Det gælder både i skolegården og i EU: Uden hjælp bliver de søde til bøller

Hvis ikke vi støtter de svage i EU med en solidarisk hjælpepakke, vil vi formentlig kun se større højrenationalisme, flere fake news og større konflikter mellem EU-landene. Når selv EU’s konservative kommisionsformand, Ursula von der Leyen, går ind for en ambitiøs, solidarisk hjælpepakke, bør den progressive venstrefløj i Danmark, tage skridtet endnu videre.

Af Troels Stru Schmidt, Formand for SF’s Internationale Netværk

For nylig hørte jeg, hvordan det er gået min barndoms plageånd, som gjorde skolegården utryg med trusler om alt fra buksevand til solide tæsk. Efter grundskolen gik han i ti år rundt som ufaglært arbejdsløs. Derefter fik han førtidspension, da bandeslagsmål har ødelagt hans helbred. Historien er hamrende forudsigelig, men vi glemmer den alligevel, når det kommer til Europa-politik: De søde bliver til ballademagere, som gør tilværelsen sur for sig selv og for andre, med mindre vi giver dem en hånd i tide.

En solidarisk hjælpepakke mod fake news, uvidenhed og højrenationalisme

Lige nu har Tyskland og Frankrig foreslået en fælles EU-fond til at hjælpe de svageste ud af krisen. Pengene skal bruges på alt fra hospitaler til kommuner og virksomheder i alle de brancher, som er økonomisk i knæ på grund af coronakrisen. Det ville være en stor fejl, hvis Danmark og resten af EU ikke tilslutter sig planen. Vi har ikke brug for flere ballademagere i skolegården.

De sidste årtier har tydeligt vist, hvordan vores europæiske fællesskab påvirkes af social nød, global ulighed og manglende international solidaritet. Hele Europa er plaget af dum, populistisk højrenationalisme, som giver forsimplede fantasisvar på komplekse problemer og bilder folk ind, at had mod indvandrere løser deres egne problemer. Den slags kommer der kun mere af, hvis EU ikke begynder at vise solidaritet. Tænk bare på, at i Italien udtrykker mere end halvdelen af befolkningen nu mistillid til EU, efter unionen ikke hjalp under den mest dystre fase af coronakrisen. Ungarn har brugt coronakrisen som anledning til at ødelægge de sidste rester af demokrati i landet, efter de i årevis kun har oplevet de negative konsekvenser af globalisering. Og englænderne? Et Brexit med “Take back control” som motto var åbenbart mere slagkraftigt end alle økonomiske, menneskelige og fornuftige argumenter tilsammen – ikke mindst fordi EU kun var kendt for social dumping og børsspekulanternes fri bevægelighed.

”Lige nu har Tyskland og Frankrig foreslået en fælles EU-fond til at hjælpe de svageste ud af krisen. Pengene skal bruges på alt fra hospitaler til kommuner og virksomheder i alle de brancher, som er økonomisk i knæ på grund af coronakrisen. Det ville være en stor fejl, hvis Danmark og resten af EU ikke tilslutter sig planen. Vi har ikke brug for flere ballademagere i skolegården.”

Dagen efter Brexit-afstemningen var det mest søgte spørgsmål på Google: “What is the EU?” Briterne havde åbenbart travlt med at undersøge, hvad det var, de lige havde stemt sig ud af. Man kunne have ønsket, at de havde gjort deres research lidt tidligere, men der er også en grund til, at fake news og højrenationalisme vinder over basale fakta: Hvis EU ikke bliver kendt for at have en positiv indvirkning på almindelige menneskers hverdag, opnår unionen hverken interesse eller opbakning. En europæisk hjælpefond ville være første skridt mod at gøre EU kendt som et mere solidarisk projekt.

Bedre krisehåndtering fremadrettet og grøn omstilling – de ansvarlige betaler

Når vi laver en europæisk hjælpefond, er det ikke et frikort til, at uansvarlige regeringer kan feste pengene væk, som flere måske får indtryk af. Forslaget indebærer, at modtagerlande skal lave detaljerede økonomiske genopretningsplaner, som skal godkendes af de andre lande. Pengene skal bl.a. bruges inden for EUs strategiske satsning på grøn omstilling, på en mere ansvarlig digital udvikling end i f.eks. USA og Kina og på et fælleseuropæisk medicinlager til fremtidige kriser.

Hjælpepakken skal ikke skabe afgrundsdyb gæld, og der er mange måder at gen-finansiere den i det lange løb. Store virksomheder kan beskattes mere progressivt, især tech-giganterne, som i øjeblikket stort set ikke betaler skat i Europa. Og frem for alt skal vi have et mere gennemført fælles-europæisk system af grønne afgifter: Lad forureneren betale!

Vi ved alle, at EU ikke er en perfekt maskine, og mange midler bliver brugt dårligt og ineffektivt. Der findes svindel, politisk plat og forkerte prioriteringer både på EU-niveau og på nationalt niveau. Derfor insisterer vi i SF også på, at mere end 25 % af udgifterne i EUs nye budget skal være relaterede til den grønne omstilling, og resten af midlerne må ikke bruges klimaskadeligt.

Men det ændrer ikke på, at det er klogt at investere i fremtiden, og en coronakrise bliver kun værre af national nærighed. En europæisk hjælpepakke er ikke et spørgsmål om, at de europæiske befolkninger skal støtte deres regeringer; det er regeringerne, som skal tvinges til at investere for at støtte folket.

Det dyreste er at lade være

Bliver den europæiske hjælpepakke dyr? Ja! Men det bliver MANGE gange dyrere, hvis vi ikke hjælper – menneskeligt, politisk og økonomisk. Vi står med den dybeste recession i Europas historie, og vi burde være klogere end efter finanskrisen i 2008. Krisen trak ud i evigheder, fordi især Tyskland insisterede på at behandle Europas økonomi som en cigarkasse: Når der var lavvande i kassen, kunne man ikke bruge penge. Resultatet var langvarig nedtur, 50 % ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa og en hel generation tabt på gulvet. Det er de hårdest ramte af sidste krise, som nu stemmer på fascistiske partier i Grækenland, modarbejder demokrati i Østeuropa og hader EU.

Vi kan godt tale om at spare penge i EU. Men det kræver, at vi gør op med sejlivede myter om EU som stor, dyr og bureaukratisk. Sandheden er, at alle EU-institutioner tilsammen ikke har væsentligt flere ansatte end Københavns Kommune. Hvis vi skal spare, kan vi spare på EUs største budgetpost, nemlig landbrugsstøtten – eller i det mindste kæmpe for en omlægning, så den bliver mere grøn og ikke kun støtter storproduktion af bacon og oksebøffer.

Derfor skal den næste stabilitets-aftale i EU ikke sikre økonomisk dødvande i form af skrappe nationale budgetkrav uden mulighed for investeringer. Den skal tværtimod sikre jobstabilitet og garantere et minimum af levestandard for sine borgere. Det kan vi kun med en fælles-europæisk hjælpefond.

Ingen klimakamp uden solidaritet

Hvis vi ikke hjælper de hårdest ramte, vil vi se en enorm opblomstring af nationalisme og populisme, mens klimadagsordenen vil blive skubbet helt i baggrunden.

”The boldest measures are the safest for the future,” (Det mest ambitiøse er også det sikreste for fremtiden), sagde kommissionsformand von der Leyen, da hun præsenterede hjælpefonden. Hvis selv en konservativ tysker som von der Leyen kan have den indstilling, burde den progressive venstrefløj i Danmark ikke stå tilbage for at investere i fremtiden. Et Europa i dyb økonomisk krise, med frustrerede arbejdsløse og genopblomstrede nationalister, vil ikke have overskud til at gå forrest i klimakampen.

Sammen med nationale genopretningsplaner vil den europæiske hjælpefond sætte den økonomiske dagsorden i mange år fremad, og det er nu, vi har en unik mulighed for at få gang i grønne investeringer.

De søde bliver til bøller, hvis de får en knyttet næve, i stedet for en udstrakt hånd

”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage; De stærke skal sgu nok klare sig”, sagde Kim Larsen.

EU bør være et fredsprojekt, men vi får kun fred, hvis der er økonomisk stabilitet, og vi bekæmper uligheden. Krisen fikser ikke sig selv, og markedet retter ikke op på krisen. Lad os ikke skabe flere anledninger til højre-nationalisme, had og frustration. Lad os ikke skabe flere bøller.

Troels Stru Schmidt er Formand for SFs Internationale Netværk, og medlem af SFs landsledelse. Han har skrevet ph.d. i udviklingspolitik, og arbejder som gymnasielærer.