Det kooperative fyrtårn i Baskerlandet

Kooperativer findes i alle størrelser, men den baskiske Mondragon-føderation overgår alt andet.

Af Bjarke Friborg

Med over 70.000 medarbejdere, over 60 år på bagen og i alt 260 virksomheder, inklusive egen bank og et universitet, er Mondragon-føderationen en ubestridt kæmpe blandt kooperativer. Men er det stjerneeksemplet, der viser denne virksomhedsforms overlegenhed eller undtagelsen, der bekræfter reglen, og som i øvrigt går svanger med en lang række problemstillinger? Gennem 60 år har meningerne været delte både i Baskerlandet og internationalt.

Selvorganisering

Mens mange i dag forbinder arbejderkooperativer med små alternative caféer eller boghandler og anden »tålt« nicheproduktion i en ellers brutal markedsøkonomi, er det klart, at Mondragon-føderationen eller MCC (Mondragon Cooperative Corporation) befinder sig et helt andet sted. MCC er i dag involveret i alt fra højteknologi og elektronik til konsulentvirksomhed, dagligvarehandel og undervisning og er desuden de sidste 10-20 år også blevet en international aktør med opstart eller opkøb af virksomheder i udlandet.

Alt dette stod langt fra skrevet i stjernerne, da en gruppe venner i provinsbyen Mondragon en dag i 1956 stiftede en lille produktionsvirksomhed, de hver ejede en andel i. Inspirationen kom fra den katolske og socialt engagerede præst Arrizmendiarrieta, der også stod bag byens tekniske skole. Udover at praktisere »en andel, en stemme« og bygge på lokal arbejdskraft, var virksomheden forpligtet på at pløje overskuddet tilbage i lokalsamfundet. Det autoritære Franco-diktatur havde kørt Spaniens økonomi i sænk, og der var ikke nogen støtte til udkantsområder. Navnlig ikke i Baskerlandet med dets traditioner for oprør imod centralmagten. At starte lokalt ejede virksomheder var en konkret måde at tage skeen i egen hånd.

Bæredygtig – og baskisk

Den nye virksomhed gav snart et overskud til videre ekspansion. Fra produktion af paraffinovne blev det næste køleskabe og siden andre hvidevarer og forbrugerelektronik. Allerede i 1959 blev banken Caja Laboral stiftet som et »kooperativ af anden grad«, dvs. ejet af andre kooperativer, så egen formueforvaltning blev muligt. Det er denne grundstruktur med samvirkende bank, skole og virksomheder, der har været rådende frem til i dag, og som ifølge mange er nøglen til en stor del af Mondragon-føderationens succes.

En anden del af forklaringen er dog også, at virksomhederne netop var baskiske og ikke spanske. Spanien har altid haft stærke lokale bevægelser for autonomi eller løsrivelse, og i løbet af 1960’erne blev den baskiske nationalbevægelse stadigt mere offensiv. At købe baskisk og lokalt blev én af flere måder at arbejde for større selvstyre på – og langt mindre farligt end at gå ind i den venstreorienterede ETA-milits eller at organisere sig fagligt under Franco-regimet, der varede helt til 1975.

Globalisering og transformation

Med Spaniens optagelse i det Europæiske Fællesmarked fra 1986 blev også Baskerlandets økonomi åbnet for en voksende international konkurrence. Udenlandske koncerner gik ind for at udkonkurrere eller opkøbe spanske virksomheder – ofte for efterfølgende at lukke eller opsplitte dem. For de baskiske kooperativer, der var under lokal kontrol, var opkøb helt uaktuelt. Desuden klarede de sig godt, bl.a. fordi de lagde vægt på både arbejdsmiljø og kvalitet samt løbende efteruddannelse, rotationsordninger m.v. Hvis et enkelt kooperativ måtte skære ned, kunne medarbejder-ejere blive overført til andre steder i føderationen. Og hvis det hjalp på økonomien at holde lønnen i bero, var det helt op til den demokratiske generalforsamling – og ikke til en gruppe eksterne aktionærer.

Resultatet blev, at mens mange andre virksomheder blev lukket eller udkonkurreret, kunne Mondragon-kooperativerne fortsætte med at trives frem til i dag, hvor MCC er blevet den største private arbejdsgiver i Baskerlandet og den 10. største virksomhedsgruppe i Spanien. Desuden er det nu MCC selv, der opererer i udlandet, primært gennem opkøb af specialistvirksomheder eller produktionsanlæg tæt på udvalgte markeder. Officielt har MCC-koncernen en politik for, at den slags virksomheder skal omdannes til kooperativer – hvad der i praksis imidlertid har været svært at implementere. Følgelig er det i dag kun 40% af samtlige MCC-medarbejdere, der er andelshavere og som dermed har adgang til virksomhedsdemokratiet. De andre står udenfor og er lønarbejdere, som andelshaverne tjener penge på.

MCC i dag

Mondragon-føderationen er i 2017 en hybrid virksomhed, hvor kun under halvdelen af de arbejdende også er ejere, der er lokalt bosat i Baskerlandet og forankret i virksomhedsdemokratiet med samarbejdsudvalg, generalforsamlinger og den øverste kongres. Det stigende antal lønarbejdere – koncentreret i udlandet – og som ikke nødvendigvis selv vil være medarbejder-ejere eller er afventende pga. lokal lovgivning etc., har skabt en ny og modsætningsfyldt situation, som ikke er så let at komme ud af.

Sammenlignet med andre koncerner er MCC stadig klart egalitær. F.eks. er der stadigvæk en maksimumsløn, hvor den højestlønnede i et kooperativ ikke må have en indtægt større end ni gange den lavest lønnede – mens forskellen i andre virksomhedsgrupper af tilsvarende størrelse ofte er langt over 100. Desuden er grundstenen i MCC stadig de enkelte kooperativer, der kun må have en vis størrelse, så demokratiet forbliver realistisk.
Alligevel betyder det nye islæt af internt lønarbejde, at føderationen er udfordret på en ny og potentielt skelsættende måde. Den har altid opereret på det omgivende samfunds præmisser – men det er nyt, at internt lønarbejde er blevet tålt så længe og i så stort omfang som i dag. Det kalder på en revision af principperne – eller en løsning, der skaber større overensstemmelse med idégrundlaget. ■