerparken er nu blevet omdannet til grus. Foto: Christine Vassaux Noe

Hvis Mette havde spurgt Janni

Mette Frederiksen fortalte i valgkampens første dage til Ekstra Bladet, at Socialdemokratiet ønsker at komme utrygheden til livs i vaskekældrene, ved at skærpe straffene for vold og ved at gennemføre en øget indsats imod hverdagschikane. Den politik er nødvendig, forklarede hun, fordi hun har talt med folk, som er utrygge i deres hverdag.

Havde Mette Frederiksen haft en samtale med Janni Milsted, havde hun måske fået inspiration til at ændre på noget helt andet.

Jeg kunne godt tænke mig, at de afskaffede ghettoloven. Og det hjælper ikke, at de kalder den for parallelsamfundsloven. Jeg synes, det er så horribelt, at der er sådan en lov,” siger Janni Milsted.

”Og så synes jeg, det er helt horribelt, at man sælger de to boligblokke, for jeg kan ikke se, der er noget rimelighed i, at de nye ejere kan sætte huslejen op med 50 pct. Det er jo beboerne, der er med til at betale for renoveringen, og samtidig må de ikke komme ind og bo i de nye lejligheder.”

Janni Milsted håber stadig, at kommunen og Bo Vita ombestemmer sig, og lader de gamle i seniorbofællesskabet blive boende i Mjølnerparken. Foto: Christine Vassaux Noe

Om skribenten

Lise Møller Schilder

Lise Møller Schilder

Freelance journalist. Har tidligere skrevet for Solidaritet, Dagbladet Information, Politiken, Weekendavisen, Børsen, Notat, DEO og STOF-bladet. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER