Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. maj. 2019

Det sydøstlige Europas nye venstre

Savner du et overblik over den politiske udvikling i Sydøsteuropa? Så læs Igor Štiks og Krunoslav Stojaković gennemgang, der kaster et blik på både det historiske og det samtidige, og som med særligt fokus kigger på sociale- og græsrodsbevægelser på Balkan.


Savner du et overblik over den politiske udvikling i Sydøsteuropa? Så læs Igor Štiks og Krunoslav Stojakovićs gennemgang, der kaster et blik på både det historiske og det samtidige, og som retter særligt fokus på sociale- og græsrodsbevægelser på Balkan.

Oversat af Vibeke Nielsen


Af Igor Štiks og Krunoslav Stojaković

De såkaldt socialistiske staters kollaps i de tidlige 1990’ere fjernede ikke kun hele politiske systemer fra landkortet. Også organisationsstrukturerne, den socialistiske og kommunistiske arbejderbevægelses kulturelle traditioner, solidaritetsbegrebet, samt det socialistiske projekt og dets samfundsopfattelse gennemgik en forfaldsproces, som gradvist bremsede op og nåede sin afslutning i det tidlige 21. århundrede.

I Tyskland kunne venstrefløjen først få en relevant stemme i samfundet igen, efter at WASG (Valgalternativt Arbejde & Social Retfærdighed) og PDS (Partiet for Demokratisk Socialisme, Østtyskland) fusionerede og blev til Die Linke – trods en bølge af berettiget kritik. Ligeledes var det nødvendigt for de marxistiske statsteorier, økonomiske teorier og samfundsteorier at gennemgå et lavpunkt af intellektuel tavshed, før de genopstod med et momentum, som ikke længere kunne ignoreres, selv ikke af den borgerlige føljeton. Den jugoslaviske socialismemodels sammenbrud var åbenlys i denne kontekst. Der skete ikke kun det, at staten faldt fra hinanden i blodig borgerkrig, også Jugoslaviens Kommunistiske Forbund, der hidtil havde været respekteret for mod og viljestyrke, opløstes og blev til en række separatistiske nationale partier. I Kroatien tilsluttede de fleste medlemmer af det Kommunistiske Forbund sig Franjo Tuđmans nationalistiske Kroatiske Demokratiske Union (HDZ). Kroatiens Socialdemokratiske Parti (SDP), det Kommunistiske Forbunds officielle arvtager, fortabte sig mellem nationalisme og reformisme. På den anden side af grænsen opstod Serbiens Socialistiske Parti (SPS) med Slobodan Milošević ved roret. Det parti var en af de hovedansvarlige aktører i den jugoslaviske borgerkrig og, med undtagelse af et tidsrum mellem 2000 og 2008, vedvarende regeringsdeltager. Også i Slovenien, Bulgarien og Rumænien konverterede de kommunistiske partier i bedste fald til “Den tredje vej” efter 1990. Det socialistiske venstre forblev hjemløst, uden nogen infrastruktur og fortrængt til den samfundspolitiske og mediemæssige udkant.

Billedresultat for Franjo Tuđmans
Franjo Tuđman; Kroatiens første præsident, der regerede landet fra 1990 frem til sin død i 1999. Foto: Total Croatia News

Begyndelsen på opbygningen af et nyt venstre i Sydøsteuropa var fra stat til stat forskellig, hvad angår bæredygtighed, og kan dateres tilbage til finanskrisen i 2008. Efter to årtier med ideologisk hegemoni under neoliberale og neokonservative politiske aktører, åbnede krisen gradvist et rum for offentlig artikulation af antikapitalistisk kritik i hele det post-socialistiske Balkan. Det venstreorienterede spektrum, der siden har taget form – og til dels fortsætter med det – rækker fra uformelle alliancer i sammenhæng med konkrete politiske og sociale kampe og til venstreradikale organisationer, som er opstået af Sydøsteuropas aktivistiske studenterbevægelse, til mindre partilignende organisationer og videre til mere eller mindre stabile politiske partier og partilister, især på lokalt niveau. I det følgende vil vi forsøge at give et overblik.

Basale politiske præmisser

Sydøsteuropas nye venstre er i hovedsagen kritisk overfor den bestående parlamentarisme, og går i overvejende grad ind for en direkte og horisontal form for deltagelsesdemokrati. Man kritiserer den såkaldte post-socialistiske “transition”, som har ledt og fortsat leder til store uligheder, massiv arbejdsløshed og fattigdom. Man modsætter sig den dominerende konservative, religiøse, patriarkalske og nationalistiske ideologi. Man presser på for beskyttelse af de fælles og offentlige goder (inklusiv naturressourcer) og beskytter resterne af den socialistiske velfærdsstat mod stigende privatisering og udbytning. Slutteligt bygger det nye venstre på en internationalistisk, dvs. anti-nationalistisk og antifascistisk tilgang.

Til trods for den grundlæggende internationalistiske tilgang, er det nye venstres standpunkt i forhold til EU reserveret og til tider afvisende. I den offentlige debat står den indimellem mere end platte fortælling om “europæiske værdier” som fred, retfærdighed, tolerance og velstand ikke længere uimodsagt. Denne retorik, som er blevet gentaget ad absurdum, virker hverken særligt overbevisende i EU-medlemsstaterne som Bulgarien, Kroatien, Rumænien og Slovenien eller i EU-medlemskandidater som Serbien.

Den voksende skepsis mod EU og EU’s institutioner på venstrefløjen i de samfund handler ikke kun om den autoritære Trojka-politik mod den græske Syriza-regering i 2013-2015, en regering som også var forbundet mled store forhåbninger i det sydøstlige Europa. De sociale og økonomiske udfordringer, som mange har lidt under i de sydøsteuropæiske samfund, er kun blevet forstærket af EU-medlemskabet, og har været langt mere dramatiske end i Grækenland. Ligeledes har EU-medlemskabet ikke hjulpet med at inddæmme truslen fra neokonservative, højrepopulistiske politiske aktører, nogle af dem sågar med påberåbelse af den historiske fascisme. Tværtimod har det politiske etablissement i tiltagende grad været klar til at samarbejde med anti-demokratiske bevægelser; i Bulgarien med højreekstremisten Krasimir Karakachanov som forsvarsminister; i Kroatien med stor indflydelse fra fascistiske veteranorganisationer og neokonservative NGO’er – en trend som ikke er begrænset til Sydøsteuropa. Samfundsøkonomiske omvæltninger, en instrumentalistisk forståelse af demokrati og væksten i højrepopulistiske bevægelser – opsummeringen af EU’s integrationspolitik i det sydøstlige Europa er mere end nedslående og derfor er det ingen overraskelse, at venstrefløjens aktører i bedste fald er ambivalente i forhold til den Europæiske Union.

Dragan Vulin fra HDSSB inspicerer “Den Slaviske Høgegarde”, partiets sortklædte ungdomsafdeling, foran den kroatiske parlamentsbygning. Højrenationalistiske partier som HDSSB og HSP, har ifølge Štiks og Stojaković udnyttet det forhold, at “EU-medlemskabet ikke har hjulpet med at inddæmme truslen fra neokonservative, højrepopulistiske politiske aktører”

Organisatorisk fase

I løbet af de seneste ti år er der opstået flere spontane bevægelser mod de grasserende sociale uretfærdigheder, og mod konkrete regeringspolitikker inklusiv privatisering, korruption, fattiggørelse, varegørelse, og misligholdelse og ødelæggelse af de fælles goder. Oprindeligt udtrykte disse bevægelser og protester ofte vrede og indignation uden nødvendigvis at have en udtalt venstreorienteret dagsorden. Men radikaliseringen af nogle af de protesterende og dele af offentligheden har bidraget til, at nye venstreorienterede organisationer, grupper, medier og endog politiske partier er opstået i de seneste år.

I Slovenien er venstrekoalitionen Zdruzena Levica (Det forenede venstre) formet som en fusion mellem Initiativet for Demokratisk Socialisme (IDS), der er opstået ud af studenterbevægelsen og to partier. De fik seks mandater i parlamentet i forbindelse med valget i 2014. Denne koalition har ledt til stiftelsen af partiet Levica (Venstre), som fik over ni procent af stemmerne til valget, der blev afholdt i 2018. På grund af valgresultaterne i Slovenien kunne partiet binde sin støtte til mindretalsregeringen sammen med bestemte socialpolitiske krav, herunder gradvise stigninger i mindstelønnen fra 2019 og fremover. I kølvandet på protestbevægelser opstod mange NGO’er på venstrefløjen i Kroatien, med fokus på demokrati i medier og økonomi, for eksempel Organisationen for Arbejderes Initiativ og Demokratisering (OWID) og Sammenslutningen for Mediedemokrati, der beskæftigede sig med samfunds- og mediedemokrati. Lignende grupper opstod i Rumænien, såsom den venstreorienterede webportal Critic Atac, imens Kollektivet for Sociale Interventioner (KOI) opstod i Bulgarien. I det kommende vises de mest markante modstandsformer og mobiliseringsstrategier. Derved opridses det nye venstres potentiale og de udfordringer, man står foran.

Zdruzena Levica – Den Forenede Venstrefløj – eksisterede som en alliance mellem forskellige partier i Slovenien fra 2014 til 2017, hvor partiet blev afløst af Levica, eller bare ‘Venstrefløj’.

Gadeprotester og det sociale spørgsmål

I det tidlige 2011 gik 10.000, der mestendels var mobiliseret via Facebook, på gaden i Kroatien for at protestere mod den tidligere konservative regering under premierminister Jadranka Kosor. Denne protestmarch blev gentaget hver aften i en hel måned, hvor hovedkravet rettede sig mod regeringens krisepolitik og besparelser, der udelukkende skærpede den i forvejen anspændte socioøkonomiske situation for de fleste kroater. I november og december 2012 protesterede tusinder i den slovenske by Maribor mod den korrupte borgmester Franc Kangler og adskillige andre byer landet over oplevede voksende modstand mod det politiske etablissements økonomi- og socialpolitik.

I Bulgarien har folk afholdt ugentlige protester i over 30 byer siden november 2018. I lighed med De Gule Veste i Frankrig var disse demonstrationer oprindeligt i protest mod stigende brændstofpriser, men bredte sig hurtigt til også at adressere generel social og økonomisk forarmelse. Den slags protester manglede og mangler fortsat en venstreorienteret fortælling – undtaget særtilfældet Slovenien, som vi vender tilbage til – men i det mindste var der venstrefløjsorganisationer og -grupper i udkanten af den vigtigste del af de sociale opstande.

Kampen om almenvellet

Den frie adgang til det offentlige rum bekymrer store dele af samfundet. I 2010 blev bevægelsen “Pravo na grad” (Ret til Byen) stiftet i Kroatien, i opposition til et stort byudviklingsprojekt i Zagrebs fodgængerområder, herunder en af den indre bys travleste torve, Cvjetni trg. Der blev protesteret mod korruption, gentrificering og indhegning af offentlige rum, såvel som tætte forbindelser mellem privat kapital og bystyret. Selvom aktivisterne ikke fik reddet byens park fra ødelæggelse, fik protesterne indflydelse på et grønt venstrefløjsmiljøs opståen, som siden er fortsat med at organisere og kommunikere modstand mod varegørelse og kommercialisering i den Kroatiske hovedstad.

Lignende kunne også ses i Beograd, hvor lokale aktivister under sloganet “Ne da(vi)mo Beograd” (Vi forærer ikke Beograd væk/Vi drukner ikke Beograd) i årevis har kæmpet for at standse et urbant mega-projekt kaldet “Belgrade Waterfront”. Projektet, som støttes politisk og økonomisk af den serbiske regering, skal dække et stort område langs floden Sava tæt på byens centrum, og inkluderer konstruktionen af luksuslejligheder, et indkøbscenter, et casino mv. Et spor af uregelmæssigheder og illegale rænkespil trækker sig efter det, og har fremprovokeret en bred offentlig modstand og masseprotester på Beograds gader.

På samme måde er mange græsrodsinitiativer til bevarelse af naturressourcer dukket op. Mellem 2012 og 2013 forsøgte den Dubrovnik-baserede bevægelse “Srđ je naš” (Srđ er vores) at forhindre privatiseringen af et stykke af højen Srđ og dens omdannelse til en elitegolfbane. Samtidig var der lokale initiativer i flere sydøsteuropæiske stater med støtte fra venstrefløjsaktivister mod planlagte konstruktioner og installationer af små vandkraftværker i hundredvis langs flodbredderne gennem hele regionen.

I efteråret 2013 deltog folk i titusindvis i protester mod det planlagte guldmineprojekt med brug af en stærkt giftig cyanidproces i Rosia Montana i Rumænien. Modstanden var en succes og stoppede projektet. Også her deltog venstrefløjsaktivister i protesterne, men uden politiske indflydelsesmuligheder.

Billedresultat for Inicijativa Ne da(vi)mo Beograd
Ne da(vi)mo Beograd – vi forærer ikke Beograd væk! Som andre protestbevægelser i området opstod den som et græsrods-svar, der kæmper for at beskytte naturressourcer mod rovdrift. Foto: Vesti.rs

Kampen om uddannelse

Den måske vigtigste bevægelse for det nye venstre er modstanden mod kommercialisering og privatisering af ungdomsuddannelserne. Som forsvar for den almene og gratis adgang til uddannelse udviklede der sig i næsten alle postsocialistiske stater en mere eller mindre stærk studenterbevægelse, som eksperimenterede med forskellige former for direkte demokrati. Et nøgleeksempel var besættelsen af Kroatiens universiteter i april og november 2009, hvor studentermøder blev til åbne forsamlinger for studerende, lærere og borgere. Besættelserne kom senere til at levere den politiske og organisatoriske værktøjskasse til nye studenterkampe i regionen. Lignende kampe for uddannelse fandt sted Ljubljana i 2011, i Beograd i 2011 og 2014, i Bukarest i 2012, i Sofia i 2013, i Skopje i 2015 og mest aktuelt i Tirana i 2018. Selvom uddannelsespolitik, herunder modstand mod den fremadskridende kommercialisering og varegørelse af uddannelse, var central for disse bevægelser, vil det være reduktionistisk at påstå, at de studerende kun adresserede spørgsmål om uddannelsespolitik. Bevægelserne definerede sig selv som kritiske stemmer mod en neoliberal mainstream, og heraf opstod de fleste aktive og stadig bestående venstreradikale organisationssammenhænge.

Kampen om arbejdet

Indenfor de seneste ti år kan en ny fase af arbejderaktivisme også ses, hvor adskillige arbejderinitiativer har samlet kræfterne med studenter- og bybevægelser, venstrefløjsgrupper, prominente enkeltpersoner, kunstnere og intellektuelle, mens de ansatte i privatiserede eller konkursramte firmaer og fabrikker laver offentlige protester for at skabe opmærksomhed omkring deres situation.

Som følge af Itas-Prvomajska fabrikkens konkurs i det nordlige Kroatien, besatte de ansatte fabrikken, tog uafhængig kontrol med produktionen og begyndte at udvikle selvforvaltning og direkte arbejderkontrol. I andre tilfælde så som Petrochemie-fabrikken i den kroatiske by Kutina, kæmpede de ansatte for at beholde størstedelen af ejerskabet på statens hænder. Disse kampe blev støttet af græsrodsorganisationer på venstrefløjen, hvoraf de fleste var opstået i kølvandet på studenterbevægelsen. For eksempel havde arbejderne på ovennævnte Itas-Prvomajska mulighed for at udvikle modeller for selvorganisering med støtte fra Centret for Udvikling af Arbejderdeltagelse (CRRP). I Slovenien samarbejdede Centret for Socialforskning (CEDRA) med arbejderkollektiver og faglige aktivister fra venstrefløjen for at øge fagforeningers politiske handlekraft og organiseringsgrad ved at sørge for uddannelsesseminarer og kooperative undersøgelser (aktivister sammen med arbejdere).

Billedresultat for tirana university occupation
Studerende blokerer universitetet i Albaniens hovedstad, Tirana, 2018. “Vi er studerende, ikke kunder” lød en af parolerne. Foto: Exit.al

Valg og valgkampe

Som allerede antydet er Slovenien det eneste land, hvor kortsigtede, men til tider ganske spektakulære bevægelser, har haft succes med at blive til politiske partier og valgkampagner. Partiet Levica fik til valget i 2018 over ni procent af stemmerne. Levica klarede sig særlig godt i hovedstaden Ljubljana og andre store byer, hvilket afspejlede en generel Europæisk tendens til, at venstrefløjspartier i særlig grad appellerer til yngre vælgere fra byerne.

I Kroatien fokuserer venstrefløjskræfter aktuelt på at mobilisere i forhold til lokalvalg. Til lokalvalget i 2017 i Zagreb, fik den rød-grønne politiske platform Zagreb je naš (Zagreb er vores) 7,56 procent af stemmerne og fik dermed 4 mandater i bystyret. Det nye venstre har i parlamentarisk sammenhæng gradvist kastet post-90’ernes lammelse af sig.

Det post-jugoslaviske venstre: Sejre og tilbageslag

Siden 2008 er det nye venstre gået ind i en fase, med synlighed i offentligheden for de politiske og sociale kampe. Resultatet af samarbejdet mellem forskellige aktører som i Slovenien eller Kroatien har været imponerende og skabt gnidninger internt i den dominerende politiske mainstream. Det nye venstre har udfordret den nationalistiske, konservative og neoliberale hegemoni og har via egne organisationsstrukturer, venstrefløjsmedier og offentlige forsamlinger skabt rum for offentlig tilstedeværelse af venstrefløjsideer.

Der er dog stadig mange blinde pletter og utilstrækkeligheder, da mange af disse enkeltsagskampe er isoleret fra hinanden. Bypolitiske initiativer er ikke altid interesserede i arbejderkampe, mens engagementet hos studerende og undervisere ofte ikke rækker ud over deres eget videnskabelige område. Indtil videre har forsøg på at skabe bæredygtige bredere bevægelser eller stærkere venstrefløjspartier, som kunne udfordre etablerede politiske organisationer og strukturer eller omskabe lokale, regionale eller statslige politikker, vist sig at være for ambitiøse, undtaget i Slovenien og, i mindre grad, Kroatien.

Hvad forholdet til EU angår, mangler det sydøstlige Europas nye venstre – og den europæiske venstrefløje generelt – en alternativ venstrefløjsfortælling, der rækker ud over ren kritik af EU-kommissionens institutioner og regeringspraksis. Enkeltstatslige forsøg på at bryde ud bliver ikke tålt af den herskende neoliberale magtblok og bliver sanktioneret, som det var tilfældet med Grækenland, især når det gælder perifere fattige stater. En succesfuld modstrategi kan derfor ikke befæste sig med kritik af EU og visioner om EU’s potentielle sammenbrud eller desintegration. Socialistisk politik må finde sin egen vej til europæisering og internationalisering, da kun en socialistisk modfortælling til EU har potentialet til at skabe den internationale solidaritet, der kan gøre en socialistisk transformation mulig igen. Men det sydøstlige Europas nye venstre kan ikke og vil ikke kunne tackle den opgave alene.

EU-valgene i 2019

Det slovenske parti Levica vil deltage i EU-valget som enestående politisk kraft. Som politisk aktør med gennemarbejdet partiprogram, der kan tilføje parlamentarisk erfaring og er medlem af European Left, kan dette parti, hvad angår organiseret politik, fungere som forbillede for den yderste venstrefløj i det tidligere Jugoslavien. I sit partiprogram taler Levica for et Europa for folket, ikke for kapitalen og indtager derved en tydelig position mod den neoliberale politik, der bliver promoveret af Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank, og afviser det europæiske grænseregime. Partiet taler for en radikal anden vej end den, som EU er inde på nu, og tager samtidig afstand fra en tilbagevenden til nationalstatens løfter om frelse.

Det er stadig uklart, hvilken konstellation Zagrebs bypolitiske liste Zagreb je naš vil deltage i, når det kommer til EU-valget. En gentagelse af forbundets oprindelige line-up kan dog udelukkes på grund af strategiske og ideologiske forskelle. Indtil videre har EU, ikke overraskende, ikke spillet nogen rolle i koalitionens politiske dagsorden, idet den er kommunalt orienteret. (Tomislav Tomašević – en af lederne – stiller dog op til EU-parlamentsvalg for valgforbundet Možemo! (Vi kan), red.). I Bulgarien er Българската левица (Bulgariens Venstre) et velkonsolideret venstrefløjsparti ligesom Levica i Slovenien, selvom det ikke har nået det samme politisk-organisatoriske niveau. Selvom Българската левица også er medlem af European Left, spiller partiet ikke en markant rolle i det bulgarske samfund for nuværende, og det kommende EU-valg kommer sandsynligvis ikke til at ændre dette.

Zagreb je NAŠ – Zagreb er VORES! – er en grøn, venstreorienteret fælles platform, der arbejder for at gøre den kroatiske hovedstad til “en socialt retfærdig, grøn og multikulturel by”. Foto: Zagrebjenas.hr.

Udblik

Venstreorienterede partier, NGO’er, bevægelser og alliancer er ikke en sjældenhed i Sydøsteuropa længere. Men de mangler som regel samfundspolitisk relevans og en offentlighed udenfor deres eget miljø. At opnå dette er den store udfordring og det ser ud som om den yderste venstrefløj er villig til at sætte spørgsmålstegn ved egne spaltningstendenser og i stedet bevæge sig i retning af sammenslutninger. For at stille det forenklet op, kan den nye strategi lokaliseres på tre niveauer: 1) Alliancer inden for konkrete solidaritets- og protestaktioners rammer, 2) Koalitionsopbygning på lokalt og kommunalt niveau, 3) Strategifokuserede debatter med det formål at skabe organisationspolitiske sammenslutninger.

Forbund inden for rammerne af konkrete solidaritets- og protestaktioner har vist sig at være en effektiv vej til at forstærke mindre venstrefløjsgruppers handlemuligheder. Den kroatiske kampagne Ne damo naše autoceste (Vi vil ikke opgive vores motorveje) mod privatiseringen af det kroatiske motorvejsnetværk er et eksempel. På grund af støtte fra fagforeninger og andre civilsamfundsaktører og grupper fra den yderste venstrefløj fik kampagnen relativt stor succes med at tiltrække medieopmærksomhed og fik derfor værdifuld politisk erfaring til brug for fremtidige kampagner. Det samme har gjort sig gældende for den bulgarske kampagne Да спрем машината за неравенство (Stop ulighedens motor), som blev bakket op af en bred alliance af aktører fra hele civilsamfundet. Det venstreorienterede Kollektiv for sociale interventioner (KOI) deltog i protesterne og skitserede et politisk standpunktspapir, som nu er blevet en del af kampagnens officielle standpunkt i forhold til spørgsmål om en skattereform i Bulgarien.

Opbygning af røde og grønne koalitioner på lokale og kommunale niveauer kan skabe uventede succeser, som vist i forbindelse med Zagreb. Men for de venstrefløjsaktører, som er involveret i dem, er potentialet i de alliancer helt afhængigt af de indre magtrelationer, og som konsekvens heraf, i hvilket omfang konkrete socialistiske politikker kan implementeres. Jo stærkere de venstreorienterede elementer i disse alliancer er, jo større er deres politiske legitimitet og mulighed for at skabe mærkbare forandringer i politikken. Som partner i den slags koalitioner må venstrefløjen trække tydelige røde linjer, for at konsolidere egne politikker internt såvel som overfor potentielle allierede udenfor koalitionen. Ellers risikerer venstrefløjen at miste eget politiske perspektiv, idet den trinvist populariserer det socialistiske projekt, hvilket kan føre til nye spaltninger og politiske debatter i organisationen. Alliancer må ikke blive et mål i sig selv.

Udfordringer, som er forbundet med splittelser og småorganisationer internt på venstrefløjen, gør vedvarende strategidebatter nødvendige. Målet er at bygge bro over de ofte marginale forskelle mellem særskilte politiske dagsordener på venstrefløjen med henblik på i det mindste at etablere en platform for fælles handling. Ofte er fraktionering på venstrefløjen ikke udtryk for reelle politisk forskelle, men nærmere et udtryk for opsamlet bagage fra historiske organisatoriske delinger. Hvis venstrefløjen virkelig ønsker at påpege modsigelsen mellem arbejde og kapital, og bevæge sig i retning af at opnå social frigørelse og demokratisering,  må den løse problemet med det tilbagevendende arvegods.

Oversat fra Rosa Luxemborg Stiftelsens hjemmeside. Læs den oprindelige artikel Die «Neue Linke» in Südosteuropa– her


Igor Štiks er post-doc og forfatter til bogen Nations and Citizens in Yugoslavia and the Post-Yugoslav States: One Hundred Years of Citizenship. Han underviser på The Center for Comparative Conflict Studies i Beograd.

Krunoslav Stojaković er leder af Rosa Luxemburg Stiftelsens afdeling i Beograd.


Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER