Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. maj. 2021

Det røde og det sorte

1 min. læsetid

1 min. læsetid

​​ Det røde og det sorte

 

af Seth Ackerman

Oversat af Peer Møller Christensen fra Jacobin 12.20.2012, https://www.jacobinmag.com/2012/12/the-red-and-the-black/

 

Profit er kapitalismens motor. Hvad ville være det under socialisme?

 

Venstreorienterede har for vane at tale om ”hvad nu hvis?”. Baggrunden for al deres snak om de ændringer, de gerne vil se i verden, er den ubehagelige viden om, at vores samfundssystem opstiller rigide ​​ grænser for, hvor store ændringer der kan opnås nu. "Efter revolutionen. . . ” er den sørgelige, ironiske indledning til mangt et kærligt udtrykt ønske fra venstrefløjen.

 

Hvorfor tøver de venstreorienterede så med at tale om, hvordan et andet system kunne se ud ? En af de ældste og mest indflydelsesrige indvendinger mod sådan tale kommer fra Marx, med hans ofte citerede hån mod utopiske "opskrifter" på "fremtidens restauranter." Moralen i citatet er angiveligt, at et fremtidigt samfund skal vokse ud af den spontane historiske dynamik, og ​​ ikke ud fra isolerede forestillinger fra en eller anden skribent. Det er ikke uden ironi, at Marx senere skrev sin egen lille opskrift på en ​​ restaurant ​​ i sin Kritik af Gotha-programmet – som handlede om ​​ arbejdspoletter, varelagre og et regnskabssystem til at bestemme, hvor meget arbejderne skulle have i løn.

 

Som det hænder, var Marx’s kommentar svar på ​​ en negativ anmeldelse, han havde modtaget i en Paris-avis, som blev udgivet af tilhængere af filosoffen Auguste Comte, der kritiserede Marx for ikke at have et konkret alternativ til det samfundssystem, han kritiserede. (Derfor spørger han i det originale citat skævt, om de opskrifter, anmelderne havde håbet på at få vist, tilfældigvis var ”Comtistiske”.) For at forstå sammenhængen skal man vide, at Comte, ligesom mange af den tids utopiske forfattere, præsenterede scenarier for et fremtidigt samfund, der var præget af en næsten forvirret grandiositet med præcise og fantastisk detaljerede instruktioner om praktisk talt alle aspekter af det daglige liv. Det var den slags fremtidsmaleri, som Marx i virkeligheden kritiserede.

 

En anden årsag til tilbageholdenheden er følelsen af, at det at ​​ udforme ideer om fremtidige samfunds-institutioner udgør en slags teknokratisk elitisme, der kvæler den utopiske élan hos folkelige bevægelser. Store samfundsmæssige forandringer sker aldrig uden at masser bliver inspireret til heroisk entusiasme, og tålmodige forsøg på at kæmpe realistisk med de materielle problemer i et fungerende samfund er sjældent særligt inspirerende. Det er på ingen måde en triviel indsigelse; en af de ældste fejlslutninger på venstrefløjen er illusionen om, at ændringer sker, når nogen finder sammen om en strålende ti-punkts-plan og formår at overbevise alle andre om denne plans genialitet.

 

Men et vellykket venstreorienteret projekt skal appellere til hele ​​ følelsesregistret: Ikke kun de ekstatiske øjeblikke, hvor historien åbner sig, og alt synes muligt, men også de eftertænksomme og kritiske stemninger, når endda inderlige optimister vil finde, at tvivl og refleksion tager over. Selv en kamp så episk og lidenskabelig som bevægelsen for en arbejdsdag på otte timer - som “syntes at være en af de mest slående revolutionært socialistiske ​​ utopier ”på daværende tidspunkt, som Elie Halévy huskede det ​​ - var i sidste ende - en bureaukratisk foranstaltning, håndhævet af juridiske direktiver og fabriksinspektører.

 

Måske er den mest grundlæggende årsag ​​ til, at venstrefløjen har været mistroisk over for sådanne visioner, at de så ofte er blevet præsenteret som historiske endemål - og endemål vil altid være skuffende. Forestillingen om at historien når et slutpunkt, hvor al social konflikt forsvinder, og politik nærmer sig sin afslutning, ​​ har været en forfejlet fantasi for venstrefløjen ​​ siden dens oprindelse. Scenarier for fremtiden må aldrig betragtes som endelige eller endog irreversible; snarere end at betragte dem som tegninger til en fremtidig endestation, vil det være bedre at se dem som kortlægning af ​​ mulige ruter ud af en labyrint. Når vi forlader labyrinten, er det op til os at beslutte, hvad man derefter skal gøre.

 

I dette essay går jeg ud fra den fælles socialistiske antagelse, at kapitalismens centrale mangler udspringer af konflikten mellem jagten på privat profit og tilfredsstillelsen af menneskelige behov. Derefter skitserer jeg nogle af de overvejelser, der må gøres ​​ i ethvert forsøg på at afhjælpe disse mangler.

 

Det, jeg ikke er bekymret for her, er at opnå en endelig og total harmoni mellem den enkeltes og alles interesser eller at rense ​​ menneskeheden for konflikter eller egoisme. Jeg leder efter den kortest mulige vej fra det samfund, vi har nu, til et samfund, hvor mest produktiv ejendom ejes i fællesskab - ikke for at udelukke mere radikale ændringer, men for netop at inkludere dem.

 

Der er intet galt i at tænke konkret og praktisk om, hvordan vi kan befri os fra sociale institutioner, der lægger begrænsninger på hvilke typer af samfund, vi er i stand til at have. For en ting kan vi være sikre på: det eksisterende system vil enten blive erstattet med et andet, eller det vil fortsætte for evigt.

 

Venstreorienterede reagerede hovedsageligt på to måder på afslutningen den ”reelt eksisterende socialisme". De fleste holdt op med at tale om en verden efter kapitalismen overhovedet og trak sig tilbage til en beskeden politik med gradvise reformer, lokalisme eller personlig vækst.

 

Det andet svar var nøjagtigt det modsatte - en flugt fremad mod de reneste og mest kompromisløse visioner om omstrukturering af samfundet. I visse venstreorienterede kredse har denne impuls for nylig øget appellen for et spring ​​ mod en verden uden stater eller markeder, og dermed ingen penge, lønninger eller priser: Et system, hvor varer ville blive frit produceret og frit forbrugt, og hvor økonomien ville blive styret udelukkende af maksimet "fra hver efter evne, til enhver efter behov."

 

Når sådanne ideer tages under overvejelse, synes debatten straks at fokusere på store filosofiske spørgsmål angående menneskets natur. Skeptikere påstår, at folk ​​ er for egoistiske til, at et sådant system vil kunne fungere. Optimister hævder, at mennesket er en naturligt kooperativ art. Der føres bevis for begge sider af argumentet. Men det er bedst at lægge denne debat til side. Man kan helt sikkert antage, at mennesker udviser en blanding af samarbejde og egoisme i proportioner, der ændrer sig efter omstændighederne.

 

Den ophøjede vision om en statsløs, markedsløs verden står over for forhindringer, der ikke er moralske men tekniske, og det er vigtigt at forstå præcist, hvad de består i.

 

​​ Vi er nødt til at gå ud fra, at vi ikke i fremtiden ønsker at vende tilbage til et markant lavere stadium af økonomisk udvikling, ​​ vi vil i det mindste ønske at opleve de samme materielle bekvemmeligheder, som vi har under kapitalismen. På et kvalitativt niveau burde alt muligt selvfølgelig ændres, så produktionen bedre tilfredsstiller reelle menneskelige og økologiske behov. Men vi ønsker ikke at se et samlet fald i vores produktivkræfter.

 

Men den form for produktion, som vi nu er i stand til udføre, kræver en enorm og kompleks arbejdsdeling. Det stiller os over for ​​ et vanskeligt problem. For at danne sig en konkret forestilling om, hvad det betyder, kan man tænke på den måde amerikanerne levede på, på tidspunktet for den amerikanske revolution, hvor den typiske borger arbejdede på en lille, relativt isoleret familiebedrift. Sådanne husholdninger producerede stort set alt det, de forbrugte, og forbrugte det, de producerede. Hvis de havde et beskedent overskud af landbrugsprodukter, solgte de ​​ det måske til andre i nærheden, og med de penge, de tjente, kunne de købe nogle få luksusvarer. For det meste var de imidlertid ikke afhængige af, at andre mennesker leverede dem deres livsfornødenheder.

 

Sammenlign den situation med vores egen. Ikke blot er vi afhængige af at andre leverer vores varer, men det antal mennesker, vi er afhængige af, er steget til svimlende proportioner.

 

Se dig omkring i det rum, du sidder i, og tænk på dine ejendele. Prøv nu at tænke på, hvor mange mennesker der har været direkte involveret i produktionen af dem. Den bærbare computer, jeg skriver på, har for eksempel en skærm, et etui, en DVD-afspiller og en mikroprocessor. Hver enkelt af disse blev sandsynligvis fremstillet på hver sin ​​ fabrik, muligvis i forskellige lande af forskellige virksomheder, der beskæftiger hundreder eller tusinder af arbejdere. Tænk derefter på den mængde rå plastik, metal og gummi, der indgik i disse komponenter og alle de personer, der er ​​ involveret i at producere dem. Tilføj producenterne af det brændstof, der fik fabrikkerne til at køre og de skibsbesætninger og flåder af lastbiler, der transporterede computeren til sit bestemmelsessted. Det er ikke svært at forestille sig de millioner af mennesker, der har været involveret i produktionen af netop de ting, der nu står på mit skrivebord. Og ud af de millioner af nødvendige opgaver udførte hver enkelt kun en lille del.

 

Hvorfra vidste de hver især. hvad de skulle gøre? Selvfølgelig var de fleste af disse mennesker ansatte, ​​ og deres chefer gav dem besked på hvad deres opgaver var. Men hvorfra vidste deres chefer, hvor meget plastik der skulle produceres? Og hvordan vidste de, at de skulle sende den svagere, blødere slags plast til computer-fasbrikken, selvom man der ​​ ville have været glad for at modtage den robuste plast af høj kvalitet, der er forbeholdt producenterne af hospitalsudstyr? Og hvordan vurderede disse producenter, om det var værd at bruge ekstra ressourcer til at fremstille bærbare computere med pæne LCD-skærme snarere end at være sparsommelig ​​ og producere gammeldags, enklere modeller med katodestråler?

 

Det samlede antal af denne slags dilemmaer er praktisk talt uendeligt i en moderne økonomi med millioner af forskellige produkter og milliarder af arbejdere og forbrugere. Og de skal alle løses på en måde, der hænger sammen globalt, for på ethvert givet tidspunkt er der kun adgang til et begrænset antal arbejdere og maskiner, så det at fremstille mere af et produkt betyder, at man må producere mindre af et andet. Ressourcer kan kombineres i et næsten uendeligt antal mulige sammensætninger; nogle kan tilfredsstille samfundets materielle behov og ønsker ret godt, mens andre vil være katastrofale og involvere enorme mængder uønsket produktion og betyde, at en masse ønskværdige produkter ikke bliver fremstillet. I teorien er enhver grad af succes mulig.

 

Dette udgør det økonomiske beregningsproblem. I en markedsøkonomi udfører priserne denne funktion. Og grunden til, at priserne kan fungere, er, at de formidler systematiske oplysninger om, hvor meget af et bestemt produkt folk er villige til at give afkald på for at få et andet produkt under et givet sæt af omstændigheder. Kun ved at kræve, at folk giver afkald på ​​ et produkt for at få et andet, i et eller andet forhold, kan man skabe kvantitativ information om, hvor meget, relativt set, folk værdsætter disse ting. Og kun ved at vide, hvor megen relativ værdi folk tillægger millioner af forskellige ting, kan producenter i dette enorme netværk tage rationelle beslutninger om, hvad deres lille bidrag til det samlede system burde være.

 

Intet af dette betyder, at beregning kan gennemføres gennem priser alene, eller, at de priser, der fremkommer på et marked, på en eller anden måde er ideelle eller optimale. Men der findes ikke nogen måde, hvorpå ​​ et decentraliseret system konstant kunne generere og udsende så mange kvantitative oplysninger uden brug af priser i en eller anden form. Selvfølgelig betyder det ikke, at vi er nødt til at have et decentraliseret system. Vi kunne i stedet have en central planøkonomi, hvor alle eller de fleste af samfundets produktionsbeslutninger delegeres til professionelle planlæggere med computere. Deres opgave ville være ekstremt kompleks og deres resultater usikre. Men i det mindste ville et sådant system give en eller anden metode til økonomisk beregning: Planlæggerne ville forsøge at samle alle de nødvendige oplysninger i deres centrale institution og derefter finde ud af, hvad alle bør gøre.

 

et eller andet ​​ skal gennemføre de økonomiske beregninger, som priserne udfører i et markedssystem og planlæggere udfører i et centralt planlagt system. Et forsøg ​​ er gjort på at præcisere, hvad det kræver at udføre økonomiske beregninger i en verden uden stater eller markeder. Den anarkistiske aktivist Michael Albert og økonomen Robin Hahnel har udtænkt et system, de kalder Deltagerøkonomi [Participatory Economics], hvor hvert enkelt individs frit trufne ​​ beslutninger om produktion og forbrug, koordineres ved hjælp af en stor samfundsplan formuleret gennem en ”deltagende” proces uden centralt bureaukrati.

 

Parecon, som det kaldes, er en interessant øvelse til vores formål, fordi det nøjagtigt udpeger, hvad det ville kræve at køre en sådan "anarkistisk" økonomi. Og svaret er omtrent som følger: I begyndelsen af hvert år skal alle skrive en liste over hvert forbrugsgode, han eller hun planlægger at forbruge i løbet af året sammen med mængden af hvert forbrugsgode. Når de udfylder disse lister, skal alle konsultere en foreløbig liste over priser på hvert enkelt produkt i økonomien (husk i denne forbindelse på at der er mere end to millioner produkter i Amazon.com's “køkken- og spiseredskaber” alene), og den samlede værdi af en persons anmodninger må ikke overstige hans eller hendes personlige "budget", der bestemmes af, hvor meget han eller hun lover at arbejde det pågældende år.

 

Da de oprindelige priser kun er foreløbige skøn, skal et netværk af direkte demokratiske råd føre alles forbrugslister og arbejdsløfter ind i computere for at beregne et forbedret sæt priser, der vil bringe planlagte niveauer af produktion og forbrug (udbud og efterspørgsel) tættere på balance. Denne forbedrede prisliste offentliggøres derefter, og sætter gang i ​​ processens anden “omgang”: Nu er alle nødt til at omskrive deres forbrugsanmodninger og arbejdsløfter igen i henhold til de nye priser. Hele proceduren gentages flere gange indtil udbud og efterspørgsel endeligt er afbalanceret. Til sidst stemmer alle for at vælge mellem flere mulige planer.

 

I deres foredrag ​​ og artikler beskriver ​​ Albert og Hahnel denne bemærkelsesværdige proces for at vise, hvor attraktivt og gennemførligt deres system ville være. Men for mange mennesker – jeg ville inkludere mig selv i denne gruppe - er resultatet nøjagtigt det modsatte. Det giver i stedet en præcis demonstration af, hvorfor økonomisk beregning i fravær af markeder eller statslig planlægning ville være, om ikke teoretisk umuligt, i det mindste umuligt at forestille sig på en måde, som de fleste mennesker kunne leve med i praksis. Og Parecon er i sig selv et kompromis set ud fra fra puristens synspunkt, da det krænker princippet om "fra enhver efter evne, til enhver efter behov" - enkeltpersoners forbrugsanmodninger må ikke overstige deres arbejdsløfter. Men uden denne bestemmelse ville planerne selvfølgelig slet ikke gå op.

 

Sagen ​​ er ikke, at en omfattende statsløs, markedsløs økonomi "ikke ville kunne fungere." Det er derimod det faktum, at uden en koordineringsmekanisme som Albert og Hahnel's, ville den simpelthen ikke eksistere. Problemet med økonomiske beregninger, er derfor noget, vi skal tage alvorligt, hvis vi ønsker at overveje noget , der er ​​ bedre end status quo.

 

Men hvad med det andet alternativ? Hvorfor ikke en centralt planlagt økonomi hvor opgaven med at udføre økonomiske beregninger overdrages til eksperter i informationsindsamling – demokratisk ansvarlige, forhåbentlig. Vi har faktisk historiske eksempler på denne type system, selvom de selvfølgelig var langt fra demokratiske. Centrale planøkonomier opnåede visse resultater: Da kommunismen kom til fattige landdistrikter som Bulgarien eller Rumænien var de i stand til hurtigt at blive industrialiserede, udrydde analfabetisme, hæve uddannelsesniveauet, modernisere kønsroller og til sidst sikre, at de fleste indbyggere havde basale boligforhold og sundhedspleje. Systemet kunne også hæve produktionen pr. indbygger ret hurtigt fra f.eks. niveauet for nutidens Laos til nutidens Bosnien; eller fra niveauet i Yemen til niveauet i ​​ Ægypten.

 

Men ud over det løb systemet ind ​​ i problemer. Her vil ​​ en indledende bemærkning være på sin plads: Fordi det neoliberale højre har for vane at måle et samfunds succes på overfloden af forbrugsvarer, er den radikale venstrefløj tilbøjelig til at benægte, at den slags overhovedet er politisk relevant. Det er en fejltagelse. Problemet med fyldte hylder i ​​ supermarkederne er, at der ikke er nok af dem - ikke at de er uvelkomne eller trivielle. Indbyggerne i de kommunistiske lande oplevede ikke kun ​​ manglerne, den lave kvalitet og ensformigheden ved de udbudte varer som ulemper; de oplevede dem som krænkelser af deres grundlæggende rettigheder. Som en antropolog fra det kommunistiske Ungarn skrev, “varer fra den statssocialistiske produktion. . . blev efterhånden betragtet som bevis på fiaskoen for en statssocialistisk genereret modernitet, men endnu vigtigere som regimets uagtsomme og endda 'umenneskelige' behandling af sine indbyggere. ”

 

Faktisk blev forbrugsvarernes lave kvalitet i befolkningen opfattet som et forræderi mod selve den humanistisk mission i socialismen. En historiker fra Østtyskland citerer henvendelser, som almindelige forbrugere sendte til staten: ”Det er virkelig ikke i overensstemmelse med den opfattelse at mennesket er i centrum for det socialistiske samfund, når jeg skal spare op i årevis ​​ til ​​ en Trabant og derefter ikke kan bruge min bil i mere end et år, fordi der er mangel på reservedele! ”, sagde en. En anden skrev: ”Når man i den socialistiske presse ​​ læser om ​​ 'maksimal tilfredsstillelse af folks behov og så videre' og ... 'det hele er til gavn for folket, får det mig til at føle mig syg.” I forskellige lande og på forskellige sprog i hele Østeuropa brugte indbyggerne næsten identiske udtryk, som fremkalder billedet af dårlige varer, der blev "smidt i hovedet" på dem.

 

​​ Blandt de produkter, der på forskellige tidspunkter blev utilgængelige i Ungarn på grund af planlægningsfejl var ”det køkkenredskab, der bliver brugt til at fremstille ungarske nudler”, “propper til badekar; hylder til kosmetik; og den metalkasse, der er nødvendig til installation af elektriske ledninger i nye lejlighedskomplekser. ” Som lederen i en lokal avis i 1960’erne beklagede sig , virker disse ting “ ikke vigtige, før det øjeblik man har brug for dem og pludselig er de meget vigtige! ”

 

Og samlet set ​​ viser de bedste skøn, at de kommunistiske lande støt faldt bagud i forhold til Vesteuropa: Indkomsten ​​ pr. Indbygger i Østtyskland, som havde været lidt højere end de vesttyske regioner før Anden Verdenskrig, blev aldrig genoprettet relativt set fra besættelsesårene efter krigen, og er løbende faldet fra 1960 og fremefter. I slutningen af 1980'erne var den under 40% af niveauet i Vesttyskland.

 

I modsætning til en imaginær økonomi uden stater eller markeder, havde de kommunistiske økonomier en økonomisk beregningsmekanisme. Det fungerede bare ikke som annonceret. Hvad var problemet?

 

Ifølge mange vestlige økonomer var svaret simpelt: Mekanismen var for klodset. I denne fortælling havde problemet at gøre med den "usynlige hånd", et begreb Adam Smith kun havde nævnt i forbifarten, men som senere forfattere brugte til at genfortolke hans indsigt i priser, udbud og efterspørgsel ved allokeringen af varer. Smith havde oprindeligt påberåbt sig prissystemet for at forklare hvorfor markedsøkonomier overhovedet viser en vis orden i stedet for kaos – hvorfor, for eksempel enhver efterspurgt vare normalt findes bekvemt udbudt til salg, selv om der ikke er nogen central myndighed, der sørger for, at den produceres.

 

Men i slutningen af det nittende århundrede blev Smiths ideer formaliseret af grundlæggerne af neoklassisk økonomi, en tradition, hvis forklarende ambitioner var langt større. De skrev ligninger, der repræsenterer købere og sælgere som vektorer for udbud og efterspørgsel: Når udbuddet overstiger efterspørgslen på et bestemt marked, falder prisen; når efterspørgslen overstiger udbuddet, stiger den. Og når udbud og efterspørgsel er lige store, siges det pågældende marked at være i "ligevægt", og prisen kaldes "ligevægtsprisen."

 

Hvad angår økonomien som helhed med dens utallige sammenkoblede markeder, var det først i 1954, at de fremtidige nobelprismodtagere Kenneth Arrow og Gérard Debreu fremkom med, ​​ hvad der blev hyldet som en vigtig opdagelse med teorien om "generel ligevægt" - et fund, som med James Tobins ord “ligger i selve kernen i det videnskabelige grundlag for økonomisk teori.” De beviste matematisk, at under specielle antagelser, skabte ​​ de frie markeder med garanti et sæt potentielle ligevægtspriser, der kunne balancere udbud og efterspørgsel på alle markeder samtidig - og den resulterende fordeling af varer ville, i en vigtig forstand, være"optimal": Ingen kunne blive bedre stillet uden at en anden blev ringere stillet.

 

Den lære, der kunne udledes af denne opdagelse, var, at priser ikke kun var et værktøj, markedsøkonomier bruger til at skabe en grad af orden og rationalitet. Snarere var det sådan, at de priser, som markederne skabte - hvis disse markeder var frie og uden indblanding - var optimale og resulterede i en maksimalt effektiv allokering af ressourcer. Hvis det kommunistiske system ikke ​​ fungerede, så var det fordi den klodsede og fejlbehæftede planlægningsmekanisme ikke kunne nå frem til den optimale løsning.

 

Denne fortælling var i genklang med de dybeste instinkter inden for økonomifaget. De små forenklede historier i lærebøger i økonomi, der forklarer, hvorfor mindsteløn eller huslejekontrol i sidste ende gør alle værre stillede, er beregnet på at vise, at udbud og efterspørgsel dikterer priser med en højere logik, som trodser almindelige dødeliges fatteevne. Disse historier er "partielle ​​ ligevægtsanalyser” - de viser kun, hvad der sker på et individuelt marked, som er kunstigt afskåret fra alle markederne omkring det. Det som Arrow og Debreu havde leveret, mente man inden for faget, var et bevis på, at denne logik omfatter økonomien som helhed med alle dens sammenhængende markeder: En generel ligevægtsteori. Med andre ord var det bevis for, at priserne på det frie marked i sidste ende vil føre økonomien som helhed frem mod det optimale.

 

Så da vestlige økonomer ankom til den tidligere sovjetblok efter 1989 for at hjælpe til ​​ med at styre overgangen bort fra socialismen, var deres centrale mantra, som i uendelighed blev gentaget, ​​ "sørg for at priserne er korrekte."

 

​​ Men i mellemtiden var der samlet modsatrettede ​​ beviser. Omkring tidspunktet for det sovjetiske sammenbrud offentliggjorde økonomen Peter Murrell en artikel i Journal of Economic Perspectives, hvor han gennemgik empiriske studier af effektiviteten i socialistiske planøkonomier. Disse studier modsagde konsekvent den neoklassiske analyse: Stort set alle fandt med anvendelse af standardiserede ​​ neoklassiske effektivitetsmål, at planøkonomier præsterede lige så godt som eller bedre end markedsøkonomier.

 

Murrell bønfaldt læserne om at se bort fra deres fordomme:

 

Konsistensen og hovedtendensen i resultaterne vil overraske mange læsere. Jeg var og er overrasket over karakteren af disse resultater. Og givet deres uoverensstemmelse med eksisterende ​​ doktriner, er der en tendens til at afskrive dem af metodologiske grunde. En sådan affærdigelse bliver dog stadig vanskeligere, i lyset af ​​ en samling ensartede resultater fra en række kilder.

 

Først gennemgik han atten undersøgelser af den tekniske effektivitet: I hvilken grad et givet firma producerer på sit eget maksimale teknologiske niveau. Han sammenholdt studier af centralt planlagte virksomheder med studier, der med de samme metoder undersøgte kapitalistiske virksomheder og sammenlignede resultaterne. Et studie fandt f.eks. et niveau på 90% af teknisk effektivitet i kapitalistiske virksomheder; en anden ​​ fandt med samme metode et niveau på ​​ 93% ​​ i sovjetiske virksomheder. Resultaterne fortsatte på samme måde: 84% versus 86%, 87% versus 95% osv.

 

Derefter undersøgte Murrell analyser af allokativ effektivitet: I hvilken grad input fordeles mellem virksomheder på en måde, der maksimerer den samlede produktion. Et studie fandt, at en fuldt ud optimal omfordeling af input kun ville øge den samlede sovjetiske produktion med 3%-4%. Et andet fandt, at hvis den sovjetiske effektivitet blev hævet til amerikanske standarder, så ville BNP øges med 2%. Et tredje studie nåede frem til ​​ en række estimater så lave som 1,5%. Det højeste, som blev fundet i nogen af de sovjetiske studier var 10%. Som Murrell bemærker, var disse størrelser ​​ næppe så store, ”at de ville kunne vælte et helt socio-økonomisk system." (Murell var ikke den eneste økonom, der bemærkede denne anomali: En artikel med titlen "Hvorfor er den sovjetiske økonomi allokativt effektiv?" dukkede op i Soviet Studies omkring samme tid.)

 

To tyske mikroøkonomer testede den "bredt accepterede" hypotese om, at "priser i en planøkonomi er vilkårligt fastsatte udvekslingsforhold uden nogen relation til relativ knaphed eller økonomiske værdiansættelser [hvorimod] kapitalistiske markedspriser er tæt på ligevægtsniveauer. ” De anvendte en teknik, der analyserer fordelingen af økonomiens input mellem brancher for at måle, hvor langt mønsteret afviger fra det, som man kunne forvente ville være fremherskende under perfekt optimale neoklassiske priser. Undersøgelser af østtyske og vesttyske data fra 1987 nåede frem til et ”forbløffende resultat”: Divergensen var 16,1% i vest og 16,5% i øst, en triviel forskel. Kløften i vestens favør skrev de, var størst i fremstillingssektorerne, hvor sådan noget som konkurrencemæssige fordele kan have eksisteret. Men i størstedelen af den vesttyske økonomi – som blev hyldet globalt som Modell Deutschland – betød monopoler, skatter, subsidier osv. at prisstrukturen divergerede mere fra det “effektivt” optimale end i det hendøende kommunistiske system bag Berlinmuren.

 

Den nyklassicistiske model synes også at blive modsagt af de stort set mislykkede eksperimenter med mere markedsorienterede versioner af socialisme i Østeuropa. Begyndende midt i 1950'erne havde reformistiske økonomer og intellektuelle i regionen presset på for at få indført markedsmekanismer til rationalisering af produktionen. Reformer blev forsøgt i en række lande med varierende grad af entusiasme, bl.a under det mislykkede Prag-forår. Men det land, der gik længst i denne retning, var Ungarn, som startede sin ”Nye Økonomiske Mekanisme” i 1968. Virksomhederne forblev statsejede, men nu forventedes de at købe og sælge på det frie marked og maksimere profitten. Resultaterne var skuffende. Selvom Ungarns løsere forbrugsøkonomi i 1970’erne gjorde dem fortjent ​​ til udenlandske korrespondenters kliché som “den lykkeligste kaserne i den sovjetiske blok”, blev dens dystre produktivitetsvækst ikke forbedret, og mangel var stadig udbredt.

 

Hvis alle disse fakta og fund repræsenterede en grund til at tvivle på den neoklassiske fortælling, var der en mere grundlæggende årsag: Økonomer havde opdaget gabende huller i selve teorien. I årene siden Arrow og Debreu skrev deres berømte bevis for, at frie markeder under de rette betingelser kunne skabe optimale priser, havde teoretikere (inklusive Debreu selv) afdækket nogle foruroligende funktioner i modellen. Det viste sig, at sådanne hypotetiske økonomier genererede flere sæt mulige ligevægtspriser, og der var ingen mekanisme til at sikre at økonomien ville lande på en af dem uden langvarige eller muligvis uendelige cyklusser af kaotisk trial-and-error. Endnu værre var det, at modellens resultater ikke kunne modstå lempelser i dens åbenlyst urealistiske indledende antagelser; for eksempel var der uden perfekt konkurrenceprægede markeder - som næsten ikke findes i den virkelige verden - overhovedet ingen grund til at forvente nogen ligevægt.

 

Selv den liberale trossætning, at regeringsindgreb er berettigede ved ”markedsfejl”-specifikke uregelmæssigheder, der afviger fra Arrow-Debreu-modelens antagelser om perfekte markeder - blev undermineret af et andet fund i 1950'erne: "En generel teori om det næstbedste." Teorien, som blev introduceret af Richard Lipsey og Kelvin Lancaster, beviser, at selv om de standardiserede, idealiserede modelantagelser accepteres, er forsøg på at rette “markedssvigt” og “fordrejninger” (som f.eks priser, prisregulering, monopoler eller eksternaliteter) lige så tilbøjelige til at gøre tingene værre som at gøre dem bedre, så længe andre markedssvigt forbliver ukorrigerede - hvilket altid vil være tilfældet i en verden af indbygget ufuldkommen konkurrence og begrænset information.

 

I en omfattende gennemgang af "fiaskoen i den generelle ligevægtsteori," har økonomen ​​ Frank Ackerman (1) konkluderet:

 

Historien om Adam Smith, den usynlige hånd og fordelene ved markeder gennemsyrer introducerende lærebøger i økonomi, undervisning i klasseværelser og den nutidige politiske diskurs. Det intellektuelle fundament for denne historie hviler på generel ligevægt. . . . Hvis grundlaget for alles foretrukne økonomihistorie nu erkendes at være usand. . . så skylder faget verden en smule forklaring.

Pointen er denne: Hvis en deterministisk historie om frie markeder, der frembringer optimale priser, som ​​ så igen fører til maksimal produktion, ikke længere var ​​ levedygtig, så kunne fejlene i planøkonomier næppe tilskrives fraværet af disse træk. Efterhånden som kommunistiske systemer kollapsede i Østeuropa, begyndte økonomer, der havde mistet troen på den neoklassiske fortælling, at argumentere for, at en alternativ forklaring var nødvendig. Den mest fremtrædende teoretiker i denne gruppe var Joseph Stiglitz, der var blevet ​​ berømt for sit arbejde med informationsøkonomi. Hans argumenter passede sammen med dem fra andre afvigere fra den neoklassiske tilgang, som f.eks. Janos Kornai, den fremtrædende ungarske forsker af planøkonomier ​​ og evolutionære økonomer som Peter Murrell.

 

De pegede alle på en række karakteristika, som stort set var blevet overset af den neoklassiske skole, og som bedre tog højde for markedsøkonomiens evne til at undgå de problemer, som plagede centralt planlagte systemer. De aspekter, de understregede, var uensartede, men de har alle en tendens til at stamme fra en enkelt, ret simpel kendsgerning: I et ​​ markedssystem er firmaer autonome.

 

Det betyder, at inden for lovens grænser kan et firma komme ind på et marked, vælge sine produkter og produktionsmetoder, interagere med andre firmaer og enkeltpersoner og må gå konkurs, hvis den ikke kan klare sig med sine egne ressourcer. Som en lærebog om central planlægning udtrykte det, er forudsætningen ​​ i markedssystemer, ”at en aktivitet kan udføres, medmindre det udtrykkeligt er forbudt, hvorimod i planlagte systemer “er den fremherskende formodning inden for ​​ de fleste områder af det økonomiske liv, at en aktivitet måske ikke udføres, medmindre tilladelse er opnået fra den relevante myndighed.”

Den neoklassiske fiksering på at sikre, at virksomheder udøvede denne autonomi i et laissez-faire miljø - at begrænsninger af den ​​ frivillige udveksling er minimeret eller elimineret – ramte ​​ grundlæggende ved siden af.

 

Derfor betyder fri adgang og flere autonome kapitalkilder, at alle med nye produktionsideer kan opsøge ressourcer til at implementere deres ideer og ikke står ​​ over for risikoen for at møde et veto i et planlægningsapparat. De ​​ har derfor meget større chancer for at få ressourcerne til at teste deres ideer. Det fører sandsynligvis til mere af det spild, der er forbundet med mislykkede eksperimenter - men også langt større muligheder for forbedrede produkter og processer og en konstant hurtigere ​​ teknologisk udvikling ​​ og produktivitetsvækst.

 

Virksomheders selvstændighed til selv at vælge sine ​​ produkter og produktionsmetoder betyder, at de kan kommunikere direkte med deres kunder og skræddersy deres produktion til kundernes behov – og med fri adgang kan kunder vælge mellem produktionen fra forskellige producenter: Intet kontor skal udpege, hvad der skal produceres. For at illustrere den relative informationseffektivitet i denne type system henviste Stiglitz til en ​​ kontrakt med Forsvarsministeriet om produktion af almindelige hvide t-shirts: I udbuddet til licitation løb den fysiske beskrivelse af den ønskede t-shirt op i tredive sider med små typer. Med andre ord, et centraliseret kontor ville aldrig ​​ kunne udpege og derefter udspecificere alle ønskede karakteristika for hvert enkelt produkt.

 

I mellemtiden indså østeuropæiske økonomer, at en væsentlig forudsætning for, at firmaer kan være reelt autonome, var at der fandtes et kapitalmarked - og dette hjalp med til at forklare fiaskoen med Ungarns markedsorienterede reformer. I et forsøg på at finde en forklaring på vedvarende mangelsituationer under det nye markedssystem, havde den ungarske økonom János Kornai identificeret et fænomen, som han kaldte “blød budgetbegrænsning” [soft budget constraint] - en situation, hvor staten løbende overfører ressourcer til tabsgivende virksomheder for at forhindre dem i at gå konkurs. Dette fænomen, argumenterede han, var det der lå bag mangelproblemer i Ungarn: I forventnng om, at de altid ville blive forhindret i at gå konkurs, opererede virksomheder i praksis uden en budgetbegrænsning og efterspurgte derfor uhæmmet materialer og kapitalgoder, hvilket førte til ​​ kroniske flaskehalse i produktionen.

 

Men hvorfor fortsatte staten med at redde virksomheder, der havde problemer? Det var ikke sådan, at de ungarske myndigheder var principielt imod, at virksomheder gik konkurs. Når konkurser faktisk forekom, behandlede den kommunistiske ledelse dem som PR-begivenheder for at demonstrere deres engagement i et rationelt økonomisk system.

 

Det ultimative svar var fraværet af et kapitalmarked. I en markedsøkonomi kan et firma med problemer sælge en del af eller hele sin virksomhed til et andet firma. Eller det kan søge kapital fra långivere eller investorer, hvis det kan overbevise dem om, at det har potentialet til at forbedre sin ydeevne. Men i fraværet ​​ af et kapitalmarked er de eneste praktiske muligheder ​​ konkurs eller redning. Konstante redningsaktioner var den pris, den ungarske ledelse blev tvunget til at betale for at undgå ekstremt mange uøkonomiske virksomhedslukninger. Med andre ord giver kapitalmarkeder en rationel måde at håndtere den turbulens, som skyldes de hårde budgetbegrænsninger i markedssystemer: Når en virksomhed har behov for at bruge mere end den tjener, kan den henvende sig til långivere og investorer. Uden et kapitalmarked, er denne mulighed udelukket.

 

Da modstanden mod kommunismen voksede, drog de personer i Østeuropa, der ønskede at undgå en drejning mod kapitalismen, deres konklusioner. I 1989 udgav de polske reformøkonomer Włodzimierz Brus og Kazimierz Łaski - begge overbeviste socialister og disciple af den fremtrædende marxist og keynesianer Michał Kalecki - en bog, der undersøgte udsigterne for østeuropæiske reformer. Begge havde siden 1950'erne været indflydelsesrige tilhængere af demokratiske reformer og socialistiske markedsmekanismer.

 

Deres konklusion var nu, at for at man kunne få en rationel markedssocialisme, måtte offentligt ejede virksomheder gøres autonome - og dette ville kræve et socialiseret kapitalmarked. Forfatterne gjorde det klart, at det ville være ensbetydende med en grundlæggende omlægning af den politiske økonomi i de østeuropæiske systemer – og faktisk af de traditionelle forestillinger om socialisme. På tærsklen til de omvæltninger, der skulle vælte kommunismen, skitserede de deres vision: ”ejerstatens rolle skal adskilles fra staten som en myndighed med ansvar for administration. . . Virksomheder. . . skal adskilles ikke kun fra staten i dens bredere rolle, men også fra hinanden. ”

 

Den vision, Brus og Łaski skitserede, var ny: En konstellation af autonome firmaer, finansieret af en række autonome banker eller investeringsfonde, der alle konkurrerer og interagerer på et marked – og alligevel alle er offentligt ejede.

 

​​ Alt dette lægger grunden til at rejse det kritiske spørgsmål om profitten. Der er to måder at tænke på profittens funktion under kapitalismen. Ifølge den marxistiske opfattelse, styrer kapitalisters rastløse jagt på ​​ profit tempoet og formen for økonomisk vækst, hvilket gør den til den ultimative "motor i systemet" - men den opfattes som en fejlbehæftet og vilkårlig motor, der burde erstattes af noget mere rationelt og menneskeligt. Inden for mainstream-økonomien forstås profit ​​ derimod simpelthen som et godartet koordineringssignal, der sender informationer til virksomheder og iværksættere om, hvordan man mest effektivt kan tilfredsstille samfundets behov.

 

Hver af disse versioner indeholder et gran af sandhed. Se på mainstream-økonomien. Dens logik er ligetil: Virksomhedens fortjeneste er markedsværdien af den produktion, den sælger, minus markedsværdien af de ressourcer, den køber. Så jagten på profit fører virksomhederne til at maksimere deres produktion af de produkter, der efterspørges i samfundet, mens de sparer på deres forbrug af knappe ressourcer. Ifølge denne logik er profit en ideel koordinerende enhed.

 

Men logikken gælder kun i det omfang, at en vares markedsværdi faktisk er et godt mål for dens samfundsmæssige værdi. Holder den forudsætning ? Folk på venstrefløjen ved nok til at håne den opfattelse. Kapitalismens historie er en lang opremsning af fejlvurderede varer. Ikke alene trækker kapitalister på et skatkammer af tricks og manøvrer for at puste markedsværdien op på ​​ de varer, de sælger (f.eks. gennem reklame) og skære ned på værdien af de ressourcer, de skal købe (f.eks. ved at dekvalificere arbejdskraften). Men kapitalismen fastsætter selv systematisk priser på vigtige varer, der har ringe rationel forbindelse til deres marginale samfundsmæssige værdi: Tænk bare på sundhedsforsikring, naturressourcer, renter, lønninger.

 

Så hvis profit er et signal, er det altid iblandet en masse støj. Men det ​​ er stadig et vigtigt signal. De fleste af de millioner af varer, der findes i økonomien, er ikke som sundhedsforsikring eller naturressourcer, de er mere banale - som elastikker, metalplader eller fladskærms-tv. De relative priser på disse varer ser ud til at fungere som rimelige angivelser af deres relative marginale samfundsmæssige værdi. Når det kommer til denne del af virksomhedernes input og output – tag for eksempel et stålfirma, der køber jern og sælger det fremstillet som stål - får jagten på profit virkelig ​​ kapitalister til at ønske at producere ting, som folk efterspørger, på den mest effektive måde. Det er disse vigtige, men forkert værdisatte varer - arbejdskraft, natur, information, økonomi, risiko osv. - der udtrykker profittens irrationalitet.

 

Med andre ord, kan virksomheder under kapitalismen øge deres profit ved ​​ effektivt at producere ting, som folk efterspørger. Men de kan også øge den ved at underbetale deres arbejdere, ødelægge miljøet, bedrage forbrugerne eller gældsætte befolkningen. Hvordan opnår man det ene uden at få det andet?

 

Standardsvaret på dette dilemma er, hvad man kan kalde den socialdemokratiske løsning: Lad virksomheder forfølge deres private profit, men lad staten gribe ind for at forhindre dem i at gøre det på måder, der skader samfundet. Forbyd forurening, giv rettigheder til arbejderne, forbyd forbrugersvindel, undertryk spekulation. Denne dagsorden er ikke noget at rynke på næsen ad. Samfundsteoretikeren Karl Polanyi så det som en del af det, han kaldte den lange ”dobbelte bevægelse”, der havde været i gang lige siden den industrielle revolution. Polanyi hævdede, at den liberale kapitalisme altid var blevet skubbet fremad af en drift til at gøre alt til varer. Fordi det krævede, at produktionen blev "organiseret gennem en selvregulerende mekanisme for bytte- og udveksling, ”krævede den at ”mennesket og naturen bringes ind i dens kredsløb; de skal underlægges udbud og efterspørgsel, dvs. behandles som varer produceret til salg. ”

 

Driften mod at gøre alt til en vare har altid fremkaldt sin dialektiske modsætning, en modbevægelse fra de nederste lag i samfundet, som stræber efter at ophæve denne varegørelse. Så Polanyi's dobbelte bevægelse bliver ”drevet frem af to organiserende principper i samfundet, som hver sætter sig specifikke institutionelle mål med støtte fra bestemte kræfter i samfundet og ved hjælp af sine egne karakteristiske metoder ”:

 

Det ene er princippet om økonomisk liberalisme med sigte på etablering af et selvregulerende marked, der baserer sig ​​ på støtte fra kommercielle klasser, og bruger laissez-faire og fri handel som sine metoder; det anden er princippet om social beskyttelse, der sigter mod bevarelse af menneske og natur samt produktiv organisation, som baserer sig på skiftende støtte fra dem, der i ​​ øjeblikket bliver påvirket af skadelige handlinger på markedet - primært men ikke udelukkende arbejdere og jordbesiddende klasser – og bruger beskyttelseslovgivning, restriktive foreninger og andre interventionsinstrumenter som sine metoder.

 

Efter Anden Verdenskrig blev modbevægelsens pres for et opgør med varegørelsen den ikke anerkendte drivkraft inden for indenrigspolitikken i hele den industrialiserede verden. Arbejderklassens partier, som er akut påvirkelige over for pres nedefra, sad på regeringsmagten i mere end 40% af efterkrigstidens årtier - sammenlignet med ca. 10% i mellemkrigstiden og næsten aldrig før - og "smitten fra venstrefløjen" tvang højrepartierne til defensive indrømmelser. Skolegang, medicinsk behandling, boliger, pensionering, fritid, børnepasning, forsørgelse, men vigtigst af alt, lønarbejde: Altsammen skulle gradvist trækkes væk ​​ fra markedet, forvandles fra varer, der kan købes for penge eller genstande købt og solgt på basis af udbud og efterspørgsel, til sociale rettigheder og underkastes demokratiske beslutninger.

 

Dette var i det mindste det maksimale socialdemokratiske program - og på bestemte tider og steder i efterkrigstiden var dets resultater imponerende.

 

Men den socialdemokratiske løsning er ustabil - og det er her den marxistiske synsmåde kommer ind med dens understregning af jagten på profit som det kapitalistiske systems motor. Der er en grundlæggende modsætning mellem at acceptere, at kapitalisters ​​ jagt på profit vil være systemets motor og at tro, at man systematisk kan tæmme og undertrykke den gennem politik og regler. I den klassiske marxistiske fortælling er modsætningen ligefremt økonomisk: Politik, der reducerer profitraten for meget vil føre til underinvestering og økonomisk krise. Men modsætningen kan også være politisk: Profithungrende ​​ kapitalister vil bruge deres magt i samfundet til at hindre den nødvendige politik. Hvordan kan man ​​ have et system drevet af enkeltpersoner, der maksimerer deres profit og stadig forvente at opretholde ​​ profitbegrænsende normer, regler, love og forskrifter, der er nødvendige for at opretholde den fælles velfærd?

 

Hvad der er behov for er en struktur, der tillader autonome virksomheder at producere og ​​ sælge ​​ varer på markedet og bestræbe sig på at generere et overskud af output i forhold til inputtet – mens man bevarer disse virksomheder som offentlige og forhindrer, at deres overskud bliver tilegnet ​​ af en snæver klasse af kapitalister. Under dette system kan arbejdere tiltage sig den grad af kontrol med ledelsen af deres firmaer, de har lyst til, og enhver "profit" kan socialiseres - det vil sige, at profit virkelig kan ​​ fungere som et signal snarere end som en drivkraft. Men forudsætningen for et sådant system er socialiseringen af produktionsmidlerne - struktureret på en måde, der bevarer eksistensen af ​​ et kapitalmarked. Hvordan kan alt dette gøres?

 

Start med det grundlæggende. Privat kontrol med samfundets produktive infrastruktur er i sidste ende et økonomisk fænomen. Det er ved at finansiere produktionsmidlerne, at kapitalister udøver kontrol som klasse eller som enkeltpersoner. Det, der er nødvendigt, er altså en socialisering af finanserne - det vil sige et system med fælles, kollektiv finansiering af produktionsmidler og kredit. Men hvad betyder det i praksis?

 

Man kan sige, at folk ejer to slags aktiver. "Personlige" aktiver som huse, biler eller computere. Men finansielle aktiver - krav på pengestrømme, som aktier, obligationer og gensidige fonde - er det, der finansierer den produktive infrastruktur. Antag, at der blev oprettet en offentlig fælles fond for at foretage, hvad man eufemistisk kunne kalde "obligatorisk køb" af alle privatejede finansielle aktiver. Man ​​ kunne f.eks. "købe" en persons fondsaktier til deres markedspris, og indsætte betalingen på personens bankkonto. Ved afslutningen af denne proces, ville den fælles fond eje alle tidligere privatejede finansielle aktiver, mens alle enkeltpersoners økonomiske formuer ville blive konverteret til bankindskud (men med fælleseje af de pågældende banker, da den fælles fond nu ejer alle aktierne).

 

Ingen har mistet nogen formue; de har simpelthen realiseret deres aktier og obligationer. Men det har vidtrækkende konsekvenser. Samfundets produktionsmidler og kredit udgør nu aktiverne i en offentlig fond, mens enkeltpersoners finansielle formuebalancer nu er dets forpligtelser. Med andre ord, jobbet med at formidle enkeltpersoners pengeopsparing med samfundets produktive fysiske aktiver, der tidligere blev udført af kapitalistiske banker, gensidige fonde og så videre, er blevet socialiseret. Den fælles fond kan nu genskabe et "tæmmet" kapitalmarked på socialiseret basis med en mangfoldighed af socialiserede banker og investeringsfonde, der ejer og tildeler kapital til produktionsmidlerne.

 

Læren her er, at transformationen til et andet system ikke behøver at være katastrofal. Den situation, jeg beskriver, ville selvfølgelig være revolutionerende - men det behøver ikke at involvere det totale sammenbrud af det gamle samfund og himmelstormende erstatning af ​​ det med ​​ noget helt uigenkendeligt.

 

Ved slutningen af processen har virksomheder ikke længere individuelle ejere, der søger at maksimere profitten. I stedet ejes de af samfundet som helhed sammen med al den profit ("overskud"), som de måtte skabe. Da virksomheder stadig køber og sælger på markedet, kan de stadig skabe et overskud (eller underskud), der kan bruges til at bedømme deres effektivitet. Men ingen individuelle ejere putter disse overskud i lommen, hvilket betyder, at ingen har særlig interesse i at opretholde eller udnytte den overskudsdrevne fejlagtige værdisætning af varer, der er endemisk under kapitalismen. Den "socialdemokratiske løsning", der en gang var selvmodsigende - selektivt at begrænse profitmotivet for at opretholde det fælles gode, mens man systematisk stoler på det som systemets motor – kan nu gøres entydig.

 

Til samme formål kan ​​ indtjening af renter på enkeltpersoners bankkonti begrænses af en bestemt rigdomstærskel og ud over dette niveau kunne den begrænses til simpelthen at kompensere for inflation. (Eller det samfundsmæssige overskud kunne fordeles ligeligt mellem alle og bare udbetales som en social dividende.) Dette er ​​ ikke ligefrem dødshjælp til rentier’en, men til rentier’ens "interesse" i samfundet. Og mens enkeltpersoner stadig kunne lov til at starte virksomheder, skulle deres firmaer, når de nåede en bestemt størrelse, alder og betydning, ”omdannes til offentlig ejendom”: Dvs. blive solgt af deres ejere ​​ på det socialiserede kapitalmarked.

 

Det, jeg beskriver, er på én måde kulminationen af en tendens, der har været fortsat under kapitalismen i århundreder: Den voksende adskillelse af ejerskab fra kontrol. Allerede i midten af det nittende århundrede undrede Marx sig over udbredelsen ​​ af det, vi nu kalder korporationer: ”Aktieselskaber generelt - udviklet med kreditsystemet - har en stigende tendens til at adskille ledelsesfunktionen fra ejerskab af kapital, det være sig selvejet eller lånt. Ligesom udviklingen af det borgerlige samfund var vidne til en adskillelse af funktionerne hos dommere og administratorer fra jordbesiddelse, egenskaber de havde ​​ under ​​ feudalismen.” Marx mente, at denne udvikling var meget vigtig: ”Det betyder afskaffelse af kapitalen som privat ejendom inden for rammerne af selve den kapitalistiske ​​ produktion. ”

 

I 1930'erne var denne "socialiserede privatejendom" blevet den dominerende produktive form i den amerikanske kapitalisme, som Adolf Berle og Gardiner Means beskrev det ​​ i The Modern Corporation and Private Property. Den ledelsesmæssigt baserede virksomhedsmodel syntes at stå over for en udfordring i 1980'erne, hvor kapitalistiske ejere, utilfredse med faldende profitrater, iværksatte et angreb mod, hvad de opfattede som slappe og selvtilfredse virksomhedsledere. Det satte gang i et titanisk slagsmål inden for klassen om kontrollen med virksomhederne, der varede mere end et årti. Men i slutningen af 1990'erne blev resultatet et kompromis accepteret af begge sider: De administrerende direktører bevarede deres autonomi fra kapitalmarkederne, men omfavnede ideologien om "værdi til aktionærerne" [shareholder value]; deres aktieporteføljer blev gjort mere følsomme over for virksomhedens profit og resultater på aktiemarkedet, men også massivt oppustede. I virkeligheden løste intet af dette teknisk problemet med adskillelsen af ejerskab og kontrol, fordi de nye lønordninger aldrig kom tæt på virkelig at tilpasse ledernes økonomiske interesser med ejernes. En omfattende undersøgelse af ledernes løn fra 1936 til 2005, som blev udført af økonomer fra ​​ MIT og Federal Reserve, ​​ nåede frem til, at sammenhængen mellem virksomheders præstationer og deres lederes samlede løn var ubetydelig - ikke kun i en periode med nye ledelsesformer fra midten af århundredet, men gennem hele perioden.

 

Med andre ord har kapitalismens laboratorium forfulgt et århundredlangt eksperiment for at teste, om et økonomisk system kan fungere, når det afskærer en-til-en-forbindelsen mellem en virksomheds profit og de belønninger, der tilkommer dens ledelse. Eksperimentet har været en succes. Moderne kapitalisme med dens ganske radikale adskillelse af ejerskab og kontrol, er ikke uden mangler og sygdomstegn, men en uopmærksomhed over for profit har ikke været en af dem.

 

Hvordan skulle disse socialiserede virksomheder så faktisk ledes? Et komplet svar på det spørgsmål ligger langt uden for rammerne for et essay som dette; en minutiøs beskrivelse af ​​ fundatser og vedtægter fra imaginære virksomheder er nøjagtig den slags Comtistisk restaurants-opskrift, som Marx med rette latterliggjorde. Men det grundlæggende punkt er klart nok: Fordi disse virksomheder køber og sælger på markedet, kan deres præstationer bedømmes ​​ rationelt. Et firma kunne ledes udelukkende af dets arbejdere, i hvilket tilfælde de simpelthen kunne ​​ indhente hele nettoindkomsten efter at have betalt for brugen af kapitalen. (2) Eller den kunne være "ejet" af en enhed på det socialiserede kapitalmarked med en ledelse valgt af denne enhed og et stærkt system af medbestemmelse for arbejderne som modvægt inden for virksomheden. Disse ledere og "ejere" kunne evalueres på de relative afkast, virksomheden skaber, men de ville ikke have nogen private ejendomsrettigheder over den absolutte profitmasse. (3) Hvis forventningerne til fremtidige resultater skulle bedømmes "objektivt" på en eller anden måde, er det noget de socialiserede kapitalmarkeder kunne stå for.

 

Et sådant program udgør ikke en utopi; det udråber ikke år nul eller behandler ​​ samfundet som en tom tavle. Hvad det forsøger at gøre er at skitsere en rationel økonomisk mekanisme der forhindrer, at jagten på ​​ profit får forrang frem for opfyldelsen af menneskelige behov. Det udelukker heller ikke yderligere, mere grundlæggende ændringer i den måde mennesker interagerer med hinanden og deres miljø på - tværtimod sænker det barrieren for yderligere forandringer.

 

I en hyldest til Isaac Deutscher roste historikeren Ellen Meiksins-Wood hans ”begrænsede vision for socialisme, der anerkendte sit løfte om menneskenes frigørelse uden at rumme romantiske illusioner om, at det ville helbrede alle menneskelige sygdomme, eller mirakuløst ​​ gøre folk 'frie' med Shelleys ord 'fra skyld eller smerte.' " Socialisme, havde Deutscher skrevet, var ikke ”evolutionens sidste og perfekte resultat eller afslutningen på historien, men på en måde kun begyndelsen på historien. ” Så længe venstrefløjen kan bevare dette grundlæggende håb, vil der være en horisont efter kapitalismen.

 

Noter

1. Ikke et familiemedlem.

2. Arbejderstyrede virksomheders økonomi er et omfattende emne, der rejser en række komplekse institutionelle spørgsmål, som ligger uden for denne artikels rammer. (Se Gregory Dow's: ”Governing the firm” for en grundig behandling). Men som et spørgsmål om politik er det vigtigt at bemærke, at der med sådanne firmaer ikke længere er en grundlæggende konflikt mellem en autonom kapitalist- eller ledelsesklasse og befolkningen. Selvfølgelig er der stadig sammenstød mellem sektorinteresser. Men de findes uanset hvilken form for ejendom der er tale om. Desuden synes jeg, der er god grund til at tro, at betydningen af snævre ​​ sektorinteresser inden for politik er større, når der er en autonom kapitalistklasse, end når der ikke er nogen, fordi den klasse har en iboende interesse i at opretholde statens porøsitet over for minoriteters interesser

3. Det er ikke nødvendigt at antage, at ledere nødvendigvis generelt skal modtage ​​ økonomiske belønninger for bedre resultater. Men at bruge denne antagelse muliggør en simpel matematisk illustration af, hvordan ledere kan blive vurderet på relativ, men ikke absolut fortjeneste. Antag, at myndighederne i begyndelsen af hvert år besluttede, at en bestemt brøkdel af nationalindkomsten, skulle bruges til at betale ledelsesbonus i slutningen af et bestemt år. Antallet kan ændre sig hvert år, men lad os sige, at det i et år er 3%. Når året er omme , sammenlægges de nationale indtægter med den samlede fortjeneste. Hvis den samlede fortjeneste udgør 30% af nationalindkomsten, betyder det, at de samlede bonusser vil udgøre en tiendedel af det samlede overskud (3% / 30%) - hvilket betyder, at bonuspuljen for hvert firma vil være lig med en tiendedel af det firmas profit. Under et system som dette ville hver leder have en interesse i at forbedre sit eget firmas resultatudvikling men ville ikke have nogen rationel grund til at undergrave eller gøre indsigelse mod enhver generel profitdæmpende lovgivning, normer, skikke eller forskrifter vedtaget af hensyn til almene interesser, forudsat de gjaldt alle virksomheder. Igen er det vigtige konceptet: Hvad enten ​​ det er penge eller ros der tildeles for gode resultater, så er princippet det samme.

Om skribenten

Seth Ackerman

Seth Ackerman

Læs mere